|
|
Anmeldelse:
Seriøs coffee-table bog om samspillet mellem natur- og kulturlandskab
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 11. juli 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Jens Gregersen: "Den Jyske Hede - I urfuglens tid".
GADS FORLAG (239 sider).
Udkom 3. maj 2018.
Pris: kr. 299,95.
BUY HERE / Kan købes her.
DANMARK/NATURHISTORIE:
Tegneren, maleren og forfatteren Jens Gregersen har siden slutningen af 1970'erne vandret, tegnet og malet flora og
fauna som et led i den naturovervågning, som han således har praktiseret i
mere end 40 år. Han har arbejdet med dette emne overalt i landet,
men særligt koncentreret om den jyske hede. Jens Gregersen bor på øen Vorsø i Horsens Fjord, midt i den natur, som han sætter så stor pris på.
I nærværende bog, som han betegner som indlæg i debatten om urfuglens mulige genindførelse i Danmark, nærmere betegnet den jyske hede, har
han sat sig for at udrede de karakteristiske træk ved det landskab, som kræves af urfuglen, for at den kan trives. Det sker med historisk
grundighed og perspektiv. Ligeledes bidrager hans eksempelmateriale og tilhørende argumentation til en kærkommen begrebsafklaring,
hvor fokus bliver den stadige konflikt mellem ekstensiv naturpleje og intensivt industrilandbrug.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
Nuanceret og indsigtsfuld
Vi har kendt til siden opdyrkningen af heden siden H. C. Andersens berømte vers:
"Men skynd dig, thi om føje år Heden som en Kornmark står."
Gregersen refererer til bl.a. Johannes V. Jensen og Poul Henningsen, når han skal optegne de forskellige holdninger til hedelandskabet.
Omfattende hedestrækninger dækkede i begyndelsen af 1800-tallet store dele af Jylland og var hjemsted for en righoldig
flora og fauna, som i dag er næsten forsvundet. En af de tabte arter er urfuglen. Storken har lidt næsten samme skæbne.
Interessant i denne forbindelse er det, at urfuglen fik stor fremgang i forbindelse med hedebøndernes ekstensive
opdyrkning af jordarealerne, så man i slutningen af 1800-tallet oplevede et hidtil uset antal. Pointen er, at sjældne fuglearter
og en nuanceret fauna udmærket kan trives sammen med ekstensive og økologiske dyrkningsformer. Det var endda sådan, at heden gav en
større variation i flora og fauna, da den ekstensive dyrkning påbegyndtes midt i 1800-tallet.
Urfuglen er væk. Det er ikke længe siden, men uddød er den. Urfuglens fremgang og succes var båret af
hedebondens ydmyge kår, men med det
moderne, teknologiske landbrug forsvandt en århundredgammel bondekultur - og dermed også urfuglen.
Forfatteren fremhæver, at hans ærinde er at fremlægge fakta omkring ændringerne i flora og fauna på heden, herunder gøre sig overvejelser i
forhold til, om det er muligt, og ønskeligt, at få urfuglen tilbage.
Sandhed, løgn og politik
I sin redegørelse for ændringerne i dyre- og planteliv i Danmark under indtryk af intensiveringen af landbrugsdriften,
formulerer Gregersen en vigtig pointe: At forklare årsagerne til ændringer i naturen er et kompliceret forehavende:
Den sande forklaring er kompliceret. Og først og fremmest passer den ikke ind i politiske handlingsplaner.
Den ubønhørlige udvikling har sin pris; kulturlandskabet har altid ændret sig og vil fortsat gøre det. Tabet af den flora og
fauna, som ledsagede storken og urfuglen, er et lærestykke i, hvad fremtiden vil bringe.
Med sine markeringer peger forfatteren på misforholdet mellem statsligt støttede forsøg på naturgenoprettelse
og realpolitikken på området. Der er tale om indbyrdes modstridende handlinger, når de forskellige ministerielle instansers indsatser
holdes op over for hinanden.
Kulturlandskabets ve og vel
Igennem sin redegørelse for den historiske udvikling i opdyrkning af heden og intensiveringen af landbruget i almindelighed når forfatteren frem
til, at det kulturlandskab, som vi har skabt igennem de sidste 60-70 år, er presset til det yderste i ydeevne, hvilket betyder tab af variation.
Sociologer og naturforskere har forskellige holdninger til udviklingen. Nogle hælder til det nationalromantiske Danmark, med stork på
taget og kornneg på markerne. Andre er mere nøgterne og ser som Achton Friis den uundgåelige udvikling, på grund af menneskets infame
tilpasningsevne, for nu at bruge Poul Henningsens ord om noget helt andet. Achton Friis sagde i 1932 følgende i "De Jyders Land":
Jeg tror, at en Befolkning på 3-4 Millioner Mennesker kan leve fortrinligt, når deres Fædreland er en Kartoffelmark og
dens Fornødenheder udenfor Maaltiderne er en Bil, en Skindpels og godt med Biografteater.
Gregersen mener nok, at Achton Friis var lige lovlig misantropisk,
da han formulerede sin fremtidsvision. Mon vi kan trives med et landskab helt renset for egnstypiske elementer?
Naturbeskyttelse - og tidsånden
Poul Henningsen syntes, at naturbeskyttelse var noget romantisk pjat. Han hyldede fremskridtet ubetinget.
Det var i de glade halvtredsere og tidlige tressere.
At der sidenhen er gået politisk mode i naturbeskyttelse, er uomgængeligt. Imidlertid er spørgsmålet, om nyere tids
indsats på området er med hjertet på rette sted:
Begrebet rekreative og grønne områder opstod; det samme gjorde fredningsplanudvalg og miljøministerium.
Det var instanser, som i deres vorden havde stor betydning. Siden hen har disse myndigheder været stærkt kritiseret
for deres kompromisagtige handlinger. Det har ført til flere sager, hvor danske naturfredere har måttet ty til hjælp
fra den fælles europæiske lovgivning om beskyttelse af habitater og arter.
Måske vil vi snart opleve, at vi skal søge hjælp hos EU for at beskytte danske interesseorganisationers ret til at fremsætte fredningsforslag?
En mindepark over naturen?
"Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere"
blev indviet i 1953, til ære for hedens opdyrkere. Men at hedens kultivering skulle være et kulturelt og produktionsmæssigt svendestykke,
der gjorde Danmark større og rigere, har Jens Gregersen svært ved at se. Det gik så vidt, at mange søer, moser og enge, samt åer,
blev totalkultiveret, - rettet ud, drænet, udtørret. Noget lignende kan man sige om den skæbne, der blev den danske hede til del.
Ret beset er omtalte mindepark med sine 12 hektar derfor et undseligt plaster på såret, der måske netop passer til forholdene:
De nøgterne realiteter, der tilsiger, at heden stort set er kommet på museum.
Aage V. Jensen Naturfond og Gregersens bog
Igennem en årrække har denne fond taget del i forsøget på at bevare og genoprette natur, særligt i
relation til heden. Fonden har opkøbt en del arealer, hvor forholdene søges genetableret i retning af biodiversitet
og sigte på bæredygtighed, altså naturpleje, der hviler så vidt muligt i sig selv. Et fornemt eksempel er indsatsen i Lille Vildmose,
der nu næsten helt er opkøbt af fonden. Her har man bl.a. genetableret Birkesø, hævet vandstanden i tørvegravene og udsat vildt kvæg -
og i august 2017 sågar nogle elge. Der er god svensk stemning i denne del af Lille Vildmose, med både traner, sangsvaner og kongeørn,
foruden elgene.
Aage V. Jensens Fond har prisværdigt også afset midler til at bistå udgivelsen af nærværende pragtbog, der på ingen måde er at opfatte
som et reklamestunt for fonden. Forfatteren har tydeligvis haft helt frie hænder til at lave sin causerende, essayagtige og stemningsprægede
fremstilling, der dog også indeholder en god portion systematik med både historiske detaljer og naturnære iagttagelser før og nu. Bogen bærer
igennem på sit ræsonnement, at give et oplæg til moden overvejelse, om det vil være realistisk, og ønskeligt, at forsøge at genindføre urfuglen,
som et billede på mere diversitet og større landskabelig skønhed.
Marginaler
Bogens tydeligste partsindlæg er et kort afsnit om marginaler. Her formulerer Jens Gregersen sin lønlige tanke om et fremtidigt
landbrug og kulturlandskab:
En rundrejse i hedeegnene, hvor for eksempel urfuglen fandtes, fortæller glimtvis om efterladte hjørner,
som antyder fremtiden for en ny jysk natur. Vel at mærke i et område, hvor opdyrkning kræver forholdsvis meget kunstgødning og
pesticider for at kunne give de udbytter, der kræves i et moderne landbrug.
Det er her, det økologiske landbrug må træde til som en del af det, der i dag er marginaler.
En ny Johannes Larsen
Den foreliggende pragtbog bæres igennem af en mangfoldighed at farvelagte tegninger og akvareller,
der både illustrerer og understøtter teksten. Det hele er sat op i en æstetisk helhed, hvor tekst og tegning indgår
i smuk symbiose. Tegningerne kan nydes for sig, men de bliver også et vigtigt bidrag til forståelsen for betydningen af vores
flora og fauna, således at vi som læserne herigennem kan få skærpet vores iagttagelsesevne og ganske enkelt blive bedre til at åbne
øjnene over for naturen, når vi fremover færdes i den.
|
|
|
|
