|
|
Anmeldelse:
Et styk barn leveret
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 29. august 2019.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Donatella Di Pietrantonio:
"Pigen de sendte tilbage".
Forlaget C & K, roman, 215 sider.
Udkommet på italiensk i 2018, oversat til dansk i 2019.
ITALIENSK/LITTERATUR:
Pigen de sendte tilbage
af den italienske forfatterinde Donatella Di Pietrantonio er en hjerteskærende fortælling om, hvordan et barn bliver
gjort fortræd af sine biologiske forældre og sine adoptivforældre, der sender barnet frem og tilbage mellem sig som en pakke. Den voksne fortæller ser
tilbage på tiden fra hun var 13 til 15, hvor denne senden hende frem og tilbage, kombineret med løgne og fortielser, fik hendes verden til at bryde sammen
og skadede hendes identitet og selvopfattelse fatalt. Pietrantonio mestrer meget realistiske og troværdige beskrivelser af socialt armod, uden det bliver patetisk,
og hun formår samtidig at skabe sanselige og poetisk smukke billeder. Romanen er let læst,
men beskrivelsen af de følelsesmæssige skader, som forældrenes fejhed og manglende omtanke påfører barnet, er nærmest ubærlig og svær at ryste af sig.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Pigen de sendte tilbage
Romanen handler om kampen mellem mørket og lyset på mange niveauer. Naturen ved mordstedet, den meget gamle sølvsø, beskrives som uendelig smuk, men det er forurenet regn, der falder, og Innis' hoved kastes ned i affaldshul af syre, der ligger midt i naturen. I Innis kæmper mørket og lyset hele livet, og mørket vinder igen og igen.
Romanens ramme er, at den voksne jeg-fortæller ser tilbage på sin barndom.
Hun boede til hun var 13 i byen ved havet et sted i regionen Abruzzo i det centrale Italien hos sin far og mor, tror hun.
Hjemmet er spidsborgerligt og velstående med temmelig rigide normer for, hvad man bør og ikke bør. Det er ikke decideret
ukærligt, men der er sparsomt med fysiske kærtegn og følelsesmæssig omsorg. Omsorg vises gennem materielle ting. Da hun er 13, får hun at vide, at hendes
forældre kun er adoptivforældre, og at hendes biologiske forældre ønsker at få hende tilbage. Romanen starter med, at pigen ret brutalt leveres tilbage til de
biologiske forældre af sin far, som hun nu skal kalde onkel. Pigen får aldrig noget navn; men den fattige landsby, som hun kommer til, kalder hende L'Arminuta,
som betyder pigen de sendte tilbage.
Fra rig by til fattig landsby
året er 1975, og Arminutas biologiske forældre er ludfattige. Arminuta kommer til en familie, der ikke altid har råd til at spise sig mætte, hvor faren ikke altid har arbejde, og hvor de 4 drenge og 1 pige + Arminuta nærmest ingen omsorg får. Alle børn, minus den yngste, sover i et fælles soveværelse, der stinker af sved og snavs, af drengenes onaneren og af Adrianas tis. Adriana er 10 år og tisser i sengen, og Arminuta skal dele seng med hende.
Det viser sig, at de biologiske forældre gav Arminuta til adoptivforældrene som spæd. Adoptivforældrene kunne ikke få børn, og de biologiske forældre havde i forvejen mange munde at mætte, og de så det også som en mulighed for at give Arminuta bedre materielle kår.
Pietrantonio beskriver overbevisende realistisk armoden og grimheden hos familien i landsbyen, og modsætningen mellem rig by og fattig landsby i
1970'ernes Italien står stærkt, fordi den mærkes direkte på Arminutas krop.
Det nye liv
Nætterne bliver et mareridt for Arminuta. Da hun beklager sig til sin adoptivmor, sender moren en køjeseng til Adriana og Arminuta, et gummilagen til Adriana og en skærm til at afskærme pigerne fra drengene. Penge og materielle ting er adoptivmorens svar på Arminutas sorg og længsel efter at komme tilbage.
Dagene er ikke meget bedre. Lejligheden er beskidt, og der lugter, og begge forældre virker følelsesmæssigt afstumpede. Fysisk afstraffelse er dagens orden, og børnene bidrager til husholdningen med arbejde eller løn. Og så er det alligevel hos den biologiske familie, at Arminuta oplever en kærlighed, der er tæt og varm. En kærlighed, der er smukt beskrevet med poetiske billeder midt i armoden.
At finde lykken i en karruseltur
Adriana og Arminuta finder hinanden med det samme og bliver hinandens støtter, som om de udfylder et tomrum hos hinanden. Adriana lærer Arminuta at gebærde sig i den nye familie og forsøger at beskytte hende mod de rå omgivelser. Arminuta lærer Adriana, at der er en verden uden for den, hun er vokset op med, der er en anden måde at være menneske på.
Den 18-årige Vincenzo er også god mod Arminuta. De to er fysisk tiltrukket af hinanden og har en aften næsten sex. De ser ikke hinanden som søskende, derfor oplever de heller ikke den gensidige tiltrækning som incest eller skammer sig over den. Den første aften Arminuta er hos sin nye familie tager Vincenzo og Adriana Arminuta med i karrusel:
Jeg fløj af sted mellem hende og Vincenzo. De havde anbragt mig mellem dem, fordi jeg var bange. Da vi var allerhøjest oppe,
blev jeg grebet af en form for lykkefølelse (side 29).
Mindet om karruselturen bliver Arminutas billede på lykke og samhørighed - også som voksen.
Skammen
Efter at have været et år i landsbyen sendes Arminuta tilbage til byen ved havet for at gå i gymnasiet, hun er usædvanlig klog. Dog skal hun ikke bo hos adoptivforældrene, men på en pension. året fra hun er 14 til 15, kalder den voksne Arminuta for skammens år. Hun finder nemlig ud af, at den egentlige grund til, at hun blev sendt tilbage til landsbyen, er, at hendes adoptivmor er blevet gravid med en anden mand. Arminuta har troet, hun blev sendt væk, fordi hendes mor var syg, og hun bliver ved med at håbe, at hun kommer "hjem", når moren er blevet rask. Hun opdager desuden, at alle andre, også Adriana, hele tiden har vidst besked.
At alle har løjet for hende, giver Arminuta et fatalt knæk. Hun har skammet sig over at være blevet sendt frem og tilbage, og at ingen tilsyneladende ville have hende, og hun skammer sig over sin nye familie. I lang tid bliver hun ved med at se adoptivmoren som sin rigtige mor. Men langsomt går det op for hende, at adoptivmoren har valgt sit nye barn og sin nye mand frem for hende. At det er fejhed og ikke sygdom, som er grunden til, at de to ikke ser hinanden i 1,5 år. Adoptivmoren er ikke til at stole på og hun har ladet sin nye mand bestemme, at Arminuta ikke skulle være i deres liv. Beskrivelserne af Arminutas skamfølelse er gribende og overbevisende. Hvordan Arminuta kommer til at tvivle på sig selv og sin egen eksistensberettigelse og er på nippet til at miste lysten til at leve, fordi hun ikke føler sig elsket af sin mor.
En blomst på en klippegrund
Voksne Arminuta beskriver barnet Arminuta observerende og nøgternt. Der er meget lidt patos i romanen, noget af en bedrift i forhold til al den elendighed, der beskrives. Min eneste indvending mod romanen er, at sproget ind i mellem bliver lidt svulstigt, som brugen af ordet frelse i citatet nedenfor.
Den voksne fortæller indskyder løbende kommentarer, der viser, hvordan barndommens svigt har skadet den voksne kvinde. Hun viser tydeligt og skånselsløst, hvordan manglen på en kærlig mor, der var til at stole på, har skabt et angstfyldt tomrum og et trøstesløst indre landskab, hvor hun føler sig usikker på egen identitet og eget værd. Men hun har Adriana:
Min søster. Som en blomst, der mod alle odds var vokset frem på en lille plet jord på klippegrund (...) - vi finder en fælles mening i at være blevet kastet ind i verden. Vores gensidige støtte er vores frelse (side 215).
Dette er den første roman af Pietrantonio, der er oversat til dansk, og den er bestemt et bekendtskab værd.
|
|
|
|
