|
|
Anmeldelse:
Stramt komponeret og klart organiseret håndbog
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 5. februar 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Birgit Heimann Hansen (red.):
"Fænomenologi og hermeneutik - Anvendelse og argumentation i sygeplejen".
Forlaget Samfundslitteratur.
Udgivet november 2019. Pris kr. 299,00.
ORGANISATION/PSYKOLOGI:
En stofmættet, stringent og velkomponeret antologi rettet til syge-
plejestuderende og forskere inden for sundheds- området/sygeplejen,
der giver en didaktisk funderet introduktion til filosofiens begreber om fænomenologi og hermeneutik, til inspiration for forskningen samt den kliniske praksis på området.
Bogens målgruppe er sygeplejestuderende, studerende på master- og kandidatuddannelser samt formentlig også forskere, der ønsker at stifte nærmere bekendtskab med kvalitativ metode.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den nye lærebog her.
En kærkommen lærebog
Antologien indeholder i alt 13 kapitler, som er tæt koordineret med hinanden og således danner et fint hele. De enkelte kapitler er skrevet af filosoffer, lektorer og professorer samt sygeplejeforskere fra såvel universitetsverdenen som fra professionshøjskoler og klinisk praksis.
I form af en grundig, men dog relativt kortfattet præsentation af filosoffer og teoretikere inden for de to felter hermeneutik og fænomenologi, gøres der rede for variationerne mellem forskningsspørgsmål, dataindsamling, analyse og sluttelig den viden, der frembringes under anvendelse af hver af de to tilgange.
De teoretiske kapitler følges af kapitlerne 10-13, der fokuserer på det praksisrettede, i form af videnskabsteoriens betydning for de valg, som den enkelte forsker træffer i forbindelse med sit specifikke arbejde med projekter og hertil knyttede undersøgelser. Kernen i disse kapitler er den kvalitative undersøgelsesproces tilsammen med metodiske overvejelser og endelig den etiske dimension, selve handlingsaspektet i forhold til patienten/den interviewede og dennes opfattelse af sin situation.
Fænomenologi
Fænomenologien som begreb dækker over videnskab om fænomenerne. Det er en filosofi grundlagt af den tyske filosof Edmund Husserl i årene omkring år 1900. Det var Husserls bestræbelse at opbygge et erkendelsesteoretisk fundament ved at sætte fokus på det enkelte menneskes erfaring af (oplevelse) fænomenerne.
Fænomenologiens hovedsigte er, uhildet at beskrive fænomener fra menneskets livsverden. Fænomenet er det, som kommer til udtryk i vores bevidsthed i form af oplevelser eller begivenheder, men det omfatter også rent materielle ting. Hos fænomenologerne opfattes den menneskelige bevidsthed som forankret og udtrykt via kroppen og det rent kropslige.
Fænomenologien søger igennem sin tilgang at afdække en dybere indsigt i, samt forståelse af, menneskers levede erfaringer, idet den søger bag om de opfattelser, forestillinger og især stereotyper, som vi rutinemæssigt lægger ned overfænomener i vores livsverden, det vi møder dem ureflekteret med vores forforståelse.
Livsverdenen er den hverdagsverden, hvori vi som nævnt lever vores liv i uden nærmere refleksioner. I livsverdenen har vi adgang til vores egne og andre menneskers omgivelser, sprog og handlinger. Det er igennem vores møde hermed, at vi gør vores erfaringer. Det er disse levede erfaringer, der er udgangspunktet for fænomenologisk forskning.
Livsverdenen hos patienten i sundhedssystemet er fuld af mening og betydning, der umiddelbart er forbeholdt patienten selv, men gennem en fænomenologisk analyse forsøger intervieweren at blotlægge denne.
Det er målet at fremdrage essensen af de levede erfaringer, uden på forhånd at møde op med et færdigt sæt af teorier og hypoteser, ligesom interviewerens egen forforståelse skal holdes tilbage. Dette formulerede Husserl som at man satte en parentes om sine egne forhåndsantagelser.
Husserls fænomenologi er op igennem det meste af 1900-tallet bearbejdet og videreudviklet af filosoffer som Heidegger, Gadamer, Merleau-Ponty og Ricoeuer.
Hermeneutik
Hermeneutikken fokuserer på betingelserne for begrebet forståelse, og herunder især, hvordan man kan opnå forståelse. Martin Heidegger var elev af Husserl og viderefører Husserls filosofi i en eksistensfilosofisk retning. Mens Husserls hovedinteresse er at undersøge, hvordan fænomener fra menneskers livsverden indoptages og omdannes til viden i menneskets erkendelsesproces, er Heidegger i det centrale optaget af at beskrive den menneskelige væren, specielt i det store værk Væren og tid.
Her indfører han begrebet væren-i-verden (ty. Dasein), og Heideggers opfattelse af hermeneutikken er koncentreret om at få en forståelse af menneskets eksistentielle væren igennem fortolkning heraf.
Hans Georg Gadamer bygger videre på Heideggers begreb væren-i-verden og argumenterer for, at dannelsen af egen forståelse er vores måde at være til på som menneske. Gadamer sætter bl.a. fokus på forforståelsens betydning som en uundgåelig og mere eller mindre bevidst før-forståelse eller fordom, der danner grundlag for en egentlig forståelse af en given sag. Herigennem bliver vores egen forforståelse et afgørende, udfarende element i forståelsen af et givent fænomen. Gennem fortolkning kan det enkelte menneske overskride sin tidligere forståelse, dvs. opnå en såkaldt horisontsammensmeltning med det fænomen, der undersøges. Dermed bliver det muligt for iagttageren at foretage sin tolkning og dermed opnå en ny forståelse, og således nå frem til en ny, forandret erkendelse.
Igennem arbejdet med den foreliggende empiri, dvs. patientens mundtlige udsagn, kropssprog og eventuelle skriftlige ytringer integrerer forskeren/intervieweren sin forforståelse i forskningsprocessen, ved hjælp af teorien. Denne teori kan både bruges som udgangspunkt for forskningsarbejdet, eller den kan løbende blive inddraget når som helst i processen, når blot forskeren holder sig for øje at møde fænomenerne uhildet, dvs. med bevidsthed om egne fordomme.
Den hermeneutiske cirkel
Den studerende sygeplejerske såvel som den erfarne forsker søger i patientrelationen at trænge igennem til dennes levede liv / livsverden og herigennem at opnå kontakt med, samt forståelse af, patientens oplevede ønsker og behov.
Denne proces lykkes ikke altid lige med det første. Med Gadamers ord kræves der følgende 'forvandling', før det kan lykkes:
At komme til forståelse om en sag gennem samtalen (betyder), at (samtalepartnerne) kommer i en vellykket samtale, der forbinder dem til et nyt fællesskab. (Der sker) en forvandling hen imod det fælles, hvor man ikke forbliver, hvad man er (side 150).
Et centralt redskab til at opnå denne forståelse i forskningssammenhængen er den hermeneutiske cirkel. Gennem en dialektisk bevægelse, med fortsatte omgange med tolkning fulgt af ny viden og endnu en omgang tolkning, når forskeren fra sin indgangsposition med forforståelse / forståelseshorisont frem til et helhedsbillede i forhold til patienten og dennes bekymringer. Når dette lykkes, taler man om en horisontsammensmeltning (mellem patient og forsker).
En erkendelse vil altid være subjektiv, idet vores hele tilgang til tilværelsen sker ud fra os selv i forhold til den omgivende verden. Dette kalder Gadamer vores livsverden, og vi kan kun forstå andre mennesker og deres handlinger ud fra de måder, hvorpå vi forstår os selv, altså vores eget levede liv og den (erfarings)horisont, vi som mennesker har opbygget på et givet tidspunkt. Vi har vores fordomme, som ikke nødvendigvis er forstokkede, men som blot er vores udgangspunkt.
Processen med den hermeneutiske cirkel giver os mulighed for at tilegne os ny viden og opnå ny forståelse.
Omsætning i praksis
Antologien indeholder flere praktiske anvisninger, som forskere kan anvende i deres arbejde. Her skal blot nævnes et enkelt, interessant område, Ricœurs fortolkningsfilosofi, omtalt i kapitel 9. Det er Ricœurs grundlæggende tese, at begivenheder og tilhørende mening formidles gennem sproget. Det oplevede er ikke blot noget, som er hændt. Det er også noget, der er blevet til oplevet mening, noget for personen blivende.
Det er igennem fortællinger, at vi erfarer, erkender og bliver til som mennesker. De forskellige grundfortællinger, som vi læner os op ad, danner vores verdensopfattelse, vores samlede erkendelse. Ved at forskeren forsøger at fortolke en given fortælling/et udsagn, bliver fortællingen ikke alene potentielt meningsskabende for patienten og intervieweren i et nutidigt perspektiv, men fortællingen kan også komme til at pege fremad, åbne op for en ny forståelseshorisont, idet to forståelseshorisonter mødes og fører til ny forståelse og erkendelse (Kapitel 9, side 173).
Gennem tre trin, naiv læsning, strukturanalyse samt kritisk fortolkning/diskussion, åbner Ricœurs fortolkningsfilosofi for forståelse i en dialektisk proces på disse tre niveauer, hvor det centrale i bevægelsen er, at fortolkeren/undersøgeren må sætte sin egen forforståelse i spil for at kunne nærme sig, og sluttelig tilegne sig, en forståelse af en given teksts sag.
Gennem kapitlet her (og de øvrige praktiske af slagsen) gives der anvisninger på, hvordan studerende og forskere (samt sundhedsprofessionelt personale) kan åbne op for en ny forståelse i relation til deres arbejde inden for sygeplejens felt, til gavn for dem selv og deres patienter.
Gedigen håndbog - pligtlæsning
Den gennemkomponerede antologi giver en fornem introduktion til anvendelsen af filosofi og videnskabsteori i forskning og klinisk praksis. Studerende og undervisere kan have stor gavn af bogen som en åbning til nye tilgange i deres virke, lige som bogens righoldige referencer for en lægdsperson kan være en appetitvækker til fordybelse i det filosofiske univers.
|
|
|
|
