|
|
Anmeldelse:
Etnisk BLINDHED i amerikansk og international politik
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 13. juni 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Amy Chua
- Politiske stammer, grupper og udkanter
- Forord af Michael Böss
- Forlaget Hovedland
- Udgivet 1. maj 2020. Pris: kr. 240,00
ENGELSK/HISTORIE:
Professor ved Yale Universitet Amy Chua har leveret et velargumenteret, om end ikke videnskabeligt, bidrag til en dybere
forståelse af de mange eklatante fiaskoer, som USA har lidt igennem tiderne på den internationale politiske arena. Det handler
ikke alene om den traditionelle Red Scare (Angsten for kommunismen/pres på amerikanske kapitalinteresser), men også om at forstå den lokale kultur,
specielt i forhold til etnicitet og stammerelationer, som man har blandet sig i, hvilket forfatteren sammenligner med at optræde som en elefant
i en glasbutik.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Amy Chuas nye bog her.
Ærens mark - På Herrens mark
Allerede som syvårig begynder Händel af få undervisning i orgelspil. Faderen dør tidligt, og Händel må slå sig igennem med forskellige ansættelser. I 1703 kommer han til Hamburg, ansat som violinist ved operaen, hvor han hurtigt begynder at komponere arier og kantater. Den første af 45 operaer, Almira, er fra 1705. Allerede i 1706 rejser han til Firenze, Venedig og Rom, og de følgende år er han rundt i Europa, hvor han opnår kontakt til betydningsfulde mennesker inden for såvel adel som musikliv. I 1710 rejser han til London, hvor han bor indtil sin død i 1 759.
Karl Aage Rasmussen sammenligner sin levnedsskildring af Händel med barokkens dominerende musikform, fugaen. Han mener, at fremstillingen skal være alsidig og facetteret:
I mange større fugaer optræder mere end ét tema, og selv om skildringen af et liv stiller krav om et uantastet hovedtema, må også tilsvarende sidetemaer optræde i alle stemmer: person og liv (offentligt som privat), netværk og relationer, livsvilkår og samfundsliv, kultur og magtforhold samt -
når personen er komponist - naturligvis musikken selv. (Side 36)
Ifølge forfatterens 'no-nonsense' tilgang var Händel en næringsdrivende i en højst specialiseret underholdningsindustri, godt hjulpet af et royalt sikkerhedsnet i form af en årlig støtte. Der var ikke noget romantiserende à la Beethovens selvstændighedstrang og protest over Händels karriere. Han forstod at navigere hårfint i forhold til de aktuelle samfundsforhold, herunder især det royal-politiske klima i England.
En hanoveraner i London
Nærværende populærvidenskabelige af handling handler om den gruppepsykologiske stammetænknings betydning i politik. Bogens hoveddel er helikopterlandinger i Vietnam, Afghanistan, Irak, generel terrorisme, Venezuela, altså først og fremmest lande og konflikter, hvor USA militært har blandet sig, men også med blik for USA’s interne forhold ud fra stammeperspektivet.
Amy Chuas centrale pointe er, at amerikanske beslutningstagere i hvert fald mindst siden engagementet i Vietnam har været nærmest blinde for den betydning, etniske grupper har i forhold til, om store beslutninger og voldsomme engagementer i andre landes interne forhold virker eller ej.
Konsekvensen var en for USA langvarig, katastrofal krig, hvor politikere og militærstrateger overså styrken i den vietnamesiske nationalisme og dens modstand mod kinesisk dominans udefra såvel som internt i Vietnam, hvor en kinesisk minoritet sad på det meste af økonomien.
Den etniske blindhed medførte også, at man i Afghanistan overså, at Taliban i vid udstrækning må opfattes som en gruppering, der repræsenterer stammen af pashtunere, der udgør den største etniske fraktion i landet. Ifølge Amy Chuas ræsonnement er, at USA’s bekæmpelsen af Taliban med støtte fra andre af Afghanistans etniske grupper er en væsentlig årsag til, at krigen stadig er uafsluttet.
Blind tro på Demokrati som universalmedicin
I Irak troede amerikanske beslutningstagere åbenbart, at afsættelsen af diktatoren Saddam Hussein og indførelsen af frie valg, i stil med hvad der skete i Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig, ville føre til fred i landet og udløse tilfredshed blandt irakerne. I stedet var man medvirkende til at afstedkomme et borgerkrigsinferno, og Islamisk Stat grundlagdes, fordi amerikanerne overså, at den amerikanske intervention satte sunni-irakerne fra magten og erstattede dem med et shia-baseret styre. Chuas påstand er, også her, at en tidligere dominerende etnisk gruppe altid vil reagere mere eller mindre aggressivt, når den erstattes.
Chua argumenterer overbevisende for, at de amerikanske politiske og militære ledelser aldrig har forstået eller interesseret sig for de steder og befolkninger, de har angrebet. Som repræsentant for den amerikanske opinion er hun som debattør så tilpas uhildet og nuanceret, at hun gør klart opmærksom på, at fremmede folk og nationer er noget i deres egen ret, og at USA’s modstandere kunne have en pointe eller ret til selv at bestemme, men hun gør sig skyldig i samme fejltagelse som politikerne og de militære ledere, når hun antyder, at ”vi amerikanere bare skulle have læst bedre på lektie, for så ville vi måske have haft mere succes med more internationale interventioner.
Stammefænomenet på hjemmebanen
Bogens forfatter mener endvidere, at valget af Donald Trump til USA’s præsident i 2016 bunder i en gruppebaseret og etnisk dimension. Efter hendes opfattelse var valget udtryk for et oprør fra den hvide arbejder- og underklasses side, fordi netop dette socioøkonomiske lag af den amerikanske befolkning, som den eneste etniske gruppering, føler sig presset på sin identitet og selvforståelse, som white trash, og er berøvet muligheden for at føle nogen from for stolthed angående, hvor den kommer fra. Lige indtil Trump appellerede til denne indre svinehund under sin præsidentvalgkamp.
Chuas bog er ikke uden relevans for os uden for USA, men den er primært henvendt til det amerikanske publikum. Der tales konstant om ”vi”, hvorved forstås amerikanere. Desuden er tilgangen og referencerammen gennemgående af amerikansk karakter. Mange ting tages for givet, som en del af den amerikanske selvopfattelse, og de underforståede referencer kan forekomme mindre argumentationstunge, både i sig selv og for os som ikke-amerikanere. Der er tale om et stykke populærvidenskab.
Samtidig er det en noget langstrakt bog i forhold til den centrale pointe, den ønsker at fortælle. Bogen er inddelt i tre dele: en indledning, der har én stærk pointe og som opsummerer hele bogen; en lang midterdel, der gentager sin pointe igen og igen i en række kapitler, hvori det vises, eller snarere hævdes, at denne ene pointe faktisk er den afgørende forklaring bag alt mulig. Og så er der afslutningen:
Kvalmepunkt
Bogen munder ud i en afslutning, der både opstiller nogle løsningsforslag i punktform og desuden på bedste amerikanske, melodramatiske og temmelig rørstrømske vis, ender i en form for tilbedelse af det oprindelige grundlag for den amerikanske stat, med frie og lige mennesker, der alle får en fair mulighed for at gøre sig gældende. Der er tale om en lettere patetisk, men ganske smuk idealisering af den amerikanske drøm om at kunne se mennesket i modstanderen, at kunne respektere folk for det, de er.
Chua er egentlig gennemgående historisk bevidst i sin fremstilling, men hun synes trods dette at mene, at der var en kort periode i USA’s historie fra midt i 1960’erne til omkring midten af 1990’erne, hvor idealet og virkeligheden var meget tæt på hinanden, med større anerkendelse af modparter og anderledes tænkende, man at udviklingen nu hastigt er på vej væk fra denne harmoniske tid, vredet af led af identitetspolitik på både højre og venstre fløj, hvor man uforsonligt igen og igen punker på forskellene frem for lighederne. Hendes reference er her først og fremmest hendes egne erfaringer fra den akademiske arbejdsplads blandt de studerende. Og idealiseringen af en svunden periode er desværre med til at pille noget af videnskabeligheden ud af bogen.
Historikeren Michael Böss letter arbejdet
Det danske forord til bogen giver en klar og ret koncis introduktion til bogens emne og centrale pointe. Man kan fristes til at sige, at den garvede historieprofessor formår at fremdrage essensen af Amy Chuas ganske lange og noget løst organiserede bog på en måde, der gør en grundig læsning af hendes essay overflødig. Med Böss' solide indføring kan man efterfølgende ret let orientere sig oversigtligt i bogen for at få bekræftet de centrale iagttagelser, og tilmed formår Michael at transformere den amerikanske optik om til noget, der er set gennem danske briller. Vi kan dermed begynde at samtænke bogen med egne, danske erfaringer. Mange tak for det.
|
|
|
|
