|
|
Anmeldelse:
Personlig beretning om et efterliv
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 29. maj 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Madeleine Albright: "Helvede og andre destinationer"
GADS Forlag (424 sider)
Udgivet 29. maj 2020. Pris: kr. 299,95
LITTERATUR:
USA’s tidligere "Second Lady", Madeleine Albright, udenrigsminister under Bill Clinton, har
med Helvede og andre destinationer givet en afslørende karakteristik af de seneste 25-30 års politisk-ideologiske klima og samtidig
givet en art selvportræt, der er interessant på grund af de mange ærlige facetter i beskrivelsen af både hende selv og hendes omgivelser,
herunder mange prominente personer.
Hendes bog udkommer på dansk I DAG.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Albrights bog her.
BEDØMMELSE:  TRE stjerner af seks
(skala).
EFTERLIV
I sin beskrivelse af tiden efter sit arbejde som udenrigsminister (2001 og frem) fremkommer den nu 84-årige aktivist med sin ærlige mening om mange forhold, men i særdeleshed om den aktuelle mangel på overordnet ledelse og lederskab, der specielt hjemsøger USA i disse år, men som også er et uheldssvangert træk ved mange andre lande i den Vestlige Verden, der ellers har haft en vis tradition for demokratisk ledelse. Hun langer særligt ud efter løgnen og de alternative fakta, som er blevet et nyord i orwellsk forstand, der tilsammen varsler ilde om demokratiets (og sandhedens) fremtid.
I sit arbejde som leder af forskellige organisationer til fremme for demokrati, er hun kommet på kollisionskurs med premierministre og præsidenter. Hun har i en tidligere bog advaret mod faren for en ny opblomstring af fascismen, ligesom hun i den aktuelle bog tager tråden op og peger på, hvordan fundamentale tankegange både i politik og religion er med til fortsat at undertrykke især kvinders rettigheder overalt i verden, ligesom hun går i brechen for alle de mennesker, der ikke selv har mulighed for eller styrke til at blive hørt.
21. januar 2001
Netop fratrådt som udenrigsminister stiller Albright sig selv det spørgsmål, om hun nu skal gå på pension. Tanken forekommer hende fjern, så hun går straks i gang med at finde nye opgaver:
Når jeg lagde planer, ønskede jeg at finde plads til begge mine identiteter: Jeg ville gerne kunne nyde at have fået mit privatliv tilbage,
og samtidig forsøge at gøre mig nyttig (side 23).
Hun begyndte at turnere med taler, ikke som en anden Fogh Rasmussen, men mere ydmygt, hvilket også afspejler sig i de honorarer, hun tænkte sig at kræve for at møde frem for forsamlinger. Med lidt forstyrrende flashbacks til hendes studietid når vi frem til, at hun sideløbende med foredragsvirksomheden engagerer sig i at grundlægge et konsulentfirma. Gennem kontakter til gode tidligere medarbejdere og andre personer fra tiden i statsadministrationen får hun etableret et firma, som skulle være medvirkende til at samle demokratiske ledere og progressive repræsentanter for forretningslivet. Dermed var The Albright Group skabt. TAG havde, og har, fokus på at fremme demokrati og prøver samtidig at give private virksomheder et løft, når de skal entrere med fremmede lande og fremmede kulturer. Sigtet er til stadighed, at virksomhederne skal optræde redeligt, og med syn for deres kunders reelle situation og behov. Og erfaringen er, at det lønner sig, også forretningsmæssigt.
HIV/aids
Hendes konsulentvirksomhed var som sin første opgave involveret i et medicinalfirmas salg af medicin samt rådgivning til udviklingslande som Botswana og andre afrikanske lande, ligesom Rumænien var et land, hvor medicinalfirmaet endte med at operere ud fra næsten filantropiske principper. Det skabte goodwill, og det reddede liv. Det succesfulde resultat for både virksomheden og de berørte landes befolkninger betød, at TAG snart fik flere kunder i butikken.
Tre gange "win", kan man sige.
Eventyr på Wall Street
Albright fortæller ærligt om, hvordan hun kom ind i Wall Streets bestyrelse umiddelbart efter 9/11. Hun havde betænkeligheder nok, men endte med at sige ja. Arbejdet her afslørede en del mindre pæne sider ved finansverdenen for hende, men hun anså arbejdet som en form for pligt, måske borgerligt ombud? Uanset hvad, så endte hun med lettere desillusioneret at slutte sin periode i bestyrelsen, specielt i forbindelse med de eksorbitante summer, som direktøren for Børsen havde formået at indhøste, tilsyneladende helt inden for rammerne af sin kontrakt. Hun opnåede dog at få en bestemmelse indført, således at man for fremtiden ikke ville kunne indgå så lukrative aftaler for medarbejdere i virksomheden.
Det var tydeligt at NYSE (børsen i New York) ikke var mit naturlige miljø. De skabninger, som fløj højest dér, havde bygget en rede, som de ihærdigt vogtede over. Det var der ikke noget at sige til; det var en lun rede, med en storslået udsigt. Desværre for dem sad den i et træ, der stod på offentligt ejet grund (side 100).
Demokrater med lille d
En organisation, som Madeleine Albright har lagt en del kræfter i er National Democratic Institute (NDI), som forsøger at rådgive og hjælpe lande, der er på vej ind i demokratiet, efter at de har forsøgt at gøre op med totalitære styrer. NDI opstod i kølvandet på Polens Solidaritetsbevægelse tilbage først i 1980’erne. Hun var med i denne bevægelse som næstformand i 1990’erne i tiden op til sit hverv som udenrigsminister.
Imidlertid fik hun en ny chance inden for dette felt, da hun i 2005 blev valgt som medformand for Den Internationale Kommission til Styrkelse af de Fattiges Juridiske Stilling (CLEP), hvor hun har været medvirkende til, at organisationen nu har en stor udbredelse, ja endda er blevet verdensomspændende, under betegnelsen Global Legal Empowerment Initiative. Der er bl.a. p.g.a. hendes initiativ og diplomatiske tæft sket en stor indsats for borgerrettigheder og bekæmpelse af fattigdom rundt om i verden under denne organisations auspicier.
Tanker om demokrati
Albright har skrevet en seks-syv bøger, heraf flere med fokus på international politik. Særligt USA’s rolle og forpligtelse som stormagt har hun både beskrevet og gået i rette med. Hun har udstukket en række linjer for ordentlig adfærd, ligesom hun har forsøgt direkte at påvirke beslutningstagere, specielt i USA, til at føre en mere ansvarsbevidst storpolitik. Hele tiden har tanken om demokrati været central i dette arbejde. Som hun selv siger, er hun både demokrat med stort D og med lille d.
Donald Trump
Også i nærværende bog kommer Donald Trump under luppen, og han får af
karsken bælg. Hun spørger nærmest retorisk, om Trump er fascist (Side 353), men hun lader svaret pakke nydeligt ind, så hun ikke forfalder til den slags sprog,
som den herre selv excellerer i:
Jeg kalder ham ikke fascist. Det, jeg siger, er, at han er den præsident i nyere amerikansk historie, som har de mest antidemokratiske tilbøjeligheder.
Så er der ikke megen tvivl tilbage. Hun understreger det videre med at citere en filosof for at sige, at
"uforskammethed er den svage mands efterligning af styrke". Sådan!
En omstændelig bog (tre stjerner af seks)
Madeleine Albright har villet mange ting med sin bog. Det er både en biografi og en
politisk historieskildring, ligesom den er præget af mange små detaljer af den særlige amerikanske aftapning, hvor en kendt person omtales,
og hvor der sker en del names dropping. Der er også en del flashbacks til de unge og yngre år, som kan virke lidt forstyrrende for
bogens progression og helheden.
Alligevel er denne personlige beretning blevet en interessant, men temmelig lang, skildring af et rigt liv efter at være
fyldt 63 år - de seneste 20 år af forfatterens liv. Som nu snart 84-årig ser hun ikke ud til at have planer om at lægge op foreløbig. Der er stadig en utrolig energi over denne tidligere udenrigsminister, der med sin biografi godtgør, at hun er i besiddelse af en god portion indsigtsfuldhed og generel livsvisdom.
|
|
|
|
