|
|
Anmeldelse:
"Kvinder, der snart skal dø, køber smukke natkjoler og elsker fiskefileter med remoulade"
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 2. februar 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Dorrit Willumsen: "Løg trækker tårer"
Gyldendal, 173 sider.
Udkommet i 2019.
DANSK/LITTERATUR:
I Løg trækker tårer fortæller Dorrit Willumsen en sørgelig historie på en helt vidunderlig humoristisk og sanselig måde. Hovedpersonen,
74-årige Wendy, drager ud på sin måske sidste rejse i forsøget på at ændre sit liv. Hun er ikke i stand til at ændre så forfærdelig meget,
i stedet hører vi om at være udsat og ensom, og om en tiltagende forsvinden ind i fantasien. Romanen beskriver overbevisende alderdommens vandring
mod døden, pakket ind i det lækreste sprog og med et skarpt blik for absurditeten i den verden, som Wendy er blevet for gammel til.
Om et liv, der ikke blev som forventet, men som alligevel har rummet mange øjeblikke af liv.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Opbrud
Løg trækker tårer er fortalt i tredje person. Synsvinkelen er hos hovedpersonen, der er 74, da hun forlader sin sure gamle mand. "Manden" er en blanding af ægtemand og arbejdsgiver, vist nok mest det sidste. Den dag, hovedpersonen beslutter sig for at bryde op, går alting galt: "Manden" brokker sig, de skændes, hendes computer mister alle data, og hendes e-boks lukker. På vej væk fra elendigheden falder hun og slår hovedet og mister bevidstheden. Da hun vågner igen, har hun helt bogstaveligt forladt det meste af det moderne liv. Hun lever nu i en blanding af fantasi og virkelighed, og kort tid efter smider hun også sin mobiltelefon ud.
Efter faldet beslutter hovedpersonen sig for, at hun vil hedde Wendy - ligesom hovedpersonen i Becketts absurde drama "Glade dage". Wendy beundrer Beckets hovedperson, som rettelig hedder Winnie, der bevarer sit gode humør, selv om hun langsomt begraves i sand. Som Winnie rejser Wendy mod døden og bevarer sit gode humør.
Livet i skunken: Minderne
Iført sin ulvepels tager Wendy toget til København og finder en tom lejlighed, hvor hun gemmer sig i en skunk. Hun hæver hele sin opsparing, hun er ganske velhavende, og breder ulvepelsen ud i skunken. Herfra foretager hun ekspeditioner ud i moderniteten, som hun er en knivskarp kritiker af, især det moderne menneskes afhængighed af mobiltelefoner står for skud. Wendys korttidshukommelse er svækket og hun har ofte svært ved at finde de rigtige ord. Til gengæld husker hun sin barn- og ungdom meget tydeligt, og hun bruger en del af sit ophold i skunken til at mindes en lykkelig barndom i fantasiens verden, der blev afbrudt af en barsk opvågnen omkring puberteten, hvor forholdet til moren blev negativt. Hun er ikke lykkedes med kærligheden, især vender hun tilbage til mindet om sin ungdoms store kærlighed. Hun har haft forskellige jobs og endte sammen med "manden", som hun vartede op og solgte antikviteter for.
Wendy tænker om sit liv, p. 154:
Hele mit liv har været en stor skilsmisse, det har været meget kedsommeligt og helt anderledes end jeg havde forestillet mig. Jeg burde have udnyttet tiden bedre.
Beskrivelsen af Wendys liv i skunken er en sorgmunter beskrivelse af en kvindes alderdom: Der er ikke så meget plads, så hun skrumper for at kunne være der.
"Hun er på alle måder fri", som hun tænker på p. 41, men hun er reduceret en iagttager til andres liv. I sin sidste telefonsamtale med "manden" fortæller hun, "at hun er ingen steder og laver ingenting", s 20.
Livet i skunken: Usynlige kvinder
Wendy begynder at føre samtaler med ulvepelsen, og da en revisor flytter ind i "hendes" lejlighed, forelsker hun sig hovedkulds i ham. Når revisoren er på arbejde, bruger hun hans lejlighed, samtidig med at hun holder lidt hus for ham. Hun er dog i virkeligheden for gammel til at leve i lejligheden, hun ved ikke, hvordan man bruger en fjernbetjening til tv'et, eller hvordan man spiller musik på en cd. Når revisoren er hjemme, må hun gemme sig i skunken, og hun tvinges nogen gange til at tisse i en ble, en gang får hun sågar orgasme i bleen. Wendys usynlighed understreges mange gange, på gaden er hun ofte usynlig, og de opgaver, hun udfører for revisoren, er usynlige. På denne måde får Willumsen elegant pointeret, at Wendy bliver usynlig, fordi hun er blevet overflødig i tiden, og fordi de opgaver med at holde hus, som hun har udført og stadig udfører, også er usynlige.
Livet i skunken: Gentagelse
Gradvist smelter revisoren sammen med ungdommens store kærlighed, Peit, i Wendys fantasi. Peit, "manden" og revisoren beskrives som samme type: Sure, overlegne, uempatiske mænd. Så Wendy formår ikke at forandre noget i virkeligheden, hun finder sammen med de samme typer mænd, og hun betjener dem på samme måde uden rigtig at blive påskønnet.
I fantasien derimod kan Wendy forandre, og på sine ekspeditioner ud i byen går hun på biblioteket og læser de samme bøger igen og igen, Tolstojs "Krig og fred", og Prousts "På sporet af den tabte tid". Hun lever sig helt ind i handlingen, som hun laver om på, hvis hun er utilfreds med, hvad der sker. Romanernes handling flettes ind i hendes fantasiverden, og en dræbt ulv fra "Krig og fred" bliver til hendes vigtigste samtalepartner, ulvepelsen.
Livet udenfor
Når Wendy er ude i byen får hun venner, som alle er udsatte eksistenser, ligesom hende selv, og som egentlig bare er flygtige bekendtskaber. Eller hun spiser. Hun spiser meget, hun tænker meget på mad og beskrivelserne af mad er sanselige og detaljerede. I genbrugsforretninger køber hun tøj og sko, hvis materialer er beskrevet, så man næsten kan røre ved dem.
Ind i mellem oplever hun en solstråle eller fuglekvidder og føler sig næsten lykkelig i øjeblikket -
især hvis hun spiser samtidig, p. 36:
Det er barnligt at spise med fingrene og drikke appelsinjuice med sugerør.
Men hun nyder solen og forårslyset, der er så stærkt, at det skærer i øjnene. Hun glæder sig til knopskællenes små smæld under sålerne.
Det gyldne lys. Det sølvagtige lys og himlen fejet helt ren for skyer (...)
Hvis hun kunne høre gærdesmutten lige nu, ville hun måske være lykkelig.
Men mest af alt er hun ensom. Da revisoren opdager hendes skjulested i skunken, ender hun på gaden. Hun har ingen steder at tage hen, og romanen ender med at Wendy lægger sig til at sove med ulvepelsen omkring sig på en bænk ved søerne.
Et vidunderligt og forførende sprog
Selv om Wendys forfaldshistorie er meget sørgelig, og selv om hun ind i mellem "dyrker lidt spleen for at holde tårekanalerne ved lige ", (p. 61), forfalder hun aldrig til selvmedlidenhed, men beskriver sin egen elendighed med forbavsende klarhed og altid med en god portion humor. At Wendy på p. 57 drømmer, at hun finder sin sammenkrøllede sjæl på bunden af sin håndtaske og tørt konstaterer, at hun burde tage sig mere af den, er et af mange fornemme eksempler på Willumsens særlige måde at danne konkrete billeder på; her fanger hun absurditeten i det moderne menneskes til tider sjælløse liv, så man kan se den krøllede sjæl for sig og nærmest får behov for at glatte den ud. Man kan ikke undgå at blive forført af Willumsens sprog, der flyder elegant afsted, og denne læser har egentlig bare lyst til at læse en ny bog af Willumsen med det samme.
|
|
|
|
