|
|
Anmeldelse:
Når kapitalismen æder sjæle op
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 7. marts 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Asta Olivia Nordenhof "Penge på lommen" - Scandinavian Star. Del 1
Basilisk, 170 sider
Udkommet januar 2020
LITTERATUR/NORDEN/SAMF:
I romanen Penge på lommen viser Asta Olivia Nordenhof, hvordan kapitalismen trænger ind i hovedpersonernes indre og i deres
selvforståelse og påvirker alle rum. Et noget bastant skønlitterært projekt, som ikke desto mindre lykkes på smukkeste vis. De to hovedpersoner,
Kurt og Maggie, er udsatte eksistenser. For dem er penge vejen til tryghed, og penge får de, men de farer også vild i livet og i deres kærlighed
til hinanden og bliver fanget i destruktive mønstre. Nordenhof beskriver deres kærlighed til hinanden, som de ikke selv forstår eller kan udtrykke, ømt, poetisk og
medrivende, så de fremstår fuldstændig nøgne og blottede i deres afhængighed af hinanden og med alle deres ufuldkommenheder.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
En nænsom jeg-fortæller
Penge på lommen har en jeg-fortæller, der også optræder som en karakter i romanen. I rammefortællingen kommer Kurt til hende i et syn, og senere finder hun gården lidt uden for Nyborg, hvor Kurt har drevet Kurts Busservice og boet med Maggie og datteren Sofie.
Jeg-fortælleren er hele tiden til stede i romanen, som den der beskriver, tolker og forklarer Maggie og Kurt. Fortælleren glider ud og ind af deres bevidsthed, så vi i en strøm ser personerne for os udefra og indefra, og ser dem på en måde, så vi får den dybeste medfølelse med deres udkantsliv i Velfærdsdanmark i anden halvdel af 1980'erne. Det er et af de mest elegante og subtile eksempler, jeg har læst, på en fortæller, der nænsomt fortolker det i personerne, som de ikke selv har adgang til, så Kurt og Maggie både fremstår, som de ser sig selv, og som fortælleren ser dem, p. 99:
Uden selv at kunne give den sorg et navn, savner Maggie også Kurt. Men han vil heller ikke nu kunne give hende det tilbage, som hun engang har drømt i ham.
Skibskatastrofen
Penge på lommen er Nordenhofs første roman, og den er første bind i serien "Scandinavian Star",
der skal blive til en føljeton på syv romaner. Omdrejningspunktet for serien er skibsbranden på færgen Scandinavian Star natten til den 7.
april 1990. Afsnittet i romanen om skibskatastrofen fortæller faktuelt om de pengestrømmes bevægelser, der førte til de påsatte brande ombord på færgen, hvor 159 mennesker omkom. Branden er aldrig blevet opklaret, men meget tyder på, at der var tale om forsikringssvindel.
To udsatte mennesker
Kurt og Maggie er udsatte eksistenser, der begge har været uønskede børn. De har oplevet at være meget fattige, og derfor er
penge lig med tryghed for dem. Som unge har de været nødt til at sælge deres kroppe for at overleve. De har ingen uddannelse og tilhører,
hvad Nordenhof selv i interviews beskriver som underklassen. Kurt driver Kurts Busselskab og har to ansatte. Maggie er hjemmegående husmor. De har datteren Sofie sammen.
I midten af 1980'erne, hvor romanen starter, har Kurt optjent et overskud, som han investerer i Vognmandsruten. Han mister snart sit overskud til
pengemennesker, der er klogere end ham selv. Vognmandsruten indgår i de økonomiske pengestrømme, der leder op til branden på Scandinavian Star, hvilket er
Kurts og Maggies forbindelse til skibsbranden. Maggie dør af en hjernesvulst et halvt år før branden, og Kurt går i opløsning, da Maggie bliver indlagt, og
snart går hans firma konkurs. Gradvist over en del år mister Kurt grebet om livet, indtil Sofie sørger for, han kommer på plejehjem. Kurt dør samtidig med, at
rammefortællingen starter.
Kurts blødhed og aggression
Kurt kan blive fysisk og verbalt aggressiv, men han har også en blød, sart side, som Maggie elsker ham for. En blød side, der især kommer til udtryk i hans medfølelse med dyr. Kurts mest fortrolige er hesten Turner, som han deler sit inderste med. Ellers kan Kurt ikke udtrykke, hvad han føler og tænker, i stedet bliver han aggressiv og voldelig, når han bliver såret, eller noget ikke passer ham. Maggie tilgiver ham i starten, men på sigt kan hun ikke holde Kurts mange ydmygelser ud, og hun straffer ham ved at afvise ham, når han er mest blød. Hun ender med at lukke sig for ham, både seksuelt og med sin tavshed, og hun viser tydeligt at hun foretrækker ikke at være i samme rum som ham. Kurt fornemmer, at han altid er under anklage, uden at vide hvad han er anklaget for, mens Maggie fører et tavst indre regnskab over alle hans fejl.
Kurt tjener i en periode gode penge, og Maggie og han er stormende forelsket i starten. Men der er noget udflydende over hans identitet, han har ikke helt kontrol over sit ansigt, og Sofie fornemmer ved hans død, p. 165:
Hun har ikke nogen tanker, mens hun står der. Hvis der er noget, er det et hav, en endeløshed af gennemsigtige bløddyr.
Maggies væsen
Beskrivelsen af Wendys liv i skunken er en sorgmunter beskrivelse af en kvindes alderdom: Der er ikke så meget plads, så hun skrumper for at kunne være der.
"Hun er på alle måder fri", som hun tænker på p. 41, men hun er reduceret en iagttager til andres liv. I sin sidste telefonsamtale med "manden" fortæller hun, "at hun er ingen steder og laver ingenting", s 20.
Maggie fylder mest i romanen. Hun blev voldtaget første gang, da hun var 14, hvor hun også blev også smidt ud hjemmefra. Hun er ude af stand til at varetage et "normalt" job, ude af stand til at indordne sig. Hendes sexualitet bliver den vare, hun ernærer sig ved. Det sublime i beskrivelsen af Maggie er den måde, fortælleren viser os hendes væsen på gennem hendes tanker og sansninger. Hun fremstår som en person, der på sin egen måde tænker over tingene, og som glimtvis er i stand til at nyde øjeblikket. Hun har mere selverkendelse end Kurt, men først og fremmest lever hun i sine dagdrømme og er ikke helt nærværende, heller ikke over for datteren Sofie.
Da Maggie får en hjernesvulst, der ikke kan opereres, er det kun Sofie, der besøger hende på hospitalet, mens hun venter på at dø. Maggie har forsøgt at spare sin datter for sig selv, fordi hun er frygtelig bekymret for, at Sofie skal gentage hendes egne fejl med mænd, p. 136:
Hun har vel egentlig forsøgt at slette sit eget liv i sin datter, og sådan har hun gjort dem begge fortræd.
En vellykket socialrealistisk roman
Sofie læser psykologi på Odense Universitet, og hun finder det i sig at være der for sin mor, da moren skal dø. Hun er der også - omend mere i baggrunden - mens Kurt langsomt mister grebet. Sofie kommer nogenlunde hel ud af sin brogede opvækst og fremstår som en slags mælkebøttebarn midt i al elendigheden. Hun viser, at det kan lade sig gøre at bryde den sociale arv. "Penge på lommen"
er dermed ikke uden håb, heller ikke i beskrivelserne af Maggie og Kurt, for trods al deres modgang har de haft oplevelser af lykke og liv. Nordenhofs helt specielle humor er også med til at skabe et mildere blik på de barske beskrivelser, som da Maggie på p. 103 føler sig meget specifikt som en svævende agurk!
Nordenhof betegner selv sin roman socialrealistisk i Weekendavisen 10/1-2020: For den er skrevet med ambitionen om at skrive historien -
den politiske samtid og det omgivende samfund, som romanen udfolder sig i -
ind i teksten, ind i karaktererne. Jeg synes absolut, at hendes projekt er lykkedes, og jeg glæder mig virkelig til næste bind i serien udkommer.
|
|
|
|
