|
|
Anmeldelse:
Din afmægtighed, min smerte
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 8. februar 2019.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Ida Jessen: "Telefon". Roman.
FORLAGET GYLDENDAL (288 sider).
Udkommet 3. september 2018.
Pris kr. 199,95.
BUY HERE / Kan købes her.
BEDØMMELSE:  TRE stjerner af seks
(skala).
DANSK:
Ida Jessen vender i denne korte roman tilbage til Hvium-trilogien, hvis uopklarede tragedie nu blotlægges, hvilket
åbner muligheden for en forløsning for dem, der dengang berørtes. Pigen Manne tog skylden for dødsulykken på sig og sonede
igennem sine vandreår på afstand af tid, sted og civilisation, uden selv at finde nogen forsoning eller forløsning. Lise, moderen
til den døde Gustav, finder igennem Mannes fortælling
om sin handlemåde ind til nåden og genvinder følelsen af at høre til i verden.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
Genfødsel til livet
Romanen er hold i korte, nøgterne, stille og lidt kedsommelige afsnit, der har karakter af
tableauer, eller en form for Stilleben. De er alle præget af den anonymitet, i hvis regi handlingen udspiller sig. Det forhold, at den umiddelbart undseelige titel Telefon tilsyneladende intet siger, udtrykker i virkeligheden det essentielle ved romanen, som for en stor dels vedkommende udspiller sig på en telefonlinje, som folk kan ringe anonymt til.
Romanen vender tilbage til historien om, hvordan præsten Lisas søn 15 år tidligere blev kørt ihjel af en ukendt
flugtbilist - skildret i romanen Det første jeg tænker på.Romanen Telefon foregår ikke i lillesamfundet,
hvor alle kenderhinanden, men i storbyens anonymitet, hvor ingen for alvor kender hinanden, i en sidegade til i det indre København,
formentlig hos Nicolai-tjenesten.
Her fungerer Lisa periodevis som sjælesørger, idet hun er frivillig i telefontjenesten, der
tilbyder ensomme natlige eksistenser med taletrang den anonymitet og accept, der skal til for at de kan læsse deres kvaler af til et
medmenneske, en der orker at låne øre til deres triste skæbner.
Handlingen er henlagt til en enkelt regnfuld novemberaften på telefontjenestens stille kvistkontor, hvor Lisa
får et opkald, der viser sig at handle om hendes egen tragedie. Selvom Ida Jessens nærmest stillestående, vegeterende roman
udfolder det plot med langsom og sagte handlingsgang, ændrer det på kort tid mere end de mellemliggende 15 år har formået at gøre.
Det ender med en form for apokalypse for Lisa, da en af samtalerne den aften afslører, hvad der egentlig skete den gang, hendes søn blev dræbt
af en flugtbilist.
Næstekærlighed på automatpilot
Helt underspillet skildrer de mange dialoger med dem, der ringer ind til tjenesten, også Lisa selv, der med en blanding af automatiseret
næstekærlighed og medfølelse lytter, er forstående og siger ting som: "åh, det er hårdt", og "hvor er det flot at du har kæmpet dig ud
af det. Sådan en sorg du har klaret", mens hun samtidig sidder og broderer og holder sine egne, personlige tanker for sig selv.
I telefonsamtalen, der bringer Lisa ud af rutinen og på en måde vender det hele på hovedet, forekommer
der også både underliggende spænding og komik midt i den dybe alvor:
'Jeg ringer bare fordi jeg er så alene.'
'Det er hårdt for dig. Det er hårdt at være alene.'
'Nej, det er ikke dét jeg siger. Jeg siger at jeg bare gerne vil være alene.' (BR>
Det gav et spjæt i Lisa (side 60).
De to taler nu med korte afbrydelser sammen resten af aftenen, men først langt henne i denne samtale over adskillige omgange går det op for både de to samtalepartnere og for læseren, at de må kende hinanden fra tidligere, og at de måske deler den samme tragedie. Hvordan det hænger sammen, og hvem der finder renselse, er allerede afsløret ovenfor, men de to samtalepartneres samvittighed i relation til hinanden er måske det mest spændende ved historien. Og den del står åbent hen, som en udfordring til læseren, til eftertanke.
At søge og at finde mening
Igennem romanens filigran af samtaletråde får vi udfoldet temaet om at være alene og anonym og hele anstrengelsen ved at holde livet ud. Skildringen bevæger sig fra noget umiddelbart trist til noget potentielt og senere reelt forsonende. Lisa, tidligere præst, finder et måske håb og tilsyneladende en renselse, som toner ud i romanens slutning. Romanens pointe er ikke, at telefonen er en form for skriftestol, hvor man kan håbe at finde frelse, men derimod at der er håb at hente i at indgå i en samtale med et andet menneske, at nogen vil lægge øre til, at der er menneskelighed derude i det umenneskelige.
Lisas lange, tunge rejse mod dag
I romanens aktuelle nu, den regnvejrsdag i november, er Lisas mand til konference i New York, og deres fælles datter er fulgt med ham derover. Dagen begynder med, at Lisa sidder derhjemme og læser, alt imens hun hører radio og ser ned på gaden, der er grå af regn, en regn, der varer ved til den lyse morgen, hvor opklaringen kommer, alt sammen formuleret i en lidt for klicheagtig, groft tegnet symbolik.
Den næsten søvngængeragtige, tunge grundstemning slås an fra romanens første side:
Den fjerde dag midt på dagen ringede hun til lederen af den telefontjeneste
hvor hun arbejdede som frivillig, og sagde at hun kunne tage eftermiddagsvagten. Det havde hele tiden været
aftalt at hun skulle tage eftermiddagsvagten, og normalt ringede hun ikke for at sige at hun kunne, men fordi hun havde en
aftale tidligere på ugen, gjorde hun det (side 5).
Det hele kommer hen ad vejen til at handle om skyld, savn og sorg samt tilgivelse og brudte relationer, og den slags har
potentiale til at blive til stor litteratur. Imidlertid er den valgte, gennemgående underspillede tone i romanen med til at
lægge en dæmper på følelsesregisteret og de menneskelige registreringer, hvilket igen begrænser forfatterens muligheder for at
nå de dybere lag i den menneskelige resonansbund.
Det bliver lidt tamt og en smule kedeligt til sidst, hvor man kunne have forventet en større reaktion hos Lisa,
idet hun afrunder denne betydningsfulde dag, som nødvendigvis må sætte et skel i hendes liv. Det toner alt sammen lidt forsigtigt
og temmelig patetisk ud i den følgende konstatering:
Hun så ud på vinduerne. De fleste var mørke, men der var også lys, og hvad enten det var
mørkt eller lyst i de vinduer de kørte forbi, fortalte de om kraftanstrengelsen ved at leve, om kærlighedens
anstrengelse, om at vågne ved et bump i mørket og om morgenen at skulle op til nye dage. Hun lo pludselig for sig selv.
En overrumplende rivning. Det man ikke kan tie om, om det må man tale (side 162).
Tre stjerner af seks
Der er langt fra den underspillede og afdæmpede fortælling i Telefon til de lysende sider
af prosalyrik og undertrykt vildskab i de to forudgående romaner fra Ida Jessens hånd.
|
|
|
|
