|
|
Anmeldelse:
Tilværelsens ulidelige tryghed manes til eftertanke af et
nøgternt og bredt historisk anlagt værk om fascismen & al dens væsen
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 11. juli 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Madeleine Albright: "Fascisme - En advarsel".
Samfund og historie, Gads Forlag.
Udkom 12. juni 2018.
360 sider. Pris: 299,95.
BUY HERE / Kan købes her.
ENGELSK/SAMF:
Dette er helt klart en vigtig bog til alle tider, ikke mindst i allernyeste tid, hvori den forhenværende amerikanske udenrigsminister,
Ms Albright, igennem en velargumenteret fremstilling maner til besindighed og fornuft i
forhold til de nemme politiske løsninger og samtidig appellerer til at støtte op om grundbegreberne bag demokratiet.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Albrights her.
Den sorte tråd i historien
Fascismen defineres i et historisk perspektiv, begyndende med et tilbageblik til Madeleine Albrights egen fortid som etårigt barn, der sammen med sine forældre havde skjult sig i ti dage efter Hitlers invasion af Tjekkoslovakiet i marts 1939. Det lykkedes dem at flygte til London, og et liv i landflygtighed tog sin begyndelse.
Familien vendte tilbage hen over sommeren 1945, da tyskerne havde kapituleret, men glæden blev kortvarig, for allerede i midten af 1948 valgte familien atter at flygte, da kommunisterne overtog kontrollen med landet og faderens karriere som diplomat var forbi.
Det er på denne baggrund at den forhenværende udenrigsminister i USA under præsident Clinton
kobler personlig skæbne og historiens store hjul sammen, således at fascismen som begreb, fænomen og manifestation bliver belyst,
begrundet og behandlet. Hele fremstillingen er imidlertid uden sentimentalitet eller forskruet patos, ej heller fremkommer hun nogen
bitterhed over den skæbne, som bl.a. blev jøderne til del under nazismen.
Arven efter Hitler og Mussolini
Den 28. april 1945 hængte italienerne ligene af Mussolini og hans kæreste med hovederne nedad på en tankstation i Milano. To dage
senere begik Hitler selvmord i førerbunkeren under Berlin sammen med Eva Braun. Fascismen var udryddet, - for en tid.
For at forebygge mod gentagelser oprettedes De forenede Nationer, FN. Universelle menneskerettigheder blev vedtaget i forlængelse heraf.
Desuden satte USA ind med marshallhjælp til de europæiske lande, der var interesseret i at være med.
Igen i 1989 med Berlinmurens fald og kollapsen af det sovjetiske styre øjnede man håb om mere demokratiske tilstande. Optimismen var stor,
friheden syntes atter at være på generel fremmarch.
Nye advarselstegn
Siden murens fald og eksperimenter med mere demokrati i østlandene står vi atter i en periode, hvor de demokratiske principper er under pres.
Dette afdækker Albright systematisk igennem korte, overskuelige og historisk klart vinklede kapitler.
Terrorismen, grænser under pres fra flygtninge eller magthavere og vildtvoksende sociale medier er alle medspillere i forhold til at
skabe nye tilstande, hvor ikke bare populisme, men også fascisme kan trives.
Også den træge velstandsstigning, økonomiske bobler og nær-nedsmeltninger af nationale økonomier har bidraget til uro og utilfredshed samt
søgen efter nemme løsninger, måske i form af en stærk mand. Ifølge bogen er demokratiet i dag under det største pres siden slutningen af Anden
Verdenskrig.
Nogle af tegnene på nye farer er styret i lande som Ungarn, Philippinerne, Polen og Tyrkiet. Desuden er der Putins Rusland, med annekteringen
Krim, højrebevægelser som Alternative für Deutschland og lignende politiske grupperinger på yderste højrefløj. Føj hertil folk
som Maduro i Venezuela og Xi Jinping i Kina. Allersenest har Tyrkiet genvalgt Erdogan for yderligere fem år, nu med øgede
beføjelser.
A coming man?
Det arabiske forår er nærmest gået i sin mor, således at forholdene er værre end de var inden 2011. Listen kan synes uendelig, og så
kommer Madeleine Albrights tilføjelse af endnu en stærk mand, Donald Trump, USA's præsident. Uden at ryste på hånden argumenterer hun for,
hvordan Trump langt hen ad vejen har både populistiske og fascistiske træk, der muligvis kan udvikle sig til noget alvorligt, hvis ikke
politikerne igennem det demokratiske system, det være sig republikanere eller demokrater, giver et modspil og markerer sig ved at
tage til genmæle. Men problemerne har mulige internationale konsekvenser:
Der er flere mulige skadevirkninger. Alene Trumps udnævnelser skaber i internationale kredse tvivl om det amerikanske
folks dømmekraft og om demokratiets pålidelighed som regeringsform. Dette er nedslående for dem, der kæmper for frihed rundtomkring i verden,
men velkomment nyt for autokrater og andre ledere, der har større uoverensstemmelser med USA.
Trump er uforudsigelig i sine udspil, ikke mindst igennem de sociale medier, og det giver kun anledning til inspiration for andre stærke mænd rundt omkring i verden: Hvis Trump kan tillade sig at rykke ved pælene for ordentlig opførsel, kan andre jo også prøve.
Populisme og folkets behov
Bogen vier et kapitel til at definere populismen og slå fast, at ordet og tankegangen i sig selv ikke er odiøse. Det problematiske
kommer først, når nogen eller nogle udnytter en utilfredshed eller et uudtalt behov og fører det videre til at skabe en platform for egen
magt, mere eller mindre uden for demokratiske rammer:
Historisk betragtet har populismen malet med bred pensel, men masser af mennesker synes i dag besluttet på at male den op i et hjørne.
Argumentet går bl.a. på, at det er farligt når populisme som begreb lægges for had, for netop da kan mange føle sig forsmået,
ringeagtet og kortslutte ved at give støtte til Den stærke Mand.
Hvad der kan og bør gøres
Albright har ingen patentmedicin mod fascismen og tilstande, der giver mindelser herom, men hun fremkommer med nogle indlysende bud. Ført og
fremmest er det vigtigt at forsvare sandheden, hvilket ideelt kan ske gennem en fri presse, der ikke konstant bliver lagt for had. Det er en særlig
udfordring i disse tider med Fake News og kontrafaktuelle informationer. Det andet bud er, at ingen er hævet over loven, heller ikke et
lands præsident eller leder. For det tredje er det vigtigt at involvere flere mennesker i politik. De skal engagere sig mere i forholdene ved
at vise interesse for den demokratiske proces. De almindelige indbyggere i et givet land skal op fra sofaerne og stemme ved valgene. Folk skal
opgive tanken om, at det jo alligevel ikke nytter noget.
En fascist er nem at kende
Albright lader sin bog munde ud i en appel til internationalt samarbejde. USA har brug for andre lande, og disse lande har på deres side brug for
USA. Der skal samarbejde til på tværs af landegrænser for at dæmme op for terrorisme, bremse spredningen af atomvåben, forbedre levestandarden
på verdensplan, beskytte miljøet og bevare nationers integritet og selvstændighed.
Sammen kan landene dæmme op for fascisme og fascistisk politik, der opfattes som akut trussel. Og en fascist er nem at få øje på, hvis man
skal tro Ms Albright:
Igen vil jeg konkludere, at en fascist er én, som hævder at tale for hele nationen eller gruppen, er aldeles ligeglad med andres
rettigheder og parat til at bruge vold, eller hvilke andre midler som er nødvendige, for at nå de mål, han eller hun måtte have.
Om personen hedder Trump, Putin eller Erdogan, gælder det for dem alle, at de tiltager sig stadig større egen-magt efterhånden som det
lykkes dem at udvide grænserne for deres gøren og laden, uden at et demokratisk modspil markerer sig tydeligt i forhold hertil. Forfatteren
kalder dem ikke fascister, men lader det være op til læseren at gøre sig sine betragtninger i så henseende.
Som bogens titel angiver, er den tænkt som en advarsel mod fascismen, og denne anmelder må sige, at der er argumenteret overbevisende
og sagligt for de synspunkter, der bliver fremsat.
|
|
|
|
