|
|
Anmeldelse:
At værne om det frie ord og demokratiet
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 17. august 2019.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Esther Oluffa Pedersen:
"Fremkaldte kulturrum". Doktordisputats.
(433 sider), Hans Reitzels Forlag.
Udgivet 1. maj 2019. Pris: kr. 375,00.
BEDØMMELSE:  6 stjerner af seks.
HISTORIE/DANMARK:
Åndsfriheden er et historisk relateret begreb, der som en kamæleon tager farve efter den historiske
kontekst, og dens overlevelse er ikke en given ting. Dette er hvad Esther Oluffa Pedersens disputats på forbilledlig vis
illustrerer igennem sine nedslag i debatten om demokrati, ytringsfrihed, sindelagskontrol, humanisme, ansvarsbevidsthed og videnskab
i Danmark iblandt intelligentsiaen, digtere, politikere og repræsentanter for religiøse såvel som (andre) ideologiske strømninger, i perioden 1933 - 1960.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder disputatsen her.
På sporet menneskets sande kerne
Humanismen er et rummeligt begreb, der har haft skiftende betydning og indhold igennem tiden siden grækerne begyndte at pusle med
emnet 500-600 f.v.t. Sokrates og Platon gav nogle bud på forståelsen af fænomenet, men særligt Renæssancen og de efterfølgende idealistiske
hhv. rationalistiske tendenser gav ordet et særligt indhold. Erasmus af Rotterdam var den store renæssanceskikkelse, som man virkelig må sige
banede vejen for Oplysningstiden.
Man er tilbage i en tid, hvor verden på mange områder slog en kolbøtte, bl.a. i forhold til den såkaldt naive/objektive kunst, hvis primære
opgave det havde været at genspejle Gud bedst muligt, men som nu fik en mere subjektiv karakter, hvor forfatteren eller kunstneren som personlighed trådte frem; ligeledes var der opbruddet fra en meget autoritetsstyret tro, til et mere selvstændigt forhold til troen og kirken. Og i alt dette stod Erasmus som en central skikkelse, og på mange måder i modspil til Luther, der udkæmpede sin særlige udgave af konflikten mellem selvet og relationen til Gud.
Humanismen er svaret og problemet
Begrebet humanisme tager form igennem arbejdet og refleksionerne hos Erasmus af Rotterdam. Humanum, den skinbarlige næstekærlighed, er
udgangspunktet, men ofte er humanismen blevet forbundet med beskæftigelsen med åndsemner i bred almindelighed, og derved især blevet knyttet til
intelligentsiaens arbejde i universitetsregi (teologi, filologi, filosofi) og den nærliggende tanke om, at det meste af dette arbejde foregår
afsondret fra den almindelige virkelighed, i elfenbenstårnet, og til begrænset nytte for almenheden.
Fru Pedersens disputats viser overbevisende, at positioner i offentlige debatter gensidigt kalder hinanden
frem og påvirker hinanden gennem udtalelse, svar og modsvar, heraf afledt hendes begreb Kulturrum. Disputatsen tager fat i
den offentlige debat i tiden omkring Anden Verdenskrig, der netop viser, hvor lidt vi kan tage vores kulturværdier for givet,
men hvorfor vi alligevel ofte ender med at gøre netop dette.
Kulturfilosofi
Ud over de indledende og afsluttende refleksioner over metode og empiri, slår disputatsen ned på tre
eksempler på såkaldte 'fremkaldte kulturrum' i tiden 1933-1960, - før, under og efter Anden Verdenskrig.
Et kulturrum er den offentlighedsarena, hvor intellektuelle debatter konstituerer et rum for forskellige positioner, og igennem
debatten kalder deltagerne hinandens positioner frem:
Den metodiske tilgang til fremkaldelse af kulturrummene bygger på et ideal om at lade debattørerne selv komme til orde. Fremkaldelsen af
et kulturrum fokuserer på analyser af de processuelle
udviklinger og forandringer i den offentlige debat (side 19-20).
Først foretages en gennemgang af den daværende omsiggribende diskussion om styreform: -
demokrati hhv. diktatur - hvor doktoranden viser en bemærkelsesværdig udvikling i kulturrummets positioner, alt efter den historiske og politiske udvikling.
Før og under Anden Verdenskrig var der på dansk grund ikke så få fortalere for mere autokratiske styreformer, men efter krigen og retsopgøret blev det aldeles illegitimt at fremføre antidemokratiske synspunkter. Nogle lod sig overbevise om demokratiets styrke eller tilpassede sig det nye kulturrum, som f.eks. stifteren af Dansk Samling, Arne Sørensen, der skiftede mellem ret så forskellige positioner, næsten kompasset rundt, alt efter hvordan kulturrummet på et givet tidspunkt var indrettet.
Andre debattører fastholdt deres antidemokratiske synspunkter, bl.a. juraprofessor Vinding Kruse, der også efter krigens afslutning fortsat fastholdt, at et elitært ekspertvælde ville være gavnligt for Danmark. Som Oluffa Pedersen markerer, så viser sagen med Vinding Kruse, at reelt marginaliserede positioner forbliver som mulige løsninger. Fordi de en gang er formuleret, vil de altid kunne hentes frem igen og indgå i senere debatter.
Filosoffen Jesper Jørgensen, teologen Hal Koch og dennes hustru, Bodil Koch, juristen Alf Ross, filologen Hartvig Frisch og arkitekten Poul Henningsen var blandt de store i intelligentsiaen, der var med til at give debatten og det i forbindelse hermed opståede kulturrum en entydig retning af at tage demokratiet for noget givet, et begreb, der ikke (længere) stod til debat.
Mulige forudsætninger
Oluffa Pedersen påviser, at Frisch, Henningsen m.fl. har de forskellige antidemokratiske indlæg som deres forudsætning, for uden den foreliggende meningstilkendegivelse og dermed formulerede modspil til demokratitanken, var de demokratiske argumenter ikke blevet korrigeret og skærpet hos de herrer, så de fremstod som uomgængelige.
Fru Pedersen er i øvrigt meget omhyggelig med at fremføre disputatsens neutrale ærinde i forhold til modtageren:
Jeg forsøger ikke at give en overordnet definition
på hverken demokrati eller humanisme. Dermed har mit ærinde været at fremstille, hvorledes disse begreber gives forskellige
betydninger i de intellektuelle debatter. Jeg viser, hvordan de enkelte deltagere i debatten sætter deres egne udlægninger af den intellektuelle
historie i spil i debatten. Det har ikke været min opgave at afgøre, om indholdet er korrekt. Læseren må selv dømme (side 21).
Modstandskampen
I disputatsens anden del kortlægges de intellektuelles positioner i debatten om eventuelt samarbejde med eller modstand mod den tyske besættelsesmagt, herunder især, hvordan retsopgøret efter krigen skulle håndteres.
Martin A. Hansen fremkom med en meget giftig kritik af de mange passive intellektuelle, der forholdt sig passive, uden for debatten. En nøgleperson som K. E. Løgstrup gik alvorligt i rette med sin gode ven, Hal Koch, fordi denne havde fordømt den illegale modstandskamp. Ikke desto mindre var Hal Koch en af de 500 kulturpersonligheder, som tyskerne pågreb om morgenen den 29. august 1943, samtidig med at de afsatte den danske regering, formentlig fordi de ønskede at afskrække aktivisterne.
Andre intellektuelle som Hartvig Frisch og Jørgen Jørgensen var også passive, men det interessante er her deres meget forskellige opgør med deres passivitet efter krigen. Jørgensen blev kommunist og gik ind for parolen om proletariatets diktatur, mens Frisch ikke bøjede af i sin kritik af modstandsbevægelsens metoder og derfor blev udsat for megen hån efter krigen.
Hans stærkt omdiskuterede rustale for studenter ved Københavns Universitet den 13. november 1943, hvor han tog kraftigt afstand fra illegal sabotage, blev definerende for hans position i kulturrummet, ligesom hans synspunkt om, at likvideringer af stikkere var mord, blev det. Særligt udhængt blev han, fordi han i dagbladet Information lod sig interviewe og fremturede med, at stikkerlikvideringerne var mord.
K.E. Løgstrup og Hal Koch skærpede nærmest tonen efter krigen, og de var mildest talt uenige om den danske krigsindsats. Koch agiterede for det rigtige i en passiv kamp, særligt fokuseret på sine egne foredrag, mens Løgstrup forfægtede væbnet modstand. Selv om striden var fremført mellem venner, og i al venskabelighed, viser dette dog, at de havde deres ideologiske grundsynspunkter som faste holdepunkter, der ikke blev afbøjet for at behage en ven.
Humanisme som kulturel idé
Esther Oluffa Pedersen afslutter den gedigne disputats med i et længere kapitel at diskutere den omfattende debat om humanismebegrebet, der udspillede sig i tiden omkring Anden Verdenskrig. Det intense politiske klima før og under krigen medførte adskillige divergerende positioner i kulturrummet, der gik lige fra at kritisere klassisk dannelse for at være overflødig til at værne om begrebet humanisme som humanum, hvilket blev en hårdt presset Løgstrups måde at værne om kernen i begrebet på.
Samtidig med de intellektuelle relativisters angreb på humanismen som luftig og overflødig, kritiserede en række kristeligt orienterede debattører, især fra bevægelsen Tidehverv, humanisme og almendannelse for dels at underkende menneskets sande plads i verden, i forhold til Gud, dels at udvikle en idé om en særlig, moderne mennesketype, der byggede på materialisme, rationalisme og den forhadte relativisme.
Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at fra 1950 og frem -
da teologen, socialdemokraten og kulturministeren Julius Bomholt for alvor gør sig gældende på den politiske arena
- ændrer kulturrummet sig, og humanisme bliver igen et plusord. Et oplysningsprojekt, integreret i den gryende velfærdsstat. Allerede i 1932 havde han stået for dette synspunkt:
Det betyder kulturfilosofisk, at vores filosofiske, religiøse, politiske og eksistentielle selvforståelser,
verdensanskuelser og stillingtagen til historiske begivenheder altid vil være polyfone. Forestillingen om,
at der under de mange forskellige positioner er en sand udlægning af eksistensen eller af verden som sådan,
er en dogmatisk fejlslutning (side 393).
Her markerer Oluffa et personligt synspunkt, gående ud på, at autokratiske og rent demagogiske tendenser kun kan imødegås, hvis man aktivt er lydhør over for alle stemmer der lader sig høre i kulturrummet.
Den foreliggende disputats er, som ovenfor sagt, i sin helhed et nuanceret og stærkt facetteret arbejde, hvor forfatteren igennem sin ekstreme grundighed og hertil hørende overblik tilmed har skrevet et blivende indlæg for humanisme og demokrati:
Derfor er det af største betydning for lødigheden af en intellektuel debat, at deltagerne er bredt belæste og dermed i stand til at gennemskue og kritisere åbenlyse demagogiske tolkninger. Hvis et samfund ønsker et åbent, pluralt og velunderbygget kulturrum, skal det fremme den frie kritiske tænkning både i grundskolen, de videregående uddannelser og almene kulturtilbud (side 395).
Seks stjerner til doktoranden for en bog, der er mere end et intellektuelt og systematisk underbygget
svendestykke i forhold til at erhverve sig sin titel.
|
|
|
|
