|
|
Anmeldelse:
For evigt udelt: "Up ewig ungedeelt".
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 6. juli 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Poul Duedahl: Grænseland
- Gads forlag (320 sider)
- Udkommet 15. maj 2020 Pris: kr. 299,95
DANMARK/HISTORIE:
For evigt udelt: ”Up ewig ungedeelt”. Konflikten om Slesvig-Holstens tilhørsforhold til Danmark går mindst tilbage til 1460. Området blev i sin
helhed en del af det preussiske rige efter nederlaget i 1864. Den nordlige del af Slesvig vendte tilbage til Danmark efter afstemningen i februar 1920.
Fejringen af hundredåret for Nordslesvigs genforening med Danmark bliver bl.a. markeret med nærværende pragtbog, der er udgivet i samarbejde med Danmarks Radio.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Poul Duedahls spændende nye her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner af seks
(skala).
Den vigtigste begivenhed i det 20. århundredes danmarkshistorie
Med den reelle indlemmelse af det nuværende Sønderjylland i kongeriget Danmark ved afstemningen i 1920 blev en århundredlang konflikt, hvis kim var lagt allerede i 1400-tallet, endeligt afklaret.
Som professor Poul Duedahl så fint redegør for i den flot udstyrede og vel researchede bog Grænseland
er grænselinjen mellem Danmark og Tyskland mellem Vadehavet og Flensborg Fjord en markering af to forskellige territorier, lovgivninger og retssystemer, hvilket igen er udtryk for to befolkningers forskellige syn på, hvad der er af betydning i hverdagen og i det større perspektiv.
Som bogens forfatter understreger på bedste hermeneutiske vis, er en grænselinje nemlig også en mental skillelinje, der afspejler, hvorledes folk tænker og handler. Det har igennem tiderne ført til en række spændinger og konflikter rundt om på kloden, i vores egen sammenhæng mest udtalt i perioden fra begyndelsen af 1840’erne, hvor der generelt var nationalistisk grøde rundt om i Europa, med den voldsomme kulmination i flere lande og mange større byer i året 1848, og det var også her, at den slesvig-holstenske konflikt for alvor brød ud i lys lue.
Grænse | Land
Allerede bogens titel, der på omslaget og bogryggen er markeret med en lodret streg, der markerer at en grænse definerer noget rent bevidsthedsmæssigt, nemlig et bagvedliggende land med tilhørende indbyggere, dvs. mennesker, som har et særligt tilknytningsforhold.
For grænser splitter, skærper menneskers selvbillede og får dem til at orientere sig i forskellige retninger. Mod to forskellige hovedsæder, magtcentre og kulturmetropoler. De skaber ensretning og orden i en ellers kaotisk verden, og den slags har betydning for, hvordan befolkningen opfatter sig selv og ser på dem ovre på den anden side (side 9-10) .
Grænse/land fortæller sammen med tv-serien af samme navn om det grænseland mellem Danmark og Tyskland som fra omkring 1840 og frem i tiltagende grad blev et konfliktområde m.h.t. nationalt tilhørsforhold. Vi bliver grundigt introduceret til personer og lokaliteter i området mellem Hamborg og Kolding, de to yderpunkter i randen af Slesvig-Holsten.
Bogen redegør detaljeret, klart og med omhyggeligt blik for de menneskelige aspekter om de uoverensstemmelser, som satte grænsernes forløb under stadig mere ophedet debat – og tilhørende handling. Sammenstød og krigsuroligheder førte til en voldsom række begivenheder for grænselandets befolkning, der fik deres endelige afklaring med folkeafstemningen i 1920, der lagde den nuværende grænselinje fast.
Loyalitetsgrænsen
Grænselandets tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg havde deres egen ledelse, med egne generaler, gejstlige og ministre. Selv møntfoden var anderledes. Mellem hertugdømmerne var der tydelige loyalitetsforskelle, idet Lauenborg og Holsten var en del af de i alt 40 tyske forbundsstater, hvorimod Slesvig var i en mere ’neutral’ position, men heller ikke en del af kongeriget. Det samlede grænseland markerede en gradvis overgang fra overvejende dansk orientering til helt klart tysk tilknytning, alt eftersom man bevægede sig fra Kolding mod Hamborg. Det mentale kludetæppe blev yderligere broget af, at der var små tyske enklaver i Slesvig og tilsvarende danske kongelige enklaver i det mellemste Slesvig og Frisland. Disse blev udvekslet/udlignet på preussisk initiativ efter det danske nederlag i 1864.
Danmark til Ejderen
Begrebet det danske kongerige var en lidt luftig størrelse i daglig tale frem til 1848. Imidlertid var det allerede i 1842, at fronterne blev trukket op på begge sider, så at sige. Fra dansk side kritiserede juristen Orla Lehmann kong Christian 8. for ikke at give den danske befolkning medindflydelse på landets forhold, hvilket medførte, at han måtte afsone nogle måneder i fængsel i foråret 1842 for majestætsfornærmelse og opvigleri. Han mente i øvrigt, at Slesvig burde være dansk, hvilket han havde funderet over i sin position som landfoged på øen Sild. Han talte også i danske politiske kredse for et Danmark til Ejderen.
Orla Lehmanns overordnede ønske var en afskaffelse af Enevælden samt en generel modernisering af det danske samfund, herunder gerne en dannelse af et nordisk forbund, til modvægt mod Det Tyske Forbund (de 40 småstater med Preussen i spidsen):
Tanken om at skabe en tydelig grænse flugtede nemlig med hans drøm om et moderne folkestyre, hvor kernen var en vis enighed om, hvad der var fælles bedste. Derfor var det bedre at rydde op i antallet af provinser, regioner og grænselande med særhensyn og dele verden op i større stater bundet sammen af en indre sammenhængskraft baseret på en langstrakt, fælles historie (side 49).
En anden tilgang havde Carl Friederich Hermann Klenze, der ligeledes var jurist, idet han også i året 1842 havde taget et initiativ, der skulle optrappe konflikten mellem tysk og dansk, idet han havde placeret den første højskole i grænselandet i Rendsborg, som var en by af central betydning i Slesvig. Modspillet hertil blev senere etableringen af den dansk orienterede Rødding højskole i 1844. Han anså en tilknytning af alle tre hertugdømmer til Det Tyske Forbund som den naturlige løsning på konflikterne.
Fortyskning og modtræk
Tysk var anset for at være et finere sprog end dansk, og kirken benyttede jo Martin Luthers oversættelse af Biblen, ligesom embedsværket og embedshandlinger i forhold til Slesvig-Holsten altid var på tysk. Skolelærerne var også i hovedsagen tysktalende.
Kun i Nordslesvig havde man undtagelsesvis dansk skole- og kirkesprog, og tendensen til at lade tysk få forrang var entydig, ja ansås af mange for helt naturlig. Det var også i slesvig-holstenernes interesse at tale om tysk som et enhedssprog, da det understøttede deres ønske om selvstændighed.
Først i 1842 blev den danske konge for alvor klar over, at dansk sprog og kultur var trængt, og han gennemførte en ordning, så der kom en ordning, der indførte dansk som skolesprog i 49 sogne og en købstad.
Oprør og borgerkrig
Med vedtagelsen Grundloven for Danmark havde bl.a. Orla Lehmann set til, at der blev foretaget en direkte annektering af Slesvig, som nu blev en del af kongeriget. Det var helstaten, der blev et begreb, der var opfundet til lejligheden, og som udtrykte god konservativ patriotisme.
Reaktionerne udeblev ikke. Modkravet blev fremsat umiddelbart efter af stænderdeputerede forsamlede i Rendsborg, der krævede at Slesvig blev optaget i Det Tyske Forbund. Prinsen ar Nør tog sagen i egen hånd, medens hans storebror, Hertugen af Augustenborg var i Berlin for at forhandle om preussisk støtte. Med 6.000 mand marcherede han op gennem Slesvig og underlagde sig området. Han blev dog i Augustenborg møde af en bondehær på omkring 2.000 mand, ligesom de danske soldater fra København og andre kaserner i moderlandet kom til undsætning. Borgerkrigen var en realitet.
Frontlinjer 1848-1871
I dette lange kapitel beskrives, hvorledes kampene i 1848-1850 med nød og næppe vindes af danskerne, hvorefter der efter international indgriben bliver (gen)etableret status quo. Alt var nu som før Grundloven af 1849. Uroen fortsatte, og med nederlaget til Preussen i 1864 var Slesvig reelt tabt. Dog havde franskmændene fået indført en paragraf 5 i fredsbetingelserne, der lovede at en folkeafstemning kunne afholdes på et tidspunkt, hvorvidt Slesvigerne ville tilhøre Danmark.
Denne paragraf blev senere sløjfet ensidigt af et stærkt Preussen i 1871, efter at de have vundet over Frankrig i 1870. Fortyskningen tog nu fart i de næste tre årtier, og regeringen Estrup gjorde intet i forhold til tabet af en tredjedel af Danmark.
Først med det tyske kejserriges nederlag i 1918 blev den sløjfede paragraf 5 genoplivet af de allierede styrker, og afstemningen den 10. februar 1920 var en realitet. Nordslesvig (zone 1) stemte sig klart hjem til Danmark. Zone 2 (mellemste Slesvig) stemte overvældende tysk, og afstemningen i zone 3 blev opgivet.
En lang og opslidende kamp for danskheden havde endelig vundet, idet det nye Sønderjyllands udstrækning stort set svarede til sprog- og kirkegrænsen, som den havde været siden 1840’erne.
Pædagogisk og levende fortælling
Professor Poul Duedahl har skrevet en vigtig bog i hundredåret for Genforeningen. Denne fremstilling levendegør både kulturen og konflikterne som de blev oplevet af slesvigerne selv, i forhold til de lokale forhold, de levede under.
Der sættes også fokus på den manglende indseende fra dansk side, der hen over perioden fra begyndelsen af 1840’erne var medvirkende til, at tingene gik deres skæve gang, ligesom liberal-ideologien op til 1864 nøgternt skildres i dens megalomani: Vi kunne have undgået at genforeningen først skete i 1920, hvis vi havde sluttet fred i dagene umiddelbart efter nederlaget ved Dybbøl i 1864, med en grænsedragning syd om Flensborg, men nord om Tønder, som skitseret af Otto von Bismarck efter slaget ved Dybbøl, men før fadæsen med at fortsætte krigen på Als.
|
|
|
|
