HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger

Anmeldelse: Afdækninger af populismen i en turbulent tid



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 30. januar 2019.

© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

  • Samuel Rachlin: "Magten og folket - Populisme og den nye verdensorden".
  • KRISTELIGT DAGBLADS FORLAG (172 sider).
  • Udgivet 13. november 2017.
  • Pris kr. 250,- BUY HERE / Kan købes her.

    DANSK: Journalist og forfatter Samuel Rachlin har skrevet en lang række bøger og artikler om aktuelle politiske og historiske emner. I denne bog, som han betegner som essay, har han sat sig for at udrede de karakteristiske træk ved den såkaldte populisme, dens væsen og betydning. Det sker med historisk grundighed og perspektiv. Ligeledes bidrager hans eksempelmateriale og den tilhørende argumentation til en kærkommen begrebsafklaring, hvor fokus bliver krystalklart: Vi er i det 21. århundrede vidner til kampen mellem det liberale demokrati og det illiberale demokrati: Man kan sige, at vores demokratibegreb er grundlæggende udfordret. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.


    Nuanceret og indsigtsfuld

    Populisme er en betegnelse, som vi har kendt til siden Andrew Jackson vandt det amerikanske præsidentvalg i 1829, under parolen It is to be regretted that the rich and powerful too often bend the acts of government to their own selfish purposes. Hermed formulerede han kernepunktet i populismen, nemlig at den politiske elite i egen interesse har taget patent på magten på bekostning af Folket, med stort begyndelsesbogstav.


    Rachlin trækker en direkte linje op til præsident Trump, når han fortæller, hvordan den nuværende amerikanske præsident og hans tidligere chefideolog Steve Bannon bruger samme retorik:
    Ligesom Jacksons populisme vil vi opbygge en helt ny politisk bevægelse, sagde Bannon til ugemagasinet The Hollywood Reporter kort tid efter valgsejren (side 109).
    Trump benytter sig af den samme tankegang som Jackson, når han anklager det etablerede politiske system for at være korrupt, og at han lovede specifikt under valgkampen, at han ville 'rydde op i den ideologiske sump i Washington'. Desuden angreb han eliten, der beriger sig på bekostning af det jævne amerikanske folk, ligesom han langede ud efter internationalisering og globalisering, der ifølge ham er skyld i, at USA mister job til sine borgere, bl.a. på grund af urimelige frihandelsaftaler. Kort sagt ville han Make America great again.


    Sporene skræmmer

    At Trump lover det samme som Jackson i sin tid gjorde, giver ikke anledning til den store fortrøstning for Samuel Rachlin, for han påpeger i bogen, hvordan det gik tilbage i 1829. Jackson gjorde sit indtog i Det hvide Hus, men inden længe havde etableret sit eget politiske bureaukrati, der ikke var et hak bedre end det, han havde tordnet imod under valgkampen.

    Dernæst gennemgår forfatteren, hvorledes Trump ikke har været særlig ferm til at holde sine valgløfter, og han påpeger, at meget af grunden skal findes i, at Trump prøver at overføre sin erfaring fra forretningslivet til politik, og at det ikke uden videre lader sig gøre. Tingene er mere komplicerede end som så, hvilket Rachlin bl.a. illustrerer med Trumps problemer med at komme igennem med de dele af politikken, som han ikke umiddelbart kan gennemføre per dekret, med et pennestrøg.


    Populisme og den nye verdensorden

    Bogens undertitel peger på, at populismen er et nærmest verdensomspændende fænomen, og Rachlin identificerer en række nøglepersoner ud over Trump. Det er manden bag Brexit-ideologien, Nigel Farage, det er lederen af Front National, Marine Le Pen, og det er regeringerne i Polen og Ungarn. Desuden viser han hvordan Femstjernebevægelsen i Italien samt Podemos i Spanien har retorikker, der peger på et populistisk tankesæt.

    Bogen fremhæver, at populismen er en mangeartet størrelse, for det meste højreorienteret, men undertiden også venstredrejet, som Femstjernebevægelsen og Tsirpas i sin tid under den tidlige fase af den græske krise efter 2008.
    Mange er tilbøjelige til at tro, at populisme er en fasttømret ideologi, ligesom socialisme, liberalisme eller konservatisme, men det er ikke tilfældet. Man kan i stedet for tale om en tynd ideologi, der så at sige hæfter sig på en 'fed' ideologi som de førnævnte (side 142).
    Han opfatter snarere populismen som en art værktøjskasse, der tilpasses de forskellige foreliggende problemstillinger, og som derfor ikke kan indkredses entydigt rent ideologisk. Der er tale om en metode til ad hoc problemløsning.


    Folket og magten

    Rachlin understreget, at et centralt element i populismen er ønsket om at fremstå som den eneste politiske bevægelse, der repræsenterer folkets sande interesser, medens de politiske modstandere enten fremstilles som korrupte eller direkte undergravende i forhold til demokratiet og folkets vilje. Her trækker forfatteren linjer til bl.a. Hitler, der netop talte om folkets vilje, og denne retorik genfindes også hos bl.a. Orban og Marine Le Pen.

    Populismen trives på at skabe fjendebilleder, og iboende i tankegangen er konflikt og konfrontation. Populisterne skildrer landet i nød, og de fremstår ifølge deres eget udsagn og opfattelse som de eneste, der kan redde nationen. Dette illustrerer han bl.a. med Trumps valgkamp, hvor Trump fremstillede USA som værende på afgrundens rand, på grund af globaliseringen og de mange illegale indvandrere. Populismen trives altid i krisetider.


    Demokrati under pres

    For Samuel Rachlin er der ikke tvivl om, at det liberale demokratis grundprincipper er angrebet af den (højre)populistiske bølge i både Europa og USA, men også Tyrkiet. F.eks. beskriver han, hvorledes Erdogans tiltagende diktatoriske beføjelser sker under dække af at repræsentere nationen og folket samt den sande tro. Der er reelt også mange i USA, der spekulerer på, om Trump er på vej til delvist at afmontere det liberale demokrati.

    Populismen kan dog ikke kun siges at være en trussel mod demokratiet, for ind imellem kan den fungere som et tiltrængt korrektiv tilden førte politik, idet populisterne gennemgående er gode til at skære igennem og reelt pege på problemer, som andre ikke rigtig vil adressere. Men igen forholder det sig ofte sådan, at populisterne har svært ved at udmønte deres kritik i konstruktive tiltag.

    Gennemgående er det ikke bogens ærinde at kritisere de populistiske tendenser, men derimod at afklare begrebet og se nuancerne i de forskellige manifestationsformer, så den enkelte selv kan tage stilling og identificere populismen, når den optræder. Det er jo også sådan, at populisterne råber vagt i gevær på reale problemområder, som f.eks. indvandring og den uregulerede arbejdsmarkedskultur. Her kan populisterne være med til at fastholde de siddende magthavere på, at der skal gøres noget ved problemerne.


    Den tynde ideologi

    Bogen påpeger, hvordan populisterne sjældent er gode til at finde løsninger, fordi de ikke har godt kendskab til det politiske håndværk, som han bl.a. illustrerer med Trump, der er forretningsmand uden politisk erfaring. Derfor ser man også nogle gange, hvordan lederne forlader skuden, når deres mission er gennemført, som det skete med Nigel Farage, da Brexit var kommet i hus. Han forlod sin lederpost få dage senere: Mission accomplished.

    Populisterne har ofte svært ved at finde konkrete løsninger, hvilket fint illustreres af det komplicerede forløb omkring Brexitforhandlingerne og de mange forskelligartede udmeldinger under forløbet eller processen med Storbritanniens udtræden af EU: Næsten i samme øjeblik, som Farage blev kronet som Brexit-konge, abdicerede han (side 25). Rachlin beskriver, hvordan f.eks. Orban direkte identificerer sig med det, man kalder illiberal ideologi, idet han mener, at det liberale demokrati har spillet fallit:
    Med sin meget direkte udlægning af, hvad 'illiberal stat' og 'illiberalt demokrati' er, er Orban blevet en slags talsmand for gruppen af europæiske ligesindede i den konfrontation og det skisma, der er opstået i forhold til Vestens liberale demokratier og deres politiske værdier (side 65).
    Rachlins pointe er, at Orban stadig tilsyneladende vedkender sig at være demokrat, men at han efter sin egen opfattelse har en bedre udgave heraf end den traditionelle, med stram topstyring og nationalistisk ideologisk retorik og tankegods.


    Demokratiets fremtid

    Rachlin understreget, at de etablerede politiske partier og grupperinger står over for en vældig udfordring i forhold til at blive taget alvorlige. De skal først og fremmest tage befolkningernes bekymringer alvorligt, hvis de skal dæmme op for populismens vækst og stigende udbredelse, for så vil folk også tage dem alvorligt.

    Han konkluderer, at man i stedet for at negligere populismen bliver nødsaget til at svække den populistiske tendens ved at gøre den upopulær igennem handling. Efterspørgslen efter populisme og den handlekraftige m/k kan kun trænges tilbage, hvis det liberale demokratis repræsentanter kan levere et troværdigt alternativ, som de er i stand til at omsætte i realpolitiske tiltag: "Kun det vil kunne styrke det liberale demokrati" (side 107).