|
|
Anmeldelse:
Poetens selvforklarelse eller smagløse forsvar?
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 23. januar 2018.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Connie Palmen: "Du sagde det selv".
Roman, 224 sider.
Forlaget Tiderne Skifter / GYLDENDAL.
Udgivet 15. september 2017.
Pris kr. 229,95
BUY HERE / Kan købes her.
ENGELSK:
Hollandske Connie Palmen har begået en roman om forfatterparret Sylvia Plath og Ted Hughes' kærlighedshistorie.
De to forfattere er et af den moderne litteraturs mest omtalte par. Efter at Sylvia Plath begik selvmord i 1963 er der blevet skrevet
en række biografier om hende, hvor hun gennemgående fremstår som et offer for sin ægtemands egoistiske handlinger, hvorved han dømmes
som forræder og morder af litteraterne. Ikke blot blev han dømt af litteraterne, men kom også under anklage af familien og mange af dem,
han anså for venner. I Du sagde det selv giver forfatteren ordet til Ted Hughes.
Hudløst og til tider afstumpet beskriver Hughes deres forhold
samt ægtemandens angst og tanker relation til deres samliv. Desuden bestræber han sig at forklare sig selv, en art
"apologia pro vita sua".
Han skildrer de dybe, tragiske bånd til den kvinde, der skulle bestemme hans skæbne, men ydmyghed er ikke hans stærke side.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
En personlig beretning
Sylvia Plath blev kendt som forfatter til Glasklokken og de hudløse Ariel-digte.
Her skildrer hun sine angsttilstande og selvmordstanker ganske hudløst og provokerende, især i forhold til navngivne eller letgenkendelige personer.
Plath blev et ikon for feminismen i 1970'erne, som den undertrykte kvinde i et mandsdomineret overklassesamfund.
Plath kom ligeledes til at fremstå som en frontfigur blandt kvinder, der blev mere fokuserede på egne litterære evner i
en mandsdomineret efterkrigstid.
Forholdet mellem ægtefællerne er der blevet gransket meget i. Med denne roman kommer endnu en udlægning.
De bliver gift kort efter, de har mødt hinanden. Begge er lyriske ildsjæle, som ihærdigt kæmper med at få udgivet digte.
Ted Hughes den mest succesrige, mens Plath lægger megen energi i at være husmor og senere mor til de to børn, der kommer til.
Hun er suprintelligent, men psykisk skrøbelig, fik allerede som helt ung et mentalt sammenbrud.
Ted Hughes' oprigtighed i beskrivelserne af sin amerikanske hustrus vanskeligheder ved at indpasse dig den engelske overklasse
er foruroligende rå og til tider grovkornet. Ifølge ham var hans hustru excentrisk og dominerende og samtidigt yderst sensibel.
Ved hendes selvmord blotlagdes ifølge Ted Hughes grusomheden i hendes sind, hvor liv og død kæmpede.
Pålideligt udsagn?
Hughes havde en betydeligt manipulerende indflydelse på Plaths værk efter hendes død ved bl.a. at skrive forord
og introduktioner til udgivelserne, specielt Ariel-digtene, men han er også vedholdende blevet beskyldt for indirekte at være skyld i selvmordet.
Efter 30 år med forfølgelse og miskreditering i forhold til hendes død tager Hughes så i denne roman bladet
fra munden og giver sin udlægning i en lang, usentimental, lommepsykologisk og lyrisk plat selvforsvarstale:
Det var hende eller mig.
I den altfortærende kraft, man kalder kærlighed, havde jeg fundet min lige.
Jeg elskede hende, jeg blev ved med at elske hende. Hvis hendes selvmord var den fælde, som
hun ville fange mig i, for at fortære mig, optage mig i sig, blive ét kød, lykkedes det hende.
En brudgom taget som gidsel af døden, forbundet med sin brud for evigt i et posthumt ægteskab,
så uadskillelig, som hun ønskede, at jeg var fra hende (side 8).
Skal vi tro på fremstillingen?
Vil Connie Palmen være oprigtig?
Jeg håber, at hun har tungen i kinden eller taler uldent, for Ted Hughes
fortjener ikke nogen videre sympati på basis af den fremstilling, som hun lader ham komme med som sit forsvar i romanen.
Nyt niveau af smagløshed
Allerede på bogens omslagsflap kan man læse, at romanen giver stemme til Hughes, hvis hele liv stod "i skyggen af hendes død".
"Hun var den skrøbelige helgen, jeg den grove forræder," står der på første side, og videre: "Jeg har forholdt mig tavs. Indtil nu" (side 7).
Bogens handling udspiller sig overvejende biografisk korrekt fra det første voldsomme og intense kærlighedsmøde
frem til Plaths død, men det er fortalt som et tilbageblik, så selvmordet konstant kan bruges som dramatisk omdrejningspunkt i fortællingen:
"Det var sidste gang, vi så hinanden" og "Jeg troede jo, vi havde al tid i verden" (side 209).
Ted omtaler gennemgående Sylvia som "min brud"
og nedgør hende med udtryk som "en skolepige", "hysterisk" og "abeagtig".
Han nævner kun hendes navn 3-4 gange i løbet af romanen, poetiserer og ulegemliggør hende, måske som en flugt fra realiteterne.
Han dækker sig i hvert fald ind under sin kunstneriske formulering af hændelserne, som f.eks. her, hvor han
beskriver sin første tid under forelskelsen, der forekommer at have bygget på ægte følelser hos begge parter, om end Hughes
hele tiden stiller sig selv i et bedre lys end hende:
Bag en facade af overvældende munterhed skjulte der sig en sky hare med en sjæl af glas, et barn fuld af angst,
mareridtsagtige amputeringer, indespærringer, elektriske stød. Og jeg - den forelskede shaman -
tilbad den skrøbelige, sårede pige, hendes sande jeg, og ville gøre, hvad kærligheden kræver af den elskende:
knuse hendes kontrafej som en kærlig billedstormer (Side 9).
Hvis det virkelig var Hughes, der havde skrevet dette, ville man med
fuld ret kunne deltage i konspirationsteorierne -
at det virkelig ham, der skubbede hende ud i selvmordet. I forbindelse med denne fiktive fortælling kan man håbe på,
at den hollandske romanforfatter ønsker at skildre et patriarkat i en historisk ikke fjern fortid, hvor kunstneren
kunne forsvare sig med omsorgen for sin kunstneriske udfoldelse og dermed også sin udenoms-
ægteskabelige selvrealisering.
Ted Hughes selv får i hvert fald (heller) ikke et pænt eftermæle i den foreliggende roman.
|
|
|
|
