|
|
Anmeldelse:
En hypersensitiv tjener og hans ærkenorske restaurant
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 4. april 2019.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Matias Faldbakken: The Hills.
Rosinante (234 sider).
Udkommet på norsk i 2017, oversat til dansk i 2018.
LITTERATUR/NORDEN:
Romanen The Hills af den norske forfatter Matias Faldbakken er velskrevet, gennemkomponeret og tragikomisk, og den foregår
på den fiktive restaurant The Hills, som ligger centralt i Oslo. Romanen er en jeg-fortælling, der fortælles af hovedpersonen:
en tjener, der længes efter en svunden tid, hvor den højere middelklasse regerede i Europa både økonomisk og kulturelt.
Romanen er lærd og skarp i sin kritik af nutiden, men også melankolsk og sine steder ret dyster. Man kan læse den for
dens rammende personportrætter og fabelagtige beskrivelser af mad og vine.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Vores tjeners liv er restauranten
Om morgenen nyder han at iføre sig sin gammeldags tjeneruniform og vide, at hans dag er nøje planlagt.
Stamgæsterne har deres faste borde og kommer til bestemte tider, og stort set alle er 50+ og en del af den højere middelklasse. Her hersker
tradition og forudsigelighed.
Indtil det øjeblik hvor en ung gæst kaldet Barnedamen dukker op i restauranten, blander sig med
gæsterne fra de forskellige stamborde og får gæster og personale til at opføre sig underligt og ikke mindst, får vores
tjener til at tabe fatningen.
Romanen foregår over nogle få dage, der er ikke meget handling; fokus er på den uorden Barnedamen skaber
i restauranten og dens konsekvenser for især tjeneren.
En ærkenorsk restaurant
Restauranten The Hills er fra 1850, og familien Hills har ejet den siden start og ejer den stadig; den daglige leder er en Hills. Alt i restauranten er gammeldags og af god kvalitet, og der hænger ægte kunst på væggene.
Det med det ærkenorske skal tages med et gran salt, hvilket der er mange eksempler på, fx fås ingen norske aviser, men kun udenlandske. Materialerne til interiør og inventar er kvalitet, men kommer fra andre steder end Norge. Maden der serveres er fransk og ikke norsk.
Personalet er og benævnes ved deres funktioner: Tjener, Overtjener, Kokken, Barchefen og daglig leder. Funktionerne er nøje fordelt, og man blander sig ikke i hinandens arbejde (normalt). Kokkens køkken minder mere om en gammeldags smedje end køkkenet på en fin restaurant, så meget gammel sod og stegeos indeholder det. Men her laves uhyre velsmagende mad, og kokken mestrer sit hverv til perfektion.
Barnedamen
Barnedamen er Tjeners øgenavn for den unge kvinde, der beskrives som både barn og voksen. Hun kan ikke sættes i bås, og
hun kan ikke placeres ved et enkelt bord. Hun er langt yngre end de øvrige gæster og synes at trænge ind som en trussel fra nutiden.
Hun vandrer rundt mellem bordene og slår sig ned, hvor hun har lyst og får gæsterne til at blande sig.
Hun bestiller mad og drikke
som hun har lyst og får Tjener til begå fejl. Er man Tjener er dette nok til næsten at få ens verden til at bryde sammen.
Den trussel Barnedamen udgør beskriver Tjener på s. 217
som "den sti vi går ned ad for at miste os selv."
Tjenerens deroute
Og for Tjener bliver Barnedamen den indirekte årsag til, at han mister sig selv, og han tænker, da romanen nærmer sig sin slutning, s. 223-224:
Aldrig har nogen forsøgt at proppe så meget ned i halsen på mig som i dag, denne allersidste dag i rækken af dage.
Tjeneren er velbevandret i kunst, kultur og filosofi fra det 19. og 20 århundrede, idealet er denne svundne tid.
Gennem sine både ironiske og melankolske refleksioner spidder han nutiden og senmoderniteten meget præcist med dens problemer
og udfordringer som fx s. 102-103
(...)
vi bevæger os rundt i en repræsentation en social, politisk, økonomisk, eksistentiel repræsentation, som, noget stadig flere indser,
er blevet en ren og skær parodi på det, som engang ligesom var en "tilværelse" (...)
Da romanen starter, ser Tjener frem, at hans dag kommer til at ligne alle andre dage, og han ved, han mestrer tjenerhvervet til perfektion. Han skal på én
gang udvise faglig stolthed og samtidig optræde selvudslettende i.f.t. gæsterne.
Han er dog samtidig en noget usædvanlig tjener, fordi han er hypersensitiv, og fordi hans tanker er meget intellektuelt skolede for en tjener. Han holder hypersensitiviteten stangen med dagenes ensartethed. Han er tryg i sin verden, hvor han gør lidt grin med nogen af sine kolleger og samtidig har et intellektuelt fællesskab med daglig leder og vennen Edgar. Edgar er Tjeners eneste ven, og han og hans 10-årige datter Anna er hyppige gæster på The Hills.
Men da Barnedamen laver rav i den, er det ikke kun til irritation for Tjener, det sårer ham også. Kokken sender Tjener i kælderen efter tomater. Tjener må i den mørke kælder, han er bange for, og dernede får han en vabel, der senere bliver til et generende sår. Der er gået hul på Tjeners følelsesliv, han forsøger at skjule vablen for gæsterne, men den kommer hele tiden til syne.
Tjener kan ikke længere skjule sig. Som prikken over i'et har Barnedamen også påvirket vennen Edgar til at opføre sig mærkeligt. Edgar får Tjener til at passe datteren Anna, mens han selv tager til København uden at fortælle, hvornår han kommer tilbage.
Tjeners verden bryder sammen med al den uorden og uforudsigelighed, og i jagten på en besked fra Edgar om hvornår han henter Anna, begynder Tjener at scrolle på sin mobiltelefon, formodentlig fordi internettets usammenhængende informationsbombardement reflekterer hans indre. Den foragtede medialisering er nu også kommet til Tjener.
Da romanen slutter, er hverken The Hills eller Tjener de samme. Nutiden har holdt sit indpas, og fremtiden for Tjener ser dyster ud.
Sammenfatning
Romanen er lærd og skarp i sin kritik af nutiden, men også melankolsk og sine steder ret dyster.
Man kan læse den for dens rammende personportrætter og fabelagtige beskrivelser af mad og vine.
Men vil man have alle niveauer med, skal man holde tungen lige i munden; fx beskrives Overtjener med reference til Webers
Den protestantiske etik, og et romanescokål beskrives indgående i et kapitel for derefter at
få stor betydning for, hvad der videre sker.
Faldbakken er også billedkunstner, og det synes jeg man fornemmer i hans meget visuelle måde at skrive på.
Hos mig står billedet af The Hills med interiør, personale og gæster usædvanligt tydeligt.
|
|
|
|
