|
|
Anmeldelse:
Stærk historisk beretning fra spindesiden
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 30. januar 2019.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Margrethe Tjalve: "Issekrog".
Forlaget VANDKUNSTEN (380 sider).
Udgivet 31. oktober 2017.
Pris kr. 299,00
BUY HERE / Kan købes her.
DANSK:
Med den spændende udgivelse af Margrethe Tjalves debutroman Iseskrog suppleres langt om længe mændenes historieskrivning om den
dansk-lutherske mission på Grønland under ledelse af præsten Hans Egede og med hans hustru Gertrud Rask som kvinden bag det hele,
uden hvem intet ville være lykkedes. Det omhyggelige forarbejde med kilder og
den historiske samtid er der kommet en stærkt iagttagende, stille fortalt og meget indlevelsesfuld roman ud af.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
Nuanceret og indsigtsfuld
"Iseskrog" er en gammel dansk betegnelse for tynd is, der dækker over bar jord eller en luftlomme over en udtørret vandpyt.
Det er en is, der knækker med en knasende sprød lyd. Romanen danner ramme om missionæren Hans Egedes virke i Grønland i årene fra 1721
til 1735, men beretningen bliver fortalt af hans hustru, Gertrud Rask, der ikke i udgangspunktet var begejstret for det hårde liv på Grønland
og de store krav til
missionsgerningen, med kongelige forordninger og meget begrænsede økonomiske og materielle midler til rådighed.
Synsvinklen er Gertrud Rasks, og allerede fra den indledende udredning af hendes navn og baggrund fornemmer vi, at der er
tale om en stærk kvinde, der ud over at have beholdt sit ungpigenavn også er kvinde for sin hat og dertil 14 år ældre end sin mand.
Hun er bevidst om sit eget værd, men samtidig loyal og hengiven over for sin ægtemand. Vi følger hendes tanker og får indblik i et menneske,
der har et stort intellekt og et tilsvarende stort hjerte.
Psykologisk tæft
Gertrud Rask fortæller med kløgt og dæmpet gemyt, hvilket stiller hende i umiddelbar modsætning til sin noget mere iltre stridsmand af en ægtefælle, en præst, der ser styrken i Lovens bogstav snarere end i kærlighedsbudskabet, når han vil udvirke sin missionsgerning.
Samtidig er der en fin psykologisk indsigtsfuldhed i fremstillingen af Gertruds tanker, følelser og handlinger, hvilket ikke blot viser hendes egen personlige svagheder, styrke og intellektuelle kraft, men også tilsvarende viser styrker og svagheder hos hendes mand samt andre centrale personer i forbindelse med missionens opbygning på den kolde og på mange måder ugæstfrie ø langt mod nord.
Kontrakten med Gud: Faust?
I den såkaldte prolog til den egentlige beretning om missionen på Grønland åbner der sig en konflikt mellem hustruen og ægtemanden. Ved romanens åbning i året 1710 er Hans Egede præst på Lofoten. Det trives Gertrud egentlig rigtig godt med. De får børn, har en god husførelse, er vidner til at flokken af sognebørn er i tiltagende, og hun føler sig kort sagt rig i sin daglige tilværelse. Men Hans Egede fatter idéen om at tage til Grønland for at finde de nordboere, som man ikke har hørt noget til i godt 300 år.
Han vil finde dem, redde dem fra vildfarelser og missionere, men Gertrud gør voldsom modstand, og hendes langvarige og kvalfulde afvisning af ægtemandens idé afsluttes først, da hun indgår en handel med Gud: Hvis Gud vil redde hendes ældste søn fra druknedøden, lover hun at rejse med.
Selv da Hans Egede får skrupler og er parat til at opgive projektet, sætter hun trumf på, for hun har indgået denne stiltiende pagt med Gud.
I de efterfølgende år på Grønland er denne aftale med Gud en form for garanti, som giver hende mental styrke til at modstå modgang
og farer og samtidig støtte sin mand. Men som tiden går indtræffer der den ene ulykke efter den anden, og til slut vendes hendes tryghedsgaranti
til en skyldfølelse i forhold til alle de ulykker, som den kongelige danske koloni påfører de vilde, grønlænderne. Thi af nordboerne finder
de kun gamle spor, og de må erkende, at der næppe findes nogen af disse tilbage, som har overlevet, heller ikke på østkysten, hvortil man
laver ekspeditioner.
Stærke Gertrud Rask
Romanen falder i fire tematiske dele: Tiden på Lofoten, rejsen til Grønland og det første år, kærligheden, og til sidst døden.
Overalt i fremstillingen følger vi tæt tanker og følelser, herunder ikke mindst anfægtelserne, hos denne stærke kvinde og igennem hende
får vi også adgang til hendes mand.
Gertrud er i stand til at registrere og iagttage samt vurdere på en sådan måde, at vi kommer til at blive fortrolige med hende som menneske.
Hertil kommer hendes store hjerte og de hermed forbundne mangeartede følelser, som ind imellem bringer hende på skrøbelig is,
jfr. titlen.
Dette sker specielt, da hun åbner for sine følelser i forhold til hjælpepræsten Albert Top, der her er vendt tilbage fra sin midlertidige
udstationering længere mod nord:
Hvis bare hun kunne blive alene med ham. Hvis Hans kunne blive kaldt ud? De må spise sammen i stuen alene uden folkene. Bagefter; bagefter
skal Albert selvfølgelig op til de gamle steder. Hun kan gå med ham. Hans har ikke lyst til den slags.
De er ikke inde i stuen, hun kan høre deres stemmer fra kontoret. Alberts lyse, hendes mands dybere. åh ja, hendes mand! (...)
De gamle steder! Gertrud hæver sig fra stolen, fødderne er som bly, hun kan næsen ikke få tungen til at lystre, hun ser ned i bordet.
- Jeg går med, Top skal ikke gå alene (side 263).
Et langmodigt portræt
Portrættet af Gertrud Rask er let dvælende, men ikke unødigt udpenslet. Romanen tager sig tid, og det skal læseren
indstille sig på, men så bliver denne også belønnet. Vi forbliver trofaste ved Gertruds side igennem alle tildragelserne, indtil
vi til slut tager afsked med hende på dødslejet, en træt, men ikke livstræt 58-årig kvinde, der har forliget sig med sin skæbne og sine egne
bevæggrunde til at søge at påvirke skæbnens forløb. Kort tid før hendes død når hun i sine refleksioner
over tilværelsen og dens tildragelser frem til et opgør med drømme, forestillinger og fantasier:
Var de blevet på Lofoten, ville hun dog se ham fra tid til anden. - Hvis de var blevet.
Det fører intetsteds hen at overveje den slags. Men hun kan ikke længere høre Guds stemme.
Måske er hun også holdt op med at lytte. Bildte hun sig ind, at det var en vej,
Gud havde bestemt for dem? Var tanken om den uendelige flade af søndage og hverdage i det øde
Vaagan alligevel den ørken, hun måtte befri sig for ved at sige ja til Hans' vilde drømme? (side 321).
Det er en afklaret, nøgtern kvinde, der siger verden farvel og vender hjem til Gud.
|
|
|
|
