|
|
Anmeldelse:
Forklarelse og kærlighed til livet
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 22. december 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Mikael Niemi: "At koge bjørn".
Roman, Modtryk (424 sider).
Udgivet 25. april 2018.
Pris kr. 250,00
BUY HERE / Kan købes her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner af seks
(skala).
NORDEN/LITTERATUR:
Svensk-finske Mikael Niemi har begået endnu en roman siden det internationale gennembrud med
Populærmusik fra Vittula (2001), men denne gang er der tale om en mere forfinet og vidunderligt fortryllende historisk skildring
af oprør og åndelig modstand i forbindelse med den religiøse vækkelse i midten af 1800-tallet i det allernordligste Sverige.
At koge bjørn er en art kriminalhistorie i et historisk miljø, men den er samtidig meget mere. Både historisk og psykologisk er
skildringen af det fattige og på mange måder truede frikirkelige fællesskab fortalt med indlevelse og dybtgående portrætter af provsten
Læstadius og hans samiske hittebarn, Jussi. åndens kamp imod de herskende klassers undertrykkelse, imod folkelig mistro og selvfornedrelsen
i forbindelse med spiritussens forbandelse munder ud i et credo for medmennesket og det enkelte individs ret til livet.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
Medviden og indsigt
Provsten oplever, hvordan de fattige bønder i stort tal slutter op om hans voldsomme prædikener, der
driver af svovl og tjære, med et sprog der er fuldt af de groveste gloser, kompromisløst og udæskende.
øvrigheden, storbønderne og de lokale kroværter er derimod ikke så begejstrede, når menigheden begynder at svaje på kirkebænkene
og bryder ud i både tungetale og falder frådende om på kirkegulvet.
Noget lignende var tilfældet med bibelskolen om sommeren for de lokale skolebørn i Kautokeino,
hvor Læstadius havde ansat en af sine tro væbnere til at undervise børnene:
Folk kom rejsende langvejs fra for at se de ”tossede” elever, der kunne ligge på gulvet og
vride sig af samvittighedskvaler eller falde i så stor afmagt, at de ikke kunne stå på benene, eller omvendt springe rundt i vild
salighed (side 94).
Alle disse reaktionsmåder hos sine sognebørn registrerer Læstadius med stor menneskekundskab, vel vidende,
at der igennem provokationen mod den verdslige overmagt skabes modvilje og modstand, der i sidste ende kan ende med at han sættes fra embedet.
Han ved, at de fattige tørster efter bekræftelse og trøst i den slidsomme tilværelse, og han formår at indgive dem håb om udfrielse igennem frelsen.
Sit eget ve og vel tænker han ikke på.
Den barmhjertige samaritan
En dag finder Læstadius en radmager samedreng halvt liggende i grøftekanten. Denne rækker hånden frem som for at få en almisse, og provsten
standser op og giver ham en klat smør fra sin rygsæks gemmer. Knægten er umælende, men han følger villigt med præsten hjem. Læstadius tager sig
nu af denne dreng, der minder ham om hans egen døde søn, Levi. Han lærer drengen at både læse og skrive, men respekterer hans natur som same,
lader ham sove på gulvet i køkkenet eller i laden, og lader ham tage på strejfture bort fra præstegården, ofte i ugevis.
Der opstår et nært forhold mellem de to, efter at præsten har døbt ham og efterfølgende sørger for, at drengens verden åbnes for bogstavernes
magt og al den viden, der potentielt ligger bagved beherskelsen af disse:
Da provsten fandt mig i vejkanten, var jeg endnu ikke blevet et menneske.
Men han skrev mig ind i bogen. Han skabte mig, knyttede mig til en menighed med sine små, snirklede streger. Derefter var jeg
også til. Tålmodigt stillede han en af skolebørnenes sandtavler foran mig, en simpel trækasse med finkornet sand. Med en pind tegnede han
en buet form i sandet. Men en lignende pind skulle jeg gøre det efter (...) (side 66).
Sherlock Holmes og Watson
Den lærenemme Jussi bliver af provsten både trænet i at læse og skrive, men også oplært i at observere sine omgivelser. Først og
fremmest sker dette igennem botanikken, som optager provsten meget. Jussi lærer at se sig om, at iagttage små detaljer i jordbunden,
registrere planter og kende deres svenske og latinske navne.
Denne færdighed kommer dem begge til gavn, da et par forbrydelser i form af voldtægt og mord rammer lokalsamfundet. Herredsfogeden
og den lokale betjent antager straks, at der er tale om en såkaldt slagbjørn, der har overfaldet og dræbt en malkepige, og senere endnu en
gårdpige.
Det er imidlertid sås heldigt, at de lokale tilkalder præsten før de sender bud efter den verdslige øvrighed, således at Læstadius
uforstyrret og som den første kan gøre sig en masse iagttagelser, som provsten beder Jussi notere ned, og snart begynder også Jussi at tilegne
sig noget af den skarpe evne til at bemærke detaljer. De arbejder sammen som det berømte makkerpar fra kriminallitteraturen, udveksler synspunkter
og noterer omhyggeligt ned.
Provsten bliver hurtigt overbevist om, at der er tale om en skjult forbrydelse, hvor gerningsmanden har fingeret det således, at det
kunne tyde på at være en bjørn, der havde været på spil. Imidlertid finder provsten både spor af menneskeaktivitet omkring gerningsstederne
og tegn på voldtægt eller voldtægtsforsøg hos ofrene. Dette vil herredsfogeden slet ikke høre på, han fejer provstens formodninger til side,
snart sætter han hele lokalsamfundet ind på at fange bjørnen, og efter nogen tid får man da også en bjørn i fælden, hvorefter den aflives og
bæres i triumf til landsbyen.
Ingen fred og fortsat fare
Freden er imidlertid ikke kommet, for inden længe dør en tilrejsende kunstmaler, måske af et hjertetilfælde, men ifølge provsten er der
tale om et giftmord. Igen bliver hans tanker afvist af øvrigheden. Sammen med Jussi arbejder han videre med sagen, men møder ingen forståelse.
Nu forsker de videre i hemmelighed.
Skæbnen rammer lige ned i præstens personlige tilværelse, idet Jussi, hans de facto plejebarn, ender med at blive anklaget for
samtlige dødsfald og voldtægt samt overfald. Samedrengen har jo shamanlignende træk, synes man, og han strejfer omkring, ligesom han udviser
interesse for det modsatte køn.
Jussi må igennem gruelig meget, og provsten kan i sidste ende ikke hjælpe ham, da alle hans argumenter om drengens uskyld afvises.
Apoteose og poesi
Som læser bliver man lynhurtigt indfanget af den spændende og menneskedybe skildring, der præger bogen.
Slutningen på den vanvittigt spændende handling skal ikke afsløres, men de højere magter har på en eller anden måde haft deres
indvirkning på hændelsesforløbet, der munder ud i en form for både afklaring og renselse. Det er ikke Edens have, vi ser til slut, men derimod
kanten af Ishavet. Også der kan mennesket finde trøst og mening med tilværelsen.
Fem store stjerner fortjener Mikael Niemi for at have skrevet en kriminalhistorie, der er så meget mere end det. Menneske-
kundskab og indsigt
i livets mørkeste afkroge veksler med lyse og kærlige glimt af medmenneskelighed og det uløselige bånd mellem naturen og menneskelivet, her
gengivet med Jussis ord, der emmer af poesi:
Jeg forlod min søster, den eneste der holdt af mig. Lige siden har jeg vandret alene gennem livet. At blive forladt skræmmer mig ikke.
Jeg tog min kniv og skar mig løs fra menneskekroppen, fordi jeg var nødt til det.
Den slags tænkte jeg på, mens provsten og jeg traskede hjem. To vildrener, som ingen lasso kunne indfange (side 164).
|
|
|
|
