|
|
Anmeldelse:
Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?
Af Jesper Sørensen,
folkeskolelærer samt
erhvervs- og uddannelsesvejleder, PD
Publiceret 19. september 2017.
© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
AGI CSONKA: "Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?".
Informations Forlag - I serien "Moderne idéer".
Udkommet 8. august 2017.
Sideantal: 80. Hæftet. Pris: 49,95 kroner.
Lidt billigere som e-bog.
KAN KØBES HER.
BEDØMMELSE:  Fire stjerner af seks
(skala).
P&Aelig;DAGOGIK/SAMFUND:
Bogens forfatter Agi Csonka har leveret et bidrag til Information forlags serie Moderne idéer. Bogens titel er et spørgsmål:
"Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?"
AC bringer sin egen historie, som barn af indvandrere i spil og teoretiserer ud fra denne.
Hun kommer fra en uddannelsesfremmed baggrund, altså en familie og slægt uden
tradition for at tage en uddannelse. Eksempelvis var morfaren analfabet.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jesper Sørensen, anmelder Csonkas bog her.
AGI CSONKA (AC)
fremstiller sig selv som en, der blev anset for at være mærkelig pga. hendes sprog, forældre og store næse.
I skolen syntes lærerne, at hun var
"kvik".
Hun var ikke helt på det rene med, hvad dette begreb dækkede over, men hun var der imod på det rene med,
at hun ville kunne præstere mere,
end hun gjorde.
Miljøet hun kommer fra beskriver hun som et opdelt samfund -
der var den rigtige side og den forkerte side af Strandvejen. På den rigtige side
af Strandvejen steg den sociale status, jo nærmere man kom vandkanten. Omkring hvor AC boede skriver hun:
(...) Jeg boede ganske vist på strandsiden, men kun lige, og så var jeg den eneste indvandretype (...)
AC kom i realen og fik derved mange bekendtskaber/venner fra den rigtige side af strandvejen. Hun lavede en del larm i klassen,
baggrunden for dette var, at hun nødig ville have prædikatet nørd hæftet på sig. Faderen straffede
hende for den uhensigtsmæssige adfærd i skolen, men det tog hun med, som en del af undvigelsesstrategien. AC bruger i bogens
løb to drengenavne. Storm er barn af højtuddannede forældre, men Patrick er barn af ufaglærte forældre.
Eksempelvis viser opgørelser af karaktergennemsnit, at børn af ikke uddannede forældre ligger 3 karakterer under
børn af højtuddannede forældre ved folkeskolens afgangsprøve.
Børn af højtuddannede hører, ifølge undersøgelser, 2153 ord pr. time. Børn af forældre
på overførselsindkomst hører 616 ord pr. time. Imellem disse 2 yderpoler ligger børn af lavtuddannede med 1251 ord pr. time.
Hvis man tager en national test af de to drenge i 2. klasse og sammenligner disse, vil Storm sandsynligvis klare testen markant bedre end Patrick.
Sammenligner man testen for 8. klasse, vil afstanden i mellem de to drenge, sandsynligvis være den samme som i 2. klasse.
Udfordringen er, at skabe mere lighed i uddannelsessystemet, men det kræver forståelse for at der er forskellige intellektuelle ressourcer, verdensopfattelser, opdragelsesidealer, omgangsformer, fritidsvaner mv. som bidrager til at fasthold uligheden i uddannelsessystemet.
* * *
BOGENS 2. DEL, som hedder Status, indledes med forfatterens videre fortælling om egne oplevelser og følelser. Det overordnede
tema er, at der er nogle synlige og usynlige klasekulturelle koder, som generelt kan være vanskelige at afkode og især volder problemer
for mennesker, som har anden etnisk baggrund. AC betegner sig selv som en opkomling. Hun kommer med en situation fra hendes hjem:
Min mor kom lettere triumferende ind i stuen, viftende med et SE og HØR. "Se", sagde hun. "Hende der fra din skole - hende den kønne,
som jeg arbejdede sammen med i Bilka, hun er interviewet, om hvordan hun blev nummerpige i TV-bingo, med stort billede og det hele. Se,
dér er en, der er blevet til noget."
Definitionen på en opkomling er, at de er dygtige, men er en anelse off - lige ved siden af. De har i reglen
en høj IQ, men intet netværk, som afsæt til at blive eksempelvis ledere. Hos børn, som har
forældre, som er ledere, er IQ knapt så afgørende, da de ofte har et netværk som afsætsrampe for at
gøre karriere - en god uddannelse og høj IQ er ikke nødvendigvis nok for at kunne gøre karriere.
Overordnet kan man sige, at den sociale mobilitet skal styres af den enkeltes lyster og evner. Derudover er det vigtigt, at den enkelte
får mulighed for at realisere sit potentiale.
AC konkretiserer i afsnittet, at der er forskel på social arv og social marginalisering. Social marginalisering er udløberen
af nogle risikofaktorer, eksempelvis arbejdsløshed, hjemløshed, psykisk sygdom, misbrug. Af gruppen 18-24-årige,
som er socialt marginaliserede gør det sig gældende, at 20 % af forældrene ikke har uddannelse. For 20 procents vedkommende
har mindst én forælder en videregående uddannelse. En stor andel er psykisk sårbare og har misbrug. Andre har anden
etnisk baggrund, hvor det er utilstrækkelige sprogkundskaber, traumer og eksklusion, som er problemet.
Hvorvidt der findes negativ social arv belyser AC. Hun tager udgangspunkt i anbragte børn, for hvem det gør sig gældende, at kun
50 % af denne gruppes 15-årige er i stand til at gennemføre 9. klasses afgangsprøve. Når blikket rettes på de 25 årige, har halvt så mange socialt udsatte taget en ungdomsuddannelse, som ikke socialt udsatte. 36 % imod 72 %. Generelt er der større sandsynlighed for at blive socialt udsat, hvis forældrene er det. Sandheden er, at 50 % klarer sig bedre end forældrene. Der optræder nogle systematiske forskelle, eksempelvis er forældrenes uddannelsesmæssige baggrund i høj grad afgørende for,
hvordan barnet klarer sig i uddannelsessystemet.
Dette har alle regeringer forsøgt at gøre op med, ved at lave politiske målsætninger. Problemstillingen omkring den
efterhånden høje dimittendledighed og det deraf afledte behov for uddannelse af faglært arbejdskraft er afsnittets afsluttende problemområde - hvordan skabes der nedad gående social mobilitet?
Bogens 3. afsnit "Alternativ" indledes med, hvordan AC's hjemlige baggrund var versus Ninas baggrund, som var en bekendt
af AC og senere klassekammerat. Forskellen var markant omkring den måde man kommunikerede med børnene på. I Ninas hjem var der, i høj grad lagt op til refleksion, mens der i AC's hjem i højere grad blev givet ordre. I Ninas hjem blev børnene også udfordret på holdninger og menneskesyn af forældrene. Dette skete ikke i AC's barndomshjem.
En anden forskel var, at der i Ninas hjem var forældre, som gik i teater og læste bøger - dette var ikke tilfældet i AC's barndomshjem.
Nina blev opdraget til at udøver selvkontrol og reflektere. AC blev opdraget til at adlyde, holde lav profil og arbejde hårdt.
Forskellige samfundslags muligheder belyses i afsnittet, dels ved at inddele forældre i samfundsklasser og dels ved at belyse samme,
ved hjælp af Pierre Bodieus teori om social, kulturel og økonomisk kapital. Der hersker ikke tvivl om, at der er forskel på muligheden for
at rette op på ting der går skævt, hvis man sammenligner forældre/børn fra underklassen med forældre/børn fra overklassen.
Qua at børn kommer fra hjem med forskellige chancemuligheder, kulturelle baggrunde og kulturelle
normer, har daginstitutioner og skoler en udfordring, som skal løftes. Det handler naturligvis om, at stimulere børnene,
så de får indlært brugbare kulturelle og sociale koder. Det er vigtigt at skolerne arbejder på at give elever fra socialt udsatte hjem
redskaber, som kan bedre deres muligheder. Dette kan gøres ved at lære den studieteknik, give dem mulighed for lektiehjælp og knytte
mentorer/støttepersoner på dem, som de kan sparre med. Dette forsøg er blevet gennemført i det amerikanske skolesystem og kunne måske være
nyttig at overføre dele af til det danske skolesystem.
* * *
DET DANSKE SKOLESYSTEM
har understøttende undervisning og har intentioner om, at samarbejde med de lokale virksomheder.
Hvis man tager denne mulighed i brug, vil det måske kunne være en øjenåbner til, at en erhvervsuddannelse er en mulighed på lige
fod med en gymnasial uddannelse. Der ligger naturligvis også et krav, som påhviler den enkelte skole, nemlig at de praktisk musiske fag tages
alvorligt. Dette vil givet være et incitament til, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse.
Alle forældre vil deres børn det bedste, men ikke alle har de nødvendige forudsætninger for at optimere deres børns
læringsmuligheder i hjemmet. Det er naturlig centralt at diskutere, hvordan man kan råde bod på denne problemstilling. Problemstillingen står
imidlertid ikke alene, idet den rejser en etisk diskussion gående på, hvor langt ind i familiens liv man kan intervenere. En undersøgelse fra
2016 fortaget af Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 75% af forældrene gerne vil have hjælp til dette - efterspørgslen på vejledning er størst
hos forældre med anden etnisk baggrund og forældre med en kortere uddannelse.
Læringsmiljøet i hjemmet er centralt. På den baggrund foreslår AC, at man bruger tid på centrale temaer under møder i skolen
og daginstitutionen, idet samspillet imellem de professionelle, som har med børnene at gøre og forældre er indgangen til at skabe et læringsmiljø
i hjemmet. Der findes to mindset ift. forventninger fra forældre til deres børns uddannelse - et growth-up mindset og et fixed mindset.
Growth-up mindsettet er repræsenteret hos de ressourcestærke forældre, som har den grundlæggende forventning
at deres børn nok skal udvikle sig og udnytte deres læringspotentiale. Kort uddannede forældre har et fixed mindset. Disse har ofte selv
en ringe skolegang og har ikke forventninger om, at deres børn vil kunne drive det til noget i skolen. Man har i århus lavet et forsøg, som gik
ud på at få igangsat en proces, som kunne ændre mindsettet. Dette er et eksempel på forsøg, som AC angiver der angives i bogen et par andre
eksempler. AC angiver i afsnittets afslutning at der er behov for at intensivere forsøg, som vil kunne skabe læringsmiljø i hjemmet.
I efterordet slutter AC hendes selvfortælling og konkluderer, at det til stadighed er en kamp, at være af anden etnicitet
og en opkomling. Selvfortællings slutning vil jeg karakterisere med en passage, som er meget rammende:
(...) One down, two to go. Jeg er stadig - iflg. Min bordherre - en af de fremmede - og jeg er stadig - ifølge Hellerupdamere - en opkomling (...)
AC slutter bogen af med at næve begrebet social diversitet. Det adskiller sig fra social mobilitet,
da begrebet handler om mangfoldighed, men begreberne er beslægtede med hinanden. Der skal være flere mandlige sygeplejersker og
flere kvinder i mekanikerfaget, smedefaget mv. Der er ikke nødvendigvis noget krav om social opstigning, når vi taler om social
diversitet - det er der når vi taler om social mobilitet.
* * *
BOGEN ER OPDELT i fire
dele. Første del: Udfordring. Anden del: Status. Tredje del: Alternativ. Fjerde del: Efterord.
Bogens komposition er interessant, da den kører et parallelforløb mellem AC's selvfortælling og teori som hænger sammen med hendes oplevelser. AC's selvfortælling rummer flere steder komiske situationer, som kan få smilet frem. Kigger man nøgtern på fortællingen møder man for det første den situation, som nytilkommende møder når de kommer til Danmark. For det andet får man også et indblik i de vilkår, som børn fra uddannelsesfjerne hjem møder i det danske skolesystem. Jeg synes, at AC's selvfortælling er interessant læsning, da de bliver sat ind i en teoretisk kontekst og forskningsmæssig sammenhæng - derved bliver der sat praksis på teori og teori på praksis. Man får ved læsning af bogen et indblik i, hvordan hjem i forskellige samfundslag virker og tænker.
Bogen er ikke ret lang og er en appetitvækker, hvis man ønsker at danne sig et hurtigt overblik over de problemstillinger, som udsatte børn møder i skolesystemet og de samfundsmæssige udfordringer de afføder. Sproget som bogen er skrevet i, er letlæselig. Den er heller ikke teoritung, men refererer ganske kort nogle teorier og undersøgelser. Ud over dette angives der nogle mulige løsninger på, hvordan der kan skabes mere lighed i uddannelse. AC bruger en del plads på at agitere for at skabe læringsmiljø i det enkelte hjem.
Dette synspunkt kan man ikke være uenig i, ville kunne rykke, men hvorvidt det er muligt at få udbredt og fulgt op på, er jeg meget tvivlende overfor - det er jo noget man skal have haft med sig fra de tidligste år. AC lægger i hovedtræk vinklen hvorfra udfordringen skal tackles hos forældrene, jeg mangler at hun i højere grad arbejder med, hvordan skolen i højere grad kan inddrage forældrene og ligeledes mangler jeg skolens rolle mere inddraget.
Målgruppen som bogen henvender sig til er bred, gående fra mennesker som har generel samfundsinteresse til studerende, som gerne vil erhverve sig et indblik i nogle af de problemstillinger som nogle medborgere har og hvilke samfundsmæssige og politiske udfordringer der ligger i, at alle ganske vist har lige adgang til uddannelse, men ikke har lige gode uddannelsesmæssige vilkår. Hvis mønsteret brydes, er næste udfordring at knække de klassekulturelle koder.
Bogen er interessant og kan bestemt anbefales. Bogen får fire stjerner ud af seks.
|
|
|
|
