|
|
Anmeldelse:
Selvforklarelse eller forsvar?
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 27. februar 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Patrick Modiano: "Så du ikke farer vild i kvarteret".
Roman, Batzer & Co (156 sider).
Udgivet 25. september 2017.
Pris kr. 190,95.
BUY HERE / Kan købes her.
ENGELSK:
Franske Patrick Modiano har begået endnu en roman i stil med sine utallige forgængere, men denne gang endnu mere forfinet og
fortryllende i sin teknik end før. Modiano blev med ét slag kendt som forfatter da han i 2014 modtog Nobels Litteraturpris.
Siden da er en række af hans bøger oversat til dansk. Nu foreligger hans seneste værk, udgivet i Frankrig i 2015, på dansk.
Den 65-årige Jean Darange, der er forfatter og tilsyneladende foretrækker at leve et liv som eneboer, involveres i mysteriet om et mere end
halvtreds år gammelt mord som han modvilligt engagerer sig i, og som ender med at trække ham ud af hans ensomme lejlighed og tvinge ham til at
forholde sig til et personligt traume han længe har undertrykt. Den fine lille roman er præget af nostalgi og skrevet med sin helt egenartede
poesi, men bag den egale og behagelige æstetiske overflade gemmer der sig erindringer om hændelser og tildragelser, vi som læsere aldrig får
lov til at komme til bunds i.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
Medvidenhed
Jean Daragane er en mand på alder med Modiano selv. Han bor i en lejlighed for sig selv, på afstand af det hektiske Paris. Han besøger næsten aldrig andre mennesker, han går sjældent ud, han tilbringer sit liv i en isoleret verden han selv har skabt. Der er gået mere end tre måneder, hvor hans telefon ikke har ringet, og hvor han ikke har været på internettet. Hans dagligdag begrænser sig til at købe lidt dagligvarer lige rundt om hjørnet fra lejlighedskomplekset.
Hans fredelige tilværelse forstyrres imidlertid en meget varm eftermiddag i slutningen af september, idet han får et mystisk og til dels truende telefonopkald fra en komplet fremmed mand, som hævder at have fundet Daraganes gamle adressebog, hvilket også viser sit at være tilfældet. Darange er lidt modvillig, vil egentlig gerne helt droppe bogen, som han alligevel ikke bruger længere, og de to-tre numre, han kan huske udenad, er numre men indvilger dog i at de skal mødes næste dag.
Men da Daragane går med til at mødes med den mystiske Gilles Ottolini, finder han ud af , at denne ønsker at udspørge ham om et særligt navn som står i den gamle adressebog. Adspurgt om navnet går det op for Jean, at han ikke kan huske en person ved navn Guy Torstel - hvor hårdt han end prøver. Alligevel er Ottolini desperat efter at få noget at vide om denne mand, og mod sin vilje er Daragane pludselig viklet ind i Ottolini og hans smukke kvindelige ledsagers liv og deres tilsyneladende hektiske bestræbelser for at få opklaret noget i relation til Guy Torstel, formentlig et mord, begået for mere end 50 år siden.
Og lige med ét begynder Daraganes erindringsspor at aktiveres. Det glemte, fortrængte eller forskertsede trænger sig på:
'Undskyld min indiskretion, men jeg spekuler over hvorfor De har skiftet fornavn.'
'Jeg syntes bare Chantal var enklere end Josephine.'
(...)
Hun lænede sig frem mod ham, og hendes ansigt var så tæt på hans at han bemærkede et mikroskopisk ar på venstre kindben.
Le Tremblay. Chantal. Square du Graisivaudan. De ord havde været undervejs. Et insektstik, først ganske let,
men så fremkalder det en mere og mere skarp smerte og snart en fornemmelse af at blive sønderrevet.
Nutid og fortid smelter sammen, og det forekommer naturligt, for de har kun været adskilt af en væg af cellofan.
Et insektstik var nok til at cellofanen bristede (side 30-32).
Erindringens karakter
Modiano har sat et citat af Stendhal som indledning til romanen: 'Jeg kan ikke gengive begivenhedernes virkelighed, kun vise ders skygge.'
Det er denne skygge Modiano følger, måske menneskets skyggeside, hvilket også antydes undervejs, hvor Daragane taler om mørket i værelset, hvor han sidder sammen med denne Chantal, der ivrigt udspørger ham om fortiden.
Modiano forfølger et menneskes personlighed, ikke ind i dets forestillinger eller med masser af metaforer og vidtfavnende forklaringer.
Modiano forfølger den form for erindringsspor, som er indlejret i selve sproget: Den måde, man f.eks. husker navne på.
Eller måske slet ikke husker dem. Den måde, man husker steder på - og så alligevel ikke. Om det så er fordi man ikke kan, eller ikke vil?
Patrick Modiano forfølger måske især sit biografiske selv: Det drengebarn, hvis forældre blev væk dengang under krigen. Lidt uvist hvad der egentlig skete dengang, hvilket også bliver ledetråden i Daraganes søgen efter sin egen barndom og ugdom, fortiden:
'Så De hedder Daragane? Jeg tror, jeg har truffet Deres forældre for lang tid siden...'
Betegnelsen "forældre" overraskede ham. Han havde fornemmelsen af aldrig at have haft nogen forældre (side 36).
En forsvunden adressebog
I Sådan at du ikke bliver væk i kvarteret er det faktisk også en forfatter, der foretager sin søgen: Jean Daragane, en ældre forfatter som helst ikke vil forstyrres. Det har altid været Daragane selv, der med sine romaner har søgt at opspore andre mennesker. Når han vil have fat i nogen, har han skrevet om en begivenhed, som han vidste ville kalde personen ud af virkeligheden, hvilket han allerede gjorde med sin første roman, Sommerens mørke, skrevet da Daragane var 22 år.
For herfra udvikler historien sig, som når man lokkes ind en krimi: I virkeligheden -
som vi altså kun altid kan vise skyggen af -
vil manden med adressebogen ham noget mere end blot returnere bogen. Han søger lidt på samme måde,
som Daragane selv gjorde, da han skrev de
indledende kapitler til sin første roman:
Han havde skrevet romanen alene ud fra det håb, at hun ville give livstegn. At skrive en bog bestod for ham også i at blinke med billygterne
eller sender morsetegn ud mod visse personer, som han ikke anede, hvad der var blevet af (side 97).
Og langsomt trævles historien op, men kun ved hjælp af disse halvfærdige minder og aldrig helt klarlagte intentioner. Men vi får ikke leveret
krimiplottet og dettes opklaring. Tingene går ikke op, der er ikke nogen entydig mordhændelse og heller ikke nogwn løsning på gåden.
Det forladte barn
I stedet for opklaringen af en hengemt og måske fortrængt mordgåde, bliver det til historien om en lille dreng, der aldrig forstod, hvorfor
hans forældre havde overgivet ham til en anden kvinde, og aldrig helt forstod, hvad den kvinde i virkeligheden beskæftigede sig med. Men det,
han allermindst forstod, var hvorfor hun både gav ham en lille seddel med deres adresse, og yderligere på selv samme seddel tilføjede ordene:
"SÅDAN AT DU IKKE FARER VILD I KVARTERET", når dette skete umiddelbart før, at hun selv forsvandt ud af hans liv, og var væk i 15 år, indtil
han skrev sin ungdomsroman og det derigennem lykkedes for ham, atter at få kontakt med hende.
Modiano kaster vores aldrende hovedperson ud i en snørklet erindringshistorie, hvor glemte hændelser dukker op, hvor forklaringer forsøges,
men aldrig helt passer, og hvor navne på mennesker, ting, steder samt farver og stemninger blot fremkaldes, som elementer i et hukommelsesspind, der aldrig går helt op.
Det er måske den slags indre galskab Modiano fremmaner og suverænt bemestrer med sin romans perfekte og samtidig ufuldendte form.
Det eneste, der således står tilbage, er en umulighed i forhold til erindringen og at skabe en mening med tingene.
Denne umulighed kan så imidlertid nedfældes som erindringsspor i sjælen, der manifesterer sig i sanseindtrykkenes form. Og derved må det blive:
Hvordan kan det være, at mennesker hvis eksistens man ikke har haft nogen anelse om, og som man møder en enkelt gang og
aldrig kommer til at se igen, bag kulisserne kommer til at spille en vigtig rolle i ens liv? (Side 95)
Bogen er en sjældent fint slebet diamant, hvor sproget suverænt overskygger det nulsumsspil, som begivenhederne udfoldes i.
|
|
|
|
