|
|
Anmeldelse:
Kim Leine spidder til-
værelsens absurditeter i blotlæg-
gelsen af kommercielle og
åndelige bestræbelsers indbyrdes kamp om at vinde Grønlands sjæl i Gründertidens ånd.
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 11. juli 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Kim Leine: "Rød mand / Sort mand".
Roman, GYLDENDAL (520 sider).
Udkom 2. marts 2018.
Pris: kr. 299,95.
BUY HERE / Kan købes her.
DANSK/LITTERATUR:
En fantasifuld fortælling, bemærkelsesværdig for sin ekstreme lighed med virkelighedsnære forhold.
Dertil det picareske, skælmske à la Daniel Defoe i romanen Moll Flanders. Kim Leine har ladet sin fantasi spille over virkelige
hændelser og har formået at gøre sin fremstilling virkelighedsnær og vedkommende for det moderne menneske.
Vi er til alle tider draget af kampen mellem ond og god vilje.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Kim Leines roman her.
Rød tråd / Sort tråd
Den sorte mand er missionæren Hans Egede, der målbevidst arbejder på at kristne grønlænderne og få dem til at aflægge
deres hedenskab. Den røde mand er angakokken Aappaluttoq, en af de grønlandske åndemagere, der kan andet end sit fadervor.
Romanen igennem løber mødet mellem de to som en rød tråd, der binder værkets budskab op på smukkeste vis til slut.
åndemagerens søn bliver syg og er døende. Han afleverer, som så mange andre, det syge barn hos Egedes kone, Gertrud Rasch, der får
drengen på højkant. Da Aappaluttoq kommer for at hente den raske, dreng, som de øvrige grønlændere har for vane med deres børn, nægter Hans
Egede at udlevere drengen, som han har fattet en særlig forkærlighed for. Drengen forbliver hos egederne, døbes Frederik Christian, og opdrages
i kristentroen.
Grønlænderne hører gerne om kristendommen, særligt de spændende fortællinger. Især historien om Abraham, som skal ofre sin søn Isak, vækker
stor forundring hos dem. Her er Hans Egede klar i spyttet, idet han fastholder, at det kan være nødvendigt at ofre sin søn for at vise sig
værdig til at opnå guds anerkendelse og derigennem frelsen.
Hans Egede mener endvidere, at de indfødte skal tugtes. Han slår en proper næve, som ramme både vrantne grønlændere, hans egne børn,
og iblandt også konen. Man skal ikke vise hedningene blødhed eller nåde, de skal piskes hvis nødvendigt, og deres børn kan kun modtage dåben,
hvis forældrene vil fastholde dem i kristentroen. Derfor bliver det kun til meget få dåbshandlinger i de første mange år. Aappaluttoq mener på
sin side, at han så let som ingenting kan åbne grønlænderne for det kristne budskab, hvis han får lov til at gøre det på sin måde. De to mænd
er fanget i deres had til hinanden, der både udfolder sig i den lille koloni og ude i den åbne grønlandske natur.
Kultursammenstød
Kim Leines Rød mand / Sort mand foregår i årene 1726-1736, i forbindelse med det første møde mellem kristne danskere og hedenske
indfødte. Det er et vidtspændende værk om et kulturmøde, der giver anledning til voldsomme konfrontationer både kulturerne imellem, men også i
forhold til det utilpassede menneskes møde med den rå natur. Danskerne dør som fluer af sygdom, og på et sent tidspunkt i det tiårige forløb
smittes både danskere og grønlændere med sygdommen kopper, som er kommet op med et af skibene fra Danmark. Både kolonien og de grønlandske
bosættelser reduceres med op mod firs procent på grund af koppernes hærgen. Så voldsomt kan mødet mellem kultur og natur udarte sig.
En fint afbalanceret roman
Jeg er Aappaluttoq. Jeg har lige været hos paven i Rom. Jeg fik serveret te og småkager,
og jeg talte med ham en times tid om kristendommen og om hvordan den blev splittet i to af "Den Store Luther", og
at Erasmus varen bedre reformator end ham. Han var en venlig og fornuftig mand. Han hed Benedikt og havde sine ting at slås med,
præsternes udsvævelser, lotterispil og andre ting som han var imod.
Aappaluttoq er en glat ål, der kan bevæge sig som det passer ham ud og ind af tid og rum, hvilket også
Kim Leine gør i sin roman. Læsningen kræver et vågent øje, for det kan hurtigt gå i kludder,
når der sker uventede skift i fortællemåden. Det kan ske ved et uventet replikskifte, så det bliver uklart,
hvem der taler eller en brat ændring i synsvinkel, der giver en hel ny betydning. Det er svært at bevare et helhedsblik,
og man bliver hvirvlet rundt i fortællingen uden altid at kunne rede trådene ud, da begivenhederne har det med at vælte
ind over hinanden.
Romanen består til læserens held og beroligelse af overskuelige kapitler, men det er inde i kapitlerne at der skiftes synsvinkel
og fortællemåde i et væk. Der forekommer dagbogsafsnit, fortættede personlige beretninger, religiøse rablende remser
og inderlige bekendelser, men pludselig er der rejsebeskrivelser og på et tidspunkt et helt surrealistisk afsnit, hvor Jomfru, hvor den unge
jomfru Titia, guvernør Pors'
syttenårige, gravide husholderske, er gået fra forstanden.
Kim Leines fremstilling glider let og uden besvær fra blodige konflikter, over sviregilder og
vanvittige tiltag hos guvernøren, til øm kærlighed og grov udnyttelse af samme. Det er denne picareske,
røverhistorieagtige fremstilling,
der holder modet oppe hos læseren, så det hele kan stås igennem, trods alt det viderværdige og ind imellem
rent sataniske. Vi bliver lutret
af hele spektret af tildragelser lige fra helvedes ild og til den himmelske tilgivelse.
Rød mand/ sort mand skildrer en kamp, der går på liv og død, hvor også sproget er med til at
markere det yderste og mest ekstreme i
forbindelse med både den ydre og den indre strid mellem livet og døden, fortabelsen og frelsen, men hele tiden er det et
(med)menneskeligt
aspekt, der sejrer. Måske mest sat i groft relief, da tre herrnhutter i 1734 ankommer til øen og slår sig ned tæt på
den danske koloni.
Døden fra Lübeck
Død og sygdom florerer, specielt blandt de nytilkomne kolonister, som ud over officerer og mandskab, består af tugthusfanger og
prostituerede,
som blev tvangsgift ved lotteri i Holmens Kirke og sendt af sted af Kong Frederik den 4, der har udtænkt et stort Dessein, et design,
et
idésæt, der skulle gøre bod på tabet af de svenske landbesiddelser. De stakkels danske tvangsudskrevne lever usselt og
under usunde
hygiejniske forhold, og bliver snart plaget af skørbug og lungesygdomme i det konstant tågede vejrlig. Det florerer med
dødsfald, og også
børnedødeligheden er næsten 100 procent.
Menneskene bliver prøvet til det yderste, alt det groteske og hæslige bliver nådesløst blotlagt. Nogle scener er
groteske i deres hæslighed,
men ind imellem er der også en munter, galgenhumoristisk tone, der giver en kærkommen modvægt til alt det væmmelige og
"græmmelige".
Et sted overværer vi en opskæring af liget af en kvinde, der er død af en art brystsot, og det gyselige og grelle modsvares
af de hujende
tilråb fra nogle af de (halvfulde) tilskuere.
En kærlighedserklæring
Romanen giver en gennemgående skildring af en nybyggertid, med banebrydende indsatser fra deltagerne, holdt i et kærligt og varmt sprog,
trods de mange eder og forbandelser og udpenslede elementer af krop og sjæl (sic). Man bliver som læser rystet, men også
iblandt lutret.
Paradokserne vokser, og til slut sidder man med overvejelsen om, hvem der ødelægger hvem. Er kongens Dessein galskab?
Er Hans Egede
vanvittig? Hvem er ven og hvem er fjende? Er de gode intentioner fra dansk side ødelæggende for en i øvrigt velfungerende
kultur, det grønlandske
fangerliv? Spørgsmålet er, om det er den Røde mand eller den Sorte mand, der har nøglen til et bedre liv i harmoni
med gud og alle de øvrige
ånder samt menneskene selv.
Den menneskelige spiritualitet sejrer
Kim Leine lader angakokken Aappaluttoq få det afgørende ord i striden mellem de forskellige religiøse (og kommercielle) løsninger på
tilværelsens dilemmaer, og det sker interessant nok i bibelske vendinger:
Jeg er Aappaluttoq. Nu rejser præsten. Nu er jeg alene. Jeg kan se ham derude. Står på dækket og kigger tilbage, som Lots hustru. Jeg tager hatten af hovedet og vifter med den. Og han løfter hånden og besvarer min hilsen.
Farvel, præst. Du tror det er slut nu. Du tror at kampen er forbi. Sådan er det for jer danskere. For jer er Grønland noget med en begyndelse og en slutning, noget man rejser til og forlader igen. Men sådan er det ikke for os der hører til her. For os slutter det aldrig. Grønland er vores land, hele vores liv fra vugge til grav. For os er kampen ikke forbi. Den er knap nok begyndt.
Paradoksernes tid er ikke forbi.
|
|
|
|
