|
|
Anmeldelse:
Uransageligt begær og umenneskeligt slaveri
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 30. april 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Nina Belling: Søstre
Forlaget Brændpunkt, 364 sider
Udkommet marts 2020
LITTERATUR:
Nina Bellings meget læseværdige roman Søstre fortæller sanseligt og overbevisende om den unge herremandsdatter Susanna fra Thy, der føler sig spærret inde i
tidens kvindeideal, og som i starten af 1790’erne rejser til sin far på De Vestindiske Øer med drømmen om at finde en anden kvinderolle. Belling lykkes med via
Susanna at give et særdeles kritisk blik på slaveriets grusomheder og på slaveejernes dobbeltmoral og pengebegær. Og så har Susanna en halvsøster, Rebecca, datter af
faren og en afdød slavinde, der med et andet blik på slaveri og de sortes verden skaber en fascinerende dynamik i romanen.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Susanna fra Thy
22-årige Susanna fra Thy ankommer i starten af 1792 til den vestindiske ø Sankt Jan, hvor hendes far driver sukkerplantagen Susannaberg med slaver som arbejdskraft. Hun har tilbragt mange måneder til søs, og fuldstændig overvældet af varmen, den smukke natur og de meget sorte mennesker på stranden går hun i land for at møde den far, hun har længtes efter, siden han tog til Sankt Jan, da hun var 4 år. Men faren starter med at skuffe hende, han har ikke tid til hende, og i stedet kaster han hende nærmest i armene på Adrian, som er arving til den sukkerplantage, der grænser op til farens. Der er tydeligvis lagt op til, at de to unge skal finde sammen.
Tidens kvindeideal
Den største del af romanen fortælles af Susanna i tredje person. Susanna lider under datidens kvindeideal, hun elsker at færdes i naturen, at male, at diskutere tidens tanker, og hun er optaget af slavernes frigørelse, som er kommet på dagsordenen i samtiden. Hun har intet ønske om at blive som moren, der fuldt ud favner rollen som frue på herregården i Thy: At kvinder skal stå for husholdning og styre tjenestefolk, og hvis der er tid til overs, kan de brodere eller læse lødige skrifter. Susanna tager til St. Jan for at undslippe dette kvindeideal, og i sin fantasi har hun gjort faren til sin sjæleven, som hun kan dele alle sine tanker med.
Farens svigt
Men faren skuffer fra første færd. Hans primære grund til at få hende til St. Jan er økonomisk, hans plantage er i dyb gæld, og et samarbejde med naboplantagen og Susannas ægteskab med arvingen Adrian skal redde ham økonomisk. Han ser gerne, at hun styrer Susannaberg som hendes mor styrer herregården derhjemme. Han bryder sig ikke om, at hun tegner og maler, og hun må ikke bevæge sig rundt på øen uden en mandlig ledsager. Så Susanna befinder sig på Susannaberg i samme undertrykkende kvinderolle, som derhjemme
Adrian
Hurtigt bliver Susanna og Adrian forlovede, og i Adrian finder Susanna den sjæleven, hun har længtes efter. Begge længes efter frihed, begge finder slaveriet afskyeligt, og begge finder fred i naturens skønhed. Susanna bliver dybt forelsket i Adrian, men følelserne er ikke gengældt.
Den anden søster
Romanen har også en jeg-fortæller, farens hemmelige mørke datter, slavinden Rebecca. Gennem hendes synsvinkel oplever vi slaveriet indefra; grusomhederne, men vi får også en forståelse for de sortes bevidsthed, mystiske tro og overbevisninger. Rebecca har en værdighed, en kropskontakt, som Susanna mangler, og en forbundethed med naturen. Hun har en særlig status hos faren, og efterhånden går det op for Susanna, at Rebecca er den foretrukne datter. Rebecca er også farens rådgiver i.f.t. slaverne, og hun får afværget flere af farens katastrofale beslutninger.
De to blik på slaveri og slaveejere skaber et tydeligt billede af en samfundsorden i dyb krise. Slaveriet bliver da også - i hvert fald formelt - afskaffet i 1803. Rebeccas blik på de hvide, som de sorte kalder de blanke, viser deres dobbeltmoral og deres fokus på magt og penge. I Rebeccas optik interesserer de blanke sig kun for slaver og sukkerpriser, og alle blanke mænd har børn med sorte kvinder, som hun tænker p. 182.
Ind i mellem kommer Rebeccas karakter dog til at virke overloadet: Hendes synsvinkel rummer, hvordan alting hænger sammen i slavernes mystiske verden, og samtidig ser hun de samfundsmæssige forhold og slaveejernes motiver, afmagt og grusomheder meget klart. På den måde bliver hendes karakter nærmest en slags alvidende fortæller, der også samtidig skal være en ung forelsket kvinde.
Naturbeskrivelser og myggestik
Belling er fremragende, når hun beskriver den vestindiske natur, det er næsten som at være der selv:
På et plateau foran hende stod rækker af blomstrende citrustræer, og mellem træerne var bede anlagt, omkranset af konkylier og koralsten.
I nogle af bedene voksede mynte og andre urter, i andre buske med liljeformede blomster i røde nuancer. En rislende kilde løb gennem haven
(...) Midt i haven voksede et træ, hvis krone bredte sig som en paraply med lette bregneformede blade i lysende grønt. Dets rødder bugtede sig synligt over jorden.
Foran dem lå havet turkis, lyseblåt og længere ude mørkeblåt, en fregat med vindfyldte sejl krydsede mellem øerne, p. 113.
Belling skriver i det hele taget meget sanseligt, dufte, lyd, smag, syn, alle sanser tages overbevisende i brug for at beskrive, hvordan Susanna og
Rebecca oplever verden. Trods megen modgang finder Susanna alligevel sig selv i løbet af romanen, hun finder den rigtige måde at male på og sin vrede.
Hun er mindre naiv og mere beslutsom. Jeg er meget fascineret af, hvordan Susannas myggestik bliver billedet på hendes indespærrede sexualitet og længsler.
Stikkene klør næsten uafbrudt, men det er ukvindeligt at klø sig, og man kan få betændelse i stikkene. Og hvilken vellyst, når Susanne kan snige sig til at kradse løs!
Farens fald og en usikker fremtid
Til slut i romanen går det op for Susanna, hvilken lille mand faren egentlig er. Hun og Adrian har været marionetter i et spil, udtænkt af begges fædre for økonomisk vindings skyld. Spillet mislykkes og bliver dermed et glimrende billede på slaveejernes deroute. Romanen er en overbevisende historisk roman, og Belling må have udført en imponerende research for at kunne skrive så troværdigt, som hun gør.
Romanen er også en spændingsroman, mange tråde lægges ud, som alle bliver samlet i romanens sidste del. Der er så meget, der skal falde på plads og forklares, at sidste del bliver noget kompakt med den ene voldsomme begivenhed efter den anden. Slutningen skal ikke røbes her på anden måde, end at de to søstre finder hinanden i al deres forskellighed. Det er dog meget svært at forestille sig begges fremtid, så på den måde ender Søstre dystert.
Rebecca får det sidste ord
Bellings fortælleglæden lyser gennem hele romanen, og dobbeltblikket giver en ny forståelse for det grumme kapitel i danmarkshistorien, da Danmark holdt slaver på De Vestindiske Øer. Det er slavinden, der besidder værdighed og hviler i sin krop og sin verden og en viden samlet over tusind år, en slavinde, der ser de hvides verden således:
Blanke kender ikke natten og tror, at dagen er deres tjener. De burde vide bedre, p. 364
|
|
|
|
