|
|
Anmeldelse:
Når tiden går i stykker
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 30. maj 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Solvej Balle: Om udregning af rumfang I
Forlaget Pelagraf, 160 sider
Udkommet februar 2020
LITTERATUR:
At læse Solvejs Balles Om udregning af rumfang I er både en stor nydelse og en stor udfordring. Romanen er skrevet med en lavmælt, detaljeret realisme,
som denne læser finder intet mindre end frydefuld. Det er, som der er kælet for hvert eneste ord, hver eneste sætning. Men handlingen er grum. Tara,
romanens jeg-fortæller, vågner hver morgen op til en gentagelse af 18. november, mens hendes elskede, Thomas, vågner op til 18. november for første gang. Romanen er krævende på en umådelig fascinerende måde: Den stiller spørgsmål til vores opfattelse af tid, af kærlighed, af vores placering i universet,
og hvem lever egentlig i et mareridt, Tara der bliver ældre for hver dag, eller Thomas for hvem tiden er standset?
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder Solvej Balles bog her.
At leve og skrive langsomt
Balle har skrevet på sin septologi Om udregning af rumfang i 29 år, og nu er første bind udkommet. Balle har ikke udgivet mange bøger, men alligevel modtager hun den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond, og man forstår hvorfor, når man læser Om udregning af rumfang I. I interviews i forbindelse med romanens udgivelse, fortæller Balle, at hun har meldt sig ud af al medievirakket omkring det at være forfatter, hun ønsker at leve og skrive langsomt. De næste seks bind i septologien er planlagt, og næste bind udkommer til efteråret. Jeg glæder mig allerede.
Tiden der går i stykker
Tara og Thomas bor i det nordlige Frankrig og handler med antikvariske bøger fra deres hjem. På en forretningsrejse til Paris begynder Tara at vågne op til 18. november hver dag. For Thomas derimod står tiden stille, han vågner hver dag for første gang til 18. november, og for ham er dagen før 17. november. I starten er de sammen, selvom de lever i hver deres tid, og Tara hver dag må fortælle, at tiden er gået i stykker, og hvad de lavede dagen før. Men på et tidspunkt flytter Tara ind i deres gæsteværelse og undgår derefter Thomas, som venter på, at Tara skal komme hjem fra Paris 19. november, som bare aldrig indfinder sig.
Tara er romanens jeg-fortæller, og hun fører regnskab med, hvor mange gange det er 18. november. Alene i gæsteværelset ved hun nøjagtigt, hvornår Thomas gør hvad, hun hører hans lyde og ser ham kun, når han forlader huset. På et tidspunkt begynder hun at beskrive sine dage for at give dem mening og gøre dem virkelige:
Det var derfor jeg begyndte at skrive. Fordi jeg kan høre ham i huset. Fordi tiden er gået i stykker (...)
Måske er der noget helende ved sætninger, p. 28.
Vi følger hende over et år, og til sidst i romanen tager hun til Paris igen i håbet om, at hun ved at vende tilbage til udgangspunktet, kan få det til at blive 19. november. Og på romanens sidste sider begynder 18. november endelig at ændre sig. Men vi må vente til del II for at få at vide, om det endelig bliver 19. november for Tara.
Kærlighed og gentagelse
Der er meget kærlighed i Thomas og Taras forhold, men deres forhold er afhængigt af, at de er fysisk tæt på hinanden. De er vant til at bo og arbejde sammen og bryder sig ikke om at være væk fra hinanden:
Vores kærlighed har altid været mikroskopisk. Det er noget i cellerne, det er nogle molekyler,
nogle forbindelser uden for vores indflydelse, der finder sammen i luften omkring os, lydbølger, der indgår i særlige harmonier,
når vi taler, det er på atomniveau eller i endnu mindre partikler (...) Det er noget,
der opstår i rummet mellem os, en følelse, der forstærkes, når vi befinder os i hinandens selskab, p. 49.
I gæsteværelset forsøger Tara at holde Thomas fast gennem hans lyde, men afstanden mellem dem vokser, og for nu har hun mistet ham. Beskrivelsen af Taras dage er både smuk og uendelig trist, hvad hun hører, hvad hun ser, hvordan hun holder ud. Hun oplever, at hun ikke længere passer ind i verden, og hun føler stor smerte. Hun prøver desperat at finde forklaringer på den uendelige gentagelse af 18. november, men finder ingen, og på et tidspunkt begynder hun at føle sig som et monster. Hun anskaffer et teleskop, og ved at betragte nattehimlen får hun en slags perspektiv på sin situation, universet findes trods alt stadigvæk.
Spekulativ fiktion
Forlaget præsenterer romanen som spekulativ fiktion, hvilket dækker over en tankevækkende kombination af en detaljeret realistisk skrivemåde og en mere mystisk handling.
Hvordan reagerer mennesker, når virkeligheden bliver utilregnelig, uforudsigelig og mærkværdig? Tara forsøger at reparere tabet af den lineære tid og tabet af Thomas ved at skrive om det. På den måde kan romanen ses som en sorgproces. Men romanen vil mere end at beskrive et sorgarbejde. Den udfordrer vores oplevelse af virkeligheden: Findes der en anden virkelighed med en anden slags tid, og hvordan kommer man ind og ud af den anden virkelighed? Har Tara gjort noget forkert, eller er hun helt tilfældigt havnet i en anden tid?
De fleste mennesker har oplevet, at voldsomme tab og voldsomme kriser kan give en oplevelse af, at tiden og virkeligheden midlertidigt bryder sammen. Mange forfattere har beskrevet de voldsomme følelser, som tab og kriser kan medføre, og forsøg på at få det skete til at give mening.
Det er Balles kunstgreb, at hun udforsker Taras kærlighedstab og tab af kendt virkelighed gennem en stille detaljeret registrering af, hvad Tara sanser, hvad hun hører især, hvad hun ser, hvad hun mærker, men aldrig gennem store og voldsomme følelser. Tara gennemlever et sandt mareridt, hun mister alt, hvad hun elsker og kender, men måden, vi som læsere nærmer os Taras ubegribelige parallelle virkelighed på, er ikke gennem voldsomme følelser, men gennem Taras sansninger. Da Tara begynder at mærke, at der løber en anden tid under mine dage, så er man egentlig ikke skeptisk, men derimod lige så utålmodig som Tara efter, at nu må der ske noget. Man har ladet sig forføre ind i romanens præmisser og mystiske hændelser.
Tid og coronakrise
Da romanen starter, har Tara og Thomas et liv, som de elsker. De begærer stadig hinanden som i starten af deres forhold. De lever i deres eget tempo og har fælles interesser, som også er deres arbejde. Og så pludselig forandrer tiden sig. Måske er det også på grund af coronakrisen, at jeg er blevet så optaget af romanen. Pludselig blev man revet ud af sin vante hverdag og sine vaner. Væk var det "ydre" liv, og dagene begyndte, som Taras, at gentage sig uden variation, fulgt af en oplevelse af, at krisen har varet i umindelige tider og en angst for, om man nu også får sit liv sådan rigtigt tilbage.
Under alle omstændigheder kan jeg varmt anbefale Om udregning af rumfang I, især hvis man ikke har noget imod at blive konfronteret med tilværelsens store spørgsmål, og selvom vi har til gode at forstå, hvad titlen mon betyder.
|
|
|
|
