|
|
Anmeldelse:
Forråelse
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 9. juli 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden
Gyldendal, 425 sider
Udkommet marts 2020
LITTERATUR/DANSK:
Romanen Indtil vanvid, indtil døden er endnu et mesterværk fra Kirsten Thorups hånd. Jeg-fortælleren, danske Harriet som er i begyndelsen
af 30’erne, rejser gennem Tyskland til München i efteråret 1942 på en slags rekreation efter tabet af sin elskede Gerhard, som er faldet på Østfronten.
Gradvist afdækkes Nazi-Tysklands forråelse af mennesker for Harriet og læseren, og vi følger hendes vekslen mellem at flirte med dele af nazismen og tage afstand
fra andre dele. Harriets rejse ind i nazismens helvede bliver et overbevisende bud på, hvordan det forfærdelige kunne ske; Thorups enkle og gribende hverdagsrealisme
viser hvordan og minder os om, at det kan ske igen.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder Kirsten Thorups roman her.
Harriet og Gerhard
Gerhard, som Harriet elsker Indtil vanvid, indtil døden, var kaptajn i det tyske flyvevåben, og han faldt for Nazi-Tyskland på Østfronten. Harriet skal besøge Gerhards kollega Klaus, som er generalløjtnant i det tyske luftvåben, og hans danske hustru Gudrun, der er overbevist nazist. Harriet har to drenge på 2 og 5, som hun midlertidigt har anbragt på et børnehjem.
Harriet og Gerhard har tilhørt den dansk/tyske overklasse i København. Harriet opfatter ikke sig selv som nazist, hun mener selv, at hun ser verdenssituationen i et komplekst menneskeligt perspektiv, hun er ikke på nogens side. Det er vigtigt for hende, at Gerhard heller ikke opfattede sig selv som nazist, men kæmpede for især finnernes frihed. For ham var Sovjetunionen den store fjende. Hele romanen består af Harriets tanker og følelser, beskrevet i én lang bevidsthedsstrøm på den 4 måneder lange rejse til München i slutningen af 1942 og hjem igen med tilbageblik til fortiden.
Harriet og nazismen
Harriet er fascineret af nazismen på mange punkter, hendes virkelighedsopfattelse er elitær, og hun nyder at være en del af den nazistiske overklasse. Hun elsker kunst og kultur, lækkert tøj og lækker mad. Hun er stor tilhænger af lov og orden og er benovet over den orden, Nazi-Tyskland fremviser på overfladen, og over hvordan nazisternes bureaukrati registrerer alt og alle ned til mindste detalje.
Samtidig har hun også en medfølende empatisk side, som hun forsøger at fastholde, og som registrerer al den menneskelige forråelse og rædsel, som hun møder. Hun vil gerne gøre nytte, og derfor hjælper hun til i den bizarre husholdning, hun er kommet til, og på et hospital for sårede soldater, hvor der er mangel på alt.
Det er Thorups genistreg, at hun lader Harriets bevidsthedsstrøm beskrive både Harriets fascination af og identifikation med dele af nazismen og hendes registrering af det rædselsregime, der gemmer sig lige under den pæne overflade. Rædslerne og forråelsen bliver tydeligere og tydeligere for Harriet, men hun fastholder sin fascination til det sidste. Vi får gennem Harriet et fascinerende dobbeltblik på nazismen, der overbevisende og ubarmhjertigt skildrer internaliseringen af den menneskelige forråelse.
Harriets elitære virkelighedsopfattelse
Harriet er uddannet gymnastiklærerinde hos den internationalt anerkendte gymnastikpædagog Niels Bukh på Ollerup Højskole og er præget af hans tanker og ideer om en sund sjæl i et sundt legeme og om et arisk overmenneske. Det er her grobunden er lagt for hendes elitære tilgang til verden, og Niels Bukh er da også anerkendt i Nazi-Tyskland. Tiden på Ollerup Højskole, hvor Harriet også mødte Gerhard, er hendes fundament i livet.
Nazismen i praksis
Gennem Klaus og Gudrun, som Harriet bor hos, beskriver Thorup et samfund, der i slutningen af 1942 er nazificeret i mindste detalje. Gudrun har fuldstændig overtaget Hitlers ideologi. Hun kalder alle sine tjenestepiger for Ludmillaer, ser og behandler dem som undermennesker og er helt med på, at det er kvindens job at føde børn og tage sig af familien. Men samtidig med at hun accepterer nazismen, når det giver hende fordele, er hun dybt ulykkelig over, at hendes evnesvage datter er fjernet fra hjemmet og bliver et offer for eutanasi. Hun bedøver sig med morfin og stoffer for at holde livet ud.
Generalløjtnant Klaus er en fuldstændig følelseskold og grusom machoofficer. Han mere end antyder, at Harriets elskede Gerhard havde mørke sider, som Harriet nægter at se i øjnene. Beskrivelsen af Thor, husets 5-årige søn, der hjemme og i børnehaven indoktrineres til at blive et nyt overmenneske, er hårrejsende og overbevisende.
Middagsselskabet
Rædslerne kulminerer til et fint middagsselskab, som Klaus og Gudrun holder for overklassen i München, et middagsskab der udvikler sig til et rædselsorgie. Mens resten af München sulter, serveres overdådige retter og vine. Alle drikker sig fra sans og samling, og en køn Ludmilla-tjenestepige voldtages til døde. Alle ved, at Tyskland er på tilbagetog fra Østfronten, og alle lader, som om de ikke ved det.
Det er næsten ikke til at holde ud at læse om det middagsselskab. Om mændenes voldelige machoadfærd og deres forskruede nazisme. Om kvinderne, der samtykker og absolut ikke har noget at skulle have sagt. Og om de stakkels tjenestepiger, Ludmillaerne, der er hjerteskærende eksempler på behandlingen af de såkaldte undermennesker.
Godt og ondt
Indtil vanvid, indtil døden fortæller ikke noget faktuelt nyt om nazismen. Det særlige ved romanen er, at den afdækker nazismens gru og forråelse på hjemmefronten gennem Harriets bevidsthedsstrøm. Selvom romanen ikke indeholder kapitler og ret få afsnitsinddelinger, virker den ikke rodet. Vi følger og forstår og tager indimellem afstand fra Harriet, som er et komplekst menneske, der så ærligt, som det er hende muligt, registrerer, hvad hun ser, oplever, føler og tænker.
Harriets registrering af virkeligheden er beskrevet med en detaljeret hverdagsrealisme, og det er hendes bevidsthedsstrøm, der driver romanen fremad med en særegen intensitet. Harriets konstante vaklen mellem fascination og afstandtagen giver et skræmmende og meget menneskeligt bud på, at godt og ondt ikke er absolutte størrelser, men en sårbar kamp i det enkelte menneske. Harriet kan ikke helt opgive det, hun fascineres af ved nazismen, fordi det er flettet sammen med den måde, hun oplever sig selv og virkeligheden på:
Alt det skønne rejsen har budt på, træder uvilkårligt i baggrunden for de menneskeskæbner jeg har mødt (...)
Jeg holder fast ved at en sag har mindst to sider (...)
Alt det jeg lod mig rive med af før krigen. Opsvinget. Ungdommens fremmarch. Det nye succesombruste Tyskland. Det virker alt sammen forslidt og flosset i kanterne.
Opbrugt og nedbrudt af mørkets gerninger, krigens blodrus. Måske vil tiden udviske mit akutte sortsyn og melankoli (p. 384).
Romanen er et skræmmende udsagn om menneskelig forråelse, om hvordan medmenneskelighed og medfølelse kan forsvinde i en moralsk glidebane, hvor vanvid bliver normalitet, og hvor syge ideer om overmennesker og undermennesker internaliseres.
|
|
|
|
