HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Fire velfortjente stjerner for romanens skildring af afmagten

<

Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 31. januar 2019.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Tommy Orange: "Der der"
  • Roman (288 sider).
  • Politikens Forlag
  • Udkommet 3. august 2018.
  • Pris kr. 300,-. BUY HERE / Kan købes her.
    BEDØMMELSE: FIRE stjerner af seks (skala).


    DANSK: Cheyenne- og arapahoindianeren Tommy Orange har skrevet en stærk debutroman, der giver et barsk og aldeles usminket billede af de livsvilkår, som de ægte amerikanere, altså indianerne, lever under i dagens USA. Dette oprindelige folk lider til stadighed under følgerne af den hårdhændede behandling, som deres forfædre blev udsat for af de hvide europæere i forbindelse med deres underlæggelse af landet. Alkohol og stoffer, fattigdom, arbejdsløshed og selvmord er nogle af ingredienserne, men samtidig er der også et vedholdende, spinkelt håb, et skæbnefællesskabets bånd, der knytter halv- og helblodsindianerne sammen. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.


    Forvandling og genfødsel

    Romanen koncentrerer sig om tolv forskellige personer af indiansk afstamning, repræsenterende flere generationer. De har alle oplevet familiemæssig splittelse, vanrøgt og systemisk undertrykkelse. Tommy Orange indleder romanen med en prolog om massakrer og folkemord begået mod indianerne af den hvide mand igennem mere end et par århundreder. Det er gysende godt skrevne sider, essayagtige i karakter, med ætsende billeder af den uretmæssige behandling, som de oprindelige indbyggere har været genstand for undervejs til nutidens status som storbyindianere. Bogen slutter apokalyptisk, men hvorvidt der er tale om en genfødsel, en tilbageerobring af identitet og etnicitet, lader forfatteren henstå ubesvaret. Håbet er der, idet der knyttes fornyede bånd på tværs af de enkelte skæbner, men der er ingen nemme løsninger for disse efterkommere af oprindelige indianere, henvist som de er til at friste en tilværelse som storbyindianere i Oakland, Californien.
    At få os ind til byerne skulle have været det sidste nødvendige skridt i vores assimilering, optagelse, udviskning, fuldendelsen af en fem hundrede år lang folkemordskampagne. Men byen gjorde os nye, og vi gjorde den til vores. Vi for ikke vild mellem de høje bygninger, strømmene af anonyme masser, trafikkens uophørlige spektakel. Vi fandt hinanden, lancerede indianercentre, tog vores familier og powwows med, vores danse, vores sange, vores perlesmykker. Vi købte og lejede hjem, sov på gaderne, under motorvejsbroer; vi gik i skole, meldte os til hæren, fyldte indianske barer i Fruitvale-kvarteret i Oakland og Missions-kvarteret i San Francisco. Vi boede i togvognslandsbyer i Richmond (side 14).

    Gertrude Steins 'der der'

    Romanens titel referer til en tekst af forfatteren Gertrude Stein, der engang i 1930'erne vendte tilbage til sin fødeegn Oakland og konstaterede at alt var forvandlet til ukendelighed, så der 'ikke var noget dé der', hvilket hun skildrer i 'Everybody's Autobiography' fra 1937.

    Tommy Orange forklarer, hvordan han har taget hendes blik op og forsøgt at se, om også han føler, at alt er forandret til ukendelighed, da han som voksen vender tilbage fra Oregon til Oakland. Svaret giver han igennem sine tolv indfaldsvinkler fra personerne, der fra vidt forskellige individuelle udgangspunkter uvægerligt føres sammen i et fornyet skæbnefællesskab, beseglet af de voldsomme begivenheder, der udspiller sig ved den powwow, der afholdes i bogens slutning.

    Romanen danner rammen om en række indianerskæbner, der hver især forsøger at finde ud af, hvem de er, hvad der binder dem sammen, og hvordan de kan få mening i tilværelsen i den californiske storby Oakland. Fortiden, traditionerne, deres fælles fortællinger og hele kultur er godt og grundigt smadret af stoffer, alkohol, vold, social håbløshed og mindreværd, båret videre ned gennem de seneste generationer. Værst af alt er den skam, som mange af dem føler over det, de ikke er blevet til: "Nogle af os har sådan en følelse indeni hele tiden, som om vi har gjort noget forkert. Som om vi selv er forkerte" (side 72).


    * * *



    * * *

    Hvem vi er

    Flere af romanens figurer forsøger at finde deres plads i historien. Romanen lægger ud med Tony Loneman, hvis introducerende beretning indeholder hele kimen til romanens fortsatte forløb, hvis ellers man læser de få sider omhyggeligt:
    Måske er jeg et spøgelse. Måske ved Maxine ikke engang, hvem jeg er. Måske er jeg det modsatte af en medicinperson. Måske laver jeg et eller andet en dag, så alle ved, hvem jeg er. Måske er det dér, jeg kommer til live. Måske er det dér, at de endelig ser på mig, fordi de er nødt til det (side 25).
    Lige så søgende for at finde sig selv og sin kultur er den 14-årige Orvil, der har gennemtrawlet internettet for at finde et svar på, hvad det vil sige, at være ægte indianer. I sin reservebedstemors skab har han fundet noget traditionelt indiansk danseudstyr, og en dag tager han det hele på og stiller sig foran spejlet i bedstemorens soveværelse. Spændt og forvirret stirrer Orvil på sig selv, mens han håber, at noget vil materialisere sig, der kan give ham et svar. Hans søgen fører ham til at stille op til dansen ved den kommende powwow, men noget entydigt svar finder han ikke. Tvært imod har han en følelse af, at han ser en spejling af en spejling, når han ser sig selv i spejlet i kostumet. Det er måske bare en tanke eller forestilling, som han forsøger at fastholde i flugten.


    Drømmen om et nyt samfund

    En af de frivillige arrangører bag powwow'en, Edwin Black, er en overvægtig ung mand, der har seriøst har arbejdet med indiansk kultur og litteratur på universitet, men som er endt som arbejdsløs. Han får dog et midlertidigt job via indianercentret, hjulpet på vej af kvinden Blue. Via sin mors Facebook-profil har Edwin opstøvet den far, han aldrig har kendt, og som han nu har aftalt at mødes med på powwow'en.

    Faren, Harvey, indgår med sin historie i en af bogens andre fortællinger. Han var lidt af en pionér, idet han som ung var med sine forældre, da en gruppe indianere besatte Alcatraz i 1969-70.

    Omend det var en noget hippiepræget aktion, var målet dengang at realisere drømmen om et bedre samfund, og at rette op på fortidens uretfærdigheder. Men også den myte bliver manet i jorden af romanens forfatter. Besættelsen forløber over nogle måneder, men ender snart i kaos og druk, og inden øen forlades, er indianerpigen Jacquie Red Feather blevet gjort gravid igennem en voldtægt udført af Harvey.

    Alle tråde i puslespillet samles mesterligt til sidst, idet alle tolv personer mødes på Oakland Coliseum til den store powwow, der efter adskillige års pause nu forsøges genoplivet. At alt ved den lejlighed både går op i en højere enhed og går aldeles galt skyldes ikke kun føromtalte Tony Loneman, der har en IQ-defekt som følge af det alkoholsyndrom, han er født med. Måske skal hans såkaldte defekt ses som en nedarvet forbandelse, der repræsenterer den fælles skæbne, der deles af mange af indianerne. Hans adfærd ved festivalen er tilsyneladende den udløsende faktor:
    Tonys udstyr er blåt, rødt, orange, gult og sort. Samme farver som et ål om natten. Et andet billede folk er vilde med at se for sig. Indianere omkring et bål. Men det er ikke sådan, det er. Tony er ilden og dansen og natten (side 226).
    Tony bliver et redskab for andre, stærkere kræfter, som han ikke evner at gennemskue. Han er ikke bæreren af nogen kollektiv skyld, men måske er hans skæbne epigrammatisk, et billede på den fælles forbandelse, der hviler over de moderne storbyindianere.