HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Registreringer af stort og småt igennem 400 år



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 6. september 2018.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Anders Bjørn & Jane Lytthans:
  • "Christianshavnerliv gennem 400 år".
  • Forlaget GAD(386 sider).
  • Udgivet 16. august 2018.
  • Pris kr. 349,95 BUY HERE / Kan købes her.

    DANSK/HISTORIE: Historikeren Anders Bjørn tager sig af de første 350 år, medens folkloristen Jane Lytthans dækker tiden efter 1968. Det er der kommet en interessant bog ud af, egal i fremstillingen mellem de to forfattere, og utrolig veldokumenteret og grundig. Grundigheden sørger for, at hver en sten bliver vendt, men alt er holdt i nøgterne, faktuelle rammer, hvorved det ikke på noget tidspunkt bliver kedelig læsning. Tvært imod skærpes interessen for denne utroligt vigtige bydel for København og hele Danmarks historie. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Chistianshavn-bogen her.


    Nuanceret engageret beretning

    Der er helt givet nyt for alle læsere af denne bog. Mange ting af vigtighed for Christianshavn er formentlig forholdsvis ukendte, men de bliver af forfatterne draget frem blandt alle de øvrige detaljerede historiske fakta.

    Christianshavn har spillet en ganske særlig rolle i forhold til hovedstadens historie og udvikling. Christian 4. igangsatte projektet om anlæg af en fæstningsby som mål, hvilket skete med opfyldningen af det sumpede område og bygningen af et voldanlæg med bastioner, så der dannedes en ring om det gamle København. Hertil inviteredes udenlandsk ekspertise. Samtidig med at det blev et militæranlæg, forsøgte kongen at invitere driftige og entreprenante borgere til at købe jordlodder og forpligte sig til at bygge. Lokkemaden var en vis skattefrihed, men det kneb med at få grundene afsat, idet mange borgere ankede over, at der ikke blev tildelt købstadsrettigheder. Alt var underlagt jurisdiktion fra det gamle København.

    Dette ændredes dog i 1639, hvor bydelen fik sine rettigheder, hvilket førte til en korterevarende opblomstring af entreprenørånden. Under Christian 5. blev bydelen atter indlemmet i København i året 1674 som hovedstadens 11. kvarter. Der havde været for mange stridigheder mellem de to nabobyer, og efter svenskernes belejring i 1658 var det begyndt at gå ned ad bakke med antallet af borgere i betydningen solide skatteydere. Bydelen havde ganske enkelt til stadighed for mange fattige indbyggere, hvilket betød et svigtende skatteunderlag for kommunens drift.


    Christianshavn redder Danmark

    Under den svenske belejring i 1658-59 var det alene på grund af voldanlægget ud mod Amager, at det lykkedes at holde stand mod angriberne. Derfor lovede kong Frederik byen nye privilegier og øget selvstyre, men det gik alt sammen i sig selv igen, da statskuppet i 1660 indførte enevælden.

    At kongen nu besad den samlede magt mærkede man på Christianshavn bl.a. ved, at de to borgmestre blev sat i fængsel for obsternasighed mod kongen, og først da de eftergav kongen de store lån, de af egen lomme havde ydet ham under den svenske belejring, blev de atter sat på fri fod.


    Centrum for handel og søfart

    Danmark praktiserede som så mange andre stater i Europa en merkantilistisk politik igennem 1600- og 1700-tallet. Den nationale økonomi skulle styrkes ved at man skabte en positiv handelsbalance og tilsvarende en stor beholdning af guld og sølv, datidens primære valuta.

    Den danske stat støttede oprettelsen af nye virksomheder, der kunne producere til øget eksport, ligesom man satte gang i kolonihandelen, således at handelskompagnier kunne sørge for at Danmark blev selvforsynende med de populære kolonialvarer fra de oversøiske områder. Kaffe, te, tobak og krydderier var centrale i denne forbindelse. Senere blev det også rørsukker fra de Vestindiske øer.

    En mørk side ved denne aktivitet var slavehandelen, der indgik i den såkaldte trekandshandel. Slaver fra Ny Guinea sejledes til Dansk Vestindien, sukker blev taget med fra øerne til København, og endelig blev våben, brændevin og forskellige andre kurante varer taget med fra København til Guldkysten, hvor de blev brugt som betalingsmiddel til lokale høvdinger for fremskaffelsen af flere slaver.

    Christianshavn blev centrum for denne handel, med administration og tilhørende søfart. Asiatisk Kompagni 1732-1845 havde hovedsæde her, ligesom Det Almindelige Handelskompagni, der blev afløst af Kongelige Grønlandske Handel, fik deres plads på Christianshavn. I forbindelse med denne udenlandstrafik blev bydelen også præget af indvandring og kontakter ud i verden gennem flere århundreder.


    Arbejder- og industrikvarter

    I løbet af 1800-tallet afløser produktionskapitalismen merkantilismen. Christianshavn bliver centrum for store industrivirksomheder med bl.a. Burmeister og Wain som landets største arbejdsplads. Trods dette formåede bydelen at bevare sin særlige identitet: Nitterne kaldte de sig, christianshavnerne. Og denne betegnelse gik igen i forbindelse med tilblivelsen af fristaden Christiania. Bydelen blev i øvrigt centrum for en række politiske og sociale protestbevægelser igennem tiden efter 1848. Hele bevægelsen omkring Sofiegården er et andet godt eksempel, men også den tidlige arbejderbevægelse med Louis Pio og Slaget på Fælleden havde sit udspring på Christianshavn. Syndikalisterne stod stærkt på B & W i tiden op til Første Verdenskrig og spillede en vis rolle frem til afslutningen af krigen.

    Det blev dog christianshavneren Thorvald Stauning, der kom til at præge den politiske udvikling frem mod det socialdemokratiske parlamentariske engagement og deltagelsen i landets regeringsførelse fra tiden lige efter Krigen.


    Gentrificering

    Bogens sidste del, der dækker perioden fra 1968 og frem til i dag, fortæller om en udvikling væk fra industrikvarterer og slum, med øget boligbyggeri, tilflytning af mere velbjærgede og veluddannede og en generel forskønnelse af bydelen. Nogle kalder det gentrificering, hvilket har en lidt negativ klang, idet det til en vis grad indikerer, at almindelige jævne borgere ikke længere har råd til at bo her og deltage i livet, som før. Huslejerne bliver for høje, ligesom visse kvarterer bliver bygget om i stål og beton, i en stil, der ikke helt klæder resten af bydelen. Særligt havnefronten bærer præg heraf. Kontorer og dyre boliger samt en enkelt restaurant er det blevet til, men ikke så mange ånde- og vandhuller for den mere jævne befolkning.


    Byen i byen

    Den seneste udvikling omfatter de tidligere lukkede områder Holmen, Margretheholm og Refshaleøen, der alle til en vis grad har haft militære formål til for nylig. A. P. Møllers opførelse af Operahuset omkring årtusindskiftet var med til at befæste denne udvikling frem mod det velpolerede og pæne, men lidt sterile.

    Efterhånden er det mondænt at bo på Christianshavn. Man er tættere på hjertet af København end i det lille Manhattan ude på Amager. Bydelen er blevet en turistmagnet, først og fremmest på grund af fristaden Christiania, men en bydel i bekvem gåafstand fra det indre København er også i sig selv noget, der trækker folk til. Og malerisk, tja, det kan det stadig føles mange steder derude.

    Det sidste hovedafsnit slutter med nogle forhåbninger til fremtiden: Papirøen skulle helst ikke blive alt for bastant i moderne kompakt beton og overbebygget areal. Broer og cykelstier vil forhåbentlig være med til at knytte bydelen mere dynamisk sammen med resten af Københavns kommune, men samtidig skulle der også gerne kunne være områder af mere meditativ, rolig karakter, så ikke centrums hektiske liv forplanter sig alt for meget hertil.

    Bogens slutning er åben - ingen kender den faktiske udvikling for Christianshavn på sigt. Det er svært at spå om den, for det hele afhænger til syvende og sidst af politikervilje, pengeinteresser og indbyggernes initiativer.