|
|
Anmeldelse:
At fortælle...
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 12. november 2017.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Graham Swift: "Helligdag"
Forlaget GYLDENDAL.
147 sider; hæftet.
Udgivet 5. maj 2017. Pris kr. 199,95.
BUY HERE / Kan købes her.
ENGELSK/FILMVIDENSKAB:
Et menneske kan leve uden at være født med en dato eller et navn og alligevel træde i karakter. 22-årige Jane Fairchild er et
hittebarn, oprindeligt afleveret på dørtrinnet til et kloster, uden navn og dato. Ude at tjene som 14-årig har hun gået i livets skole
og lært tingene fra bunden. Som 98-årig gør hun status i et tilbageblik på en enkelt dag, idet hun både nøgternt og farvemættet omhyggeligt udvælger
og vægter sine ord. Hun ender nemlig med at blive en kendt forfatter, hvis stil og teknik har mindelser om Virginia Woolf.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
På sporet af et jeg bag om fortællerrollen
Graham Swift har begået en såkaldt romance.
Forfatteren lader sin hovedperson og fortæller tage udgangspunkt i en relation, som næppe kan rubriceres som et almindeligt
kærlighedsforhold, men noget endnu mere intimt: "Du er min veninde, Jay" (Side 29).
Fortællingen udspiller sig 30. marts 1924. Det er Midfaste-søndag, hvor den
22-årige Jane Fairchild som andre tjenestepiger landet over får fri til at besøge sin mor. Hendes herskab,
familien Niven, har som de fleste andre mistet sønner i Første Verdenskrig, en krig, der indvarslede en ny tid med andre
normer og ændrede økonomiske forhold. Det britiske klassesamfund er i opløsning, hvilket kan ses af, at den fornemme familie på
linje med mange andre adelsfamilier har måttet bøde, også med hjerteblod:
Det var noget mærkeligt noget, denne her midfaste søndag, der strakte sig foran dem, et allerede forældet ritual, moderbesøgsdag,
men Nivens - og Sheridans -
holdt stadig fast ved det, ligesom hele verden eller i hvert fald verden i det drømmende Berkshire stadig
holdt fast ved det af de samme grunde, ønsket om at fastholde fortiden. Og ligesom Nivens og Sheringhams måske holdt mere
fast ved hinanden end før i tiden, som om de var blevet en fælles reduceret familie (side 22).
Gennem syv år har Jane i dyb hemmelighed haft et forhold til nabogodsets søn, Paul Sheringham. Deres møder har været regelmæssige,
endog hyppige, og hver gang er det Paul, der har taget initiativet og udkommanderet Jane, så at sige. Hun har taget imod ordren og
forstået, at den unge Sheringham ikke har villet hende noget ondt, tvært imod. Han har sørget for et pessar til Jane, så hun har kunnet undgå den
typiske skæbne for unge stuepiger, og han har i det hele taget behandlet hende som en ligeværdig person, bortset fra, at han altid skulle tage
initiativet til, at de mødtes.
Gennem de syv år i tjenesten er Janes karakter modnet i samspillet med den officielle kodeks for overklassen og det hemmelige dyb, som Paul har
ført hende ind i. Hun er blevet en skarp iagttager, og i tilbageblikket sidst i sit lange liv formår hun nuanceret at skildre, hvordan denne
modningsproces fandt sted dengang, og senere.
* * *
Pirrende saglig
Naboens søn og den forældreløse tjenestepige repræsenterer mødet mellem to køn og to sociale klasser, og dramaet forløber på samme elegante,
tilbageholdte og pirrende måde, som den, hvormed han klæder hende af, og hun efterfølgende gør det samme med ham. Denne gang har de fået mulighed
for at mødes i hans værelse på herresædet, da alle øvrige har forladt huset for nogle timer, -tjenestefolkene for at holde moderbesøgsdag, og
herskabet for at mødes med andre herskaber på restaurant, da de jo ikke selv er i stand til at lave mad.
Den smukt skrevne og sanselig lyrisk fortælling indeholder atmosfærefyldte og melankolske momenter, der på det nærmeste får tiden til at gå
i stå. Det sker bl.a. hvor Jane ligger i sengen efter kærlighedsakten og gør sig sine iagttagelser:
Et vindue bliver slået op, og han gik upåklædt gennem det sollyse værelse, sorgløs som et nøgent dyr. Det var jo også hans værelse.
Han kunne gøre i det, hvad han ville. Det var klart nok. Og hun havde aldrig været der før, og kom der aldrig siden (side 11).
Det anes, at dette må være deres sidste, afsluttende møde. Paul skal nemlig giftes med en pige af sin egen stand om fjorten dage,
åbenbart en familie, der har lidt flere penge end hans egen. Faktisk har han også en aftale med sin forlovede lidt senere samme dag,
men den kommer han for sent til, idet han ikke kan løsrive sig fra dette allersidste møde med Jane.
Da han endelig tager af sted, går Jane splitternøgen rundt i hele huset og indsnuser atmosfæren og gør sine iagttagelser, fornemmer, sanser
og oplever. Da hun besinder sig og cykler tilbage til sit tjenestested på nabogodset, hæves den fortryllede og sansemættede stemning brat.
Hvordan det sker, henstår til læseren selv at finde ud af.
* * *
Til Fyret og Mrs Dalloway
Sansningen og stemningen minder i den gennemgående skrivestil meget om den, vi møder hos Virginia Woolf. Også her oplever vi Første
Verdenskrig og uskyldstabet, og den samme stille, nærmest resignerede beretning, hvor ord, tanker og handling alle skildres glasklart og
nedtonet, som i Til Fyret. Bevidsthedsstrømmen er også et nærværende fænomen hos Jane, men knap så frit associerende som i
Mrs Dalloway.
Det er alle de mange små omstændigheder omkring det sidste møde, som skaber fortællingen og dermed indholdet: det åbne vindue, sommervarmen i marts,
de slappe gardiner, cigaretterne, hans lighter, askebægeret på hendes mave, den våde plet på lagenet, hans demonstrativt langsomme påklædning,
hans tilsvarende afmålte ord til afsked, at hun blot skulle sørge for at være ude inden klokken fire, og om hun ikke ville være god at lægge
nøglen under den ananaslignende sten foran trappen, når hun gik.
* * *
Forfatteren ser tilbage
Det geniale greb i romanen er forestillingen om, at det er den aldrende kvindelige succesforfatter, der ser tilbage på den eneste begivenhed
i hendes liv, som hun aldrig har betroet til nogen, hverken i sine romaner, over for sin senere mand eller de mange journalister og litterater,
som gennem årene har interviewet hende:
Hun fortalte mange historier i sine bøger. I sine senere, mere sorgløse år begyndte hun også at fortælle historier om sit eget liv på
en sådan måde, at man aldrig kunne være helt sikker på, om de var sande eller opdigtede. Men der var én
historie, som hun aldrig fortalte (side 147).
Denne ene dag var formativ, den skabte hendes fortælleform. Hun havde nådigt og velvilligt fået lov til at låne bøger
på herskabets bibliotek, og efter at have læst Kong Salomons Miner og lignende ungdomsbøger var hun faldet over Joseph Conrads
Mørkets Hjerte og andre fortællinger, der blev en art forbillede og inspiration. Hendes fascination af Conrads fortættede måde at fortælle
på blev så meget desto stærkere, fordi han, som hun selv, først skulle lære sig sproget. Han var et forbillede: Når han kunne gøre det, fik
hun også mod på at forsøge sig.
Hendes samlede livserfaring udkrystalliseres i det poetiske credo, der vel sagtens deles af både Joseph Conrad og nærværende romanforfatter,
Graham Swift selv:
Fortælle historier, fortælle eventyr. Altid underforstået, at man var tæt på løgnehistorier. Men for hende ville det altid være
opgaven at trænge ind til marven, hjertet, kernen, essensen, at fortælle sandheden og gøre det til et håndværk (side 147).
* * *
Mesterlig fortælling
Graham Swift har endnu en gang formået at fremstille handlinger og begivenheder i et historisk lys, der tilfører mere indhold,
refleksion, varme og perspektiv end den umiddelbare hændelse besad.
I denne romance har han skildret, hvordan en kvinde formes efterhånden som hun bliver klar over sine evner, sit potentiale som menneske og
forfatter og dermed sine muligheder i forhold til at skabe sig sin egen tilværelse.
|
|
|
|
