|
|
Anmeldelse:
Under radaren i 19 år
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 5. maj 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Leonora Christina Skov: "Den, der lever stille".
Roman, Politikens Forlag (384 sider).
Udgivet 8. januar 2018.
Pris kr. 234,-.
BUY HERE / Kan købes her.
DANSK:
Da Leonora Christina Skovs mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Den
ensomme Christina vokser op som enebarn i et parcelhus i Helsinge, og allerede som ganske lille fatter hun en plan for sin overlevelse:
Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende.
Desuden lever hun, som om hun var lukket mellem bladene i sin kalender. Efter 19 år under konstant overvågning flytter den unge psykologistuderende
til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora, skifter snart til litteraturstudiet og møder til sine forældres rædsel en kvindelig
præst, som hun forelsker sig i: "Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem", siger hendes far; men nu starter for alvor Leonoras lange
kamp for at bryde med skyldfølelse og bindingen til forældrene.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen.
Autofiktion i særklasse
Efter en række ganske succesfulde bøger har Leonora Christina Skov vovet af tage af hovedstolen, som hun skriver i romanen.
Det sker med en selvbiografisk, fuldstændig hudløs beskrivelse af den kamp, der har ført hende til den selvstændige person, som hun er i dag.
Knausgård skulle bruge seks bind på noget lignende, men på kun 384 sider er det lykkedes for Leonora at give nuanceret, detaljeret og overbevisende
selvportræt samt en skitse af de nærmeste familiemedlemmer, mor, far og mormor. At det kun kan blive til en skitse af de tre familiemedlemmer,
skal findes i deres lukkethed, gådefuldhed og grænseoverskridende opførsel.
Identitetsskabende proces
Skrivningen af romanen er snarere et regnestykkes facit end det er en søgen i hendes egen sjæls afkroge. Alt er baseret på grundig research,
i form af dagbøger og allehånde notater fra de tidligste faser af barndom og ungdom. Erindringen står ganske skarpt, selv om forfatteren understreger,
at der er tale om en kunstnerisk gestaltning. Historien er fortalt både indefra og udefra. Det sidste har givetvis været nødvendigt for at kunne
bevare både perspektivet og sindets balance. At grave så dybt som tilfældet er her, kunne godt bringe selv de mest hærdede typer ud af balance
eller ind i vanvid.
Køn og identitet for alle
Romanen skildrer indgående, hvordan Christina bliver til Leonora, herunder afsøgning af kønslig orientering og identitet.
Der er ikke tale om en bekendelsesroman eller anprisning af det ene køn i forhold til det andet (eller tredje). Tvært imod er romanen åben og
afsøgende, både i fremstillingen af Leonoras erfaringer og følelser og i gengivelsen af de miljøer, hvor hun færdes, og hvor køn og identitet
belyses i mange facetter. Hertil er der skabt nogle interessante og overbevisende figurer, der på hver deres måde illustrerer aspekter af køn,
identitet og gestalt. Dette gør romanen til bredt læseværdig og indsigtsfuld for en meget større kreds end dem, der føler behov for at afsøge deres
kønsorientering.
Uden moraliseren
Leonora bedømmer ikke de forskellige former for samliv, identitet og tilværelsessyn ud fra andet end et alment menneskeligt standpunkt.
Alle får deres bekomst, og det sker uden fløjlshandsker. Dette forekommer imidlertid både plausibelt og umiddelbart acceptabelt, fordi
ærligheden hos forfatteren er tilsvarende kompromisløs, når det gælder kritik af hende selv. Hun gengiver sine drømme, længsler, tilbøjeligheder
og handlinger i fuld eksponering, måske som en art katarsis, dvs. en føleslesmæssig renselse. At fremstillingen af hende selv er så hudløs,
gør den samtidig afvæbnende i forhold til kritik af hendes syn på sig selv og andre. Man engageres og får umiddelbart empati i forhold til
hovedpersonen og hendes relationelle handlinger.
Skyld, håb og kærlighed
Skyldfølelsen i forhold til forældrene er enorm, trods de gentagne sejre over usikkerhed og mangel på selvtillid.
Bekræftelsen af hende selv som person sker gentagne gange i form at både benhårdt arbejde, præstationen på det intellektuelle plan,
fordybelse i litteratur og almen viden samt stillingtagen til andres synspunkter og handlemåder.
Kærlighedshungeren er stor, vel først og fremmest fordi hun ikke fik nogen form for denne fra forældrenes side.
Afsøgningen af kærligheden sker respektfuldt og ærligt i forhold til dem, hun entrerer med. Måske med undtagelse
af vingummi-pigen, som bliver stemplet som kedelig og fantasiløs, men begrundelsen for at blive så længe i dette forhold kan understrege,
hvor stort et behov Leonora konstant har haft for anerkendelse som en elskelig/elsk-værdig person, et menneske, der var værd at elske.
Det levende håb
Leonoras mor bliver kræftsyg, beskylder datteren for at være årsag til sygdommen og
opfører sig i det hele taget lunefuldt, utåleligt og hensynsløst over for Leonora, der til gengæld overskrider alle grænser for
næstekærlighed ved at tilgive sin mor og søge at støtte hende, når hun måtte ønske dette. En tid lever datteren som personificeringen af
Håbet for sin mor, idet hun engagerer sig voldsomt i at finde alternative behandlinger af morens kræftsygdom, og det med succes. Hun formår
faktisk i kraft af sin indsats at forlænge morens liv med flere år.
Boet gøres op
Romanen er organiseret stramt, men de små spring der er i fortælletiden understreger, at der er tale om en kunstnerisk gestaltning,
hvor hovedbestræbelsen har været at skabe klarhed. Klarhed over eget værd og andres værd, indsigt i egne reaktioner og forsøg på
at tolke andres. Afvejninger af faktoren, der kan lægges i den endelige vægtskål, når skyld og straf skal udmåles.
Det er en nådig dommer, som Leonora har indsat som faktotum i romanen. Hun skåner ikke sig selv et øjeblik,
men afsiger sin endelige dom over mor, far, mormor og sig selv i et erfaringsperspektiv, hvor der er plads til tilgivelse.
Smerteligt må det være for dommeren, at tilgivelsen primært erfares at komme fra hendes egen kant, fra hendes eget regi. Befriende
må det formentlig samtidig føles, at alt er blevet lagt frem, belyst og forsøgt forklaret med åbent og ærligt sind.
Læs og bliv klog
Den, der lever stille er både medrivende, engagerende og indsigtsfuld. Det er også en roman, der ikke søger
undskyldninger eller tyer til dunkle bortforklaringer. Der er almen livsvisdom til gavn for den, der vil lytte og tage imod uden
alt for mange filtre eller fordomme. Samtidig er romanen skrevet med sproglig omhu og præcision. Forankringen er god i forhold til
den samtidsramme, der er skabt omkring historien. Vi får igennem Leonora indblik i en tid og tidens trend, ligesom vi får en række
tilbageblik til andre tidsperioder, når der skal tolkes i forhold til forældre og bedsteforældre samt deres baggrund og mulige bevæggrunde
for de livsvalg, de har foretaget.
|
|
|
|
