|
|
Anmeldelse:
At kunne høre stilheden
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 7. marts 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Nina Bolt Solisten
Epilog, 247 sider
Udkommet 2019
LITTERATUR:
Vi møder 38-årige Anna, da hun er på vej til Wien for at lave research til sin romanbiografi om Beethoven. Anna har været solofløjtenist
i symfoniorkestret, men for 2 år siden begyndte hun at høre lyde, når hun spillede. Lyde, som ikke var der, og som gjorde hendes spil mere stift og
kontrolleret. For et halvt år siden sagde hun op. Nina Bolt beskriver i Solisten smukt og bevægende, hvordan Anna er faret vild i sig selv i jagten på det perfekte
fløjtespil, og hvordan hun oplever stor angst, fordi hun midlertidigt mister musikken, som er det, der betyder mest for hende. Hendes vej tilbage til fløjten er
belagt med smerte og omkostninger, men også med glimt af skønhed, og romanen kan læses som et troværdigt bud på, hvordan vi alle kan miste os selv i jagten på perfektion.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Skæbnefællesskab med Beethoven
Anna oplever, at skæbnen har vendt sig mod hende, og hun føler en stor skam over ikke at kunne spille mere. Beethoven var 30, da han begyndte at miste hørelsen, for senere at blive helt døv. Han dør som 56-årig af en leversygdom. Han har kriser, men han giver ikke op, og trods sin døvhed skriver han utallige mesterværker frem til sin død med en slags indre øre.
Anna identificerer sig med Beethoven og er bange for at blive helt døv ligesom ham. Gennem sit arbejde med romanbiografien forsøger hun at forstå, hvordan han kunne holde ud at leve og komponere uden sin hørelse.
Anna og musikken
Siden hun var barn, har Anna forsøgt at blive den perfekte fløjtespiller. At spille fløjte var det eneste, der interesserede hende, og hun havde ingen venner og brød sig ikke om skolen. Hun føler sig ikke forstået af sine forældre, der gør alt for at støtte hende, men også ser hendes optagethed af musik som en usund besættelse.
Anna kom på konservatoriet og blev efter endt uddannelse ansat som fløjtenist i symfoniorkestret. Hun beskriver det at spille fløjte p. 51:
At være helt og fuldt til stede i tiden og sin krop. Hun mærkede sig selv sine bevægelser, en kraft hun aldrig før havde kendt.
Anna forsøger at perfektionere sit spil, og hun søger på opfordring af den kendte og frygtede musikanmelder Niels Boesen stillingen som solofløjtenist og får den.
Anna gifter sig med Niels og bliver private venner med symfoniorkestrets krakilske leder Hartvig. Han nyder at nedgøre orkestrets musikere, men Anna er undtagelsen, og de andre musikere frygter både Hartvigs og Niels' kritik. Så da Anna får en særstatus hos både Niels og Hartvig, bliver hun ensom i orkestret og mister de øjeblikke, hun har levet for, de øjeblikke hvor orkestret bliver til en krop, som hun tænker p. 136.
Og så kommer hørelidelsen. Annas diagnose er lydoverfølsomhed og tinnitus, hendes hørelse skal så at sige desensibiliseres, og hun får høreapparater og hørepropper for at skærme mod det lydkaos, hun oplever. Nina Bolt lykkes overbevisende med at skildre, hvordan Annas lydproblemer føles som et identitetstab.
Anna og Niels
Niels bliver tiltrukket af Anna under en koncert, hvor han fascineres af hendes perfekte, intense og sanselige spil. Niels er Dagbladets musikanmelder, beundret for sin store viden om musik, men allermest frygtet for sine ofte meget kritiske anmeldelser. Generelt er han kritisk og tendentielt nedladende over for omverdenen. Han er en aggressiv elsker og en fuldblods misantrop, som Anna beskriver ham på p. 76.
Ikke desto mindre var der noget forløsende ved hans respektløshed. Den fik hende til at slappe af, det var som om han rakte hende hånden og førte hende op på et højere beliggende sted, hvorfra hun kunne se verden og livet i fugleperspektiv, p. 77.
Sammen med Niels finder Anna et sted, hvorfra hun kan se kritisk ned på omverdenen. Men hun kommer også til at se kritisk på sig selv, hvilket ødelægger hendes evne til at være nærværende i musikken. Hendes selvkritik bliver til en slags støj, der hindrer hende i at høre og mærke musikken. Man kan ikke undgå at føle medfølelse med hende.
Krise og sørgearbejde
Annas arbejde med den biografiske roman om Beethoven fungerer som et troværdigt sørgearbejde, hvor hun finder tilbage til sin musikglæde og sin følsomhed. Hun forsøger at beskrive Beethoven mere nuanceret, end man er vant til. Ikke kun som et krakilsk geni, der ikke kunne styre sit temperament, men som har grunde til at handle som han gør, grunde som han tænker over. Hun beskriver Beethovens komplicerede følelsesliv og giver ham en relativ afklaret død i en rødvinsrus. Hun karakteriserer ham p. 195:
En stærk vilje og et voldsomt temperament, men også (...) en sårbarhed, der nødvendigvis gjorde at han måtte gøre sig hård over for omverdenen
Anna har også en stærk vilje og en stor sårbarhed. Hun flytter ud i sine forældres sommerhus, hvor hun er helt alene. Hun overvejer selvmord på et tidspunkt, men begynder at spille disciplineret og går lange ture i skoven. Langsomt finder hun tilbage til livet. I skoven lærer hun (igen) at lytte til stilheden, som hun forstår som en nødvendighed for at kunne være helt til stede i musikken. Den tilstedeværelse, der er gået tabt for hende i hendes ensomme jagt på perfektion, og som helt bogstaveligt forsvandt i støj. Undervejs bliver hun skilt fra Niels.
En helstøbt roman?
Romanen slutter med, at Anna optræder med sin nye blæserkvartet, hun får troen på sig selv som musiker tilbage og kan føle samhørigheden med de andre i kvartetten.
Solisten er på mange måder en smuk og læseværdig roman. Romanen er en 3. persons fortælling, hvor synsvinklen glider mellem Anna og fortælleren. Fortælleren er klogere end Anna og giver læseren mulighed for at se Anna udefra og fx se, at Annas ægteskab med Niels er slut, før hun selv indser det. Romanen starter, da Anna har fået sin diagnose, og gradvist afdækkes grundene til hørelidelsen, læseren forstår, samtidig med at Anna erkender, og denne måde gradvist at forstå Annas smerte på, skaber en interessant dynamik. Kapitlerne om Annas ensomme liv i sommerhuset er romanens mest vellykkede med billederne af, hvordan naturen hjælper Anna til at kunne lytte igen.
Jeg har dog også et par forbehold: Jeg synes aldrig, Niels bliver andet end en flad karikatur. Hans engagement i musik virker som et postulat, man ser kun hans evne til at kritisere. At Anna nogensinde skulle have begæret ham, virker ikke helt troværdigt. Og den måde Niels passivt lader Anna glide ud af sit liv på, harmonerer ikke med, at han ellers beskrives som aktiv og pågående.
Anna har aldrig knyttet bånd til andre mennesker end en spillelærer og Niels. Hendes krise åbner op for, at hun igen kan føle sig som en del af noget større. Romanen peger imidlertid også på, at Anna generelt har problemer i relationer til andre mennesker, og det er ærgerligt, at hendes krise ikke også fører til et gennembrud i hendes følelsesmæssige relationer til andre mennesker.
|
|
|
|
