HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger

Anmeldelse: Velkomponeret, ved- kommende og relevant for nutidens læsere



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 5. marts 2019.

© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

  • Anna Elisabeth Jessen:
  • "Om hundrede år - en sønderjysk krønike".
  • Roman (416 sider).
  • Forlaget Rosinante.
  • Udkommet 31. januar 2019 (kr. 299,95).
    BEDØMMELSE: FIRE stjerner af seks (skala).

    DANSK: Romandebutanten Anna Elisabeth Jessen er superferm til at formulere sig, men dertil kommer, at hun har øje for tidernes og sædernes skiften, hvilket demonstreres med stor træfsikkerhed igennem en familiekrønike, der spænder over tidsrummet 1914-2014, begyndende i det daværende Nordslesvig, fra 1920 Sønderjylland, og meget vel kan handlingen tænkes at udspille sig omkring Hostrup, i nærheden af Bylderup Bov. Fire store stjerner giver denne anmelder en veloplagt og helt igennem levendegjort familiekrønike. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.


    Forvandlingen og konstanten

    Omdrejningspunktet for denne nøgterne og dog ganske intense familiefortælling er en gård beliggende i det nuværende Sønderjylland. Men dengang i 1914, da Første Verdenskrig brød ud, var landsdelen stadig under tysk flag. Den unge Hans, der er arvtager til slægtsgården, må som mange tusinde andre dansksindede nordslesvigere trække i uniformen for tyskerne og kæmpe i de berygtede skyttegrave i Frankrig eller på østfronten. Hans er hjemme på orlov i august 2014, en dejlig afveksling fra kasernelivet i Lockstedter Lager med høstferie:
    Hans har været heldig at med at få fri, for næsten alle soldater, der kommer fra et landbrug, har søgt orlov i august, og oveni har der været så meget uro siden slutningen af juni, hvor prinsen blev skudt (side 8).
    Men da han nærmer sig gården hører han klokken ringe i den nærliggende landsbykirke. Er nogen mon død, tænker han. Svaret følger hurtigt:
    - Der bliver mobiliseret, siger hans svoger.
    - Der er krig, råber den ældste af drengene.
    Familien ser ham aldrig igen, for efter knap to år i krig rammes han af en gasgranatsplint og dør to dage efter af forgiftning.

    Hans søster Helene overtager sammen med sin mand, Marius Eriksen gården, og de får fem levendefødte børn, som bliver bogens centrale persongalleri. Vi følger åge, Hans, Johanne, Marie og Niels Frederik fra deres fødsel til deres respektive dødsdag (på nær den yngste), og undervejs bliver vi sammen med dem vidner til et omskifteligt århundrede, der opleves gennem deres stadigt mere undrende øjne, efterhånden som udviklingen omkring dem finder sted, alt imens de fire af dem mestendels lever et vegeterende liv, tæt knyttet til jorden og lokalsamfundet, ja nærmest som en forlænget del af selve fødegården og dens jordbund. Kun Johanne fjerner sig delvist fra hjemstavnen, men kun rent fysisk, aldrig af sind.


    Korte afsnit med skiftende fortæller

    To verdenskrige. Det elektriske lys. Telefonen. Rindende varmt og koldt vand. Skrivemaskinen. Den første bil. Det første tv-apparat. Udlandsrejser med Tjæreborgpræsten. Mad i overflod. Computeren. Mobiltelefonen.

    Ovenstående er nogle af de i alt hundrede relativt korte afsnit, som udgør bogen. Vi kommer vidt omkring i danmarkshistorien undervejs, og tidsbillederne er meget rammende og virker i et og alt overbevisende, med den landlige vinkel fra et lokalsamfund, der kun langsomt inddrages i moderniteten. Kun en enkelt svipser forekommer, nemlig i året 1975, hvor fokus er på en båndoptager, som søsteren Marie har anskaffet på opfordring af en folkemindesamler for at indtale beretninger og erindringer fra sit liv på landet igennem de mange år. årstallet burde efter anmelderens mening (og overbevisning) snarere have været 1964-65.


    Anden Verdenskrig

    Niels Frederik bliver modstandsmand under Anden Verdenskrig, men har allerede i krigens første år begået et helt personligt mord, velbegrundet, kan man sige, uden direkte relation til krigen. Men dette mord kommer trods sin rimelighed til at plage ham resten af livet. Hvad han er klar over, er, at der allerede mange år før er begået et andet drab på gården. Det var i begyndelsen af Første Verdenskrig. Begge gange er der voldtægt involveret, og begge kvinder (og de to mordere) får deres mén af oplevelserne. Læseren venter med en vis spænding på, om noget af dette på et tidspunkt skulle komme almenheden til kendskab.

    Dette er blot to af de mange fine brikker i Om hundrede år, som journalist, manuskriptforfatter og nu romanforfatter Anne Elisabeth Jessen omhyggeligt har skabt fra grunden og formår at lægge op på en sådan måde, at den store helhed i historisk forstand tegner sig tydeligt, efterhånden som brikkerne falder på plads, idet vi bevæger os kronologisk op igennem de i alt 100 år.

    Trods de korte og synsvinkelskiftende kapitler er det lykkedes for forfatteren at levere en afvekslende, jævnt fremadskridende og til tider ganske tempofyldt beretning, hvor man som læser hele tiden kan følge med, og hvor det lykkes at holde spændingsbuen oppe, så der ikke sker nogen digressioner ud i ubetydeligheder.


    At ældes - med ynde?

    Ikke kun menneskene i romanen bliver ældre, også hundene. Der er i alt tre hunde, der bærer navnet RAF, som gårdens beboere har opkaldt efter briternes luftvåben under Anden Verdenskrig.

    Det er vemodigt at tage afsked med disse hunde, sådan hen ad vejen, men mere vemodigt er det, når vi kommer til afskeden med de fem centrale og gennemgående hovedpersoner. De bliver hver især gamle og mere sære, men som læser holder man af dem, og afskeden med hver enkelt af dem er smuk, fordi alle fem fremstår i deres enkle menneskelighed på en sådan måde, at man uvægerligt kommer til at kende dem indgående og dermed holde af dem.

    Ikke alle ældes dog med ynde, hvad angår sindet. åge, den ældste, formildes først, da han begynder at blive småsenil og rammes af et par blodpropper.

    Den sidst overlevende er Niels Frederik, der også er den yngste af flokken. Han er omkring de 92, da bogen slutter, og han formulerer en ganske tankevækkende sentens til allersidst i bogen. En formulering, der måske kan aflive noget af al den snak, der igennem tiden har været om nationalitet og identitet, hjemmetyskere, danskere osv. Her får vi hans afsluttende replik, suppleret med barnebarnet Loulous duplik og en afsluttende salut:
    - Men i virkeligheden er vi slet ikke sønderjyder. Vi er heller ikke danskere, det er jeg nået frem til.
    - Nå, nu rabler det virkelig for dig, morfar. Er vi nu tyskere alligevel?
    - Nej, vi er nordslesvigere, vi er anderledes end danskerne.
    Nu holdt klokkerne op med at kime.
    - Det er dig, der skal arve gården en dag. Det ved du godt, siger morfar i bilen, efter Loulou har været inde hos købmanden.
    - Og derfor er du nordslesviger. Sådan er det bare, om du så vil dyrke kinakål på gården eller sidde bleg som din mor foran en computer dag ud og dag ind, det må du jo selv om.
    - I er underlige, I nordslesvigere, siger Loulou bag rattet i bilen.
    - Ja, heldigvis, mumler Niels Frederik (side 415).
    Se, det kan man kalde sund fornuft i al sin rablende enkelhed! Alt i alt gives fire store stjerner for en veloplagt og helt igennem levendegjort familiekrønike.