|
|
Anmeldelse:
Et spørgsmål om genre
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 30. marts 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Elena Ferrante:
”Det lejlighedsvise indfald - Et år i klummer”
Forlaget C&K, 213 sider
Udkommet 2019, oversat til dansk 2019
ITALIENSK/LITTERATUR:
Jeg er en stor fan af den verdensberømte italienske forfatter Elena Ferrante. Ferrante er mest kendt for sine Napoli-romaner, fire store og
vidunderlige romaner om de to veninder Lila og Elena. Jeg måtte naturligvis også læse klumme-samlingen Det lejlighedsvise indfald, hvilket blev
en blandet oplevelse. Der er gode klummer om skriveprocessen, hvor Ferrante har noget på hjerte, og der er klummer, hvor man tydeligt fornemmer, at det er
pligtskrivning, der skulle skrives en klumme om ugen. Desuden fungerer klumme-genren ikke rigtigt for Ferrante, som altid har insisteret på at være anonym, og
anonymiteten står så at sige i vejen for den personlige form, som kendetegner en god klumme.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Et bestillingsarbejde
Anna oplever, at skæbnen har vendt sig mod hende, og hun føler en stor skam over ikke at kunne spille mere. Beethoven var 30, da han begyndte at miste hørelsen, for senere at blive helt døv. Han dør som 56-årig af en leversygdom. Han har kriser, men han giver ikke op, og trods sin døvhed skriver han utallige mesterværker frem til sin død med en slags indre øre.
Elena Ferrante blev i 2017 spurgt af britiske The Guardian, om hun var interesseret i at skrive klummer for avisen. Svaret blev ja, hvis The Guardian indvilgede i at sende Ferrante spørgsmål, som hun kunne skrive ud fra. Ferrante skrev herefter en ugentlig klumme i hele 2018. Klummerne er blevet samlet i bogen Det lejlighedsvise indfald i samme rækkefølge, som de er publiceret.
Ferrante er verdensberømt p.g.a. sine litterære mesterværker. Nogle af hendes værker er filmatiseret, og i øjeblikket kan man se den fremragende serie My Brilliant Friend på HBO, filmatiseringen af Napoli-romanerne. Men Ferrante er også verdensberømt, fordi hun insisterer på at være anonym, og der lægges meget energi i at prøve at gætte, hvem hun er. I klummerne skriver hun ganske vist i jeg-form, men det er, som om hun aldrig tager formen helt til sig og derfor ikke fremstår tydeligt for os som en levende og engageret person, der viser os, hvem hun er, og hvad hun brænder for eller har noget imod.
At klummerne ikke rigtigt får liv, hænger formodentlig også sammen med, at de er beregnet på at læses enkeltvis og ikke som et samlet værk.
Anonymiteten
Ferrante giver gerne skriftlige interviews, og bogen Frantumaglia .- Mit liv i ordene, oversat til dansk i 2018, er langt mere interessant end klummesamlingen. Frantumaglia består af forfatterens dialog med forlæggere, filminstruktører, fans og journalister. Her svarer Ferrante skriftligt på spørgsmål om sit forfatterskab, og her kan hun udfolde sig om det, hun brænder for, uden at bekymre sig om at tilpasse det en bestemt genre.
I Frantumaglia fortæller Ferrante, at hun foretrækker anonymiteten, fordi hun ikke bryder sig om al den virak og selvpromovering, der nu om stunder er omkring en forfatters bogudgivelse, hele den moderne markedsføring i form af lækre fotos, foredrag og alskens tiltag, der ikke altid handler om værket, men mere om en iscenesættelse af forfatteren. I Det lejlighedsvise indfald fortæller Ferrante, at hun betvivler sin evne til at formulere sig mundtligt, derfor giver hun kun skriftlige interviews.
Noget tyder i hvert fald på, at Ferrante er bedst, når hun skriver de romaner, hun så tydeligt brænder for, eller fortæller om at skrive dem.
Det andet køn
De genremæssige indvendinger til trods er der interessante klummer i Det lejlighedsvise indfald.
En del af klummerne handler om kvinders situation generelt og kvindelige forfattere, og Ferrantes optagethed af ligestilling gør disse klummer interessante. Man fornemmer, at ligestillingen i Italien ikke er så langt fremme som i Danmark, jeg vil i hvert fald ikke mene, at det stadig står helt så galt til i Danmark, som Ferrante skriver p. 43:
(...) er vi alle dybt mærkede af den bestemt måde at være i den verden, som ved roden er forgiftet af årtusinders mandsherredømme, selv når vi hævder,
at den er vores.
I klummen Kvinder, der skriver, hævder Ferrante, at klicheen om, at kvinder kun skriver om følelser, stadig eksisterer. Så er vi trods alt kommet længere i Danmark, for ingen vil vel påstå, at fx Olivia Asta Nordenhofs Penge på lommen, eller Hanne Richardt Becks For enden af perronen, kun handler om følelser, for blot at nævne et par af de romaner, der er skrevet af kvinder de seneste år, og som tematiserer den lille historie i den store historie.
Skriveprocessen
De mest interessante klummer er dem, der handler om skriveproces. Det jeg sætter pris på i Ferrantes romaner er hendes evne til at kombinere det rå og det poetiske, drivet i fortællingen og det tydelige billede af det italienske samfund, som tegnes gennem et overbevisende persongalleri. Der er en energi og fortællelyst i romanerne, som vidner om, at der er tale om historier, der simpelthen må fortælles, og som bestemt ikke kun handler om følelser.
Ferrante skriver fx p. 208, at forfatteren skal have et talent for at arbejde med ord, men hun skal også opleve en indre nødvendighed, der driver hende til at skrive:
Hvordan forfatteren indsætter sig selv i den litterære tradition – ikke alene med sin evne til at orkestrere ord, men med sine tanker og meget personlige bagage af presserende ting, hun må fortælle.
Gennem romanformen beskriver Ferrante sin personlige bagage, eller det er måske mere korrekt at sige, at hendes personlige bagage er med til at skrive romanerne.
En lækker bog
Det lejlighedsvise indfald er en lækker bog. Hver klumme fylder et par sider og er trykt med god luft omkring sig. Hver klumme er smukt illustreret af den italienske kunstner Andrea Ucini. Illustrationerne er enkle og ofte humoristiske i klare farver og fanger fint essensen af den enkelte klumme.
Det lejlighedsvise indfald ikke er et ”must read”, men man kan blive klogere på Ferrantes skriveproces og på, hvordan hun ser kvinders situation. Men hvem hun egentlig er, ved vi stadig ikke.
|
|
|
|
