|
|
Anmeldelse:
Året 1972 var Peter Handkes opvågnen til dødens realitet
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 29. april 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Peter Handke: ”Ulykkelig og uden ønsker”
Oversat fra tysk og med efterord af Madame Nielsen
Forlaget BATZER & Co. (98 sider)
Udgivet 20. marts 2020. Pris: kr. 200,00
LITTERATUR:
Forfatteren var 30 år, da hans mor uventet for ham begik selvmord. Han skuede pludselig døden. Den korte biografisk anlagte bog er hans dybt personlige
sorgbearbejdelse og erindringsproces udført med hjælp fra kunstens verden: Filmiske virkemidler og litterære fortællegreb bringes i anvendelse for at skrive denne biografi,
der formulerer Handkes tanker om de vilkår som moderen levede under. Det er samtidig en historisk anlagt samfundskritik med epifaniske, lakoniske og bevidst underspillede
udsagn. Et ganske
vellykket eksperiment, trods forfatternes eget udsagn om det modsatte.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Handkes bog her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner af seks
(skala).
En dødsannonce
Allerede det indledende afsnit sætter dagsordenen, idet moderens dødsannonce fra avisen gengives. Det følges af en hudløst ærlig, enkel sproglig fremstilling af den efterladte søns reaktioner, tanker og følelser ved hændelsen, nedskrevet omkring syv uger efter begivenheden.
Handke taler om de chokprægede rædselsøjeblikke eller uvirkelighedsfølelser, som var reaktioner på selvmordet. Der var også øjeblikke af katatoni. Disse reaktioner bearbejder han nu igennem skriveprocessen:
Det er forbi, nu oplever jeg ikke længere de tilstande. Når jeg skriver, skriver jeg nødvendigvis om det der
var, om noget der er overstået, i hvert fald så længe jeg skriver. Jeg beskæftiger mig litterært, og som altid,
udefra og sagligt med en erindrings- og formuleringsmaskine. (Side 10)
Jeg taler, altså er jeg
Forfatteren legitimerer sit sorgarbejde i det foreliggende litterære formeksperiment med, at han må være den nærmeste til at kunne forstå moderens beslutning,
idet han har kendskab til detaljer som næppe andre end hendes mand kunne kende lige så godt. Han vil også undgå, at andre skal udlægge hændelsen og formulere
deres mening om moderens selvmord. Han vil behandle det som en sag. Her skaber han bevidst en vis, nødvendig distance. Han siger samtidig, at det er tænkt som en
terapi for ham selv af beskæftige sig med spørgsmålet. Endelig afslører han, at hans eneste værktøj til at komme videre er netop sproget.
Selvfølgelig er alle disse begrundelser fuldkommen vilkårlige og udskiftelige med andre ligeså vilkårlige.
Der var bare disse korte øjeblikke af den yderste sprogløshed og nødvendigheden af at formulere dem – de
samme anledninger til at skrive som altid har været. (Side 11)
På linje med Naja Maria Aidt i bogen om hendes døde søn, Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage, skriver forfatteren Handke for at genskabe nærheden til livet, til tilværelsen og til realiteterne – og først og fremmest til sig selv. Der skal sættes ord på.
Et portræt af en ulykkelig kvinde
Trods en vis skepsis over for, om sproget kan gøre fyldest, kaster Handke sig ud i arbejdet med at beskrive moderens liv – og selvmord. Som bogens titel antyder, er der tale om at lade den tavse, undertrykte moder komme til orde og lade hendes fortælling få liv. Skildringen af hendes opvækst har mange stemningsmæssige træk fælles med Handkes film Det hvide bånd. Det slet dulgte, repressive moment i opvækst, modning og voksenliv gennemsyrer også fortællingen om moderen.
De krystalklare formuleringer, ofte lidt kantede og abrupte, er med til at give os en opfattelse af, hvordan sønnen forsøger at komme ind til noget af det essentielle ved moderens tilværelse og hele væsen. Han er klar over, at han anvender litterære, sprogligt funderede greb, men samtidig bestræber han sig på at skrælle lagene af, så kernen står tilbage.
En sansbar figur
At fremskrive moderen af teksten lykkes mesterligt for forfatteren, idet han opgiver at gøre karakteren til en kunstfigur. Hun skal fremstå som en kantet, rå diamant, enkelt formidlet igennem sønnens knoklede, ujævne, springende og undertiden selvreflekterende fremstilling. Han giver sin mor liv som menneske, trods hendes umenneskelige vilkår livet igennem. Hun er mere sammensat end som så, har elementer af trods mod samfundets snærende moralbegreber, men hele tiden er hun oppe mod inertien, det repressive regi, bl.a. i forbindelse med den katolske kirkes indflydelse på moral og normer.
Hun er underlagt det traditionelle mandssamfunds normer. Moderens drømme og forestillinger om tilværelsen blev effektivt holdt nede og knust hele livet igennem. Hendes reaktioner er gjort forståelige for læseren igennem Handkes eksistentielle sans, der belyser, hvordan moderen konsekvent knægtes af samfundsnormerne, så drifter, lyster og ønsker til tilværelsen kvæles i deres fremkomst.
Ingen muligheder, alting fastlagt på forhånd: småfjas, et lille fnis, et øjebliks bestyrtelse, og derpå for
første gang den fremmede, fattede mine man straks efter forlod barndomshjemmet med, de første børn,
desuden hjælpe lidt til ved siden af den daglige dont i køkkenet, lige fra begyndelsen overhørt, selv mere og
mere lukke ørerne, tale med sig selv, derpå dårligt til bens, åreknuder, en sidste mumlen i søvne, kræft i
underlivet, og med døden er forsynet endelig gået i opfyldelse.
Det var allerede stadierne på livets vej i en leg der blev leget af pigerne på egnen: Mat/Træt/Syg/Dødssyg/Død. (Side 16)
Usentimentalt og med mikrohistorisk enkelhed fremskriver Handke de grelle realiteter, så kontrasterne står råt og uden formildende faktorer. Ordene rammer direkte både forfatteren og læseren. Det bliver sørgelig smukt.
Formeksperimenternes prægnans
Den unge, anerkendt talentfulde Handke havde i årene op til moderens død skrevet eksperimenterende og provokerende skrifter, idet han brugte (og misbrugte) sproget for at vise det bedre borgerskab og især det etablerede litterære parnas, at han kunne rive katedraler ned og bygge nye op.
Med moderens død fik disse litterære eksperimenter med ét et betydende indhold, de fik prægnans. Ved at skrive en biografi over sin moder blev forfatterens erfaringer med sproget investeret i et livsalvorligt projekt: En kvinde skulle gestaltes, gives liv, og begrundes.
En latterlig hulken helt tilbage fra min barndom, en snøften, røde hareøjne. Hun var; hun blev; hun blev ikke til noget. (Side 37)
Den ovenfor citerede nøgterne opsummering af hendes liv følges umiddelbart af en forfatterkommentar, der er sat i parentes og helt igennem fremstår som en både etisk og æstetisk refleksion i relation til forfatterens mål med sin fremstilling:
(Selvfølgelig er det lidt ubestemt det der her står skrevet om en ganske bestemt, men kun generaliseringer, der udtrykkeligt ser bort fra
min mor som en muligvis enestående hovedperson i en måske enestående historie, kan angå andre end mig selv – en ren genfortælling af et ujævnt
levnedsløb med en brat ende ville bare være en hån...) (Side 37)
Han må bryde almindelighedens floskler og fremstille sin mor som den særlige kvinde hun var, på godt og ondt – lykkelig som ulykkelig.
Hermed fremstår bogen som et personligt vidnesbyrd, hvor selvmordet ikke bare bliver en sag, men hvor fokus ligger på at vise, hvorledes moderen gradvist udviskes som person, tømmes for personligt indhold, og hvordan hun som en zombieagtig figur med tilbagevendende hovedværk og ’psykiske nerver’ som 51-årig ledes frem til den ultimative handling, selvmordet.
Det bliver til summen af hendes oplevelser, som titlen anfører: Ulykkelig og uden ønsker.
Sprogets nulpunkt og Fugl Phønix
Tingene bliver nærværende for alle, når Handke bruger betegnelserne som ’er’ og ’var’, i stedet for at forklare. De nøgterne konstateringer viser moderen indefra, idet hendes eget syn, hendes egen oplevelse bliver italesat. Hun ender med ikke at opleve sig selv som et menneske, og dette forsøger Handke at godtgøre ved at søge en adækvat brug af sproget.
Fem solide stjerner
Og han lykkes med sit forehavende: Moderens biografi fremstår som vedkommende, ægte og reel. Hun bliver synliggjort, idet hun igennem Handkes engagerede, dybt personlige fremstilling får sit liv indskrevet i verdenshistorien.
|
|
|
|
