|
|
Anmeldelse:
Omhyggelig historisk afdækning af en turbulent tid
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 27. december 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Thorsten Borring Olesen
"Anker Joergensens tid, DEL I: 1972-1982"
GADS FORLAG.
624 sider. Hardcover.
Udgivet 16. november 2017. Pris kr. 349,95.
BUY HERE / Kan købes her.
DANSK/HISTORIE:
PFA-Pension fortsætter traditionen med at fejre pensionskassens jubilæer ved at finansiere en udgivelsesrække af bøger omhandlende de danske
ministerier igennem tiden. Denne gang, i anledning af pensionskassens 100-års jubilæum, har man satset på en to-binds publikation omhandlende
perioden 1972-1993. Første bind, perioden 1972-1982, foreligger hermed. Thorsten Olesens værk bygger på et overordentlig bredt kildemateriale,
blandt mange andre Socialdemokratiets gruppeprotokoller og Anker Jørgensens dagbøger. Bogen har et samlet forord til begge bind ved Folketingets
formand, Pia Kjærsgaard.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder biografien her.
Nuanceret og veldokumenteret fremstilling af det danske folkestyres historie
Danmark kom med i EF den 1. januar 1973, der også var året, hvor det såkaldte Jordskredsvalg ændrede det
velkendte parlamentariske billede med de fem gamle partier. Ind stormede Glistrups Fremskridtsparti, ligesom Centrumdemokraterne fik
et fornemt førstegangsvalg. Desuden kom Kristeligt Folkeparti, DKP og Retsforbundet ind. Lige pludselig var der 10 partier at
holde styr på,
ligesom tonen blev en helt anden, end den, man havde været vant til. Det var en opbrudstid, hvilket også fremgår af
forfatterens redegørelse:
Som resultaterne ovenfor antyder, lå der voldsomme vælgerbevægelser bag forskydningerne. Det er således opgjort,
at i omegnen af 40 pct. af vælgerne skiftede parti, ligesom der blev flyttet om på 30 pct. af mandaterne ved Jordskredsvalget -
et radikalt vælgeropbrud hverken set tidligere eller senere i dansk parlamentarisme.
Valgdeltagelsen var i øvrigt markant med næsten 89 pct. af de stemmeberettigede, som afgav deres stemme.
Abortlov og socialpolitik
Dagpengereformen fra sommeren 1972 arvede Anker Jørgensen efter sin forgænger, Jens Otto Kragh og socialminister Eva Gredal.
Bistandsloven blev udskudt en tid for at få lidt styr på økonomien i dette udgiftstunge ministerium. I mellemtiden blev det
tid til at gennemføre en liberal abortlovgivning, ligesom den sociale ankestyrelse kom på plads. Socialministeriet stod for en
usædvanlig stor mængde lovtiltag i årene 1972-1976, hvoraf de fleste blev gennemført.
I øvrigt var det under kupagtige former, at Jens Otto Kragh gav stafetten videre til Anker Jørgensen dagen efter
EF-valget den 2. oktober 1972. Han havde kun rådført sig med Anker Jørgensen selv!
Økonomisk demokrati
I januar 1973 fremlagde arbejdsminister Erling Dinesen et stort anlagt lovkompleks om indførelse af økonomisk demokrati.
Det var nøje afstemt med LO-ledelsen, hvilket da også førte til, at mange ordførere kritiserede lovforslaget
som "LO-kapitalistisk" og "sen-socialistisk".
Det fik ingen let gang på jorden, og med variationer dukkede øD op gennem det meste af Anker Jørgensens regeringstid,
hvor det endte med at blive skrinlagt på grund af generel kritik af den centrale fond, der var LO-boss Thomas Nielsens kæledægge. Ud over de økonomiske aspekter ved øD var det selve magtaspektet ved reformen, der var det absolut mest bekymrende for den borgerlige fløj i Folketinget.
Vi fik ATP og senere Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der kunne opfattes som et lille plaster på såret for Socialdemokraterne og
LO, men i bagklogskabens lys har det vist sig, at begge tiltag har været økonomiske succeser for medlemmerne, de danske
lønmodtagere.
Thorsens Jesus-film
Filminstituttet bevilgede i 1973 støtte til et projekt om at lave en Jesus-film, undfanget af en af tidens provoer, Jens Jørgen Thorsen. Sagen gik umiddelbart i sig selv sigen, da Thorsen ikke fik fremsendt et egentligt manuskript. Det fremkom han så med i 1975, hvor den fornyede filmstøtte førte til politiske protester fra flere hold samt en underskriftindsamling, hvor Kristeligt Folkeparti formåede at samle 113.000 underskrifter.
Kulturminister Niels Matthiasen gik offentligt ud og undsagde filmen og støtten. Han mente, at der var mere tale om
et pornoshow end om en seriøs film. Han fik derfor indhentet et juridisk responsum om filmens lovlighed. Men det
var ikke på grund af blasfemiparagraffen, men derimod spørgsmålet om ophavsretten:
Kammeradvokaten nåede endelig i marts 1976 efter næsten otte måneders ventetid frem til, at filmen kunne være ulovlig (...) fordi filmen
risikerede at krænke evangelisternes moralske rettigheder til Det Ny Testamente(!).
* * *
Bistandslov under Hartling
Trods oliekrise og stigende arbejdsløshed, og hermed en belastning af det statslige budget, blev socialdemokratiske Eva Gredals forslag til en ny bistandslov gennemført i foråret 1974 under den 14 måneders periode, hvor Venstre havde en 22-mandats mindretalsregering. Loven blev vedtaget til gennemførelse og ikrafttræden januar 1976.
Interessant er det at bemærke, at det var den største sag, som blev gennemført under denne borgerlige minimal-regering, med kun 12 ministre, der næsten alle sad på dobbeltposter.
De økonomiske indgreb i kølvandet på oliekrise nr. 1, som blev foretaget under Hartling, var på ingen måde været tilstrækkelige til at bringe økonomien på ret køl.
* * *
Anker oppe på hesten igen
Anker Jørgensen var tilbage på regeringsposten 13. februar 1975, og han kuppede dermed den anden dronningerunde i forhandlingerne om en ny regering, idet han annoncerede sin nye regering uden at have taget de andre partier i ed m.h.t. ikke at have et flertal imod sig. Han gamblede og vandt.
Men den nye socialdemokratiske regering måtte fra første færd kæmpe med arbejdsløshed, betalingsbalanceunderskud og den negative udvikling i statsbudgettet. Væksten var næsten gået i stå, og en skatteomlægning var et af midlerne til at rette op på tingene. Kampen om rentefradraget var skudt i gang, og den fortsatte i flere varianter igennem hele resten af Anker Jørgensens regeringstid.
Man havde arvet et indkomstpolitisk problem efter Hartling, der havde formået at gennemføre
indkomstskattelettelser på syv mia., hvilket forværrede en allerede svær økonomisk situation og satte Socialdemokratiet
i en penibel situation:
Kritikken var ikke ubegrundet, for det blev jo Anker Jørgensens regering, der måtte stå til ansvar for den finanslov,
der skulle lukke skattehullet. Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer kaldte senere skattelettelserne
for "en af 1970'ernes mest markante fejldispositioner":
* * *
Overvågningsdilemmaer
Justits- og forsvarsminister Orla Møller fik ørerne i maskinen i forbindelse med manglende
lovlydighed hos Forsvarets Efterretningstjeneste i den såkaldte mexicanersag, der åbnede op for flere artigheder m.h.t. FE's
brug af overvågning og registrering.
Desuden måtte han kæmpe med Christianiaspørgsmålet og indkøbet af de nye F-16 fly.
Alt sammen var det noget, der var belastende for ham og for regeringen, men da han så blev kæreste med det socialdemokratiske
folketingsmedlem Winnie Russel, kastede gulerodspressen sig over ham, specielt på grund af hans missionskristelige baggrund.
Det sled på Orla Møller alt sammen, og han bad om at måtte fratræde sin ministerpost.
Han fik efterfølgende et job hos NATO, men døde et år efter, 63 år gammel.
* * *
Glistrup og Fremskridtspartiet
En virkelig enfant terrible i det politiske spektrum var partiejer Mogens Glistrup, der på vegne af fremskridtspartiet fremsatte over 1.000 ændringsforslag til finansloven i 1976, men en måned efter fristens udløb!
Andre besynderligheder førte til et skudsmål hos vores historiebogsforfatter:
Glistrup og Fremskridtspartiet demonstrerede atter, at de drev politik på en anden planet, da de undervejs (: i finanslovsforhandlingerne)
fremsatte et forslag til lov om at undgå kaos i Danmark. (Side 369).
Ritt og mareridt
Bortset fra afskedigelsen efter Ritt-Ritz sagen (hoteludgifter i 14 dage i Paris under OECD-møde) fik Ritt Bjerregaard samlet set en
solid ministerkarriere under Anker Jørgensens regeringstid.
Hun trak det tungeste læs som socialminister, hvor hun også havde mod til at
formulere en nyorientering i den socialpolitiske praksis. Det var et opgør med automatikken i,
at alle skulle nyde de samme sociale ydelser,
uanset økonomisk formåen.
Denne nye vinkel på "yde-nyde" i socialpolitikken vakte en del opsigt og debat ved fremsættelsen i tre tempi hen over sommeren
1979, men princippet åbnede op for et ændret syn og en senere tids revision af sociallovgivningen i lyset af socialindkomstbegrebet.
Ankers fem regeringer
Det blev til i alt fem forskellige regeringer under Anker Jørgensen, og den sidste af disse var med til at gennemføre Christiania
version 5.0, der betød, at man opgav klausulen om, at Christiania skulle ryddes. I stedet fredede man det sociale eksperiment:
Rømningskravet var ellers senest blevet genbekræftet af Anker Jørgensens regering i februar 1978. Nu var politikken eksplicit en anden.
Det betød, naturligvis ikke, at senere regeringer ikke kunne ændre politikken over for Christiania. Det er bestemt også blevet forsøgt, men i
skrivende stund består Fristaden fortsat. (Side 517).
Spændende læsning - mest for fagfolk
Som historisk fagbog er nærværende skildring af tiden under Anker Jørgensen (og Hartling) uundværlig, og den historisk interesserede
læser vil kunne finde mange spændende detaljer undervejs i fremstillingen. Det er et grundigt og veldokumenteret værk, sat op i en
overskuelig form.
Det er formentlig mest en bog for historikere, men desuden for personer, der har en generel interesse
i det politiske liv, idet alle centrale figurer også er præsenteret med en personlig profil, efterhånden som de træder ind på den
politiske arena. Og det er både menneskeligt og politisk interessant med de mange oplysninger, tanker og bevæggrunde, der fremlægges omkring de agerende politikere.
|
|
|
|
