HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Reportage: Fine fredagskoncerter i Trinitatis giver vellyd og ro til byens folk og turister


Tekst og foto af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, tredobblet cand.mag.

Publiceret den 27. februar 2017.


© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.



MUSIK/DANMARK: Fredagskoncerter med klassisk musik i kirker. Det er en super god idé med den slags arrangementer, og når de er vellykket, fordi musikerne spiller godt, er det endnu bedre. Fredagens smukke orgelkoncert hedder "Danser med orglet" og er en koncert fremført af fire hænder og fødder af Vibeke Astner og Anne Kirstine Mathiesen. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, formidler sine indtryk fra fredagens kirkekoncert i Trinitatis Kirke, dvs. dén med Rundetårn i København.


Orglet er - som alle ved - kirkens foretrukne instrument herhjemme. Og med rette. Orgler kan noget, som andre instrumenter ikke kan. I et kirkerum med fortrinlig akustik. Ikke dermed sagt noget dårligt om andre instrumenter, der også kan hver deres ting.

Denne time-lange fredagskoncert om eftermiddagen den 24. februar 2017 i Trinitatis, hvis orgel er kæmpestort, bygger på to interessante værker, som man som publikum kommer til at stifte nærmere bekendtskab med - musikalt og historisk.

Det er den russiske komponist Peter Tjajkovskijs kendte Nøddeknækkersuiten og den franske komponist Camille Saint-Saëns' Dyrene Karneval. Et leitmotif i dagens koncert er derfor blandt andet dyrenes verden og ikke mindst, hvorledes man kan omsætte éns opfattelse af et dyr eller en dyreart til musik, herunder de smukke satser Svanen og Akvarium, begge Saint-Saëns.









DE TO ORGANISTER, Vibeke Astner og Anne Kirstine Mathiesen, spiller til stort velbehag. Jeg lægger mærke til ting i musikken, som jeg aldrig har lagt mærke til før, idet jeg må bekende, at jeg kender Nøddeknækkersuiten noget bedre i forhold til den anden. Alle Tjajkovskij-satserne vækker genkendelsens glæde, og dette at høre dem fra et stort kirkeorgel i et stort kirkerum tilfører en ekstra dimension.

Og dette i programmet at kunne læse om selve kompositionerne og forstå deres indhold og udtryk bedre, er jo bare alle tiders.

Begge kompositioner er interessante at fordybe sig i auditivt og meditativt. Det lykkes de to organister at præsentere orglet fra en utraditionel vinkel, nemlig med musik fra bellettens, operaens og orkestret verden i et energifyldt og fredeligt sammenspil. Man kan se på publikum, at de virkelig slapper af og har en god musisk stund. Der var da også stort applaus til kunstnerne, da koncerten var færdig, og dette blev kvitteret med et ekstranummer.

Stor kudos til Trinitatis Kirke, der kan stå for sådan nogle gode arrangementer. Den slags fine fredagskoncerter giver vellyd og ro til byens folk og turister. De næste koncerter er:

  • Fredag den 3/3 2017 kl. 16:30 - korkoncert med universitetskor fra Málaga
  • Langfredag den 14/4 2017 kl. 20 - Passionskoncert med Haydn med mere