|
|
Anmeldelse:
Gedigent historisk oversigtsværk giver mulighed for nyt syn for sagn
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 5. februar 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Poul Villaume:
"Frygtens logik - Den kolde krig 1917-1961"
528 sider, GADS FORLAG
Udgivet 19. marts 2020. Pris: kr. 349,95
HISTORIE/SAMF:
Årene 1947 - 1989 levedes i skyggen af Den Kolde Krig, hvor den uforsonlige konfrontation mellem kommunistiske étpartidiktaturer og den
demokratisk-kapitalistiske vestlige verden rådede. Professor i samtidshistorie ved Saxo-instituttet, Poul Villaume, har skrevet et vægtigt
kildebaseret hovedværk om Den Kolde Krig, med perspektiver helt fra konfliktens optakt omkring 1917 og frem til de tre største kriser anno 1961.
Et værk, der forpligter: Man længes allerede efter det annoncerede bind 2, der vil skildre tiden frem til Murens fald i 1989 og Tysklands genforening.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Paul Villaumes nye bog her.
BEDØMMELSE:  SEKS stjerner af seks
(skala).
Den ideologiske dimension i verdenspolitikken holder sit indtog med revolutionen i Rusland i 1917, men allerede fra omkring år 1900 begynder USA at optræde imperialistisk, tilskyndet af ideen om en ”åben dør”-politik, der skulle give uhindret adgang for amerikansk kapital i Kina samt krigen mod Spanien, der endte med amerikansk kontrol over Filippinerne og Caribien samt væsentlige dele af det sydamerikanske kontinent.
Theodore Roosevelt (præsident 1901-1909) erklærede, at fra nu af var 'amerikansk politik verdenspolitik' (side 26).
Hidtil havde verdenspolitikken været båret af det diplomatiske spil samt af økonomisk og militær rivalisering, men fra grundlæggelsen af Sovjetunionen begyndte den ideologiske dimension at spille en stadig større rolle i det samlede billede, herunder efterhånden også inddæmningen, i forhold til modparten.
Imidlertid er det først med afslutningen af Anden Verdenskrig, at man kan tale om en egentlig Kold Krig. Først her cementeredes og udbyggedes det permanente modsætningsforhold mellem de to blokke, med først og fremmest Sovjet, og i stigende grad Kina på den ene side, og med USA og de vestlige allierede på den anden:
Det Atlantiske Charter var det første fællesdokument, De Tre Store allierede (: England, USA og Sovjet) i Anden Verdenskrig underskrev, men de underliggende ideologiske forskelle og den gensidige mistænksomhed bestod, og endnu inden verdenskrigen var vundet, skulle uenigheder om tolkningen af charteret medvirke til at skabe spændinger, som lagde spirer til Den Kolde Krigs udbrud (side 42).
Cementen størkner
Poul Villaume giver i bogen vægtige, kildebaserede begrundelser for, at tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig ikke fra Sovjetunionens side var helliget et målrettet arbejde hen imod etablering af en østblok. Hovedbestræbelsen var at sikre sig, at Tyskland, Polen og Finland ikke længere skulle kunne blive adgangsveje for et nyt angreb på et Sovjetunionen, der geopolitisk havde en blød flanke mod vest. Det er således mere end tvivlsomt, at konferencen i Jalta på Krim i februar 1945 skulle have været de facto afgørende for starten på den Kolde Krig qua opdelingen i de to blokkes definerede interesseområder. Opdelingen i interessesfærer var allerede klart begyndt i efteråret 1943, men en egentlig fastlåsning på det ideologiske plan tager først form i 1946, i forbindelse med Bretton-Woodsmødet og dannelsen af IMF og Verdensbanken, sat over for Sovjets modtræk med oprettelsen af Komintern og afvisningen af USA's Marshallhjælp i forhold til de lande, der nu var på vej til at blive indlemmet i østblokken.
Nu, hvor ideologi og økonomisk samt militær rivalisering antager klare konturer, skal der ikke meget til, før fronten mellem blokkene etableres permanent. En sovjetisk spionring i Canada med forgreninger ind i USA afsløres i februar 1946. Målet er at få fat i oplysninger om USA's atomprogram. Efter afsløringen opgiver præsident Truman enhver tanke om international kontrol med atombomben og fokuserer i stedet på USA's ensidige opbygning af et atomart apparat til både defensiv sikring og offensiv afskrækkelse.
Næsten på samme dag som afsløringerne af spionagen sker i februar 1946, holder Stalin en brandtale om sammenhold i øst, der ret hurtigt af USA tolkes som afvisning af tanken om fredelig sameksistens fra Kremls side. Stalin lægger vægt på, at Sovjet sammen med sine lydstater skal genopbygges og mobiliseres, således at alt sættes ind på sikring mod 'alle eventualiteter', altså i sidste ende også sikring mod et vestligt angreb på Sovjets nationale suverænitet.
Denne tale overfortolkes i nogen grad af USA's ambassadør i Moskva, der helt klart opfatter Kremls syn på omverdenen som både neurotisk og paranoidt. I en 5.000 ord lang note giver han den helt store ideologiske udlægning af Sovjet som værende selve antitesen til den vestlige verden, idet han sætter den ene ideologi op mod den anden.
USA's præsident kommer sammen med sin stab hurtigt frem til den følgende konklusion:
Når Kremlledernes adfærd udelukkende var styret af indre
nødvendigheder, altså nærmest var autistisk og upåvirkelig udefra, var amerikanske eller vestlige diplomatiske initiativer over for Sovjetunionen
overflødige og nyttesløse. Kun 'jernnæven' stod tilbage (side 69).
Jerntæppetalen i Fulton
En anden årvågen læser af Stalins tale var Winston Churchilll, der for nylig var blevet reduceret til oppositionsleder i Storbritannien
efter at have tabt magten til Labour. Han kendte ikke til analysen af Stalins tale, som var blevet leveret af den tidligere USA-ambassadør,
men også han så skriften på væggen. Derfor henvendte han sig i al fortrolighed til præsident Truman med sit forehavende, en tale med et offentligt budskab om
den sovjetkommunistiske udfordring. Truman var helt på det rene med denne tales indhold, og under et besøg på Fulton universitet i Missouri holder Churchill sin
berømte "jerntæppetale" den 5. marts 1946, under overværelse af bl.a. præsidenten. Den mest centrale, senere så berømte, passage lyder som følger:
Fra Stettin ved østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig tværs over kontinentet (side 70).
Churchill brugte her det samme udtryk som tidligere propagandaminister Goebbels havde anvendt om den mod vest fremtrængende Røde Hær i 1944.
Talen var også garneret med religiøse og ideologiske formuleringer om demokrati og kristne civilisationer, og den mundede ud i en opfordring til en 'broderlig sammenslutning' mellem USA og Storbritannien om fælles strategisk planlægning, fælles militærbaser og et nært samarbejde i øvrigt om inddæmningen af den sovjetiske trussel.
Churchills tale var med til at sætte yderligere fart i den kursændring, som USA allerede var begyndt at tage i forhold til Sovjet, selv om talen også indeholdt formuleringer om behovet for at søge at opnå en forståelse i forhold til Rusland på alle overordnede vitale områder. Det var imidlertid bemærkelsesværdigt, at både USA og Sovjet valgte at ignorere disse mere forsonlige dele af talen.
Spiralmodellen og trumandoktrinen
Sikkerhedsdilemmaet i den tidlige fase af den Kolde Krig opstår i forbindelse med, at et lands militære aktiviteter, set i lyset af geografiske interesser, teknologi og traditionelle opfattelser, kan føre til, at modparten bliver usikker på, hvorvidt der kun er tale om defensive tiltag eller om de kan opfattes som offensive. Modtræk hos den anden part i lyset af denne usikkerhed kan nu igen af den første part blive opfattet som offensive og truende, hvilket fører til den næste reaktion, - og spiralen kører videre.
Truman havde et problem med at få igangsat initiativer til at løfte de vestlige allierede, og i særdeles den vestlige del af Tyskland, ud af økonomisk stagnation efter krigens afslutning. Han havde et flertal imod sig i både kongres og senat med hensyn til at yde virkelig betydelig økonomisk hjælp.
Derfor valgte han i samråd med sine strateger at iværksætte en chokterapi, der skulle få den amerikanske offentlighed til at vågne op til
den røde fare. Han holdt i marts 1947 en opsigtsvækkende tale i Senatet, hvor han talte om, at USA's frihed var oppe imod totalitære regimer, hvorfor det var 'bydende nødvendigt at støtte frie folk, som modsætter sig forsøg på undertvingelse fra væbnede mindretal eller fra pres udefra'.
Truman konkluderede, at hvis USA ikke stod ved sit lederskab i forhold til verdens frie folk, ville ikke blot verdensfreden blive bragt i fare, men selve USA's
velfærd ville også være truet. Senatet vendte på en tallerken, og Grækenland og Tyrkiet fik efterfølgende af et stort kongresflertal en betragtelig økonomisk hjælpepakke, som sikring mod sovjetisk indflydelse, og yderligere blev denne chok-tale startskuddet til Marshallhjælpen, der blev stærkt medvirkende til de vestlige allieredes løft ud af den stagnerede økonomiske situation efter krigen.
NATO og Pragkuppet
Det kommunistiske kup i det relativt neutrale Tjekkoslovakiet i februar 1948 førte til, at USA nu var rede til at træde ind aktivt i dannelsen af en Vestunion, som snart blev videreudviklet til forsvarsalliancen North Atlantic Treaty Organization, altså den såkaldte Atlatpagtaftale om at stå sammen under en musketer-ed: 'En for alle, og alle for en'.
Berlinblokaden 1948-1949 blev Stalins umiddelbare modtræk hertil, men også dette var de vestlige magter og især USA klar til at modstå, igennem den heroiske, næsten årelange luftbro til Vestberlin.
Atomar slagkraft
Tovtrækningen om Tysklands heling eller deling førte snart til øget spænding mellem de to blokke, og atombomber som strategisk afskrækkelsesmiddel blev snart en del af ikke blot retorikken, men også af de reelle tiltag, der igen affødte en stadig stigende optrapning af det militære kompleks på begge sider, men dog allermest i USA, der havde de økonomiske muskler: USA ender med i 1959-60 at råde over mere end 10.000 atomare sprænghoveder mod cirka 1.400 hos russerne. Alt sammen nok til at sprænge jordkloden i stykker mere end to gange!
USA's interne sikkerhedsanalyse af situationen i 1953 var som følger:
'At søge mindre end overvældende magt vil være at gå efter nederlag. Overvældende magt skal være målet for USA's politik' (side 197).
Denne overvældende magt skulle sikres med besiddelse af atombomber og brintbomber.
Vigtige og vægtige kapitler om hovedbegivenhederne
Denne udførlige historisk baserede fremstilling af Den Kolde Krig indeholder i sit videre forløb væsentlige afsnit om alle konflikter igennem perioden frem til Cubakrisen i 1961. I det følgende nævnes blot nogle af de mest centrale overskrifter:
Mccarthyisme og brintbomben; DDR etableres uformelt; Striden om et genforenet Tyskland; Koreakrigene I og II; Muligheder for afspænding? New Look-atomstrategi; Mao-Kina og Taiwan; Iran og Guatemala; Indokina; Vietnam; Laos; Suez-krisen, Budapest og Ungarn 1956; Sputnikchok og missilkløft;
I atombombens skygge: Taiwan, Kina og USA; ”ånden fra Camp David”; Congo; Cuba; Det militærindustrielle kompleks.
Lærer vi aldrig af historien?
Tre gange i løbet af den omfangsrige bog anstiller Paul Villaume nærmest lakonisk betragtninger over
den allestedsnærværende manglende lære af historiens gang, med samme grundlæggende pointe:
Washingtons ideologisk betingede sammenblanding af disse faktorer (: antikolonialistisk nationalisme vs. prosovjetisk sympati)
var i de følgende år og årtier med til at trække USA ind i en lang række politiske interventioner og militære konflikter i den tredje verden, som bl.a. – stik imod hensigten – bidrog til at styrke
antiamerikanske følelser og/eller prokommunistiske bevægelser verden over (side 228f).
Konklusion
Denne bog er uomgængelig som et vægtigt historisk værk, idet den giver et grundigt, opdateret supplement til den
eksisterende litteratur om Den Kolde Krig og de internationale konflikter i stort set hele perioden fra 1917 og til 1961. Der er tale om
historieskrivning af høj karat, også med klar markering af, hvor forfatteren befinder sig i historieskrivningens felt, idet et bredt spektrum af aspekter inddrages i hans grundsyn på det historiske stof:
Nærværende fremstilling lægger sig i forlængelse af den postrevisionistiske strømning (side 75).
Den brede, men stringente og nuancerede tilgang til historieskrivningen giver læseren mulighed for at få et reelt overblik, der kan
åbne op for en bedre forståelse af udviklingen i denne periode af den nyere verdenshistorie. Bogen fortjener seks stjerner af seks mulige.
|
|
|
|
