|
|
Anmeldelse:
Længslen efter at finde hjem
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 28. maj 2019.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Johan Harstad: "Max, Mischa og TET-offensiven"
C&K forlag, 1066 sider
Udkommet på norsk i 2015, oversat til dansk i 2018.
LITTERATUR/NORDEN:
Max, Mischa og TET-offensiven er med sine 1066 sider en på alle måder stor roman.
Romanen er en kunstnerroman, en dannelsesroman og en politisk roman. Den har mange temaer, men det vigtigste tema er hjemløshed og længslen efter at finde hjem.
Er det overhovedet muligt at finde hjem, at finde sig selv i en globaliseret verden?
Læs Johan Harstads eminente skildring af mennesker i senmoderniteten, der på forskellig vis forsøger at forstå sig selv og den verden, de lever i.
Romanen har tre vigtige personer: Max, som er den egentlige hovedperson og den ene jeg-fortæller. Mischa, som er hans store kærlighed,
og Owen, som er Max' onkel og den anden jeg-fortæller.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
At forstå sig selv
Rammen i romanen er, at Max som 32-årig i 2012 skriver til sig selv og til dem, han elsker og holder af, både de levende og de døde. Han forsøger at forstå, hvad der er sket med ham og dem: Fra han som 13-årig blev tvunget til at flytte med sine forældre fra sit elskede Stavanger i Norge og til USA, og frem til fortællingens nutid, hvor Max' liv brudt sammen.
I 2012 er han med sit seneste teaterstykke blevet en anerkendt teaterinstruktør i USA, men hans kunst giver ikke længere mening for ham selv, han har mistet sin store kærlighed Mischa, og han kan i det hele taget ikke se meningen med livet. I alle årene i USA har Max længtes hjem til Stavanger og følt sig hjemløs i USA.
Den store kærlighed
Som 16-årig møder Max sin store kærlighed Mischa, som er 7 år ældre end ham. Mischa er billedkunstner, Max bliver teaterinstruktør, og de bliver hinandens soulmates lige fra starten af forholdet. Det generer ingen af dem, at der er 7 år imellem dem, men der er en ubalance i forholdet. Da de mødes, er Mischa allerede en anerkendt billedkunstner, og efterhånden bliver hun verdensberømt.
Hun hviler i sig selv og ikke mindst i sit kunstneriske arbejde på en måde, som Max ikke gør.
Max tilbeder Mischa og er afhængig af hende. Mischa elsker Max, men hun er ikke afhængig af ham. Da deres forhold blomstrer allermest, inspirerer de gensidigt hinanden kunstnerisk og personligt. Da Mischa forlader Max efter 17 år, går han i stykker. Da rammefortællingen starter, har de været fra hinanden et par år.
Max, teatret og hyperrealismen
Max' teaterproduktioner er meget dystre, inspireret af det absurde teater, især Ionesco og Beckett, og af dystre begivenheder som Vietnamkrigen, 9/11 og krigene i Irak og Afghanistan. Han har nogen succes, men er ikke så flittig og anerkendt som Mischa. Han benytter sig af en slags hyperrealisme, en nærmest overdreven fokusering på detaljer, der i øjeblikke af nærvær
beskriver meningsløsheden og tomheden i det moderne menneskes tilværelse.
Hans stykker har ikke særlig meget handling og en enkel scenografi, skuespillernes venten og oplevelser af håbløshed og afmagt udpensles med det formål, at deres situation og følelser deles af publikum. Publikum forlader hans opsætninger nedtrykte, men med oplevelsen af at have forstået noget om sig selv og verden. I 2012 får han sit egentlige gennembrud, men kan ikke længere selv se meningen, med det han laver.
* * * * * * * *
Max rammer bunden
I efteråret 2012, da Max er helt uden håb, rammer orkanen Sandy New York, hvor Max befinder sig. Sandy forvolder store ødelæggelser, og Max oplever en slags symbolsk genfødsel. Han er i et område, der fuldstændig oversvømmes, han falder ned i en swimmingpool og mister sin mobil og sine identitetskort. Da han kommer op til overfladen, kan han slippe sin gamle identitet. Han er et øjeblik i livsfare, men bliver reddet. Nu har han fundet hjem i sig selv, han forstår, at det at være hjemme mere er en tilstand end et sted, og han er klar til at møde Mischa igen.
Mischa, kunsten og hyperrealismen
Da Mischa som 23-årig møder Max, maler hun hyperrealistiske billeder. Hendes udgangspunkt er fotografier, som hun efterfølgende maler med fokus på detaljer. Mischa forlader imidlertid i modsætning til Max hyperrealismen, og i stedet begynder hun at fokusere på farver og minder. Da Max og Mischa glider fra hinanden kunstnerisk, glider de også fra hinanden følelsesmæssigt. Mischa forlader Max, og Max forstår ikke, hvad der sker. Mischa virker underligt upåvirket af forholdets opløsning, indtil hendes fokus på farver og minder fører hende til sider af sig selv, hun ikke tidligere har haft adgang til.
Mischas nedsmeltning
Mischas nedsmeltning sker, da hendes fokus på farver og minder fører hende til en billedserie, som bearbejder forholdet til Max. Hun lærer nye sårbare sider af sig selv at kende og forstår, at hun er bundet til Max på måder, som hun ikke vidste. Så i 2012 har Max og Mischa igen identiske projekter. Max forsøger via rammefortællingen at forstå, hvad der er sket med dem, og det samme gør Mischa gennem sine malerier.
Mischa behøver nu også Max, og da romanen slutter, er de klar til at finde sammen igen. Mischa beskrives af Max, der fortælles aldrig fra hendes synsvinkel. Det farver selvfølgelig beskrivelserne af hende, og jeg synes aldrig man kommer helt ind under huden på hende på samme måde, som man gør med Max.
TET-offensiven, Vietnamkrigen og anti-helten Owen
TET-offensiven spiller en vigtig tematisk rolle. I 1968 markerede TET-offensiven vendepunktet i Vietnamkrigen, hvor Nordvietnam begyndte at få overtaget. TET-offensiven var også en leg Max legede i Stavanger kort før flytningen til USA. I USA i 70'erne spiller
Vietnamkrigen en vigtig rolle i Max' og Mischas kunst og i deres forsøg på at forstå den tid, de lever i.
Max' onkel Owen, romanens tredje vigtige person, vil så gerne være amerikaner og kæmper i Vietnam, fordi han efterfølgende vil kunne blive amerikansk statsborger. Han tog til USA som ung i 1972 for at spille jazz, hvilket mislykkedes for ham. Owen er romanens antihelt, der er aldrig rigtig noget, der lykkes for ham.
Vi hører om Owens liv i både første og tredje person, og beskrivelsen af Owens deltagelse i Vietnamkrigen er nogle af mine yndlingsafsnit: Der sker absolut intet, mens Owen er der. Det er mod krigens slutning, amerikanerne er ved at trække sig ud, og dagene går med at vente på at blive angrebet eller hentet hjem. Ventetiden og angsten er beskrevet med følelsesmæssige og sansemæssige detaljer, der skaber billeder af krigen, som jeg ikke har kunnet få ud af hovedet igen.
Owen dør som 66-årig af lungecancer. Han er billedet på et almindeligt menneske med store drømme, der aldrig rigtig lykkes, et menneske, der aldrig rigtig finder hjem. Den sansemættede beskrivelse af, hvordan han tålmodigt venter på døden, er et af bogens smukkeste.
Et mesterværk?
Er romanen for lang, ja. Jeg tror, den ville have stået endnu skarpere med færre bipersoner og sidehandlinger, der indimellem slører blikket for det væsentlige og for, hvor gennemkomponeret romanen egentlig er. Alligevel tøver jeg ikke med at kalde romanen et mesterværk med et tankevækkende bud på det moderne menneskes udfordringer i forhold til sig selv og en omskiftelig verden.
|
|
|
|
