|
|
Anmeldelse:
Gemytlig fortælling om det hebraiske sprog fra
PRINCETON University Press
Af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, tredobbelt cand.mag.
Publiceret den 10. februar 2018.
© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
LEWIS GLINERT: "The Story of Hebrew"
Udgivet 2017 på PRINCETON UNIVERSITY PRESS.
Hardcover, 296 sider. Pris: 22,95 UK pund (200 DKK).
BUY HERE / Kan købes her.
LINGVISTIK/HEBRAISTIK:
Denne sproghistoriske lærebog udforsker det hebraiske sprog fra de bibelske tider frem til vore dage.
Med indsigt og klar formidling fortæller Lewis Glinert
om det hebraiske sprogs mange aspekter i forhold til religion, historie, kultur og vore dages
videnskab.
I kraft af sin rolle som mangeårigt medium for bibelske tekster og bøn, tilhører hebraisk
en af Verdens vigtigste tekstkulturer, og Glinert inddrager da også hyppigt
historiske forhold såvel som bibelske skriftsteder.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn,
anmelder Lewis Glinerts lærebog her.
SPROGSTUDIER indeholder mange aspekter, og Lewis Glinert formår at berøre mange aspekter,
som vedrører det hebraiske sprogs historie i sin nye lærebog.
Bogen er bygget kronologisk op, begyndende i Oldtiden og frem mod vore dage.
Lewis Glinert er velbevandret i hebraisk historie, og han
forklarer hebraisks anvendelse og betydninger i det gamle Israel såvel som i det nye.
Skønt bogen er en akademisk bog, er den i grunden forholdsvis let at læse, og det er jo nok,
fordi Glinert har en behagelig, causerende stil i sin formidling, der samtidig er
præget af viden, lethed og humor.
Som det vil fremgå af det følgende, inddrager
forfatteren interessante historier og spændende citater, der underbygger hans formidling.
Således formår lærebogen at være både lærd og underholdende på samme tid.
Glinerts lærebog er inddelt i ni kapitler, der følger tidens kronologi.
For at slå ned nogle steder i bogen kan peges på kapitel 4, der hedder The Sephardic Classical Age.
I dette kapitel behandler han Den jødiske Guldalder i Spanien omkring år 1000.
Det er en periode, hvor hebraisk nyder en positiv opblomstring som skriftsprog for både
religiøse og verdslige emner. Det var en tid, hvor mange jødiske digtere og videnskabsfolk
udfoldede sig på hebraisk.
At være det sprog, som størstedelen af Tanakh/GT er forfattet på, har givet hebraisk navn af
at være et "helligt sprog". Om sprogets hellighed har forskellige jødiske åndspersoner haft
forskelige tilgange.
Om den tilgang, som guldalderrabbineren Moses Maimonides (aka Rambam) havde til hebraisk, skriver Lewis Glinert dette:
Some espoused a bare-boned, rationalist approach. In his immensely influential
(and controversial) philosophical work, the Guide of the Perplexed, Moses
Maimonides (1138-1204)
proposes a straightforward explanation as to why the talmudic Sages called Hebrew "the holy tongue".
The reason is natural and moral rather than metaphysical: Hebrew, says Maimonides, has no
literal words for things crude or erotic, only euphemisms.
Most medieval rationalists followed Maimonides in regarding Hebrew's sanctity as derived from its natural
functions rather than from its association with the mystical or the divine, its normality,
as Menachem Kellner puts it. God does not "speak", Maimonides argued, and no words or
thinking can come close to expressing what He is.
I dette citat ser vi Maimonides' rationelle tilgang til hebraisk.
Vi ser samtidig et eksempel på forfatterens anvendelse af historien og et eksempel
på jødisk åndsliv til at
belyse det aspekt ved det hebraiske sprog, nemlig dette at sproget skulle være "helligt".
* * *
LEWIS GLINERT,
der er hebraiskprofessor ved Dartmouth College i USA og forfatter til flere bøger om hebraisk,
formidler på en gemytlig og ikke-polemiserende facon.
Det gør bogen behagelig at læse.
Også selvom han kommer ind på det hebraiske sprogs svære perioder såvel som dets
vækstperioder.
En vækstperiode var 1800-tallet af flere årsager.
1800-tallet var i al almindelighed en vækstperiode i (især) Vesteuropa, både økonomisk,
socialt og ideologisk.
Ideologer begyndte da at "genoplive" hebraisk, og det opstår også en længere
periode, hvor sproget kommer ud i en intens rivalisering med jiddisch.
Jiddisch ender med at tabe kampen mod hebraisk, ikke kun på grund af det hebraiske sprogs
vækst og udbredelse, men også på grund af at den østeuropæiske jødedom i stor grad udryddes
forårsaget af Holocaust samt af den assimilation, der foregår i hele det 20. århundrede.
Da Staten Israel
blev grundlagt i 1948 blev hebraisk (sammen med arabisk) det jødiske hjemlands
officielle sprog. Dette at have en stærk institutionalisering bag sig gav naturligvis hebraisk
et fortrin frem for jiddisch og andre jødiske sprog.
HEBRAISKS TÆTTE
sammenhæng med den Occidentens
judeo- kristne civilisation samt jødisk historie og Staten Israel
er ganske klar. I epilogen skriver Lewis Glinert endvidere dette:
The story of Hebrew in Jewish
life
demonstrates what, given the incentives (and the constraints), a nation is
capable of doing to preserve its linguistic and cultural heritage.
It adds a new dimension to models of "ethnolinguistic vitality," developed to understand
the fate of languages (...)
The zest for change amid constancy is perhaps a reflection of Judaism itself.
The Talmud wondered how well Moses the Lawgiver, coming back to his people, might have understood a
legal seminar taught by Rabbi Akiva fifteen hundred years later.
And yet Akiva maintained that he was guided strictly by Moses's own principles, which he used to generate
new law fitting the exigencies of his time. The Talmud's generative doctrine of law holds equally true for
language: Moses might be all at sea with today's Hebrew sounds and scripts - and current
Jewish ways of life - but, suitably sedated, he would find relative clear sailing with an
Israeli novel or a fine-print contract. At root, it is the same language.
Således er Lewis Glinerts bog klar i sin opfattelse af de tre tusinde års udvikling inden for hebraisk:
roden og det grundlæggende i det nye er det samme, om end udenoms- formerne (dvs. samfundsforholdene)
skifter alt efter tidsånden.
Bogen indeholder også viden om kristne hebraister, jødiske og kristne kabbalister, om forholdet det jødiske folk
og andre folkeslag, både i Oldtiden og ned gennem historien
samt helt moderne forhold så som sociolingvistisk og den fornyede israelske kultur.
Dermed belyser forfatteren det hebraiske sprogs
historiske betydning for både jøder og ikke-jøder, både teologisk og verdsligt. Og det gør han på en logisk, engageret og
levende måde, som kan appellere til en bredere læsekreds, og ej blot fagfolk.
Alt i alt er The Story of Hebrew en mesterlig og inspirerende fortælling om hebraisk, forfattet med
stor akkuratesse, relevans og på pragmatisk vis. Bogen er måske ikke så fokuseret på at formidle
den nyeste viden i sig selv, til gengæld opsummerer den bredt og godt den megen viden, der
findes inden for hebraistikkens akademiske felt. Ikke desto mindre formår Lewis Glinert at komme i dybden og når
indtil aspekternes essens. Dette viser hans store indsigt og livslange erfaring med området.
"The Story of Hebrew"
is a masterful and inspiring tale about Hebrew, authored with great accuracy, relevance and pragmatism.
The book may not be focused on conveying the newest finds per se, but in return it broadly sums up the vast knowledge that exists within the academic
field of Hebrew. Lewis Glinert manages to come into the core and reach the essence of the cultural, historic
and linguistic aspects. This demonstrates his great insights and lifelong experience with the field.
|
|
|
|
