|
|
Anmeldelse:
Det er kun det UTILGIVELIGE, man kan tilgive
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 2. juli 2019.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Sara Stridsberg: "Kærlighedens Antarktis".
FORLAGET GRIF.
Roman, 315 sider.
Udkommet på svensk i 2018, oversat til dansk i 2019.
LITTERATUR/NORDEN:
På de allerførste sider i Kærlighedens Antarktis bliver hovedpersonen
og jeg-fortælleren Innis kvalt. Morderen skærer bagefter hendes krop i syv dele. Hovedet smider han i et affaldshul med syre,
underlivet og livmoderen lader han ligge, resten lægger han i to kufferter. Vi kommer til at høre om mordet ved sølvsøen utallige gange,
hver gang beskrives det fra en ny vinkel med nye ord. Mordet er bestialsk, og man holder kun ud at læse om det, fordi Stridsberg
beskriver de omgivelser, som Innis sanser op til og i dødsøjeblikket, poetisk, sanseligt og uendelig smukt - en sommerfugl, regndråber, trækroner.
Kærlighedens Antarktis er en roman man ikke sådan lige ryster af sig,
en roman der kryber ind under huden. Man er nødt til at læse den langsomt, næsten som en digtsamling, for at få det hele med.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Det siges, at man dør tre gange
Romanen handler om kampen mellem mørket og lyset på mange niveauer. Naturen ved mordstedet, den meget gamle sølvsø, beskrives som uendelig smuk, men det er forurenet regn, der falder, og Innis' hoved kastes ned i affaldshul af syre, der ligger midt i naturen. I Innis kæmper mørket og lyset hele livet, og mørket vinder igen og igen.
Da hun myrdes, er hun kommet til vejs ende, hun har mistet alt, hun har ingen steder at gå hen, ikke noget at sige.
Morderen repræsenterer den skinbarlige ondskab, men samtidig er det, som om Innis kalder ham til sig.
Morderen bliver tiI Innis egen dødslængsel, de har den samme destruktive indre kraft, og de ønsker begge mordet.
Da Innis dør, ryger hendes bevidsthed ud i universet, og hun bliver til en alvidende fortæller, der fra sin iagttagerposition i universet kan se og bevæge sig i fortid, nutid og fremtid. Innis dør første gang, da hun myrdes, anden gang da indholdet i de to kufferter findes og begraves. Hun begraves uden identitet og værdighed, uden hoved og uden livmoder og underliv. Hun vil dø tredje gang, når hendes navn siges på jorden for sidste gang, og det er det, hun venter på, den totale forsvinden. Hun er 24, da hun myrdes - hun har altid vidst, at hun ville dø ung.
En forbandet slægt
Innis tilhører en forbandet slægt, det har hun egentlig altid vidst. Hendes mor Raksha og hendes far Ivan levede i udkanten af samfundet, fuldstændig forgabt i hinanden. Da Innis var 7 år, fik hun lillebroren Eskil, det bedste hun nogensinde har fået af sine forældre, og han bliver lyset i hendes liv. Da hun bliver 12 år drukner han - forældrene var for optaget af hinanden til at holde øje med ham. Med Eskils død forsvinder lyset for Innis, og tabet bliver determinerende for hendes liv. Hun begynder at længes mod døden for at møde Eskil igen. Hendes far forlader dem, og hendes mor holder samtidig op med at tale til hende. Hele livet længes Innis efter sin mor, som hun også kalder på i dødsøjeblikket.
Innis bliver narkoluder. Hun begynder at tage heroin og oplever, at hun får rusen som en erstatning for Eskil. Der er mange beskrivelser af heroinrusen, den beskrives som hellig, og som om den oplyser verden indefra, men den får også resten af verden til at virke død. Hun får to børn. Valle som bliver taget af de sociale myndigheder, da han er tre, og Solveig, som hun giver væk efter fødslen. Det er det utilgivelige for Innis, at hun har født to børn, men hun har ikke været i stand til at rette op på sit liv og tage sig af dem.
Mørkets evangelium
Der er mange religiøse symboler i romanen, men det er billeder af en mørk religion, hvor man bliver straffet og ikke tilgivet. Innis beskriver sig selv som en falden engel, og hun har ar efter de englevinger, hun mistede, da hun faldt. Heroinen er en fantastisk beruset engel, der voldtager hende og bringer hende i paradis, og hun forestiller sig, at Jomfru Maria fødte Jesus, efter en engel havde voldtaget hende. Til en vis grad identificerer hun sig både med Jomfru Maria, der mistede sin søn, og med den lidende Jesus på korset; hans far kunne heller ikke lide ham, som hun konstaterer.
Valle ender med at blive narkoman og begå selvmord, og Innis mener, at de tre år, hun beholdt ham hos sig, har ødelagt ham. Men Solveig overlever, Innis giver Solveig bort ved fødslen for at redde hende, ofrer sig selv, hvis man bliver i Jesus identifikationen. Og Solveig går fri af familieforbandelsen, hun elsker Klara, som elsker hende, og hun er klog, bevæger sig sikkert i verden og forsker i tiden, rummet og evigheden. Fra sin iagttagerposition i universet understreger Innis, at hun ikke kan tilgives for at have fået børn, hun ikke kunne tage sig af - for hende var heroinen større end kærligheden.
En undergangsfortælling
Innis kalder sig selv et mandagseksemplar i den store masse af 1950'er piger.
Mordet foregår i starten af 1980'erne, og den eneste helt konkrete reference til samtiden er til krig, nemlig Falklandsøernes kapitulation over for Storbritannien, der skabte en blodmåne over Europa.
Det er tydeligt, at romanen er mere end et enkelt menneskes undergang.
I beskrivelserne af mordet på Innis gentages det, at det handler om hele menneskehedens undergang. Verden er rå, hæslig og uretfærdig, og den alvidende fortæller bliver en slags undergangsprofet, der hævder, at menneskeheden fortjener at gå under som art.
På gaden hvor Innis samler kunder op ligger et bankpalæ, der nævnes mange gange i romanen, og vi forstår, at forbindelsen mellem penge og prostitution er billedet på et samfund, der har spillet fallit.
Og så er der forureningen: Antarktis smelter, regnen er forurenet, og i naturen findes affaldshuller af syre.
Kærlighed og tilgivelse
Eskils død er kærlighedens yderste Antarktis for Innis, og tabet af Eskil gør hende til mørkets engel. Innis' kærlighed til de to børn, til Eskil og til moren lyser imidlertid klart gennem hele bogen, også selvom hun ikke kan tage sig af børnene. Innis mener ikke, hun kan tilgives, men samtidig mener Innis/fortælleren, at det kun er det utilgivelige, man kan tilgive. Hvilken slags tilgivelse er der så tale om?
Måske er tilgivelsen Solveig som mulighed. At kærlighed og lys kan vokse frem - også af mørket. At en roman, der beskriver så meget sorg og smerte som Kærlighedens Antarktis, også kan lyse af poetisk og stemningsfuld skønhed.
|
|
|
|
