Reportage: Louisiana Literature: Interviews med to aktuelle forfattere om deres romaner og skriveproces

Tekst & foto: Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.

Publiceret 9. september 2019.

© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

Interview med norske Thomas Espedal, interviewer Kasper Bech Dyg

---

DANSK/LITTERATUR: Det er perfekt sommervejr, da jeg ankommer til Louisiana Literature først på eftermiddagen 23. august. Der er allerede mange mennesker, og i løbet af dagen kommer der flere og flere. Jeg begiver mig til den indendørs vestscene for at opleve Lisa Halliday (billedet ovenover) blive interviewet af Tonny Vorm om sin meget roste debutroman Asymmetry. Der er ikke helt fyldt op blandt tilskuerne, nok fordi Halliday endnu ikke er meget kendt i DK. Halliday er en smuk, meget smilende og ydmyg kvinde i begyndelsen af 30'erne, og hun behøver ikke mange spørgsmål, før hun spontant og meget engageret fortæller om sin roman og sin skriveproces. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, rapporterer fra litteraturfestivallen i Humlebæk.


En roman med en asymmetrisk struktur

Asymmetry udkom sidste år, hvor den også blev oversat til dansk, og Halliday starter med kort at resumere romanen. Det særlige ved romanen er, at den består af tre dele, som umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre. Det har de dog alligevel, finder man ud af, når man når til sidste del. Halliday beder om, at sammenhængen ikke røbes, den skal stadig kunne være en overraskelse for nye læsere. Første del handler om Alice, som er en ung kvinde, der arbejder på et forlag og drømmer om at blive forfatter. Alice møder en meget ældre verdensberømt forfatter, og de har et intenst kærlighedsforhold i nogle år.

Anden del handler om Amar, der har irakiske forældre og rødder, men er vokset op i USA. Han er økonom og fortæller om udfordringerne ved at være halvt iraker og halvt amerikaner. I tredje del deltager den berømte forfatter fra første del i et populært engelsk radioprogram, hvor han taler om sit kærlighedsliv, om musik og lidt om sit forfatterskab.

På spørgsmålet om, hvad hun ville opnå med tre så forskellige dele, svarer Halliday, at romanens struktur er et billede på al den asymmetri, som findes i verden af i dag. En verden der består af mange forskellige virkeligheder og opfattelser af virkeligheder på samme tid, en verden der kan flimre nærmest impressionistisk for os med forskellige indtryk. Med strukturen har Halliday også villet understrege et af romanens vigtigste temaer: at vi er fanget i vores egen bevidsthed og aldrig helt kan forestille os at være i et andet menneskes bevidsthed.




At leve krigen

Første del er en tredje persons fortælling og hovedpersonen Alice har fælles træk med Halliday. Det selvbiografiske element er dog komplet uinteressant for Halliday, og for hende er det kun rent ydre ting, de to har til fælles, de har lysblondt hår, de har arbejdet på et forlag, de er i 30'erne. Det hun fremdrager fra første del er samtalerne om kunst, om kunstens funktion og tilblivelse, og om hvad romaner bør handle om. Det er anden del om Amar, som Halliday er ivrigst for at fortælle om.

Halliday har ønsket at skrive en politisk roman, og hun fortæller, at anden del er en måde at sone, at hun i 20'erne overhovedet ikke interesserede sig for politik. Hun har også ønsket at beskrive mennesker, der lever krigen. Derfor er fokus i romanen på, hvordan Amar oplever krigen som en kontrast til livet i USA, og hvordan den irakiske befolkning oplever krigen, hvordan den er en del af deres hverdagsbevidsthed.

Det første uddrag, Halliday læser op, handler netop om Amars ankomst til et Irak i krig i 2003, efter den amerikansk-ledede invasion af landet. Hun understreger, at hun med romanen ønsker at vise, at politik skal tages alvorligt, selv om der er en aktuel tendens til at grine ad, hvor grotesk det politiske landskab er blevet; hun behøver ikke give eksempler.


Skriveprocessen

Halliday fortæller, at hun skriver meget langsomt, noget skriver hun i hånden, noget på computer. Hun arbejder disciplineret en 4-5 timer hver dag. Hun har masser af ideer, for hende er udfordringen at give ideerne form, og hver eneste sætning skal være perfekt.

De seneste år har Halliday boet i Italien med sin familie. Hun arbejder også som oversætter, og hun fortæller, hvordan dette arbejde har skærpet hendes opmærksomhed i forhold til sproget, men også gjort hende opmærksom på, hvor svært det er at være sprogligt præcis. Også de 10 år, hvor hun arbejdede på et forlag, har skærpet hendes sproglige bevidsthed.


I write to learn

Halliday begyndte først at skrive, da hun var i 30'erne, og hun betragter det at skrive som hårdt arbejde. Hun laver meget grundig research, og ordene og hendes samvittighed fungerer som en slags råmateriale. Det er vigtigt for hende at skrive bøger, som hun selv har lyst til at læse, og hun bruger et par gange udtrykket at være gavmild over for læseren. Hun læser meget litteratur af andre forfattere, og som inspirationskilder nævner hun John Updike, Saul Bellow og Philip Roth. Interviewet slutter med et citat fra anden del, der understreger, at vi altid er fanget i vores egen bevidsthed. Selv kunstnere, der skaber fiktion, kan ikke komme uden om, at det i fiktionen altid vil være deres egen bevidsthed, der spejler verden.


* * *
Billeder fra arrangementerne med Halliday og Espedal ved Louisiana Literature 2019. Foto: Anne Beck Nielsen, copyright.













Billeder fra arrangementerne med Halliday og Espedal ved Louisiana Literature 2019. Foto: Anne Beck Nielsen, copyright.

* * *

EFTER HALLIDAY bevæger jeg mig videre til den store parkscene for at høre norske Thomas Espedal blive interviewet af Kasper Bech Dyg. Man kan ikke forestille sig et smukkere sted end Louisiana til en festival. I den store have sidder folk rundt omkring på plænen og slapper af og indtager forfriskninger mellem de forskellige arrangementer. Parkscenen ligger helt tæt på øresund og udsigten er storslået. Teltet, som udgør scenen, er fyldt, og rundt om teltet er der også vældig mange tilskuere, der kan følge interviewet ved hjælp af store effektive højtalere. Espedal er i 50'erne og bruger sin krop til at understrege, hvad han siger. Han gestikulerer ivrigt, og hvis noget er særlig vigtigt, springer han op af stolen. Han ler meget, både af sig selv og verden. Espedal skal interviewes om sin seneste roman Elsken, der er udkommet i år.


Tanker om døden

Espedal starter med at læse op fra romanens indledning, hvor hovedpersonen, som kaldes Jeg, fortæller, at han har besluttet at begå selvmord om et år.

På spørgsmålet om, hvorfor Jeg vil dø, svarer Espedal, at han selv er 58 år og i den alder, hvor man begynder at gøre status. Man har allerede gjort alting og savner muligheden for at gøre noget nyt. I den alder kan det være positivt at forestille sig, at døden findes, at døden også kan være noget smukt. Da Espedal begyndte at skrive om døden, opdagede han, at døden er et tabu for mange, og han måtte åbne et lukket rum i sig selv for at kunne skrive om det. Romanens ide er, at ved at give hovedpersonen et år tilbage at leve i, skabes en slags krimiagtig spænding, og fordi hovedpersonen gør alt for sidste gang, oplever han et særligt nærvær. Han finder endda en kæreste, som bliver gravid med hans barn. Tidligere kunstnere, som Rilke og Bach har beskrevet døden positivt, og Espedal synes, der mangler billeder på en smuk død i modsætning fx til en død af kræft; måske er døden et fantastisk eventyr, vi ved det jo ikke.

Interviewer og Espedal diskuterer lidt, om Jeg begår selvmord til sidst. Enkelte fra publikum blander sig. Men Espedal fastholder, at romanen slutter, uden at det afklares.


Autofiktion

Elsken er som Espedals andre romaner en form for autofiktion. I Norge har kultureliten imidlertid fået nok af autofiktion - fordi det krænker privatlivet - derfor er Elsken Espedals sidste roman, hvilket han selv griner meget af. Han gentager flere gange - og her springer han ivrigt op af stolen - at privatlivet ikke findes, derfor kan man heller ikke krænke det.

Han har nu fuldført et selvbiografisk projekt, der har varet i 15 år, og nu er det altså slut med at skrive i det hele taget. I slutningen af interviewet siger han dog muntert, at med fiktion kan man jo aldrig vide.


At give form til den tid vi lever i

Espedal understreger, at det gælder om at løsrive sig fra andre forfattere for at finde sin egen stemme, finde sin egen vinkel. Han skriver sine værker i et skrivekollektiv, og han skriver langsomt enten i hånden eller på skrivemaskine. Han er i dialog med andre forfattere om sprogets kvalitet og intensitet, og for Espedal bestemmer det gode sprog indholdet. I Elsken er han desuden i dialog med den hollandske fotograf Elsken, hvis billeder indgår i handlingen.

Espedal fortæller, hvordan hver roman har sit sprog. Og hans research handler om at finde sproget til netop den roman. Når han har fundet det rette sprog, den rette form, kan han skrive romanen.

Og så afslører han til sidst, hvordan hans romaner også er politiske, via sine romaner forsøger han nemlig at give form til den tid, vi lever i.

Espedal slutter med at læse det samme citat en gang til, citatet fra starten af Elsken, hvor hovedpersonen beslutter at begå selvmord. Måske vil publikum bedre kunne forstå Jeg's ønske om selvmord efter interviewet?

De to forfattere, jeg har hørt, både ligner hinanden og er meget forskellige. De er begge meget sprogbevidste og bevidste om at skrive om den tid, de lever i. Men hvor Halliday afviser, at det selvbiografiske er interessant i hendes roman, er det udgangspunktet for Espedals roman. Halliday vil gerne beskrive, hvordan mennesker lever krigen i Irak, mens Espedal skriver om krigen i det enkelte menneske. Halliday leder efter det rette sprog til hver enkelt sætning og udfører meget grundig indholdsmæssig research, hvor Espedals research fokuserer på at finde det rette sprog til den enkelte roman.

Det har været en særdeles spændende dag på Louisiana Literature, der har givet et fint billede af mangfoldigheden i samtidslitteraturen.

---