|
|
Anmeldelse:
At nå ind til sig selv
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 15. januar 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Malene Lei Raben: "Fruen".
Roman, Gyldendal (288 sider).
Udgivet 25. september 2019.
Pris kr. 299,95.
DANSK/LITTERATUR:
Fortællingen Fruen fremstår som et opgør med det mest intimt tabuiserede i tilværelsen,
nemlig opgøret med det mødrene ophav. Malene Lei Raben debuterer som "seriøs" forfatter med sin meget personlige, ærlige og
oprigtige fortælling om sin mor. Det er samtidig en beretning om at være barn af ungdoms-
oprøret, og i mødet mellem de to figurer, mor og datter,
præsenteres læseren for både fascineret indlevelse og en distancerende uforsonlighed, der afspejler dobbeltheden hos datteren, der langt hen
ad vejen har spejlet sig i sin mor, både som barn og især som voksen, indtil det en dag blev for meget.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den nye danske roman her.
At komme under vejr med sig selv
"Hvorfor skriver du ikke en bog om din forfærdelige barndom?
Min mor satte fingeren på et ømt punkt med en hånlig udfordring. Der var altid et gran af sandhed i hendes angreb, for det var lige præcis,
hvad jeg havde i tankerne. 1970'erne var sådan et voldsomt årti, og mine forældres skilsmisse havde været forfærdelig." (Side 60)
Malene Lei Raben tager udgangspunkt i sin egen (og sin storesøsters) opvækst, idet hun fortæller om moderens to spor i livet. Karrierekvinden og den jyske bondedatter, sprængfyldt med livsenergi og selvtillid, foretog ubesværet det kamæleonagtige skift mellem storbyens karrieræs og landsbylivet med dets rodfæstede normer og rytmer.
Som datter af dette uortodokse energibundt af en mor bliver hun igennem sin opvækst bekendt med både grænseoverskridende frihedsgrader og til tider voldsomme, eklektiske begrænsninger.
Fruen er en mor med kræfter som en jetmotor
På en måde fremstår fortællingen som en beundrende datters gengivelse af sin mors seje karriestræk gennem en række offentlige chefstillinger som en frigjort, farvestrålende og blomstrende kvinde, der udstrålede både selvtillid og faglig ærgerrighed, alt imens hun lader sine to døtre tage vare på sig selv igennem en lang hverdag, hvor hun tager af sted om morgenen inden børnene er kommet i skole, for senere ved attentiden at komme hjem og samle trådene op fra om morgenen. Jo, vist var der nærhed og en form for tryghed, men der var også ensomhed midt i friheden. Den krævende mor blev snart af begge døtre kaldt for Fruen, et tilnavn som hun ikke brød sig om.
Dermed er det også fortællingen om morens egoistiske og ambitiøse spring opad fra det sønderjyske bondemiljø, som var hendes baggrund. Historien fokuserer undervejs på selvrealiseringens omkostninger i form af omsorgssvigt og en lunefuldhed, der undertiden kunne slå ud i ondskab mod forfatteren og dennes storesøster, hvortil kom vedholdende perfide angreb på de to døtres far, idet moderen spandt en række historier om farens evindelige svigt.
Bogens detaljerede fortælling er direkte, anmassende, rystende voldsom, og undertiden chokerende. Det er en hudløs fremstilling, der netop af den grund indeholder både huller, skygger og brecher i fortællingens helhed, som man som læser kan have svært ved at håndtere, fordi man ved, at der bag det usagte eller kun antydede ligger så voldsomme følelser og erfaringer, at man gyser blot ved tanken om de hermed forbundne handlinger fra morens side.
At være en hund i et spil kegler
Malene Rabens bog er organiseret i tre dele. I den første, relativt korte del, følger vi forfatterens mor i hendes sidste livsfase, hvor hun er kræftsyg, men fuldstændig lige så krævende og manipulerende som da hun var i sine velmagtsdage.
Hun forventer ubetinget, at hendes to døtre skal udvise omsorg og hensyn. Moderens insisteren herpå er mere et absolut krav om underkastelse end et ønske om omsorg og kærlighed, og hvis den ene datter ikke gør tilstrækkeligt, bliver den anden holdt frem som et lysende eksempel. Som hovedregel er det dog bogens forfatter, Malene, der som den yngste bliver kritiseret, medens hendes 10 år ældre søster bliver set i et favorabelt lys. Dette bliver mærkbart efter at Malene er indtrådt i teenagealderen, hvor morens frie opdragelse pludselig tager en vending og med ét bliver restriktiv.
Et særligt smerteligt punkt er Fruens behandling af forfatterens ældste datter, Helene, fra dennes første ægteskab.
Mormor (Fruen) holder Helene tæt ind til sig, omfavner hende med sin kærlighed og forståelse. Hun allierer sig med barnet, alt imens hun lægger rænker og tilhvisker Helene negative fortællinger om dennes mor.
Hvad konflikten mellem datteren Helene og bogens forfatter konkret går ud på, får vi ikke oplyst. Men forfatterens skilsmisse er helt klart et afgørende element, måske fordi Fruen vil dække sig ind i forhold til egen skilsmisse og de efterfølgende skiftende partnere i tiden med de to hjemmeboende døtre.
Bogens anden del fortæller om tiden fra forfatteren bliver født i året 1969 og frem til morens kræftsygdom og heraf følgende død næsten 50 år senere. Malene blev født tre uger før forældrenes skilsmisse og dermed uløseligt forbundet med det, som moren betragter som farens svigt. Det står igennem fortællingen om morens skilsmisse klart for døtrene, at det er faren, der har skylden, idet han ville skilles for at realisere sine socialistiske utopier i et mere traditionelt ægteskab med en mere føjelig, mindre selvberoende kvindelig part.
"Hvor du ligner din far!" udbryder hun jævnligt, når Malene skal irettesættes, og bag ved denne anklagende betragtning ligger flere usagte lag af betydning, som end ikke morens selv forstår rækkevidden af.
Manipulation og magt
I bogens sidste tredjedel er vi tilbage til den umiddelbare fortid og de gentagne manipulationer, der her udspiller sig i fabelagtige tableauer.
Et eksempel er, hvor Malene med beklagelse har sagt, at hun kunf kan have sin plejekrævende mor boende en uge, inden hun må sørge for andre udveje her i den sidste fase af sygdommen. Dette fører til følgende irettesættelse af datteren:
"Du skal behandle andre sådan, som du selv vil have, at andre skal behandle dig!" deklamerede min mor.
"Der kommer et tidspunkt, hvor man bare gør det, som pligten kræver, Malene. Du har vel læst Kant. Det er, hvad det kategoriske imperativ byder". (Side 40)
Under diskussionen med Malene om, hvad der skulle stå på morens gravsten, spidser konflikten atter til:
"Det er bare synd for Elisabeth (storesøsteren, anm. bem.), at jeg skal dø.
Hun kan jo ikke gøre for det. Men jeg kan ikke holde dig ud længere", og så talte hun videre om, at hun ikke havde anden udvej, når jeg var så vanskelig og lignede min far så meget." (Side 170)
I døden findes kærligheden
Her hvor døden er nært forestående, forsones mor og datter tilsyneladende. Som dramaturgisk udtoning var det måske forventeligt, men på mange andre måder noget overraskende.
Morens krop giver opover for kræften, hun kollapser ude på toilettet, hvor afføringen driver ned ad badeværelsesfliserne, og kort efter er hun endegyldigt bundet til morfinpumpen. Moren er blevet som et spædbarn, hvorimod hendes datter er blevet den voksne.
Er det døden, der er den store udligner? Er det datteren, der endelig har fået magt over moren og derfor nu kan elske hende? Eller er det moren, der definitivt har fået det, som hun hele tiden ville have det? Der er efter denne anmelders opfattelse snarere tale om en fælles, uudsagt afklaring af det indbyrdes (styrke)forhold:
"Vi klarede det", sagde jeg til hende, mens jeg skænkede hende en tår vand, da hun var kommet i seng igen -
feberhed efter det totale kollaps på badeværelset.
"Undskyld", sagde hun, men jeg protesterede og sagde - "det er ingenting, virkelig, mor", og det var virkelig ikke noget, jeg ikke kunne klare. Hun nikkede og smilede svagt, og vi følte begge uden ord, at vi kunne stå igennem det sammen uden tab af værdighed og i fuld hengivenhed. Og på grund af det, jeg nu var for min mor, kunne jeg endelig holde af mig selv." (Side 18)
Fortællingen toner ud med, at forfatteren skildrer, hvordan hun igennem morens sygdom og død har mødt en ultimativ udfordring og er nået ind til kærlighedsbudskabet i relation til Søren, hendes nuværende mand:
"Min mor endte med at lære mig det, hun skulle, om end ikke på den måde, hun havde forestillet sig (...)
Hendes død gav mig muligheden for at opleve den dybeste hengivelse og at tilhøre en anden med hud og hår uden mellemregninger og dobbelt bogholderi. Henses styrke endte med at føre mig frelst igennem, trods alt." (Side 285)
Poetisk og karsk fortælling
Fruen er en stærk skildring med dybe følelser og erkendelser, fortalt i et effektivt sprog og med varme, trods de voldsomme elementer undervejs. En bog til eftertanke og personlig granskning hos læseren. Fem stjerner for en stærk debut fra Malene Lei Rabens side.
|
|
|
|
