|
|
Anmeldelse: Ny
spændende roman er helt i Camus' egen ånd
Af Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 6. februar 2016.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
KAMEL DAOUD: "Meursault - en modundersøgelse"
Oversat af LARS BONNEVIE.
Roman, forlaget Turbine, 176 sider.
Udgivet 26. oktober 2015.
Pris kr. 249,95.
BUY
HERE / KAN KØBES HER.
FRANSK/LITTERATUR:
Denne spændende roman er en
helt igennem forfriskende, original og berigende videreførelse af Albert Camus' Den fremmede,
hvor den algeriske journalist og nu skønlitterære forfatter, Kamel Daoud,
både skriver med og mod sit forlæg og dettes ophavsmand.
Daoud både forstår og respekterer, at Camus måtte skrive netop denne bog, men samtidig går han på vegne af sit land og sin kultur
også i rette med det, som den hvide eller ikke-arabiske hovedperson, Meursault, repræsenterer. En hyldest til det geniale blik hos nobelpristageren,
Albert Camus.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her den fine bog.
En antihelt tager revanche
I Meursault - en modundersøgelse
træder Haroun frem som lillebroderen til 'araberen', som blev dræbt af Meursault i Camus' roman
Den fremmede. Den dræbte bror får for første gang i historien et navn, Moussa. Harouns mor lever stadig, og takket være hendes farverige og undertiden kaotiske tankesæt, konstant besat af tanken om hævn for sin døde søn, driver hun lillebroderen frem til at handle sammen med hende og på hendes vegne. Som led i oprejsningen leder de begge i mange år efter den døde søns grav, men forgæves, for han har jo ikke noget navn, som de officielt kan henvise til, når de refererer til begivenhederne i Camus' bog.
Avisudklip og anden omtale hjælper ikke stort, for dette identificerer ikke konkret Moussa som den dræbte, men blot 'araberen'. Den gamle Haroun sidder nu på et værtshus i byen Oran og fortæller sin historie til en litteraturforsker, som har henvendt sig til ham for at dykke ned i gåden om 'araberen'. Dette fører til, at Haroun 65 år efter mordet fortæller, hvad han ved om sin afdøde bror og samtidig herigennem beretter om de mellemliggende års bestræbelser på af skabe en identitet for landet, for Algeriet.
I en stedfortræders navn
Moderen til Moussa og Haroun er den drivende kraft, idet hun både er mor og samtidig Urmoder i forhold til landets sønner. Moussa og Haroun er nemlig også Moses og Aron, der igennem moderens kamp løftes op på et symbolplan for hele nationens rehabilitering og retfærdiggørelse:
Det absurde er det min bror og jeg bærer på ryggen eller i vores jords skød, ikke ham den anden (Meursault, red.).
Forstå mig ret, jeg giver hverken udtryk for sorg eller vrede. Jeg spiller ikke engang sørgende bror, men ... men hvad?
Jeg tror jeg godt vil have at retfærdigheden sker fyldest. Det kan virke latterligt i min alder ... Men jeg sværger det er sandt.
Dermed mener jeg ikke domstolenes retfærdighed, men balancens.
Med selvstændigheden i 1962 er rollerne mellem franskmænd og algierere vendt om, hvilket dette indbyggede citat fra Camus
(forsynet med forfatterens kursiv) illustrerer:
"For nylig så jeg en gruppe franskmænd ved en tobaksforretning i lufthavnen.
Som diskrete og stumme spøgelser stod de og betragtede os, araberne, hverken mere eller mindre end hvis vi havde været sten eller døde træer.
Men nu er det et afsluttet kapitel. Det var hvad deres tavshed fortalte."
* * *
* * *
At finde ro, identitet og retfærdighed
Det var denne kamp for en identitet, som moderen tog på sig på hele nationens vegne:
Til din orientering skal du vide at M'ma i årevis har kæmpet for en pension som mor til en martyr efter Uafhængigheden.
Selvfølgelig har hun aldrig fået den, og hvorfor nu det? Det var umuigt at bevise at araberen var en søn - og en bror.
Umuligt at bevise at han havde eksisteret, selv om han var blevet dræbt i fuld offentlighed.
Videre formulerer lillebroderen det over for litteraturforskeren som et endemål i sig selv at få genoprejsning for uretfær-
dighederne, der blev begået af kolonimagten: "Hvorfor? Indlysende, min unge ven. Jeg tænkte at hvis jeg fandt vores gamle hus, ville døden til sidst finde os. M'ma og mig. Og havet og uretfærdigheden sammen med den. Det er højtravende og lyder som en nøje indstuderet replik, men det er også sandt."
Kain og Abel
Også Kain og Abel bringes på banen, når Haroun illustrerer, hvordan de to brødres historie kan opfattes som et sindbillede, der kobles med de to nationaliteter, Frankrig og Algeriet:
Moussa var forsvundet, absolut død, og det med en uforståelig fuldkommenhed. På dette sted af sand og sol havde de været to, kun ham og morderen. Morderen vidste vi intet om. Han var el-roumi, 'den fremmede' (...) Han havde ingen særlige kendetegn bortset fra hans cigaret der sad klemt fast mellem læberne, og vi glemte straks hans udseende for at forveksle det med alle hans fællers.
Ikke kun på det nationale plan repræsenterer 'den fremmede' og 'araberen' disse to antoganistiske brødre,
for Haroun og Moussa er fanget i et historisk betinget modsætningsforhold:
Somme tider går jeg længere i mine vildfarelser, bliver endnu mere tosset. Måske er det mig, Kain, der har dræbt min bror! Jeg har ønsket at dræbe Moussa masser af gange efter hans død for at slippe af med hans lig, for at få M'ma til at elske mig igen (...) Det er godt nok en underlig historie. Det er din helt som dræber, det er mig som føler mig skyldig, det er mig som er dømt til at flakke om...
Erkendelse eller besmittelse?
For at forstå og samtidig beskytte sig mod sin brors, sin mors og sin egen underlegenhed samt den hermed forbundne algieriske nations tilsvarende følelse, tilegner Haroun sig det franske sprog, kolonimagtens:
Det fyldte mig længe med en usigelig skam -
senere tilskyndede det mig til at lære et sprog som kunne udgøre en spærring
mellem min mors vanvid og mig. Ja, sproget. Det jeg læser, det jeg udtrykker mig på i dag, og som ikke er hendes.
(...) For at overleve. Og det blev det sprog jeg nu taler. (...) Din helts bøger og sprog gav mig lidt efter lidt mulighed for at kalde tingene noget andet og ordne verden med mine egne ord.
* * *
* * *
Kampen mod overmagten og identifikationen med aggressor
For at stille sin mors hævntørst og prøve at standse hendes tiltagende vanvid ender Haroun med at begå et mord, ¨
ligesom hovedpersonen i Camus' bog. Dette mord begår han nogle måneder efter Algeriets befrielse i 1962. En ældre, blegfed kolonist, som i de kaotiske måneder efter magtovertagelsen søgte tilflugt hos Haroun og hans mor, bliver rituelt det offer, som Haroun skyder, i moderens nærvær, for at hun måske endelig kan finde fred.
Samtidig bliver denne handling billedet på det opgør med den gamle kolonimagt, som får de tidligere undertrykte til at optræde som de nye undertrykkere: "Jeg gav mig til at forestille mig hans død som en opløsning af elementer. Det frygtelige ved min forbrydelse ville også blive opløst deri, på en eller anden måde. Det var ikke et mord, men en tilbagelevering."
Tiltagende vanvid
Haroun drives på grund af sit karaktermord ud i en anden form for vanvidstanker end dem, der har plaget hans mor efter storebroderens død.
Det er endt med, at Haroun føler sig som den, der er blevet ramt hårdest, som har måttet bære eksistentialismens
åg allertungest, og som er endt med at at repræsentere det oprindelige skisma i en version, hvor Algeriet som nation i kampen for at tilvinde sig en selvforståelse og identitet er endt i en mere håbløs situation end den, landet befandt sig under kolonitiden. Moussa må i den efterfølgende ses som repræsentant for den samlede algeriske nation:
I grunden har jeg levet mere tragisk end din helt. Jeg har skiftevis spillet alle disse roller, snart Moussa, snart den fremmede,
snart dommeren, snart manden med den syge hund, Raymond den bandit og tilmed den frække fløjtespiller som gav fanden i morderen.
Det er ligesom skuespillet 'Lukkede døre' med mig selv som eneste helt.
Rettergang og absurditet
Haroun bliver af de nye algeriske magthavere udspurgt om motiverne for sit mord på den franske kolonist, men klarer frisag. Dette gør han på trods af, at anklageren finder, at mordet finder sted nogen tid efter de urolige revolutionsdage, hvor ingen kolonist kunne føle sig sikker.
Haroun argumenterer for, at hans dåd ikke var mere tilfældig end dem, der skete før en vis skæringsdato, således at det absurde i anklagen mod ham står frem. Anklager og dommer bliver trætte af hans spidsfindigheder og lader ham gå fri.
Samtidig understreger romanens forfatter, at algiererne opførte sig med en magtbrynde i stil med de gamle kolonister, da de selv kom til fadet:
...Altså, da jeg dræbte, var det ikke uskylden jeg bagefter savnede mest, men den grænse som indtil da eksisterede mellem liv og forbrydelse. Det er en linje det bagefter er svært at genoprette. Den Anden er en målestok, som man mister, når man dræber nogen.
Og på det overordnede plan, med blik for nationen som helhed, formulerer han det således:
Franskmanden var blevet slettet med den samme omhu som den der var blevet vist araberen på stranden tyve år tidligere, og franskmænd døde den gang rundtom i hele landet, lige så meget som arabere for resten. Syv års befrielseskrig havde forvandlet din Meursaults strand til en slagmark.
65 års søgen efter perspektiv
Bogen rundes af med, at forfatteren lader Haroun se sin egen fortælling i det store perspektiv, 'sub specie aeternitatis':
Tilgiv den gamle mand som jeg er blevet. (...) Jeg chokeres af dette misforhold mellem min ubetydelighed og verdens enorme størrelse. Jeg tænker tit at der trods alt må være en eller anden mellemting mellem min banalitet og universet.
Bogens allersidste sider gengiver sublimt tankerne som Meursalt gjorde sig i Camus' bog, da han ventede på at få eksekveret sin dødsdom, men nu er de tillagt Haroun:
To ukendte med to historier på en strand uden ende. Hvilken er den mest sande? Et intimt spørgsmål. Det er op til dig at afgøre. El-Merssoul. Ha, ha. - Også jeg vil gerne have at de bliver mange, tilskuerne, og at deres had er ustyrligt.
|
|
|
|
