HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Relevant historisk forskning og spændende formidling



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 16. november 2018.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Niels Wium Olesen: "Poul Schlüters tid 1982-1993".
  • Gads forlag (624 sider).
  • Udgivet 30. oktober 2018.
  • Pris kr. 349,95 BUY HERE / Kan købes her.

    DANSK/HISTORIE: I anledning af PFA-pensions 100-års jubilæum i november 2017, fortsatte pensionskassen sin tradition med at lade historikere forske i, og skrive om, de danske ministerier siden 1901. Det blev denne gang til en to-binds publikation omhandlende perioden 1972-1993. Første bind, som udkom i november 2017, handler om Anker Jørgensens tid 1972-1982. Andet bind, Poul Schlüters tid 1982-1993 foreligger hermed. De to bind giver tilsammen et dybt fascinerende indblik i et stykke dramatisk danmarkshistorie, hvor det politiske spil og de specielle udfordringer behandles særdeles indgående og kompetent af de to historikere Olesen og Olesen. Udgivelsen har et samlet forord ved Folketingets formand, Pia Kjærsgaard. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.


    Danmark økonomisk i knæ og langsom genrejsning

    Da Anker Jørgensen kastede håndklædet i ringen talte udenlandske analytikere seriøst om en eventuel statsbankerot. Nu overlod Anker det til Poul Schlüter at danne en ny regering, hvilket indvarslede historisk nye tider: Det var første gang i moderne tid (efter systemskiftet 1901), at landet fik en konservativt ledet regering. Schlüter blev ifølge nærværende bog bedømt som en midlertidig, lidt luftig figur, hvis firkløverregering (K, V, CD, KrF) og ikke blev tilskrevet mange chancer for overlevelse. Ikke desto mindre blev Schlüter den længst siddende statsminister siden Stauning.

    Som noget hidtil uset accepterede folketinget generelt, at regeringen blev nedstemt uden at træde tilbage, og statsministeren havde næppe mange urolige nætters søvn på grund af denne fremgangsmåde.

    Arven fra Anker var et forgældet land, der kun blev overgået af Italien blandt de daværende medlemmer. Som noget at det første lagde regeringen sig på en fastkurspolitik, hvilket var et tegn til udlandet på, at landet ikke var ved at opgive ævred. Nationalbankdirektør Hoffmeyer var varm fortaler for dette:
    Han lovede, at Nationalbanken nok skulle støtte kronen med markedsintervention og føre en stram kreditpolitik, hvis regeringen til gengæld ville afstå fra fremtidige devalueringer. Resultatet af mødet blev, at Schlüter og Christophersen dagen efter, den 9. september [1982] udsendte en fælles erklæring på den kommende regerings vegne om, at Danmark ikke ville devaluere kronen, hverken nu eller for fremtiden (side 36).
    En vanskelig proces frem mod bekæmpelse af inflation og udlandsgæld samt betalingsbalanceunderskud forestod. Men godt hjulpet på vej af gunstige internationale konjunkturer fra 1987 og fremefter lykkedes det at vende den alvorlige økonomiske krise til fornyet fremgang.

    Schlüter og kompagni gik ganske uideologisk frem i bestræbelserne på at rette op på økonomien. Nogle gange førtes der socialdemokratisk politik, andre gange var den nyliberalistiske fremgangsmåde taget i anvendelse, specielt promoveret af en ung venstreløve, Anders Fog Rasmussen, og sekunderet i nogen grad af skærmtrolden Uffe Ellemann Jensen.


    En ny æra i dansk politik

    Det Radikale Venstre og Fremskridtspartiet støttede den borgerlige regering, der kunne mønstre i alt 91 mandater. Det blev en omtumlet tid med nye tiltag i forhold til at reformere økonomien. Vi fik hestekur, kartoffelkur og flere andre kure under Schlüters i alt fire regeringsperioder. Det var samtidig en tid, hvor den brede omverden undergik væsentlige forandringer, både storpolitisk med bl.a. Murens fald og med den hastige udvikling af teknologien, hvilket også øgede behovet for etisk stillingtagen på en række områder. Oven i dette kom hele indvandringsspørgsmålet til at præge perioden lige fra Udlændingeloven af 1983 og frem til regeringens fald i januar 1993 i lyset af Ninn Hansens håndtering af Tamilsagen.




    Poul Schlüter og Firkløverregeringen på dagen for deres udnævnelse af Dronningen. Foto fra bogen.



    De økonomiske reformer

    Ved regeringens tiltræden var der over en kvart million arbejdsløse, og betalingsbalancen havde et underskud på 19 milliarder kroner. Gælden til udlandet var astronomisk stor med hele 275 milliarder kroner. Hertil kom de tidligere oliekriser og devalueringer samt en inflation på p.t. over 10 procent.

    I forbindelse med de mange tiltag for at få rettet op på landets økonomi kom der skelsættende initiativer, som f.eks. den store pensionsopbygningsplan fra 1987, hvor finansminister Palle Simonsen sammen med statsministeren gik i brechen for et nyt system, der blev implementeret ved overenskomstforhandlingerne over det næste par år. Dette har i eftertiden dannet skole og er fortløbende blevet udbygget af senere regeringer. Enhver der sparer op til egen pension har således en privat opsparingskonto, og systemet er efterhånden udbygget til at omfatte alle erhvervsaktive befolkningsgrupper.


    Det stabile flertal 1984-87

    Finansloven for 1984 blev nedstemt af S, Fr, SF og VS den 15. december 1983, og Schlüter var ikke sen til at tage nederlaget til efterretning og udskrive valg til den 10. januar 1984. Optimismen havde han med rette:
    Med det uafbrudte greb om regeringsmagten og med samlet stemmemæssig fremgang til den konstellation, som havde peget på Schlüter i 1982, gav det ikke mening at kalde på en dronningerunde, og oppositionen forholdt sig da også tavs i den henseende.

    Moderniseringsprogrammet og New Management

    Den større parlamentariske basis for regeringen gav mod på at introducere større reformtanker, herunder Moderniseringsprogrammet, der anbefalede, at den offentlige sektor i højere grad skulle drives som en privat virksomhed, med blik for effektivisering og nye styrings-og organisationsformer. I 1984 forekom det af Palle Simonsen fremsatte program som værende et lidt luftigt projekt, men det lagde grunden til det vi i dag kender som New Public Management. Programmet blev ikke umiddelbart implementeret, men indeholdt væsentlige områder, som igennem Schlüters regeringsperiode i vid udstrækning blev omsat i praksis: Effektivisering af offentlige institutioner, øgede investeringer, efter- og videreuddannelse, skattereform, dagpengereform samt pensionsreform.


    Helhedsløsning og Påskestrejken 1985

    Man forsøgte sig også med trepartsdrøftelser, men de faldt hurtigt til jorden, lige som i nyere tid. Med fagbevægelsens modstand mod bl.a. et "sort dagpengeforlig" gik væsentlige dele af fornyelsen midlertidigt i stå. Man fik så til gengæld den største strejke siden 1945, der omfattede 580.000 arbejdstagere. Det var en reaktion på den såkaldte Helhedsløsning, som var betegnelsen for det regeringsindgreb, der skulle standse konflikterne på arbejdsmarkedet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Det Radikale Venstre havde godkendt indgrebet.

    Schlüter tog situationen med sindsro, idet han vurderede at have et befolkningsflertal samt et komfortabelt flertal i Folketinget bag sig, hvori han skulle få ret. Svend Auken sekunderede regeringen og opfordrede de strejkende til øjeblikkeligt at genoptage arbejdet. Fagforeningerne fulgte op og gav ingen kontant konfliktstøtte, og efter et par dage var alle igen i arbejde. En beskeden lønfremgang samt lovning på en 37 timers arbejdsuge ved slutningen af overenskomstperioden var de væsentligste punkter, hvortil også for første gang kom de såkaldte individuelle særlige tillæg, hurtigt benævnt 'fedterøvstillæg'.


    Den danske model

    Finansminister Palle Simonsen udgav en bog med ovenstående titel i november 1986. Det var en ny-konservativ tænkning inspireret af bl.a. Ronald Reagan, hvor man lagde op til et stærkere samarbejde mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, men med begrænset indflydelse fra de traditionelle fagforeningsinteressenter. Bogen indeholdt også tanker om anvendelse af ny teknologi samt en modernisering af velfærdssamfundet igennem en midtsøgende og pragmatisk kurs. Det hele blev sekunderet af et begejstret forord til bogen af den radikale Niels Helveg:
    Bogen bleven slags bevis for dem, som allerede i forvejen mente, at Palle Simonsen var en slags skabsradikal, eller værre endnu: en forklædt socialdemokrat (side 304).
    De konservative havde virkelig bevæget sig ind mod en midtsøgende politik hen over regeringsårene, og dette kom særskilt til udtryk i den tredje regeringskonstellation i 1988-89, hvor Det Radikale Venstre for en tid blev medlem af regeringen (K-V-R). Det blev dog ikke noget lykkeligt ægteskab, især på grudn af det anstrengte forhold mellem Venstre og De Radikale.




    Poul Schlüter og Erik Ninn Hansen konfererer i Folketinget.
    Foto fra bogen.


    Tamilsagen 1.0 - 4.0

    Et genkommende spøgelse i forhold til Schlüters tid blev Ninn Hansens personlige forhaling af familiesammenføringer blandt danske flygtninge:
    Dagsordenen på regeringens første rigtige ministermøde med behandling af lovforslag, den 15. september 1987, forekom på alle måder rutineprægetog ukontroversiel (side 328).
    Den ovenstående harmløse stemningsbeskrivelse dækker over et scenarie, der stille og roligt udviklede sig hen over de næste år, afsluttet med regeringen Schlüters afgang i januar 1993. Den opmærksomme iagttager ville have kunnet bemærke, at der allerede den dag var bemærkninger og synspunkter, der varslede en kommende konflikt på området. Men det kræver måske en historiker at se skarpt i krystalkuglen med tilbagevirkende kraft.

    Historiker Niels Wium Olesen fremstiller ganske prunkløst og nøgternt, hvordan Schlüter stille og roligt malede sig op i et hjørne, efter at han 27. januar 1988 fra Folketingets talerstol havde udtalt, at der ikke var 'fejet noget ind under gulvtæppet'. Ombudsmanden havde skarpt kritiseret den praksis, der havde været gældende i justitsministeriet m.h.t. de tamilske familiesammenføringer, og en undersøgelseskommission blev nedsat. Dennes kommissorium blev udvidet, så tidsperioden omfattede alt siden lovforslaget fra 15. september 1987, og billedet blev fastslået af den mere end 5.000 sider lange rapport: Ninn Hansen havde handlet bevidst imod sine embedsmænd og havde vildledt Folketinget. Schlüter måtte have været vidende om den ulovlige sagsbehandling mindst siden september 1988. Få timer efter rapportens offentliggørelse trak Schlüter sig og overlod tøjlerne til Poul Nyrup Rasmussen. Det var den 25. januar 1993, efter mere end ti år med konservativ regeringsledelse med ham ved roret.


    Gedigent og overskueligt opslagsværk (bind I og II)

    Bogen om Schlüters tid har et omfattende noteapparat, suppleret med nogle særdeles anskueliggørende sammenfatninger og perspektivafsnit i sidste del af værket. Sammen med bind I er det en god håndbog for den nysgerrige læser og for den historieinteresserede. De to gange Olesen har oven i købet sammenfattet begge perioder forbilledligt i nærværende bogs allersidste kapitel, Anker Jørgensens og Poul Schlüters tider 1972-1993.