|
|
Anmeldelse:
Taleskriverens egen tale
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 8. december 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Anita Furu: "Mit halve liv".
Roman (256 sider).
Forlaget Gladiator
Udkommet november 2017.
Pris: kr. 299,95.
BUY HERE / Kan købes her.
BEDØMMELSE:  Fire stjerner af seks
(skala).
LITTERATUR:
Anita Furu er til daglig taleskriver i Statsministeriet.
Hidtil har hun skrevet egne ting 'til skuffen'. Med opmuntring fra bl.a. Kirsten Thorup vovede
hun i 2017 springet 'ud af skuffen' og debuterede med romanen Mit halve liv. Bogen vandt dette års
debutantpris på Bogforum 2018, hvilket er velfortjent. Ikke blot skriver Furu velformuleret og stilsikkert,
men hun formår også at levendegøre en historisk person og dennes skæbne,
så den fremstår vedkommende og relevant for nutidens læsere.
Romanen er god og solid - den er skrevet med indlevelse, er stilsikker og koncis, og når ud til læseren.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
Forvandling og genopstandelse
Romanen er en enkel og stille fortalt historie om en jødisk flygtningepiges omskiftelige liv,
fra hun som 6-årig mister sin far under pogromerne i Rusland i 1906. Moderen er på daværende tidspunkt allerede død. Den lille pige
skilles fra sine to brødre og en ældre søster og adopteres af en velhavende, ugift jødisk kvinde, der bor sammen med sin omsorgsfulde
tjenestepige, skånske Amanda, i en fin lejlighed i København. Her bliver russerpigen Nunja forvandlet til danske Ruth og optages i stor jødisk
familie, der samtidig er en del af det københavnske borgerskab.
Som 20-årig kommer Ruth til Berlin, hvor hun træffer norske Sigurd Linde, gifter sig og flytter med ham til San Sebastian i Spanien,
hvor han bestyrer en trævarefabrik. De får to børn (det første dør), og vi følger parret og deres datter gennem historiske omvæltninger
som Francos magtovertagelse i 1936, Danmarks besættelse i 1940 og efterfølgende hendes danske families flugt til Sverige. Fortællingen slutter
ringen i København i begyndelsen af 1950'erne, hvor Ruth som midaldrende får samling på sine erindringer om den russiske fortid, idet hun
tilskyndet af en gammel veninde, Kamma, og sin datter, Inge, bringes til at gøre status over sit liv, de lidte tab og den smerte, der har fulgt
hende som en levende skygge fra hendes allerførste rejse over vandet til Danmark.
Savn og søgen
Gennemgående i Ruths fortælling er hendes savn og længsel efter sin oprindelige familie, hendes assimilering ind i det danske jødiske miljø
før Første Verdenskrig og hendes senere frigørelse fra dette miljø, hvilket fører til en konstant søgen efter en egentlig identitet. Det
bliver ikke til en dramatisk fortælling om jødeforfølgelser, pogromer og KZ-lejre, men derimod en kvindes kamp for at leve med barndommens
svigt og den sorg, det har påført hende. Hun finder en vis trøst i litteraturens verden som stort barn, hvilket starter, da hun får en bog
forærende af sin onkel David, romanen Jane Eyre:
Drengene er cyklet op ad Strandvejen. Hele dagen ligger jeg under blodbøgen og læser. Jeg er Jane.
Jeg kan blive en anden. Sådan er bøger, og sørgelige bøger er de bedste. Jeg er Jane på den grusomme skole,
hvor eleverne får sveden grød, og der er is på vandet i servantekanderne. Da Jane for øjnene af hele skolen uretmæssigt bliver beskyldt
for at være en løgner, bliver jeg så vred, at jeg græder (side 43).
Anita Furus hovedperson befinder sig hele tiden uden for de historiske, dramatiske begivenheder, der som kulisse skildres
i periferien af fortællingen. Ruths historie er fokuseret på den gennemgående kamp for at komme overens med den sorg, som
barndommens svigt og traumatiske hændelser har ført med sig.
Ruths mangel på fortid og savnet af en fuld identitet har gjort hende mærkbart splittet og distanceret i sit forhold til sig selv og
andre mennesker. Her møder vi hende i San Sebastian som 26-årig, efter tabet af den første datter.
I reolen i stuen står Charlotte Brontës roman, onkel Davids gave til mig den sommer, mama var død, og jeg var ensom og fortvivlet. Igen var jeg forældreløs, igen blev jeg revet bort fra dem jeg holdt af, igen blev mit hjerte plantet om, og det var for meget, jeg kunne ikke slå rod (side 106).
Ståsteder
Ruths forhold til skoletidens veninde Kamma er også interessant i denne henseende, for Kamma afspejler netop
den inderlighed og lidenskabelighed, som Ruth på mange måder mangler, på grund af det tomrum, hun føler. Ruth udvikler måske af samme grund nogle ambivalente følelser i forhold til veninden, som hun på én gang beundrer og har brug for, og som hun samtidig ser ned på og tager afstand fra.
Ruths manglende identitet understreges også i hendes ligegyldige forhold til sin religion, som hun skifter ud tilsyneladende
efter forgodtbefindende uden at det ser ud til at have givet anledning til nogen dybere overvejelser fra hendes side.
Assimilation
Netop Ruths skift af religion fra det jødiske til det protestantiske er et centralt element i et andet tema, som også berøres
i romanen. Da hun som 30-årig lader sig døbe, forsøger hun endnu en gang at tilpasse sig. Måske under indtryk af begivenhederne i Tyskland under Hitler? Men skal man det? Skal man partout assimilere sig?
Ruth skifter tilsyneladende ubesværet mellem forskellige miljøer, og hun reagerer heller ikke umiddelbart særlig kraftigt på de nazistiske
strømninger i datterens tyske skole i San Sebastian, på trods af at hun selv har været jøde, og at hele hendes familie fortsat er jøder.
Ruth har gennem sit temmelig omskiftelige liv oplevet gentagne brud og opbrud, og hun har været tvunget til at tilpasse sig nye omgivelser,
så at hun fremstår uden en egentlig kerneidentitet.
Dette diffuse i hendes væsen mærkes særligt i skildringen af de mange år i San Sebastian, hvor romanens fremstilling lader hændelserne
fremstå distancerede i forhold til hovedpersonen, som om hun er tilskuer til sine egne tildragelser, sit eget liv med ægtemanden Sigurd.
At finde sig selv
Anita Furu skriver en aktuel roman ved netop at fokusere på flygtningens søgen efter et fast holdepunkt, et ståsted, en identitet.
Ligeledes får hun aktualiseret omverdenens pres og fordomme samt forudfattede meninger om dem, der forekommer anderledes. Rodløshed og
savn fører til drømme, søgen og en længsel efter et liv i harmoni og balance. Jane Eyre blev Ruths forbillede som stort barn, og hun udlever
igennem sin livshistorie sin egen version af Charlotte Brontës store roman.
Moderskab
ægteskabet med norske Sigurd forekommer meget traditionelt og helt i tråd med tiden, og de mange år under fremmede himmelstrøg kan virke
som et limbo, en slags svæven i et ingenmandsland for hende. Imidlertid sker der noget afgørende for hende med fødslen af børnene. Ruth
finder en vis forløsning, en retning og mening med sin tilværelse, især efter at hun får sit andet, levedygtige barn:
Med sin englevinge har hun fejet mine sorger bort. Hun rækker en arm op, ubevidst som et lille dyr,
og da hendes fingre tilfældigt strejfer mit ansigt, rammer kærtegnet så voldsomt, at hun slår mig omkuld (side 106).
Det er også moderskabet til Inge, som er stærkt medvirkende til, at Ruth til sidst finder sig selv - og får ro med sig selv -
ved romanens slutning, hvor Inge som voksen kvinde selv bliver gravid, og hvor hun sammen med Ruths barndomsveninde Kamma går
arm i arm med moderen, under den store stjernehimmel, Mælkevejen. En poetisk slutning: Livet er mangfoldigt, det er stort og
ufatteligt, men det går videre til den næste generation, som også må finde sit ståsted. Stafetten er givet videre, livet fortsætter.
Almengyldig
Inge Furus historiske roman er både specifik og almen i sin skildring af tildragelserne. Den er skrevet med indlevelse, er stilsikker og koncis, og når ud til læseren. Den får fire solide stjerner ud af seks mulige fra denne anmelders side.
|
|
|
|
