|
|
Anmeldelse:
Idiosynkratiske afdækninger af en turbulent tid
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 8. december 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
PéTER NáDAS:
"Parallelle historier, bd. 2 - I nattens mørke dyb"
ROSINANTE(424 sider)
Udkom 19. januar 2018.
Pris kr. 299,95
BUY HERE / Kan købes her.
LITTERATUR/UNGARN:
Ungarske Péter Nádas (oprindeligt familienavn Nussbaum) har tidligere skrevet det digre værk Memoirernes bog,
og i 2005 udkom Parallelle historier på originalsproget. Begge værker beskæftiger sig med Ungarns tumultagtige og stærkt omskiftelige
historie i det 20. århundrede. Der er imidlertid ikke tale om historieskrivning i romanform i trebindsværket Parallelle historier.
Dertil er de mange parallelle og til dels i hinanden indlejrede vignetagtige fortællinger alt for personligt forankrede og samtidig drømmende
gennemsigtige i forhold til omgivelsernes faktuelle bagtæppe. En form for diffundering mellem personernes membraner, indbyrdes og i forhold
til historiske tildragelser og hverdagshændelser, giver hele fremstillingen et både lysende og mat skær på en og samme tid.
Ting bliver opfattet og oplevet, for dernæst at blive transformeret til unikke, idiosynkratiske tankesæt og udladninger.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
Nuanceret og intrigerende fortælling
Ordet intrigerende betyder oprindelig 'indviklet', 'vrøvleagtigt' og lignende. Og det er lige netop,
hvad handlingsgangen i romanen I nattens mørke dyb er. Péter Nádas sammenkæder en halv snes forskellige plotelementer
og lader en snes personer interagere med hinanden på baggrund af det 20. århundredes ungarske historie.
Ganske vist er der ifølge titlen tale om parallelle forløb, men ind imellem er der krydsreferencer, selv om disse ikke hjælper
stort til at få overblik og skabe sammenhæng i det samlede forløb hen over de 424 sider.
Forfatteren åbner bind 2 med beskrivelsen af en meget ung mands besøg i Budapests bøssepark på Margaretaøen engang i de tidlige
1960'ere under Janos Kadars styre, fortsætter med episoder henlagt til 1930'erne, beskriver nazisternes eksperimenter
med racehygiejne under Anden Verdenskrig, fortæller om den pro-nazistiske ungarske bevægelse, skildrer hvorledes den jødiske befolkning
i landet blev deporteret og udryddet i Auschwitz, har et rystende kapitel om nedlukningen af samme KZ-lejr, beskriver fire damer fra det bedre
småborgerskab i deres interne intriger, følger en brødkø under den ungarske opstand i 1956, der pludselig angribes af russiske
tanks og fortæller efterfølgende om mødet mellem to øjenvidner til disse begivenheder, da de mødes et år senere.
Hjerteknusende pornografi i slow-motion
En af de mere sammenhængende og samtidig surrealistiske skildringer i romanen er mødet mellem
en gennemgående person, sangerinden Gyöngyvér og en tilfældig mand, som hun har støvet op for at få et
engangsknald. Det viser sig imidlertid, at de to får et kompliceret møde
ud af det, fordi deres følelser vækkes, hvilket de hver på deres måde er bange for:
Hans krop var i kontakt med kvinden via et lille bitte punkt, selv om det ikke var det, han havde ønsket.
Han mærkede hende ikke på sin pik, slet ikke, det var snarere på det sted, hvor han burde kunne mærke sin pik,
det var gennem et eneste, lille bitte punkt, han fornemmede hende i sin helhed (...) Han tog imod alt det fra den anden, som
han hidtil ikke kunne have set, ikke kunne have følt, eller kun ganske vagt. Men fra nu af ville han vide alt, hvad der var sket og
stadig skete i den anden, selv ting, som kvinden indtil nu ikke havde kunnet eller ikke havde villet sige (side 91).
Det som optager Nádas er ikke alene de historiske begivenheder, som omtales og beskrives, men han er især
opsat på at dykke ned i de virkninger, som både historiske og hverdagsagtige tildragelser har på det enkelte menneske,
hvorledes det enkelte individ skiftevis føler afsky og pludselig modsætningsfyldt føler sig tiltrukket, og ofte overvældet,
af begivenhedernes gang og i særdeleshed af det komplicerede og generelt skræmmende ved at etablere kontakt til en anden person.
At blotte sig er skræmmende, men også forlokkende, som ungersvenden på Margaretaøen oplever det:
Måske følte han sig foranlediget til at tænke på så drastisk en løsning, fordi hans opdragelse
svækkede værdien af hans eget liv i stedet for at øge den.
Som om han dermed sagde, nej, det kan ikke være sandt, Kristóf kan ikke være bøsse.
Han havde jo heller ikke gjort det selv, hvis ikke han var tvunget til det. Til syvende og sidst
fungerer verden ganske normalt, og alt det her bøsseri var ikke andet end en afvigelse fra normen, som ingen, ud over
de indviede, måtte få kendskab til (side 29) .
Hos Nádas ser vi, hvordan denne nutidige fortæller i voksenlivet genoplever episoder fra sin opvækst i efterkrigstidens
Budapest, og vi følger de homoseksuelle og incestlignende komplekse følelser fra hans ungdomsår, især i forhold til den
smukke dreng. Den ungdommelige fortæller skildrer, hvordan han løsrevet, i sine følelsers vold, er bevidst om enhver bevægelse af sine
egne impulser. Han føler sig både magnetisk tiltrukket og smertefuldt udelukket af sine skolekammerater, hvis bindinger og fjendtligheder
han observerer med en næsten overnaturlig følsomhed. Og scenerne, der udspilles mellem de på skrømt anonyme bøsser i parken er et sindbillede
på hans egne indre konflikter.
Navlebeskuende og ubehagelig
Det dvælende og detaljerigt udpenslede er gennemgående i gengivelsen af begivenhederne. Der er ikke meget dramatik eller dynamik,
men en række ubehageligheder åbenbares for læseren undervejs igennem de mange forskellige episoder. Ganske vist er der en krimihistorie
som indledning til Bind 1, men den hører vi ikke noget til i Bind 2, og ellers er der ikke noget, der kan siges at drive handlingen frem,
bort set fra tankerne og følelserne, som spiller en afgørende rolle for at motivere enkeltpersoners handlinger, præget af idiosynkrasier og
et sug af længsel efter at nå ind til en egen, personlig kerne, hvor man kunne opnå en tilfredsstillelse og indre ro på et andet plan end det
umiddelbart udvendige, fysiske plan.
Fortrængning af de ubehagelige og umenneskelige detaljer ved f.eks. jødeforfølgelsen beskrives hudløst igennem tankerne hos den
kvindelige pianist, fru Szemzö, der på et tidligt tidspunkt efter krigen er sanglærer for sangerinden Gyöngyvér,
der for en tid logerer hos hende. I en springende fremstilling dukker vi hen over en enkelt side i romanen pludselig ned i
fru Szemzö's erindring, medens hun sidder og akkompagnerer sangerinden:
Det interessante var, at ikke engang hun selv troede på, at hun vidste så meget om noget, der var komplet overflødigt at vide noget om.
Hvordan de levende trampede alt flydende, blod, urin, øjeæbler, tarmindhold og rygmarv ud af disse kroppe, da de lå forsvarsløse på kvægwagonens gustne brædder under de levendes bestandigt malende, kværnende fødder.
Enkelte forsøgte ganske vist at råbe for at standse dette helvede, men måtte opgive, efter nogen tid havde hun heller ingen stemme tilbage til at forhindre det.
Hun måtte fortrænge, hvad hendes egne fødder sammen med de andres udrettede i denne kehraus af dampende varme og øredøvende larm (side 161).
Den enkelte persons individuelle tanker bliver her skrevet ind i et kollektivt erindringstraume.
Velskrevet, men pinagtig
Hver gang der dukker en mandlig person op i romanen spekulerer man på, hvornår han begynder at masturbere, eller hvornår han begynder
at inspicere sine genitalier (eller gør sig tanker om en andens), og sandt må man sige, at det sker i de fleste tilfælde.
Det kan ind imellem være lidt enerverende sådan at skulle læse om en persons i øvrigt dybtgående iagttagelser og tanker,
medens man samtidig føler at man sidder og fokuserer på dennes skridt:
Der fandtes ingen i verden, som denne med længsel ventede anden kunne have taget skikkelse i.
Alle mindede kun svagt om denne mulige person, eller rettere sagt, der var alt for mange, der lignede,
såvel kvinder som mænd. Hvis han dog blot kunne holde ensomheden ud. Her stod han på verandatrappen og
holdt om sit at søvnen halvstive lem, midt mellem en flok gale hunde, indtil han havde fået tømt sin blære.
Sikke en gang nonsens. Hvad kunne være mere dræbende kedsommeligt end et helt liv igennem at vente på dette
flere gange dagligt tilbagevendende gøremål. Det er kun muligt at holde det ud uden at resignere, hvis der ud
over os virkelig eksisterer en selvberoende og selvinteresseret Gud, som, hvis han hørte en sådan skepticisme, straks
slog én til jorden eller løftede én op (side 325).
På sporet af en Madeleinekage?
De mange paralleller mellem Marcel Proust og Péter Nádas er bemærket og lovprist af flere anmeldere
og fremgår af forlagsomtaler. Begge forfattere er tilbøjelige til at beskrive incestuøse længsler og
skizofren splittelse hos centrale personer i deres historier. Hos begge bliver en del af personerne
involveret i biseksuelle trekanter, ligesom der er antydet gentagne arketypiske hukommelsesmæssige indtrængninger,
situationer og scenarier, som berører både det rent historiske og det individuelle, levede liv.
Tilbagevenden til tidligere begivenheder er indskrevet i romanens form hos både Proust og Nádas, hvor de fremstiller
bevægelserne i hukommelsen og derigennem glider ubesværet fra nutiden til efterfølgende lag af fortiden, som om der
var tale om udveksling gennem en fin hinde.
Det fremføres, at Nádas har villet lave et postmoderne eksperiment med sin fremstillingsform i sine stort anlagte romaner.
De ungarske kritikere synes godt om bøgerne, ligesom de tyske litterater synes at være begejstrede for den højt svungne,
metaforiske og symbolladede stil.
åbenbart diskuteres det blandt distingverede litterater i øst og vest, om Nádas når op på samme litterære niveau som de
store europæiske forfattere, han ofte sidestilles og sammenlignes med, forfattere som Thomas Mann, Proust, Joyce, Tolstoj,
Musil og Broch. Nærværende anmelder når frem til, at Parallelle historier, Bind 2 - I nattens mørke dyb ikke i sig
selv bidrager til at anbringe Péter Nádas blandt denne gruppe af forfattere.
|
|
|
|
