HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: En kamp mellem pest og kolera



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 27. december 2017.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Giorgio Fontana:
  • "En lykkelig mands død".
  • Oversat fra italiensk af Lorens Juul Madsen.
  • Roman, forlaget Tiderne Skifter/Gyldendal.
  • 279 sider.
  • Udgivet 21. november 2017. Pris kr. 249,95.
  • BUY HERE / Kan købes her.

    DANSK/HISTORIE: Italien har siden 1920'erne været hjemsøgt af de to ekstremer: fascisme og venstreekstremisme. Nyfascister slog til i Bologna den 2. august 1980, og i samme periode er det de kommunistiske aktivister, arvtagere til De røde Brigader, der huserer bl.a. i Milano. På den baggrund har den filosofiuddannede forfatter Giorgio Fontana skrevet en politisk spændingsroman, der mestendels filosoferer over retfærdighed, had og tilgivelse på baggrund af statsadvokaturens rolle som garant for retsstaten. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.


    Thriller eller ej

    Forlaget Tiderne Skifter/Gyldendal anpriser romanen som en politisk thriller. Det må medgives, at Milano er beskrevet intenst stemningsmættet i Giorgio Fontanas roman, men intensiteten hæmmes af et generelt jævnt sprog og en tilsvarende meget jævn spændingskurve.

    Sommeren 1981 er varm og voldsom i Milano som den udfolder sig i Giorgio Fontanas En lykkelig mands død. Vi er stadig fastholdt i voldsspiralen med bombesprængninger og bortførsler. Det er både fascisterne og de røde fraktioner, der pønser på at indføre et nyt autoritært regime.


    Statsanklager som lus mellem to negle

    Den 38-årige statsanklager Colnaghi står for efterforskningen af venstrebevægelsens mord på kirurgen Vissani. At Colnaghi er en mand med indre konflikter, der nødvendigvis må få betydning for hans hverv i domstolenes tjeneste og for hans personlige velbefindende i almindelighed fremgår af følgende tanker, som han gør sig, da han gør status på sit efterforskningsarbejde:
    Men nu var denne vulgære og usympatiske mand så blevet myrdet, den 9. januar 1981 sent på aftenen i nærheden af Piazza Diaz. To projektiler kaliber.38 Special. Det var seks måneder siden. Den Væbnede Proletariske Front, en udbrydergruppe fra De Røde Brigader, havde påtaget sig ansvaret for mordet. Sagen var blevet betroet Colnaghi, og den var endnu ikke afsluttet.
    Colnaghi lægger en plan, hvor han udstyrer sit kontor med en række kort og plancher, han arbejder nærmest i døgndrift - forsømmer familien, men arbejder i forståelse med sin hustru, som han kun besøger i weekenderne. I samarbejde med to udvalgte og temmelig forskellige medarbejdere lykkes det ham relativt hurtigt at få fisken i nettet. Topterroristen Gianni Meraviglia bliver anholdt i andet forsøg. Imidlertid sker der det, at jo mere Colnaghi beskæftiger sig med motiverne bag drabet og med skyldsspørgsmålet, desto mere vigtigt bliver det for ham at forstå den etiske side af sagen. Er der noget, der kan retfærdiggøre, at man slår et andet menneske ihjel?




    Forfatteren Giorgio Fontana (f. 1981)


    To idealister mødes

    Paradokset for vores statsanklager er, at han ligesom Meraviglia drømmer om at skabe retfærdighed, men de har valgt hver deres vidt forskellige måder at nå frem til denne retfærdighed på. Især rammes Colnaghi af indre uro og mismod, da det går op for ham, at både terroristen og han selv er vokset op med det katolske fritidshjem for børn, hvis forældre ikke rigtig er der for dem. Hvorfor er de så endt med at gå i hver sin retning, fra nogenlunde det samme udgangspunkt?

    Terroristen studser over det faktum, at de begge har denne opvækstbaggrund, og han spørger statsadvokaten, hvorfor han således er endt, hvor han er:
    Colnaghi tav. Den unge mand så op, og nu var hans tonefald for en gangs skyld blidt. "Men når de nu har haft en sådan opvækst. Så meget modgang. Har det slet ikke haft nogen effekt på dem?"

    "Jeg er ikke blevet rød af det, hvis det er det, De mener. Og jeg går heller ikke og skyder på andre mennesker. Jeg forsøger bare at gøre min pligt, være et ordentligt menneske."

    "Og det gør de ved at tjene en fascistisk stat? Det må jeg nok sige!"

    Colnaghis søgen efter sin far

    Samtidig med at han forsøger at udføre sit hverv og bidrage til den almindelige opretholdelse af princippet om den demokratiske retsstat, forsøger Colnaghi - der selv mistede sin far til fascisterne under krigen - at forstå voldens væsen og finde en højere form for retfærdighed, hvor problemerne bliver løst via dialog og ved "at mødes på halvvejen på værtshuse, i kirker, på byernes torve. På den måde lærer vi måske omsider hinanden at kende alle sammen, og så indser vi, at mange af os ønsker et andet Italien", som han siger til Meraviglia, midt under afhøringen.

    Faderen blev i slutningen af krigen draget ind i modstandsarbejdet sammen med en venstreorienteret gruppe, der ville gøre op med fascisterne og deres hjælp og støtte til nazisterne, men det endte med at blive hans død. Lige siden har Colnaghi arbejdet på at komme til at kende til faderens motiver for sine handlinger, at lære ham at kende. Selv var han to år, da faderen døde. Hans mor har aldrig villet tale med ham om faderen, så han har gennem årene lukket sine tanker og følelser inde og har så forsøgt at kompensere igennem flid og dygtighed samt den opgave, han har fået betroet som statsanklager.


    Den filosofiske thriller

    Sprogligt og spændingsmæssigt løfter En lykkelig mands død sig sjældent over det jævne. Ganske vist er der flere øjeblikke, hvor Colnaghi får sig en umiddelbar skræk i livet og tænker på, om han nu bliver skydeskive for terroristerne, efter at han har indfanget deres ledende kadre. Vi fornemmer, at Colnaghi - der vedholdende insisterer på ikke at ville have livvagt - inden længe bliver et mål for terroristerne, hvilket allerede fremgår klart af bogens næsten poetiske titel.

    Men det bekymrer ret beset ikke Colnaghi, at han er et oplagt mål for terrorhandling. Han virker mest optaget af de filosofiske, religiøse og moralske spørgsmål, som han udfolder i nogen detalje, efter at han har haft den indledende forhørssamtale med terroristen Meraviglia.


    En lidt for afspændt spændingsroman

    Colnaghis ordsprog er: "Undtagelser er altid i orden, fejl aldrig." Dette fremsætter han drillende gang på gang over for sine medarbejdere og overordnede. Hvad han egentlig mener med det, vides ikke med sikkerhed, og hans argumentation for mottoet er heller ikke overbevisende, når folk går ham på klingen. Det er formentlig her, at det filosofiske gemyt hos forfatteren til romanen giver sig til kende. Det gådefulde i forhold til et centralt spørgsmål i tilværelsen, den moralske habitus, bliver på den måde ikke behandlet på en måde, der skaber indsigt hos læseren.

    Desværre får det let filosofiske præg i tilgangen til stoffet ikke romanen til at hæve sig op over det hverdagstrivielle, når det kommer til plottets udvikling og afvikling. Spændingskurven forbliver flad, selv da vi til sidst får bekræftet bogens titel.

    Vi ville gerne som læsere være dykket dybere ned i Colnaghis følelsesliv, specielt igennem anvendelsen af en mere intens beskrivelse af dybden i hans overvejelser og et lidt mere nuanceret ordvalg og symbolsprog. Det gælder både i den aktuelle, nutidige situation anno 1981 og i det historiske tilbageblik til faderens aktiviteter i modstandsbevægelsen i året 1944.