|
|
Anmeldelse:
Spændende og historisk relevant bog om
anstændige forhold for arbejderklassen
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 22. september 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Søren Federspiel: "Jensen er valgt - en biografi"
Fagbog, Knuths Forlag (441 sider) .
Udkom 4. september 2018.
Vejl. pris 429,95 kr.
BUY HERE / Kan købes her.
DANSK/HISTORIE:
Naturens luner findes både uden for og inden i menneskene. At det skulle være et af naturen bestemt forhold,
at arbejdere skulle være slaver af kapitalen, kunne malersvend Jens Jensen ikke acceptere. At enkeltpersoner
skulle profitere på almindelige menneskers bekostning, var ham lige så fjernt.
Søren Federspiels nye udgivelse er en rigtig spændende og historisk relevant bog.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
Den danske kamp for socialisme og korporation
Søn af et par fattige indsiddere nær Aarup på Fyn og senere malersvend på jagt efter arbejde
i København er noget af det første, vi kender til manden med det næsten anonyme navn: Jens Jensen.
Imidlertid er det samtidig begyndelsen på historien om, hvordan Socialdemokratiet og fagbevægelsen blev dannet
og formet til ad demokratisk og reformistisk vej at overtage væsentlige politiske og økonomiske magtpositioner i samfundet.
Jensen var selv klar i mælet: "Vi behøver kapital, men vi har ingen brug for kapitalister."
Den arbejdsløse malersvend
Jensen landede som arbejdsløs malersvend i København i 1880. Han var meget hurtigt klar over, at der skulle løftes i samlet flok, hvis forholdene for arbejderne skulle forbedres. Tankegangen hos mestre og til dels svendene var stadig præget af laugstiden, om end denne ordning for længst var ophævet. Mestrene skaltede og valtede med deres ansatte.
Både den faglige og den politiske gren af arbejderbevægelsen var stadig hårdt medtaget efter de interne stridigheder fra 1870"ernes begyndelse, og efterdønningerne af den effektive stækkelse af socialistiske tiltag med fængsling og deportation af centrale personer i den allerførste socialistiske bevægelse havde ført til generel opløsning i arbejderbevægelsen samt en hel del mismod.
Det danske socialdemokrati kan føre sin historie tilbage til Den Internationale Arbejderforening for Danmark grundlagt i 1871 (og forbudt i 1873), senere omorganiseret i bevægelsen Det Socialdemokratiske Arbejderparti, men formelt som politisk parti blev det først stiftet i 1878 under betegnelsen Socialdemokratisk Forbund.
Malerkosten lægges på hylden
I storbyen kom Jens Jensen hurtigt ind i fagbevægelsen og Socialdemokratisk Forbund. Uddannet i malerprofessionen var han blandt de første til at tage initiativer til at samle sine arbejdsfæller til fælles kamp for bedre forhold. Han blev snart formand for Malernes Fagforening (1883-88), og i 1885 blev han medlem af bestyrelsen for den daværende hovedbestyrelse for Socialdemokratisk Forbund. Men først og fremmest var han fagforeningsmand.
Han var særdeles aktiv i arbejde med at genopbygge både parti og fagforening. Han rejste land og rige rundt og stiftede lokale fagforeninger, og han var hovedkraften bag af organisere fagforeningerne centralt, på trods af Socialdemokratisk Forbunds ønsker, men uanset meningsforskelle foregik dannelsen af de fælles fagforbund i tæt samarbejde med partiets daværende formand, P. Knudsen.
Jens Jensen tog initiativ til, at de københavnske fagforeninger i 1886 stiftede De samvirkende Fagforeninger i København. Opgaven var at lede det faglige arbejde, koordinere de faglige aktioner med mulighed for bl.a. at iværksættelse strejker, men samtidig var et vigtigt punkt at modarbejde de uorganiserede arbejdere, der kom fra landdistrikterne og sågar fra det sydlige Sverige. En priskurant (lønsatser for typer af arbejde) blev et virksomt middel hertil.
Jens Jensen havde blik for, at arbejdsmarkedet var ved at ændre sig fra at være en række lokale arenaer, der fungerede under devisen alles kamp mod alle, til at blive et organiseret og regelbundet landsdækkende forum og, at bevægelsen måtte udnytte det momentum, de nye arbejdsmarkedsbetingelser bød med stigende konfliktniveau og organisering hos arbejdsgiverne (side 151).
Jensen og De samvirkende Fagforeninger
Socialdemokratiets ledelse gik med til at Jens Jensen samlede de faglige kræfter i et tæt samarbejde på tværs af faglinjer, idet de fik mulighed for at vælge to medlemmer til De samvirkende Fagforeningers ledelse og deltage i deres fællesmøder. Tilsvarende fik De samvirkende Fagforeninger mulighed for at vælge to medlemmer ind i Socialdemokratiets ledelse. Jens Jensen var selvskreven som den ene af disse.
Jens Jensen blev altså De samvirkende Fagforeningers første formand. En post han først forlod, da han i 1903 blev valgt til Socialdemokratiets allerførste borgmester i Danmark, og til og med var det som Finansborgmester i København. En borgmesterpost, der fra og med 1938 blev omstruktureret til den nuværende post som Overborgmester.
Centraliseringen af fagforeningerne kom til at stå sin prøve ved Den store lockout i 1899, som ifølge forfatteren til biografien, historikeren Søren Federspiel, i høj grad blev en succes på grund af Jens Jensens fremragende evner til at forhandle og mægle. Bogen giver et enestående indblik i de komplicerede forhold, som kampen udspillede sig på baggrund af. Federspiel har dykket grundigt ned i kildematerialet for at komme frem til sine konklusioner i forhold til både Septemberforliget af 1899 og Systemskiftet 1901.
Den store styrkeprøve i 1899 viste to jævnbyrdige parter med en fagbevægelse, der beherskede sine virkemidler og trods taktisk uenighed i ledelsen var præget af stor tillid mellem ledelse og medlemmer. Resultatet i form af Septemberforliget af 1899 repræsenterede status quo, og Jens Jensen vurderede, at en næste store kamp ville blive international, derfor satsede han på og havde succes med at så sat et internationalt samarbejde på skinner. Det skulle bidrage til, at Septemberforliget kunne blive bedre næste gang (side 228).
Jens Jensen og hans samtidige troede ikke, at Septemberforliget i 1899 skulle blive fremtidens Grundlov for det danske arbejdsmarked. Det blev især af Jens Jensen betragtet som et midlertidigt kompromis, der givetvis skulle afløses af et nyt kompromis nogle år efter, hvorefter der trinvis kunne indføres mere socialistiske elementer i samfundsmodellen for Danmark. Men sådan skulle det ikke gå. Hovedaftalen af 1899 blev stående, uden nye storkonflikter, og dermed blev den grundstenen til det, der i dag kaldes Den Danske Arbejdsmarkedsmodel.
Dette forhold styrkedes af indførelsen af det parlamentariske princip i 1901, der nedtonede de tilspidsede modsætningsforhold mellem den herskende klasse og underklassen/arbejderne.
Jensen som politiker
I 1893 havde den politiske magtkamp mellem Højre og Venstre endnu ikke fundet sin afklaring. Ganske vist var Estrup trådt tilbage, men systemskiftet 1901 lå stadig et godt stykke ude i fremtiden. Men dette år blev de første to socialdemokrater valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation igennem en fællesliste med de liberale. Det var malersvend Jensen og Skolelærer Klausen.
Bystyret og de borgerlige i almindelighed var rystet over dette, for hvad mon blev det næste? Dog var det daværende valgsystem så snedigt indrettet, at mange arbejdere tjente for lidt i årsløn til at kunne opnå kommunal valgret, så man tog det foreløbig ret roligt.
Ikke desto mindre voksede Socialdemokratiets antal af pladser i det københavnske bystyre i løbet af 1890"erne, og også ude i landet begyndte der at dukke sognerådsmedlemmer og sågar borgmestre op repræsenterende Socialdemokratiet.
Finansborgmester på livstid
De fire borgmestre i Borgerrepræsentationen sad på livstid. I begyndelsen af året 1903 døde finansborgmester Borup ganske pludseligt. Det lykkedes socialdemokraterne at få flertal, idet en liberal politiker blev overløber. Flertallet blev omsat i krav om borgmesterposten, og selv om de liberale var betænkelige, stemte de blankt, således at socialdemokraten Borgbjerg den 3. marts 1903 fra balkonen på det nye rådhus med klar røst kunne meddele de forsamlede nede på pladsen, at "Jensen er valgt".
Således kunne Jens Jensen i en alder af 44 år, malersvend og formand for De samvirkende Fagforbund, tiltræde byens vigtigste politiske embede. Han trådte naturligvis samtidig tilbage fra sin formandspost i de samvirkende fagforbund.
Jens Jensen var egentlig ikke færdig med det faglige arbejde, men han havde fået en international faglig bevægelse op at stå få år forinden han blev borgmester. Det han havde sat i gang i Danmark og internationalt kunne fortsætte uden hans direkte medvirken, og socialdemokraterne var ikke sene til at udnytte den enestående mulighed for en toppost i Københavns bystyre, og dertil var Jens Jensen klart det oplagte emne, til trods for, at en vis Thorvald Stauning allerede var godt i gang med at etablere sig i Socialdemokratiet, men han var en hel del yngre og var først nu for alvor i gang med at positionere sig.
Det kan næppe udtrykkes smukkere end Federspiel gør i det følgende citat fra bogen:
Skiftet i 1903 understregede, at partidisciplin gik over alt andet for Jens Jensen, men også at København var blevet hans by. Her havde han fået arbejde, her var han blevet formet som fagforeningsmand og politiker, her var han blevet forelsket, var blevet gift, havde stiftet familie, fået børn og mistet ét. Byen var på godt og ondt blevet hans skæbne i lige så høj grad som arbejderbevægelsen (...)
Modernisering og fornyelse
Jensen var stærkt involveret i at omdanne det søvnige og traditionelt konservative bystyre i forhold til at gøre København til en moderne hovedstad. Jensen var med til at modernisere administration og økonomistyring; han satte gang i en egentlig byplanlægning og gik aktivt ind for at udvide kommunens areal og indbyggertal med indlemmelse af omegnskommuner. Desuden var han engageret i gennemførelsen af den kommunale valglov af 1908, der bl.a. gav valgret til kvinderne. Desuden var han "sporvognsborgmester", hvor øgenavnet hentydede til hans kamp for at lægge de private sporveje ind under kommunen. Han oprettede hjælpekasser for arbejdsløse, ligesom han gik i spidsen for at udbygge skolerne og hospitalerne i byen.
En rolig slider
Jens Jensen var med næsten overalt. Han sad i et utal af bestyrelser og deltog flittigt, arbejdsomt og omhyggeligt i alle disse hverv, uden at gøre det store ud af sig selv.
Federspiels bog giver et godt indtryk af, hvordan valglove og diverse forordninger blev saneret under Jensens tid, hvilket alt i alt førte til, at mere parlamentariske principper kom til at gælde på en række af kommunens vitale områder.
Også skildringen af de interne magtkampe i Socialdemokratiet bliver indgående forklaret i forhold til de begrænsninger, dette kom til at lægge på det selv samme socialdemokratis magtmuligheder og indflydelse.
Påskekrisen
En central pointe i bogen er påvisningen af, hvordan Jens Jensen kom til at spille en afgørende rolle under den såkaldte Påskekrise, hvor demokratiet af kongen midlertidigt blev sat ud af spillet. Det er redegørelsen for hans nøgleposition i forhold til kongen, fagbevægelsen og Socialdemokratiets ledelse, som fører til, at han indtræder i det forretningsministerium, der bliver dannet, efter at den af kongen udpegede regering er trådt tilbage efter pres fra den samlede arbejderbevægelse, omhyggeligt orkestreret af ikke mindst Jensen. Jens Jensen fremstod som en garant for demokratiets håndhævelse.
Fornemt portræt af en overset politisk nøgleperson
Søren Federspiel giver i sin biografi over Jens Jensen en ret personlig og for læseren engagerende skildring af den
utroligt flittige arbejder, der havde sans for opbygningen af en dansk arbejdsmarkedsmodel, i modtræk til arbejdsgiverne,
men også med fremadrettet blik mod den tiltagende markedsgørelse af tilværelsen, med modsætningen mellem klasserne som klart udgangspunkt.
Jensen havde sine socialistiske slagord med sig til det sidste, men han var først og fremmest en mester inden for kompromisser og indgåelse af aftaler, der fik betydning som grundlag for den videre udvikling frem imod den sociale kontrakt, der blev indgået under efterfølgende
socialdemo-
kratiske regeringer i 1930"erne. Jensen var pragmatiker mere end principrytter. Han sluttede med at stå for korporatismen, uden at dreje socialdemokratiet hen imod et landsfaderligt parti. Det sidste tog Stauning sig af, og Jensen holdt sig her respektfuldt i skindet med kommentarer, om end han givet tænkte sig. Som det siges i bogen: "Skal han placeres ideologisk, må det være som reformist" (side 425).
Bogen giver et solidt og overbliksskabende indblik i arbejderbevægelsens historie i den første bølge, hvor det lykkedes at få parti og fagbevægelse til at arbejde for samme sag, trods de strategisk forskellige grundinteresser. Jens Jensen fremstår om nogen som en nøgleperson i dette forehavende.
|
|
|
|
