Interview: Med DR's journalist og udenrigskorrespondent MATILDE KIMER ud i Verden -- og hjem igen

Tekst og foto af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, tredobbelt cand.mag.
Publiceret den 25. november 2016.

© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

JOURNALISTIK/KULTUR: DR-journalist MATILDE KIMER har et interessant liv og dygtig karriere som udenrigskorrespondent i Rusland og tilstødende lande. Kimer har tidligere også rapporteret fra Libyen, Ægypten og Kina. Hun er vokset op i Korsør, har studeret journalistik på SDU og har også studeret på universitetet i Sankt Petersborg. Hun taler russisk og har bl.a. for os danske seere dækket de senere års konflikt om Krim og grænsestridigheder mellem Rusland og Ukraïne. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, har interviewet Matilde Kimer. Hun fortæller åbenhjertigt om sin karriere og om jobbet som DR- udlandskorrespondent samt glæden ved det russiske sprog, russisk kultur og litteratur.


RAVN: Læser du en spændende bog for tiden, og i givet fald: hvad?

MATILDE KIMER: En bog om den russiske revolution i 1917 af Erik Kolavig. Det er mit fag. Den er vildt spændende. Han er en fremragende formidler af historisk stof. Man føler sig trygt informeret, fordi han er en professionel formidler. Det skinner igennem i hans referencer og kilder. Og lige om lidt, i 2017, er det er 100 år siden, at de to revolutioner fandt sted. Og til den til skal jeg jo selv formidle viden om dem også.

RAVN: Har du én ellere flere forfattere (forfatterskaber), som du holder af at læse, og som du undertiden vender tilbage til?

MATILDE KIMER: Jeg lægger mig ikke fast på nogen... Jeg har en bred skare af forfattere, som jeg har læst igennem mit voksenliv. Jeg opdagede Svetlana Aleksijevitj, en hviderussisk ukraïner, som skriver på russisk. Hende opdagede jeg i foråret 2015. Og så vandt hun senere dét år Nobels Litteraturpris. Og så blev hun mere tilgængelig, også for lærere i Danmark på grund af oversættelser.

Svetlana Aleksijevitj har en hel usædvanlig formidligsevne om det sovjetiske liv og død og væsen. Det sovjetiske menneske, og også det postsovjetiske menneske. Som sagt bliver hun oversat til dansk nu; så jeg ved godt, hvad jeg ønsker mig til Jul.

RAVN: Ville det ikke være sjovere at læse hende på russisk?

MATILDE KIMER: Jeg kunne godt læse hende på russisk, men jeg læser hende helst på dasnsk. Når jeg læser på dansk, mit modersmål, så læser jeg uden filter, uden at bruge energi eller anstrengelse på at oversætte. Uden oversættelsesrefleksen. Hvis jeg skal sidde med ordbogen, har jeg lidt mistet min læseoplevelse. Så får det mere karakter af lektier.

RAVN: Har du nogle bestemte idealer i dit job som journalist og udlandskorrespondent?

MATILDE KIMER: Jo. Selvfølgelig har jeg det... Mine idealer er nok universelle for alle journalister, nemlig at tilstræbe objektivitet... At komme så tæt på sandheden som muligt og forsøge at gennemskue de faktorer, som prøver at fordreje sandheden. Og jeg oplever, at der bliver flere af den type faktorer.

I det hele taget er medier som koncept jo inde i sådan en underlig devalueringsfase. Eksempelvis er det ikke en beskyttet titel at være journalist eller medie. Men problemet er, når tusindevis af mennesker forsyner en offentlighed med informationer, og når de set udefra synes at være af samme værdi og samme indsigt, når de synes komme fra samme kilde og viden, således at alle informationer bliver ligebyrdige til trods for, at det er det ikke.

Men det er en værdi for mig, at seerne kan stole på det, jeg siger. En stor del af min journalistiske identitet er, at jeg er ansat af Danmarks befolkning gennem DR. Det er vigtigt. Jeg er ansat til at fortælle danskerne - dem der betaler min løn - hvad jeg ser og oplever ude i verden... Jeg skylder dem at række armen i vejret, når jeg erfarer noget, der er direkte i modstrid med hvad jeg selv har erfaret.

Dette er en forskel til russiske kolleger. De anser ofte sig selv for at være en del af Staten. De skal formidle informationer, men samtidig fungere som en lim, der holder folk, nationen, sammen . Der er uskrevne regler for, hvad man må skrive i de statsejede medier. Der findes også ikke-statsejede medier, blot ikke ikke-statsejede tv-stationer.

RAVN: Har du nogen journalistiske forbilleder?

MATILDE KIMER: Hun var formentlig den første kvindelige krigskorrespondent, som beskrev den spanske borgerkrig og derefter Anden Verdenskirg. Det gjorte hun helt fantastisk elegant. Krigsjournalistisk kan tit være noget maskulint, med soldaterperspektiv og med detaljer på officerniveau, holdt i militært sprog og med fokus på angreb og fronter. Hun gjorde det elegant og mere indfølende, hun stillede skarpt på det menneskelige perspektiv. Det som er meningsfyldt at høre, når man er udenforstående. Altså om hvad der sker inden i for for mennesker i en krig. De menneskelige omkostninger i en krig, ikke fronter og militære kommandoer.

* * *

* * *








* * *

* * *
MATILDE KIMER er en levende person, som er god til at sætte ord på sine tanker. Refleksionerne synes ubesværede. Ingen tvivl om at hun holder af sit fag og sin métier. Hun er tilstede på en nærværende måde i interviewet, og indimellem krydrer hun det, hun siger, med et lunt smil. Man mærker, at hun er vant til at formidle.

RAVN: Hvordan er det i Danmark: Er journalisterne her ikke også tilbøjelige til at have forudfattede meninger?

MATILDE KIMER: Tjoh, måske. Det er i hvert fald et legitimt spørgsmål at stille. Vi, journaliststanden i Danmark, lever ikke i et vakuum uden berøring af holdninger, uddannelse, politik og politiske forhold... På en måde er vi nok også biased og kan f.eks. have en instinktiv skepsis over for udmeldinger fra Rusland. Jeg mener bare, at det er lysår fra den virkelighed, man som medier i Rusland befinder sig i. De russiske medier er magthaveres forlængede arm. Det er der ikke noget fordækt i. Det er helt officielt.

Mange medier i Rusland er direkte ejet af eller arbejder under russiske ministerier, f.eks.: RT/Russia Today tv hører under det er russiske udenrigsministerium ; Sputnik, et nyhedsbureau, sorterer direkte under Regeringen; Zvezda, også tv, er det russiske forsvarsministeriums egen kanal. Der er et klart og åbenbart ejerforhold, og det er der også i udvælgelsen og vinklingen af disse mediers nyheder og historier. Det kan ikke sammenlignes med, hvordan mediernes formidling foregår i Danmark.

Men som sagt, det er legitimt at diskutere, om danske journalister også er forprogrammerede til at mene noget bestemt om nyheder fra Rusland osv.

RAVN: Får du nogle gange respons fra seerne på dine tv-reportager?

MATILDE KIMER: Ikke så forfærdeligt meget. Nogle gange bliver jeg beskyldt for at holde med den ene eller den anden side... Det som gør mig allermest lykkeligt, er når folk fra Azerbajdjan eller Moldova, der bor her, skriver til mig, at de er lykkelige over, at der endelig er nogen, der forstår, hvad deres land består af og hvordan det fungerer... Så er det det hele værd. Så sidder der repræsentater fra denne nation og siger, at jeg har ramt rigtigt i min formidling af informationer om deres land.

RAVN: Har du altid gerne villet være journalist og udlandskorrespondent?

MATILDE KIMER: Næææh. Det var føst, da jeg mødte Rusland. Oprindeligt ville jeg gerne være dommer. Jeg var ung, men så skulle jeg læse til advokat, og det orkede jeg ikke... Jeg brugte årene efter gymmnasiet i restaurationsbranchen og tænkte, jeg en dag skulle blive restauratør. Men tilfældet ville, at jeg endte i Skt. Petersborg og blev indskrevet på universitetet, og det blev til en forelskelse, som aldrig har lagt sig.

Det var spændende med de mennesker, jeg mødte derovre. Det støbte en hel afgrundsdyb fascination og interesse for denne her helt anderledes nation... "Her skal jeg blive", tænkte jeg: "Her skal jeg prøve at bo". Så fik jeg de rigtige chancer... Jeg var på det rigtige sted på det rette tidspunkt.

Jeg startede som praktikant i DR i 2006. Jeg var færdiguddannet som journalist i 2007, og så gik der to år, hvor jeg lavede forskellige ting. Rejste ud for DR. Og så kom chancen. I 2007 lukkede DR vores moskvakontor på grund af sparerunde, men i 2009 fik jeg lov til at rykke derover og eksperimentere med at åbne en redaktion for en sommer. Jeg var derovre fra marts til august 2009. Det var lærerigt.

Så kom jeg hjem og gik på barsel, men så fik jeg chancen for at fortsætte, da jeg kom tilbage. Det eneste jeg havde lyst til var Moskva. Der var ikke stor konkurrence. De andre ville hellere til USA eller Mellemøsten. Det mest prestigefyldte har altid været USA. Jeg synes også, det er fedt at komme til New York eller køre rundt i Midtvesten - men alligevel foretrækker jeg Irkutsk eller Vladivostok.

DR har ikke fast dækning i Moskva, men nogle dagblade har faste korrespondenter derovre. Berlingske har hele tiden haft, nu har både JP og Politiken også. Så opstår der original journalistik ud af det. Men det vil da være godt, hvis DR igen kan have et fast kontor i Moskva. Der sker meget interessant derovre. Og vi skal huske, at russerne er mangfoldige og meget forskellige fra hinanden; man kan ikke generalisere. Det russiske samfund rummer mindst lige så mange nuancer - mindst de samme lommer af folk som Danmark og andre lande: liberale intellektuelle, højrenationalister, fold der tror at vold gør dem til bedre mennesker... De fleste er bare mennesker. Jeg tror på omniværdier. Vi er alle ens, men vi har forskellige livsvilkår, forskellige politiske instrumenter. Folk har forskelligt udtryk, men dybest set er vi meget ens.

* * *

* * *










* * *

* * *

RAVN: TALER du russisk? Eller ukraïnsk?

MATILDE KIMER: Jeg taler ikke ukraïnsk, men russisk. Taler det rimelig godt, fordi jeg har boet dér. Jeg kan også forstå lidt ukraïnsk, men det er et andet sprog, selvom nogle ord går igen. Men deres alfabet er anderledes, og mange af deres ord. Jeg har valgt at koncentrere mig om russisk, for at blive rigtig god til dét.

RAVN: Hvad er i dine øjne charmen ved det russiske sprog i forhold til andre sprog?

MATILDE KIMER: Hvis vi sammenligner med dansk, så er det detaljerigdommen. Det at du f.eks. kan sige "at lyve" med 35 forskellige udsagnsord, som fortæller hvordan man gør. På dansk har vi mange småord, der giver betydningen retning. Russisk derimod er meget mere ordrigt, poetisk. Det er et kunstersprog, et kultursprog. Og hvis jeg skal være banal: jeg kan lide bogstaverne. Jeg kunne lide, at bogstaverne var anderledes, da jeg lærte sproget. Der var lidt narrestreger over det. Ja, anderledes.

RAVN: Hvad gør Rusland spændende eller ikke-spændende at bo i?

MATILDE KIMER: Lige nu og her ved slutningen i 2016. Der er meget at være ked af: økonomen har det gårligt, fabrikker lukker og har ikke råd til at udbetale løn, arbejdsløshed... Der er generelt i befolkningen en ret stor pessimisme i forhold til de næste par år. Det er ret trist lige nu. Universitetrerne bliver udsultet - der er næsten ingen russisk forskning tilbage.
BR> Men ellers, overordnet, mere langsigtet hen over et årti, er det mere positivt. Rusland er jo et vældigt rigt land: rigt på ressourcer, rigt på muligheder, rigt på natur, rigt på mennesker med vilde kompetencer. En del af den russiske identitet er, at det er et kæmpestort land. Jeg havde på et tidspunkt en snak med en russer om, hvordan nogle russere ødsler med energien, altså energispild, f.eks. i privatboligsfæren. Min ven sagde: "Jamen, vi er bare store, vi har så meget energi, vi kan bruge det som vi vil".

RAVN: Er alkoholisme udbredt i Rusland?

MATILDE KIMER: I visse sociale lag, og visse regioner. Visse undersøgelser har dog vist, at danske unge drikker mere end russiske unge. I segmentet "arbejderklasse", da det begyndte at gå dårligt i 1990'erne, var der mange, der begyndte at drikke dengang i et samfund, der ikke havde noget fintmasket sikkerhedsnet.

RAVN: Man taler tit om, at russisk litteratur, f.eks. Dostojevski, er tung og melankolsk. Hvordan vil du karakterisere den russiske folkekarakter i forhold til den danske?

MATILDE KIMER: Jeg tror godt, vi kan putte noget melakoli ind i sådan en overordnet beskrivelse. Jeg tænker på, om melankoli er det rette ord. Det handler også om en vis medgørlighed, at man overgiver sig til sin skæbne. På italiensk har man en mere distanceret tilgang. Che sera sera... I Rusland er man mere melankolsk. Russerne tænker : "Hvis det er forudbestemt, at jeg skal have det dårligt, og at ting skal gå mig skidt her i livet, så må jeg acceptere det, så er det nok meningen".

Det er udtryk for en ydmyghed, men jo også et manglende personligt initiativ. De har ikke det der drive: "Det vil jeg ændre, jeg skal ikke være fattig, jeg vil gøre noget". Måske er denne indstilling et levn fra homo sovieticus, hvor man udførte de opgaver, som en overordnet gav én; man behøvede ikke noget selvstændigt initiativ. Det har også noget med magtrelationer. Man affinder sig med sin plads. Man kan løftes ovenfra. Her i Danmark er vi meget mere flade. I Rusland har man stadigvæk "De", en markør for sproglig aurotitet. Herhjemme bruger vi "du"; vi er mere lige.


* * *

* * *

RAVN: HVILKE kulturforskelle vil du pege på mellem Rusland og Ukraïne?

MATILDE KIMER: Det kommer an på, hvem af parterne man spørger. Fra ukraïnsk side har svaret næsten altid været, at ukraïnerne er langt mere euorpæiske og selvstændige iog kritiske i deres tilgang til magthaverne. At man har en mindre underdanig natgur end Rusland. Og så vil de citere de første demokratier blandt kosakker i 1600-tallet. Det er deres egen opfattelse. De er kommet ret forskelligt ud af Sovjetunionen, Ukraine og Rusland. Ukraine har haft bølgende opgør eller evolutioner, men Rusland har ikke haft noget opgør, men de har haft nogle krige og forsøgt at slå separatistbnevægelser ned, men ikke noget folkeligt oprør mod magteliten.

Russerne vil nok sige, at ukrainere er "følgagtige", at de prøver at finde en leder et andet sted, Polen, EU eller nazisterne, som de kan følge. De er uselvstændige. En del af den russiske fortælling om af Ukraine er, at det ikke er én nation, men mange nationer samlet i ét land.

For mig som står udenfor synes jeg faktisk, at der er langt flere ligheder end forskelle. Men det taler man ikke så meget om, især ikke når der er krig.

RAVN: Når du rapporterer fra en konflikt, skal du naturligvis som DR's nyhedsrepræsentant sørge for at være neutral og objektiv; men er det ikke svært ikke at blive påvirket af konflikten og selv få sympatier og antipatier?

MATILDE KIMER: Jo. Det er sindssygt svært. Som menneske er det naturligt at begynde at holde af dem, man er sammen med. Fordi man lærer dem at kende. Det er uanset om det er på den ene eller anden side grænsen. Jeg husker at drikke kaffe med både ukraïnere og russere - dække konflikten fra begge sider, også fysisk fra begge sider af grænsen. Det er vigtigt for mig.

RAVN: Er du aldrig bange, når du rapporterer fra konfliktfylde områder?

MATILDE KIMER: Jo, det er jeg. Jeg tror ikke, at jeg vænner mig til, at kommer til at kunne lide at stå i en krigszone, men man lærer at skelne skud og kaliber fra hinanden. Man lære at begå sig. Frygt kommer ofte af uvidenhed - når man ikkle ved hvad der foregår. Jo mere jeg lære at kende om krig, om krigens natur, struktur, jo kortere er de perioder, hvor jeg er bange. Det går hurtigt over. Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg har læst, hvordan man gør... Ikkke at jeg tænker som en soldat, men som en udeforstående... en overlever.

RAVN: Er der noget, som har været svært for dig i din karriere eller som menneske - eller har alting bare flasket sig?

MATILDE KIMER: Jeg er nok af den opfattelse, at jeg aldrig har fået noget foræret. At jeg har arbejdet hårdt, for det jeg har opnået. Jeg har også indimellem været heldig. Men jeg har ikke nogen turban, som andre bare har lagt deres appelsiner i. Jeg har arbejet hårdt for at nå derhen, hvor jeg er nu. Det gælder viden, sprog, arbejde, nogle gange at have en 22 timers arbejdsdag flere uger i træk, og jeg selv brugt rigtig-rigtig mange penge på at uddanne mig. Og jo, det kan også have omkostninger for familien, at jeg af og til er væk i længere tid.

Er jeg villig til at betale den pris, det her job koster? Ja, det vil jeg gerne - ret forstået - for mit arbejde giver mig en dimension af meningsfuldhed i mit liv, som jeg måske ikke kan få på andre måde. Okay, jeg har ikke lyst til at betale en stor pris på familiefronten, men jeg vil gerne gøre mit arbejde.

RAVN: Er der noget, du har gjort i din karriere eller i dit liv, som du fortryder?

MATILDE KIMER: Næh, det tror jeg faktisk ikke. Vi taler jo store ting. Det kan godt være i det små måske, f.eks. en artikel jeg ville skrive anderledes i dag end dengang og sådan...


* * *

* * *

RAVN: ER DER nogen hændelse, som har betydet, at du markant har ændret kurs eller opfattelse af livet?

MATILDE KIMER: Der er flere ting, der kan få én til at skifte spor. Jeg var syg som teenager, og jeg forstod, at der er en udløbsdato på éns liv... Jeg gør det i dag, hellere end at vente... Jeg var utrolig genert før det, er blevet mindre hæmmet med tiden. Jeg har lært ikke at bremse mig selv unødigt. Mødet med Rusland har også gjort mit udsyn større.

De rejser, jeg havde før Rusland, var turistagtige... altså ikke badeferie... men Rusland var en øjenåbner, det var en lussing fra virkeligheden... Jeg tænkte: "Sådan ser verden også ud". Rusland var så utrolig anderledes... Danmark føles ret stort herhjemme, men Verden er større... Nogle gange får man et udsyn ud til resten af Verden, som gør éns verden større. Man ser forskelle i levevilår. Og så er der mentaliteten, de daglige prioriteringer: Ikke om folk skal vælge mellem Lurpak eller Kærgården, men mellem om barnet skal spise eller have varmt tøj på. Hvad skal man bruge de få penge på.

Det at blive mor, det fjerner også følelsen af at være udødelig, for det gør vildt ondt at føde! Og man får flyttet fokus væk fra sig selv og til et andet væsen. Det åbner en anden dimension af éns følelsesliv at på et barn: Man oplever ubetinget kærlighed... At få børn giver indsigt i livet, empati, indlevelse...

RAVN: Hvordan kommer du videre, når Livet gør ondt?

MATILDE KIMER: Jeg græder helt vildt meget... I denne her tidsramme på to-et-halvt til tre år med Ukraïne tror jeg, at jeg har grædt mere end i hele resten af mit liv tilsammen!

RAVN: Er du blevet rundere i din tilgang til livet med alderen?

MATILDE KIMER: Ja, det er jeg da gudskelov...

RAVN: Hvordan kommer det til udtryk?

MATILDE KIMER: Det er jo guddommeligt, at når man fylder 17-18 år, at man træder ind i voksenlivet med den overbevisning, at man allerede ved alt.. For det at ældes kan give stor stor smerte, for jo mere man lærer, opdager man, at man har endnu mere at lære. Man kommer nok aldrig til at forstå eller lære alt det, man håber på... Og det, man troede, man vidste, opdager man, at man ikke vidste alligevel. F.eks. alle de nuancer der er i menneskelige relationer... Det sværeste for mig var at opgive fantasien om godt og ondt... Jeg har opdaget, at de to er tvillinger, man kan ikke adskille det... Ondt og godt er forbundne... Den nemme løsning, hollywoodversionen findes ikke. Der findes ikke skurke eller helte... Det handler om nuancer. Og det er smerteligt at opdage, at illusionerne om én selv heller ikke holder.

RAVN: Hvilken slags musik holder du at af at lytte til?

MATILDE KIMER: Jeg tror ikke, der nogen musikgenrer som jeg ikke hører... Når jeg er alene hjemme, elsker jeg at høre klassisk musik, f.eks. Tjakkovskij og Rachmaninov. Jeg kan også lide opera, f.eks. "Carmina Burana"- den blæser sødme ud af højttaleren. Vi har en præ-teenage datter. Det gør, at jeg synes, jeg hører uforholdsmæssigt meget Rasmus Seebach og Justin Bieber - dog ikke just mine egne valg, men min datters.

RAVN: Har du set en spændende film for nyligt?

MATILDE KIMER: Ja. Jeg så for nyligt, på en rejse til Japan så jeg hele fem film. Ellers har jeg ikke været i biografen i flere år. Jeg så "En kongelig affære". Den var så smuk. Jeg er en sucker for film om historie.

RAVN: Har du nogen planer for den kommende tid?

MATILDE KIMER: Ja. Jeg flyver til Ukraïne til onsdag. Jeg skal producere en dokumentar til "Horisont", 25 minutter.


* * *

* * *

INTERVIEWET foregik på Café Phenix på Vesterbro Torv, København V, den 25. november 2016. Matilde Kimer er bogaktuel med værket Krigen indeni - skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine (forlaget JP/POLITIKEN), som er en skildring af, en nervepirrende rejse gennem, den ukrainske revolution og krig fortalt gennem tre personer, der på hver sin måde hvirvles ind i den blodige konflikt, som stadig hærger i Østukraine.

---