HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Når alt går op i en højere enhed


Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.

Publiceret 7. maj 2019.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Drot og Marsk af Peter Heise
  • Opera i fire akter med libretto af Christian Richardt
  • Musikalsk ledelse: Michael Schønwandt
  • Iscenesættelse: Kasper Holten og Amy Lane
  • Scenografi: Philipp Fürhofer
  • Opføres i operaen på Holmen frem til 25. maj 2019

    DANSK/OPERA: Det er sjældent man helt bogstaveligt kan mærke nakkehårene rejse sig, men det skete flere gange for mig under opførelsen af Drot og Marsk 28/4 i Operaen. Solisterne var som skabt til deres roller og sang med overbevisning og intensitet. Michael Schønwandt stod i spidsen for Det Kongelige Kapel, der spillede med en sådan kraft og indlevelse, at taget nærmest rejste sig, og de mestrede også de mere lyriske passager. Det udvidede operakor sang betagende og understregede dramaet ved at være på scenen som statister. Man kan stadig nå at se Drot og Marsk, som spiller to gange ultimo maj. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder operaen her.


    Danmarks nationalopera

    Operaen Drot og Marsk (kongen og hærføreren) af Peter Heise er fra 1878. Den bliver kaldt for Danmarks nationalopera og er på mange måder en rigtig guldalderopera om modige mænd og skønne kvinder og med indlagte folkeviser fra middelalderen. I Kasper Holtens og Amy Lanes iscenesættelse er operaen dog guldalderopera med et twist: Der er nemlig lagt ekstra lag ind i forhold til fremstillingen af kærlighedsdrama og kongemagt og via scenografien


    Lidenskaber på afveje

    Kong Erik Klipping er en rigtig skørtejæger, der må eje enhver smuk kvinde, han ser. Den første, han kaster sig over og lover guld og grønne skove, er den unge uskyldige og fromme Aase, som i denne opsætning er stuepige på kongeslottet. Den næste er Marsk Stigs hustru fru Ingeborg. Marsken er på vej i krig i Sverige, og på vejen afleverer han fru Ingeborg hos kongen og beder ham om at passe godt på hende, mens han er væk. Det lover kongen, men glemmer snart alt om løftet, forfører fru Ingeborg og glemmer også alt om Aase.

    I denne opsætning er det aftalt spil mellem Marsken og fru Ingeborg, at fru Ingeborg skal lade sig forføre. Marsken vil derefter bruge Eriks forræderi som en anledning til oprør mod ham. Intrigen bliver imidlertid skæbnesvanger for alle de tre involverede, for der opstår noget ægte og særligt mellem kongen og fru Ingeborg, og da Marsken vender sejrrig hjem, er det hele noget rod. Fru Ingeborg er mørk og tung af smerte og skyldfølelse, og kongen har svært ved at glemme hende og drømmer om hende om natten. Marsken er blevet fanget i sine egne rænker, og det ender tragisk, da Ingeborg skærer pulsåren over (på scenen). Marsken bliver mere og mere forpint over tabet af Ingeborg, og da han lykkes med at myrde Kong Erik, er han følelsesmæssigt en slagen mand.


    Kongemagt til pynt

    Marsken er ikke den eneste, der vil af med kongen. Adelen og kirken er utilfredse med kongen af forskellige årsager, og de utilfredse slutter sig sammen og ender med at myrde kong Erik i Finderup Lade. (Den historiske Kong Erik blev myrdet i Finderup Lade i 1286).

    Kongens væbner Rane deltager i oprøret mod kongen. Kongen har flere gange lovet ham sin søster til hustru, det sker bare aldrig. Desuden behandler kongen Rane nedladende og giver ham jævnligt med hundepisken. Rane har en vigtig koordinerende rolle, da kongen skal myrdes.

    Kong Erik interesserer sig ikke for at være regent, og indtil de afsluttende scener går han rundt med et malplaceret grin, meget af tiden iført brokadeslåbrok og tøfler. Hans interesser er jagt og at forføre kvinder. I scenen, hvor Marsken anklager ham for svigt, har han krone på, men det ligner en legetøjskrone, og han befinder sig bag en tyk snor, afskåret fra det folk, han regerer. Han går rundt og vifter med sit scepter/sin hundepisk og tager ikke Marskens anklager alvorligt. Indtil Marsken resolut fjerner snoren og kaster sceptret/hundepisken på gulvet. Marskens kropssprog og myndighed viser tydeligt, at det er ham, der har den reelle magt. Da Marsken truer med at ville myrde Erik, og adel og kirke slutter op om ham, har Erik svært ved at fatte, at legen er forbi. Dog virker han i de sidste scener oprigtigt slagen og bange og kan derfor vække vores medlidenhed.





    Sangere og orkester i topform

    Solisternes stemmer er som skabt til deres roller. Peter Lodahls høje tenor kommer til sin ret som kong Erik, der forstår at forføre med blik og stemme. Lodahl formidler også troværdigt kongens forbavselse og fortvivlelse til slut, da det går op for ham, at spillet er ude. Johan Reuters bariton understreger Marskens autoritet, han er den egentlige magthaver, men Reuter formår også både kropsligt og vokalt at synke sammen i afmagt flere gange til slut. Gert Henning-Jensen demonstrerer overbevisende, at Rane har fundet sig i meget, men nu er det slut, og han nyder at påføre Erik smerte. Rane har mange ansigter, og Henning-Jensens tenor formidler dem alle, så det er en fornøjelse.

    Sofie Elkjær Jensens synger Aase, og hendes lyriske sopran er uskyldig og forsigtig, da operaen starter, men hun modnes og virker sikker og overbevisende, da hun til sidst som den eneste tilgiver Erik og sørger over hans død. Sine Bundgaard synger fru Ingeborg og bevæger sig med sin dramatiske sopran smidigt mellem rollens mange lag: Først er hun from og utilnærmelig over for Eriks tilnærmelser, dernæst giver hun efter for Eriks og sit eget begær, og til slut er hendes fortvivlelse afgrundsdyb, da hun tager sit eget liv.

    Den aften, jeg så operaen, var der stort og langvarigt bifald efter forestillingen. Det største bifald gik dog til Michael Schøndwandt og Det Kongelige Kapel, hvilket var fuldt fortjent. De gav den simpelthen gas, spillede intenst og overbevisende i såvel de mere afdæmpede lyriske passager som i de mere dramatiske scener. Det var nærmest, som om det var dem, der drev handlingen fremad med deres intensitet og engagement.


    Scenografien og håbet

    Scenografien får scenen til at fremstå som en stor kulisse. Naturen er tydeligt påmalet og kunstig, og på slottet er guldalderstemningen malet frem med malerier og gemakker. På den store drejescene skifter kulisserne hele tiden og understreger omgivelsernes flydende og uvirkelige præg. Det er flot, især når der tages spejleffekter i brug, og scenen nærmest virker uendelig. Hoffets, adelens og kirkens magt er ren forstillelse og ikke længere virkelig.

    Til allersidst toner Otto Baches velkendte maleri fra 1882 af Mordet i Finderup Lade frem. Både Baches maleri og Heises opera er fra anden halvdel af 1800-tallet. Guldalderen i Danmark er forbi, en ny og mere moderne tid er på vej, og der skal nye magthavere til. Tilbage står de stærke lidenskaber som virkelige, og Aase, den simple og oprigtige kulsvierpige, er med sin tilgivelse af kongen bærer af operaens håb.