|
|
Anmeldelse:
Drømmen om en svunden tid...
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 6. juli 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Simon Strauss: Romerske dage
- På dansk ved Maj Westerfeld
- Forlaget Turbine (164 sider)
- Udgivet 12. juni 2020. Pris 229,95
ITALIENSK/LITTERATUR:
Drømmen om en svunden tid udleves af en studentikos, identitetssøgende fortæller, der måske er hovedperson i en roman,
eller også er det forfatteren selv? Den patosfyldte fortælling sætter sig mellem flere stole:
Romantiserende beretning om en svunden tid, dannelsesroman eller essay – Sancho Panza på Piazza del Popolo eller
civilisationskritiske klovnerier? Bogen giver sig hverken til kende som essay eller som roman.
Det er ikke umiddelbart til at afgøre, om hovedpersonens sværmeriske observationer og betragtninger skal forstås som forfatterens analyse af
en gammel kulturs rigdomme og vores egen tids hektiske livsformer og hermed forbundne overfladiskhed.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Simon Strauss' bog her.
BEDØMMELSE:  TO stjerner af seks
(skala).
En tysker i Rom
Den debutberømmede tyske forfatter Simon Strauss (Syv nætter, 2018) har barslet med et nyt værk, der er mere dagligdags jordnært end den halvfilosofiske og eksistentielt anlagte debutbog.
Allerede i den indledende sætning af Romerske dage markerer fortælleren/hovedpersonen med et dagbogslignende notat sin tanke om at rejse i Goethes fodspor:
Første juli. To hundrede og enogtredive år og otte måneder efter Goethe (side 9).
Der følger tanker om romrejsende gennem tiderne, deres mulige drømme og forhåbninger, måske om at opleve skønheden, blive renset i ånd og sjæl, eller med forhåbningen om at vende tilbage som et fornyet menneske. Hovedpersonen tilbringer to måneder i Den evige Stad. Han er flygtet til byen i et ønske om at komme lidt på afstand af en problemfyldt nutid derhjemme i Sydtyskland. Samtidig føler han sig også lidt sandet til i sine trivielle rutiner.
At udleve drømmen
Hovedpersonen i bogen har fundet et ydmygt værelse, hvorfra der er udsigt til den karré, hvor Goethe opholdt sig under sin tid i Rom. Men der bliver ikke tale om særlig megen sød drømmeopfyldelse i mødet med byen, for han oplever med egne ord med konstante mellemrum en form for brat opvågnen til byen Rom, med dens forurening, stinkende Tiberflod, klorvand i fontænerne, og dertil kommer ensomhedsfølelsen, både hos dem han iagttager og hos ham selv.
Desuden er der noget andet, som griber forstyrrende ind i hans dage i Rom. Han rammes ved flere lejligheder af forstyrrelser i hjerterytmen, hvilket flere gange fører til, at han opsøger læge. Under et af anfaldene falder han ligefrem om og bliver ført i ambulance til et sygehus, hvor man giver ham en beroligende indsprøjtning i form af en art blokade.
Det bliver ikke ved denne ene form for varsel. På sin vej omkring i byen mellem de historiske pladser, bibliotekssale og katedraler, som han opsøger, rammes han ikke blot af en form for Memento Mori på grund af de skæve og galopperende hjerteslag. Også i sine omgivelser fokuserer han på svaghed og undergang.
Han iagttager en gammel kone, ser på gamle historiske ruiner ved Colosseum, tænker på gladiatorernes dødsscenarier, funderer dernæst over, hvorledes Cæsar blev myrdet, og han har sågar en melodi af Mahler i kørende i hovedet, hvortil teksten handler om at være død i verdens vrimmel. Han ender med at tænke, at ”ligegyldigt hvor jeg er, tænker jeg altid på, at alt pludselig kan være forbi.” (Side 32)
Patos – på skrømt
Bogen former sig som en patosfyldt vandring gennem Rom, evigt opmærksom på de spor, historien har trukket. Her blev Cæsar myrdet, her boede H.C. Andersen, her ligger Keats, her Shelley. Vores fortæller besøger en kardinal, taler med en bibliotekar, bliver inviteret til et arrangement hos en ambassadør, og han er også til noget så bizart som fødselsdag hos en knivkaster. En af disse sammenkomster ender med, at værtens fornemme landlige byhus går op i luer, medens festen ebber ud, - endnu en undergangsmarkør.
Han går således fra hvert af disse besøg med tanker om den åndelige fattigdom og livets skrøbelighed. Ligeledes fabulerer han over forskellen mellem Tyskland i nord og Italien i syd, kontrasten mellem snusfornuft og pensionsordninger oppe i Germania og snavs og affaldsbjerge hernede i det ikke altid lige maleriske Rom.
Søgen efter drømmen om kærligheden
En kvinde møder den unge mand også under sin flaneren i byen. Først iagttager han hende over flere dage, inden han tager kontakt. Hun forekommer at være lidt knibsk, er temmelig gådefuld og i sin egen ret ganske smuk med sin store skønhedsplet, lidt på samme måde som byen Rom. ”Bliv her,” siger hun til ham, da han efter to måneder og temmelig begrænsede fremskridt i deres forhold rejser tilbage til Tyskland: ”så vil jeg altid kysse dig”. Men han er ifølge sit eget udsagn nødsaget til at rejse bort for at være i stand til på ny at længes for således senere atter at kunne vende tilbage og fortsætte sine drømmerier.
En forpint fortid
Hovedpersonen har ikke oplevet ’skibskatastrofer og pludselig død’, men han har dog ting i sin bagage, som han (lettere ironisk?) puster op på sin egen, indre dramatiske vis. Her følger et uddrag af listen:
Men jeg har også lidt, har været på vanviddets rand i et halvt år, fordi jeg ikke kunne sove, og har ladet mig befamle i skridtet på byens torv ved midnatstid. Senere lærte jeg så alligevel fransk og næsten også at lave mad (side 44).
Tanken, ideen om Rom giver ham ro i sindet, men skismaet mellem drøm og realitet bliver gentagne gange aktualiseret, når han rent faktisk er i byen og lader sig påvirke af dens puls:
Romerske dage. Uden for al virkelighed. Viet til det modsatte. Blot for senere at få at vide, at man også kunne være her og ikke mellem Fulda og Kassel i en overfyldt togrestaurant. Med halspastiller, afbestillingsforsikring og en brækket tå. Altid kun at tænke på Rom er som at have en elskerinde sydpå, som er alt for langt væk, som at lade lyset være tændt på badeværelset om natten eller kaste tændstikker i den våde sne.
Være her. Være her. Bare være her og blive (side 145).
Fugl eller fisk – en let komedie
Bogen giver sig hverken til kende som essay eller som roman. Det er ikke umiddelbart til at afgøre, om hovedpersonens sværmeriske observationer og betragtninger skal forstås som forfatterens analyse af en gammel kulturs rigdomme og vores egen tids hektiske livsformer og hermed forbundne overfladiskhed, hvilket ville gøre bogen til et regulært civilisationskritisk essay, eller om forfatteren vil lade vores hovedperson give den i rollen som en postmoderne klovn med et historisk menageri som baggrundstæppe.
Tostjernet hotel: En let komedie
Lidt mere seriøsitet i den samlede fremstilling er påkrævet, hvis forfatteren for alvor skal lykkes med at sætte nogle tanker i gang hos læseren. Det komediante svæver mestendels over fortællingen, og ind imellem forfalder fortælleren til klicheagtige betragtninger, om end emnerne som sådan kan være nok så alvorlige. Denne gang kun to stjerner til Simon Strauss.
|
|
|
|
