|
Anmeldelse:
På vandring i DYREHAVEN
Af
Flemming André Philip Ravn, lektor, tredobblet cand.mag,
Publiceret den 28. december 2016.
© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
ANNE-SOFIE STORM WESCHE (tekst), LARS RANEK (foto):
"Dyrehaven".
Forlag: GYLDENDAL. Udgivet: efterår 2016.
Indbundet, 282 sider. Farvefotos.
Pris: 249,95 kr.
BUY HERE / Kan købes her.
DANMARK/HISTORIE:
Alle kender - eller har hørt om - Dyrehaven som et smukt og rekreativt område
nord for København. DYREHAVEN er en del af lokalhistorien i de omkringliggende velhavende
kommuner, men derudover er dette fredede område
en del af hele Danmarks historie og kulturskat.
Det har Anne-Sofie Storm Wesche (tekst) og Lars Ranek (foto) nu lavet
en spændende bog om.
En bog som kombinerer tekst med relevante illustrationer.
Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn,
anmelder her den nye bog.
BOGEN OM DYREHAVEN er skrevet i ni kapitler og kommer godt rundt om emnet
fra forskellige vinkler.
Historien om Dyrehaven rækker tilbage til bronzealderen, ind i enevældet og handler om alt fra
Christian den 5's jagtveje og forgangne tider til vore dages naturbeskyttelse, Fortunen og forlystelsesliv på Bakken.
Teksten indeholder
historiske referencer, citater om stedet fra kendte personer (f.eks. Søren Kierkegaard),
passager omtrent med oplevelsesjournalistik.
Et eksempel på sidstnævnte er disse passager:
Foråret har paraderne nede.
Vognen bumler derudaf.
Vi bliver overhalet af en ivrig motionist og
passerer på vejen en af de faste beboere i Dyrehaven: en fed rød kat der
kæmper sig gennem skovbunden.
Ruten går forbi Douschbad Mose med de slanke elletræer,
der ynder at stå med rødderne i mosevandet.
Det specielle navn menes at stamme fra kuranstalten, hvor der
blev hentet mudder herfra
til de mange behandlinger, man som gæst kunne få, heriblandt et douschbad;
et mudderbad efterfulgt af et brusebad til at skylle mudderet af med (...)
I skumringen, når det damper fra enge og moser,
så brygger mosekonen, og ellepigerne danser i dampen.
Forfra er ellepigerne smukke, men bagfra er de hule i rygggen som elletrunten.
Ellefolket kunne forhekse eller fortrylle mennesker, der gik gennem mosen ved
nattetide.
Mellem træerne ses et af Dyrehavens fem vildthue,
det er Douschbads Vildthus, der som det eneste af husene har et tag af røde
vingetegl, men som dog i udformningen ligner de andre huse.
Længere oppe af [skulle det ikke være ad?] vejen passerer vi Schimmelmans Vildthus, der
er opkaldt efter hofjægermester grev Schimmelman. De tre resterende er
Eremitagevildthuset, Tøjrslags Vildthus og vildthuset i Christian den 9.s Hegn.
Dyrehaven opleves på forskellige årstider.
Forfatter og fotograf har besøgt stedet på forskellige tidspunkter af året;
samt på forskellige tidspunkter af døgnet og i forskellige stemninger.
Dette reflekteres i bogen.
I det store hele kan man sige, at
bogen reflekterer en
slags vandring gennem skoven fra Eremitageslottet til Bakken,
fra ponyture til gåture, og til de store årlige begivenheder i skoven (så som svampejagt ved Hjortekær,
Hubertusjagten og Eremitageløbet) - foreteelser som er med til at knytte os alle sammen
folkeligt og kulturelt til stedet.
BOGEN ER VELLAVET
og interessant. Man så at sige får indblik i stykker af
Danmarkshistorien, som man også selv er mere eller mindre en del af i forhold til hvor meget
man selv gennem livet er kommet i Dyrehaven, der hver år for besøg af 7,5 millioner besøgende, hvilket
gør området til det mest besøgte naturområde i Danmark.
For mange mennesker er Dyrehaven
er et tiltrængt og værdsat åndehul. Dette gælder for de omkringliggende byer og for lokalbefolkningerne,
såvel som for turister og for dyr.
Ikke mindst for dyrene, for Dyrehaven kultiveres og bevares med stor respekt for fugl, flora og ikke mindst fauna.
Dyrehaven er dyrenes domæne.
Det er derfor ikke uden grund, at Dyrehaven i sommeren 2015 blev
optaget på UNESCO's
liste over Verdens kulturarv.
Fotografen er Lars Ranek. Han har speciale i natur-, mad- og interiørfotografi.
Ved første tilgang synes billederne i bogen at være noget dunkle og mørke i farverne, hvilket
bl.a. skyldes at vegetationen på mange billeder er mørekgrøn; og der er få af billederne hvor Solen
spiller en rolle.
MEN efterhånden som jeg studerede billederne, kom jeg til at holde af dem, f.eks. billederne af
den røde port (som heldigvis er blevet bevaret efter at være ønsket fjernet) på siderne 222-3 og 238-9
samt billedet af efterårsskov og dyr på siderne 226-7.
Uden Raneks fine billeder ville bogen - hvis tekst er letlæselig, fængslende og relevant - dog ikke have været den samme.
|
|
|
|