HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Om frygt og håb i frygt- somme tider


Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.

Publiceret 14. december 2019.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Martha C. Nussbaum: "Frygtens monarki - et filosofisk blik på vores politiske krise".
  • Forlaget Klim, Aarhus, 329 sider.
  • Udkommet på engelsk 2018. Oversat til dansk 2019.

    ENGEKLSK/SAMF: Martha C. Nussbaum er en 73-årig amerikansk filosof, der i sit virke beskæftiger sig med følelsernes væsen og menneskets søgen efter det gode liv. Nussbaum regnes for en af de mest betyd- ningsfulde nulevende filosoffer, og udover at være en usædvanligt interessant og tankevækkende filosof, forstår hun også at skrive om svært tilgængelige emner på et helt forståeligt sprog. I Frygtens monarki definerer hun USA som et frygtens samfund, og de frygtsomme tendenser, hun viser i USA, kan langt henad vejen også ses i DK. I bogens første seks afsnit viser Nussbaum overbevisende, at årsagerne til den politiske frygt skal findes i frygten i det enkelte menneske. Nussbaum mener, at det er vigtigt ikke at overgive sig til frygten. I stedet argumenterer hun for, at frygtens forside er håbet, og at vi har pligt til at håbe. I bogens sidste del diskuterer hun, hvad vi kan gøre for at blive "forsigtigt optimistiske". Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.


    "Vores politiske frygt minder om spædbarnets frygt"

    Nussbaum er yderst belæst inden for sit eget fag filosofi, inden for psykologi og inden for alt muligt andet. Hendes talrige og altid rammende citater hentes ofte fra det antikke Grækenland og Rom, fordi hun mener, at hvis hun bruger mere nutidige eksempler, så er vi, hendes læsere, forudindtagne. For at forstå hvad det er vi frygter, inddrager hun den kendte psykoanalytiker Donald Winnicotts teori om spædbarnets udvikling.

    Spædbarnet kan først ikke skelne sig selv fra moren og fra omverdenen, når moren forsvinder, går verden under, og det lille barn føler stor frygt og afmagt. Gradvist forstår barnet dog, at det er den elskede mor, der forårsager frygten, når hun forsvinder, og barnet oplever derefter både kærlighed og vrede i. f. t. moren. Barnet vil i sin afmagt forsøge at kontrollere omgivelserne med sit raseri - hvis jeg skriger kommer hun - og det er barnets forsøg på at lege almægtig ved at kontrollere sin frygt, der er billedet på det "Frygtens monarki", som er bogens titel. Det sunde barn vil dog efterhånden lære, at mor vender tilbage, og det vil lære at udholde frygten, og at man godt kan elske den person, man er vred på.

    Men gennemgår barnet ikke denne udvikling, strander det så at sige i et stadie fyldt med narcissistisk frygt og vrede. Nussbaum ser amerikanerne som domineret af narcissistisk frygt og vrede, der er sket en slags regression til et stadie, hvor frygten og behovet for kontrol dominerer, og hvor frygten understøttes af en samfundsstruktur, der lærer os at se vores medmennesker som modstandere og konkurrenter. Trump spiller på denne frygt med "frygtens retorik".


    Hvad frygter vi?

    Vi frygter især dem, der er anderledes, fx muslimer og farvede og i det hele taget "fremmede" mennesker fra andre kulturer. Nussbaum viser, hvordan vrede, misundelse og afsky psykologisk set er børn af frygten. Vrede og afsky rettes mod dem, der frygtes, og ofte dæmoniseres de:

    Højrefløjen frygter venstrefløjen og immigranterne, der tager deres arbejde, og en dæmoniseret udgave af Hillary Clinton. Venstrefløjen frygter verdens undergang og afskyr Trump og hans tilhængere, osv.


    Men hvad frygter vi i virkeligheden?

    I virkeligheden er det dog os selv og vore egne følelser, vi frygter. For at forklare dette griber Nussbaum igen tilbage til spædbarnets udvikling. Til det sunde barn der lærer at udholde frygten og smerten og vreden over morens fravær. Som det sunde barn skal den "sunde voksne" lære at tage ansvaret for sine egne følelser og sin egen frygt, "vi mister evnen til at elske, hvis vi mister frygten", skriver Nussbaum på s. 115. Absolut lykkelig kærlighed findes ikke, at være menneske og at elske er altid forbundet med smerte. Vi skal starte med at acceptere vores egen frygt og sårbare menneskelighed, og derefter distancere os fra frygten ved at analysere den.

    Især skal vi lære børn at tro på sig selv, og Nussbaum mener, det er et samfunds opgave at give børn og borgere en tro på sig selv. Vi skal ikke acceptere et samfund, der er så præget af konkurrence og frygt for fremmede, at vores medmennesker kun ses som modstandere og konkurrenter.


    Håbets politik

    Bogens 7. del handler om håb, og her præsenteres vi for "Håbets politik". Det er Nussbaums afgørende pointe, at hvor frygten findes, findes også håbet. Hvis vi fokuserer på et negativt udfald, frygter vi. Hvis vi fokuserer på et positivt udfald, håber vi. At håbe er for Nussbaum et bevidst valg, som vi er nødt til at træffe. Vi skal kunne bære, at livet er fyldt af frygt, og vi skal beslutte at udføre håbets praksisser og gøre håb til en praktisk vane.

    Nussbaum er praktiserende jøde. Hun konverterede til jødedommen fra kristendommen, da hun var ung, fordi hun oplever, at jødedommen giver mere plads til følelser. Man mærker især hendes tro i bogens 7. del, "Håb, kærlighed og visioner", hvor hun også beskriver, hvilken rolle tro, håb og kærlighed bør spille i vores liv, uanset religiøst tilhørsforhold.

    Især bogens 7. del og "håbets praksisser" er tydeligt rettet mod amerikanske forhold og amerikansk politik. Fædrelandskærlighed udgør en naturlig del af Nussbaums værdisæt, og måden, hun tænker religiøs praksis ind i en hverdag på, virker meget amerikansk og ret fremmed for min danske tankegang. Her bliver hun for religiøs og for lidt filosofisk efter min smag.


    Håbet som en praktisk vane

    Ikke desto mindre har Nussbaum uden tvivl ret i, at en daglig dosis af praktisk håb er en god ide. Og nogle af "håbets praksisser" kunne man godt gøre til praktiske vaner: Man kan fx praktisere eller nyde kunst. Om romaner skriver hun meget smukt, at de kan vise, s. 263:
    (...) de uendelige muligheder og måder at være på i livet, som karakteriserer hvert eneste menneske (...) åbenhed over for det enkelte menneskes fulde menneskelighed (...)
    Man kan også i Sokrates' ånd øve sig i at argumentere og træne sine egne argumenter, samtidig med at man lytter til - ikke modstanderens - men til medmenneskets argumenter.

    Hvad Nussbaum taler om her, er at give politisk bevågenhed og høj prioritet til kunst og humaniora, og ikke mindst til en diskussion af, hvordan vi danner (med)mennesker med selvværd.


    Se det andet menneske som fuldt ud menneskelig

    Nussbaum definerer sit fag filosofi som et blidt og venligt fag, og hendes bog indeholder megen kærlighed til mennesket og håb for fremtiden. "Frygtens monarki" er den første af hendes mange bøger, der er oversat til dansk. Forhåbentlig vil denne oversættelse betyde, at andre af hendes bøger bliver oversat.

    Jeg kan varmt anbefale Nussbaums analyse af et samfund, der hviler på frygt. Hendes bog er inspirerende og tankevækkende, sine steder provokerende, og selv om ikke alle hendes "håbets praksisser" kan overføres til danske forhold, drømmer jeg om, at hendes bog vil blive læst af politikere, embedsmænd, undervisere m.fl. Det er et spændende tankeeksperiment at sætte vigtigheden af det enkelte menneskes selvværd og dannelse på dagsordenen og hver dag at øve sig i at se det andet menneske som fuldt ud menneskeligt.