|
|
Anmeldelse:
Stadig særdeles AKTUEL pionér inden for sociologien
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 7. maj 2019.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Søren Christensen, Nils Gunder Hansen m.fl. (red.)
SIMMEL - Sociologiens eventyrer
Samfundslitteratur (447 sider)
Udgivet 20. marts 2019. 399,00 kr.
SOCIOLOGI:
Georg Simmel var anset og indflydelsesrig, tysk filosof og sociolog. Han underviste ved Humboldt-universitetet i Berlin i perioden
fra 1885 til 1914,
hvor han blev professor i filosofi i Strasbourg.
Han anså sig selv for først og fremmest at være filosof, men
hans vægtigste og måske mest interessante bidrag til videnskaben blev skabt inden for sociologien.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Simmel-bogen her.
At afkode samtiden med blik for fremtiden
Selv om det er mere end hundrede år siden, at filosoffen og sociologen Georg Simmel afgik ved døden, er hans analyser og essays endnu i dag friske og vedkommende, med en forbløffende originalitet og overraskende aktualitet. Det foreliggende udvalg af tekster af, og om, Simmel, bærer et klart vidnesbyrd herom.
I bogens første halvdel præsenteres en række af Simmels mest prægnante tekster, hvoraf mange for første gang foreligger oversat til dansk. Der er konsekvent tale om tekster skrevet i essayistisk form, der alle fokuserer på menneskers erfaringer i forhold til det moderne liv i storbyen, moderniteten, hvor der tales både om støj og tempo samt det sjælelige pres, der opstår ved underskuddet af kontakt med naturen. Denne helt centrale interesse for moderniteten hos Simmel omsættes i sociologiske essays om så forskellige fænomener som pengene, måltidet, moden, den fremmede, den fattige, selskabeligheden og sporvognen samt et afsnit om storbyen som overordnet fænomen.
Derudover drejer det sig også om kunsten og landskabet, om skuespilleren og eventyret og selve sociologiens grundproblem som fagdisciplin. Der er meget at komme efter, når man først fordyber sig i denne perlerække af sociologiske indsigter og filosofiske ekskursioner, som Simmels skrifter udgør.
Blikket for moderniteten
Ti forskellige bidragydere har i bogens anden del formuleret 10 nye læsninger af en række forskellige aspekter af Simmels omfangsrige værk, hvor de hver især forsøger at fremdrage, hvordan denne pioner inden for sociologen har nutidig relevans og aktualitet.
De enkelte bidrag har udgangspunkt i en bred vifte af fagdiscipliner, og deres mangfoldighed afspejler den akademiske alsidighed og helt utrolige nysgerrighed på verden omkring Simmel. Denne har naturligvis ikke kunnet forudse vores avancerede kommunikationsformer med netdating, sociale medier, den seksuelle frigørelse og materialismens gennemsyring af alt, men trods dette har han bidraget væsentligt til mange af de felter, som senere sociologer har udfoldet og til stadighed arbejder med at videreudvikle.
Storbymennesket og individualiteten
Simmel lagde som den første ud med at arbejde indgående med, hvad det vil sige at være menneske indenfor et moderne storbysamfund. Han skrev om en række sociale fænomener i dette lys, herunder omgangsformer og kulturelle institutioner. Han inddrog filosoffer som Kant, Nietzsche, Schopenhauer og Goethe i dette arbejde, og han fremhævede i sit arbejde de skismaer, som det moderne menneske til stadighed stilles over for.
Simmel pegede direkte på konflikten mellem overhovedet at skabe og opretholde et samfund i lyset af det moderne menneskes individualisme. Et par af de bidragydende skribenter i denne bog fremhæver, hvordan Simmel forudså den trussel mod sammenhængskraft og solidaritet, som vi i dag er vidner til, især når vi taler om velfærdssamfundet og det at vise samfundssind.
Men det formuleres alligevel bedst af mesteren selv, som her i ekskursen om problemet "Hvordan er samfundet muligt?" (Soziologie, 1908). Han stiller skarpt på selve socialiseringsprocessen som konstituerende for individet og dettes selvopfattelse, altså det rent epistemologiske:
Sociologiens grundproblem
Med afsæt i Aristoteles og Kant formulerer Simmel problemet med a priori erkendelser og erfaringsbaserede bevidsthedsprocesser. Det lykkes ham med hjælp fra den hegelske dialektik at formulere en videnskabeligt brugbar model for sammenhængen mellem individualiteten og samfundet som ydre netværk, der både er generisk og teleologisk: Altså at se individet som både forudsætning for, - og som slutresultat af -, selve socialiseringsprocessen.
Ordet Vergesellschaftung rummer i sig denne dobbelthed, at vi både bliver socialiserede som medborgere og gruppemedlemmer og herigennem samtidig tilføres en egen-identitet. Kort sagt kan vi ikke tale om et individ, hvis ikke dette har et samfundstilhørsforhold.
Storbyerne og det åndelige liv
De faktorer, som igennem individets livsform er med til at præge dette socialt, er på en og samme tid både et mønster af noget ganske upersonligt, noget som tilføres ud fra massetilhørsforholdet og samtidig hermed noget højst personligt, individualiseret og af sjælelig karakter. Dette skisma, denne penduleren, kommer til stadighed til udtryk i den måde, hvorpå den enkelte forstår at takle tilværelsens som socialt væsen.
Simmel påpeger, hvordan storbymenneskets intellektualitet skabes ud fra de nervemæssige reaktioner på påvirkningerne i storbylivet. Tempo, kontraster, pludselige og voldsomme stimuli, den konstante udsættelse for synspåvirkninger og budskaber i form af skrift og lyd, er alt sammen med til at skabe et skjold, som storbymennesket opbygger for at overleve som menneske.
Dette skjold kalder han blaserthed og overfladiskhed, ja ligefrem ufølsomhed. Han trækker en linje fra individets reaktionsmåder til pengevæsenets ensretning af alle kvalitative og kvantitative forskelle, idet alt jo kan måles ved hjælp af pengebegrebet. Pengene er neutrale måleenheder, men de er samtidig med til at gøre alt ensartet, gråt og kedeligt. Pengebegrebet nivellerer de enkelte ting og fænomener, idet der altid kan sættes et prisskilt på. Alt kan måles og vejes og vurderes ud fra pengene som målestok. Det er fremmedgørende, og Simmel binder det op på storbyfænomenet. Her er ingen plads for natur og for særegenhed. Vi trækker os ind i os selv og dyrker os selv, anlægger en ydre reservation, som både kan føre til fremmedhed og aversion.
Perspektiverne er skræmmende, når vi blot tænker på indvandring og skabelsen af det multikulturelle samfund og de forskellige måder at reagere herpå.
Sansernes sociologi og storbyens Spleen
Gennem en analyse af øre, øje og det han kalder de laverestående sanser, når Simmel frem til, at vi som civilisatoriske væsener konstant trues af sløvhed, fordi den omgivende civilisation til stadighed forfines og udfordrer vores sanser stadigt voldsommere. Heroverfor kommer forsvarsreaktionen i form at ulyst, sløvhed og måske ligefrem nervemæssig svækkelse, på grund af det ydre pres:
Jeg er af den formening, at denne form for øget sensibilitet som helhed bringer langt mere lidelse og repulsioner med sig end glæder og attraktioner (side 104).
Både kønssans og sociale ydre signaler ændres ifølge Simmel under indtryk af storbyfænomenet. Han går så vidt som til at antage, at vores nutidige konflikter med kønsidentiteten kan føres tilbage til storbylivets disruptive indflydelse på individet.
Simmel er dog samtidig forsigtig med at være kategorisk, når der skal gives mulige årsagssammenhænge. Han understreger, at sociologiens antagelser skal udsættes for omfattende både kvantitative go kvalitative undersøgelser, inden noget kan forsøges fastslået som retvisende:
Her kan man, ligesom ved alle andre omfattende og betydningsfulde sociale fænomener, overhovedet ikke spørge om "grunden", men kun om "grundene". Menneskeheden er alt for mangfoldig, alt for rig på former og motiver til, at man kan klare sig med ensartede kilder, enstrengede afledninger over for fænomener, der optræder de forskelligste steder på jorden og er resultater af lange og åbenbart forskellige udviklinger (side106).
Alderdom og senmodernitet
Gennem analyser af eventyrets sociologi når Simmel frem til, at ungdommen fokuserer på livsprocessen, med eventyrformen som en art prærogativ, altså en art brugsanvisning eller handlingsanvisning for det unge menneske. Over for dette sætter han alderdommens fokus på selve livserfaringen, livsindholdet i perspektiv af det liv, der er levet.
Pointen skal ifølge essayet om eventyret være, at mennesket i ungdommen naturligt fokuserer på det subjektive, på processen, hændelsesforløbet, selve det liv, der udfolder sig her og nu, med blik for det fremadrettede. Til gengæld vil den aldrende person ændre fokus i sin udgave af eventyrlysten, således at det er de sammenhængende livsforklaringer, der søges i tilbageblikkets perspektiv.
Til dette føjer Simmel et højst aktuelt perspektiv, idet han kobler det moderne storbymenneskes livsform sammen med det eventyrlige som livsform. Han ser selve livsspændingen, det han kalder for "livsprocessens
rubato", som noget, der øges igennem storbymenneskets livsform. Han mener, at netop det moderne liv i storbysammenhængen kan være med til at løfte hverdagsoplevelser op, så de fremstår som eventyr. Altså kan moderniteten ifølge Simmel være medvirkende til, at vi ændrer vores måde at opfatte omverdenen på, rent perceptorisk. Det har umiddelbart særdeles vide potentielle konsekvenser for socialiteten:
Eventyret er ganske vist blot én del af eksistensen ved siden af andre. Men det tilhører de former, som, foruden den andel de har i livet, og til trods for tilfældigheden af deres individuelle indhold, har den hemmelighedsfulde kraft, at de for et øjeblik lader os føle livet i dets mangfoldige helhed, som eksisterede de kun for at virkeliggøre denne mangfoldighed, som medium for dens indfrielse (side 167) .
Sociologi og livsfilosofi – stadig livsdygtigt
Simmels værk har måske nok den svaghed, at det sociologiske element behandles meget intuitivt og underbygges med en mængde eksempler, hvorimod han i sine livsfilosofiske essays fremstår mere abstrakt og begrebsligt mindre konkret, med begrænset underbygning.
Men måske er det netop denne usædvanlige tilgang til de to fagområder, der
er medvirkende til at skabe de mange interessante nutidige perspektiver, som Simmels essays
med deres vidt forskellige emner synes at indeholde. Der er stadig stof til eftertanke.
|
|
|
|
